New Zealand

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

New Zealand
Aotearoa

(Flag) (Nationalvåben)
Nationalt motto: Intet
Nationalmelodi: God Defend New Zealand God Save The Queen
Hovedstad	Wellington 41°17′ S 174°46′ E
Største by	Auckland
Officielle sprog	Engelsk, maori
Regeringsform Dronning Premierminister	Konstitutionelt monarki Elizabeth II Helen Clark
Uafhængighed  • Erklæret  • Anerkendt	Fra Storbritannien 26. september 1907
Areal  • Total  • Vand (%)	268.680 km² (nr. 73) 2,1 %
Indbyggertal  • 2005 anslået  • 2001 folketælling  • Tæthed	4.035.461 (nr. 121) 3.737.277 14,8/km² (nr. 164)
BNP  • Total  • Pr. indbygger	2004 anslået 92,51 mia. USD (nr. 59) 23.200 USD (nr. 40)
Valuta	Newzealandsk dollar (NZD)
Tidszone  • Sommer (DST)	(UTC+12) (UTC+13)
Internetdomæne	.nz
Telefonkode	+64
Kendingsbogstaver (bil)	NZ
Luftfartøjsregistreringskode	ZK

New Zealand er en stat beliggende i Stillehavet på den sydlige halvkugle, opkaldt efter den nederlandske provins Zeeland. Polynesiske nybyggere ankom til New Zealand omkring 1280^[1] og etablerede den maorianske kultur. Det Maorianske navn "Aotearoa" bliver oversat med "Land of the long white cloud" ("Den lange hvide skys land"). Dette navn blev givet pga. den lange hvide sky polyneserne så i horisonten ved NZ, da de nærmede sig.

New Zealand er lidt større end Storbritannien. Landet består af to store øer, kaldet Nordøen og Sydøen og en række mindre øer: Stewart Ø og Chatham. Fra nordspidsen af Nordøen til sydspidsen af Sydøen er der 1600 km. Landet ligger mellem 30 og 50 grader sydlig bredde. Danmark ligger på omkring 56 grader nordlig bredde. New Zealands nordø ligger således antipodisk til Spanien.

Indholdsfortegnelse 1 Vulkansk aktivitet 2 Klima 3 Havet omkring New Zealand 4 Skovfældning 5 Faunaforurening 6 Se også 7 Kilder/Henvisninger 8 Eksterne henvisninger

[redigér] Vulkansk aktivitet

New Zealand er dannet ved vulkansk aktivitet og specielt på Nordøen findes stadigvæk mange mere eller mindre udslukte vulkaner. Storbyen Auckland spreder sig over et areal, der huser over 50 udslukte vulkaner, de to berømteste er One-Tree-Hill og Mount Eden.

Midt på Nordøen findes steder, hvor undergrunden stadigvæk er aktiv. Her damper det op af jorden, der lugter af svovl og vandet koger i søerne. I byen Rotorua damper det op af kloakkerne og i byparken var for nyligt et mindre udbrud.

I området findes også én af de aktive vulkaner, Mount Ruapehu. Den var sidst i udbrud 1996 og der er konstant små jordskælv. Et jordskælvscenter holder øje med vulkanen, så ingen kommer til skade, hvis den skulle komme i udbrud igen - der ligger f.eks. et skisportssted på toppen. En anden aktiv vulkan ved nordøen er øen White Island, der ligger i Bay of Plenty få kilometer ud for kystbyen Whakatane. Den havde sit sidste udbrud i 2001.

Vulkanudbrud i området kan være meget voldsomme. Den 10. juni 1886 skete der et vulkanudbrud i området ved Mount Tarawera. Da blev et stort stykke af jorden sprængt væk, så et kæmpekrater står tilbage, og asken fra udbruddet dækkede jorden og lagde sig i flere meters højde. Den store sø Lake Taupo er resterne af et endnu større vulkanudbrud. Selve søen udfylder en caldera (indsynkning) opstået efter et gigantisk udbrud i år 186 e.Kr., i midten af krateret sidder en lavaprop.

Newzealænderne udnytter det varme vand i undergrunden, som kommer af den thermiske aktivitet. Flere steder er bygget kraftværker, som drives af dampen fra undergrunden. Ved de store floder på Nordøen, f.eks. Waikato River, er bygget kraftværker, der udnytter flodernes stærke strøm til at drive turbiner og producere strøm. På disse måder produceres en stor del af strømmen i New Zealand ved vedvarende energi.

På Sydøen er jorden mast sammen af de to kontinentalplader og der er dermed dannet en høj bjergkæde på vestsiden af øen. Her findes bl.a. Mount Cook, det højeste bjerg i New Zealand (3754 meter højt). På Sydøen er der ikke så megen termisk aktivitet, som der er på Nordøen. Men her kan af og til være små jordskælv med større jordskred til følge.

[redigér] Klima

New Zealand ligger på den sydlige halvkugle af Jorden, dermed har New Zealand vinter, når vi har sommer, og omvendt. New Zealand ligger tæt på Antarktis, hvor hullet i ozonlaget er stort. Om sommeren skal man passe meget på for ikke at blive voldsomt forbrændt. Når det er stærkt solskin bliver der udsendt en "burn time" hver dag i nyhederne, der viser hvor længe man må opholde sig i solen uden solcreme. Når det er rigtig slemt, er "burn time" kun på omkring 12-13 minutter.

At New Zealand ligger tæt på Antarktis betyder, at selvom dele af landet faktisk er tættere på Ækvator end Danmark er, så er det koldt i New Zealand om vinteren. Når vinden kommer fra syd bringer den den kolde arktiske luft med sig. På Sydøen kan der derfor forekomme snestorme om vinteren. På Nordøen er det sjældent det sner. Her kommer temperaturen meget sjældent under nul, undtagen i højlandet ved vulkanerne. Toppen af Ruapehu fungerer dog som skisportssted i vinterhalvåret og den gennemgående hovedvej på Nordøen som forbinder den sydlige del og den nordlige del af øen er ofte lukket om vinteren på grund af sne, da den går gennem det højtliggende område.

Den mest almindelige vindretning i New Zealand er vind fra vest. Luften i vestenvinden kommer fra Tasmanien. Ved Tasmanien bliver vinden varmet op, og på turen over det Tasmanske Hav til New Zealand, får den samlet en masse fugt op. Vinden fra vest, der rammer New Zealand, er altså varm og ret fugtig.

Når vinden rammer bjergkæden på vestkysten af Sydøen, bliver luften presset i vejret og dermed bliver den afkølet. Når det sker, begynder det at regne - meget! På vestkysten af Sydøen falder der næsten 8 meter regn om året. Også i resten af New Zealand regner det meget. Det giver et meget frodigt land, hvor der vokser noget overalt. Ved sydspidsen af Sydøen findes regulær regnskov i området kaldet Fjordland. Området er berømt for sine mange dybe fjorde med navne som Milford Sound og Doubtful Sound, som er omgivet af næsten lodrette klippevægge.

Den megen nedbør giver rigeligt af ferskvand til New Zealands mange floder. Den længste flod, Waikato River, løber på Nordøen, men de flotteste floder, er dem, der løber lodret ned af de stejle klippevægge i Fjordland. De mest imponerende vandfald findes her, men de er kun, når det regner. Det gør det til gengæld næsten hver dag.

Selvom det regner meget i New Zealand er der ikke meget grundvand. Det skyldes, at det meste regnvand meget hurtigt løber af overfladen og ender i havet med floderne. I New Zealand findes derfor store søer, hvor ferskvandet oplagres, da der om sommeren på Nordøen kan blive problemer med vandforsyningen, hvis det er for varmt og tørt. Landskabet i New Zealand er meget bakket og når det regner voldsomt, sker der ofte jordskred. Jordlaget er mange steder ikke ret tykt og nedenunder findes klippegrund. Derfor er de fleste landområder på New Zealand plantet til med græs, der bliver brugt til græsning til fårene. Kun på de flade områder, med bedre jord, som området øst for Mount Ruapehu, bliver jorden dyrket med korn, grønsager, kiwifrugter, appelsin, citrontræer, vinstokke m.m.

[redigér] Havet omkring New Zealand

Havet omkring New Zealand er lidt varmere end havet omkring Danmark. Ved Sydøen kan det blive ned til +6 grader om vinteren, men på Nordøen bliver det aldrig så koldt. Vandet er varmere ved Nordøen, fordi en varm havstrøm løber ned langs med kysten på Nordøens østside. Strømmen kommer fra troperne og er endnu ikke kølet helt ned, når den når frem til New Zealand. Strømmen fører til tider subtropiske fiskearter med, som normalt ikke findes i New Zealand.

Nordøens milde klima giver grobund for mangrove. Ved lavvandede sandede saltvandsområder, findes mangrove, som ellers kun findes i troperne. Kun en enkelt art mangroveplante, kan dog leve her, da New Zealand ligger på den absolut yderste sydlige grænse, for mangroveskov. Man mener, planten er drevet hertil fra Australien, hvor den normalt lever. Mangroven breder sig i bugte og vige på Nordøen. Helt oppe ved nordspidsen bliver planterne så høje, at de danner en regulær mangroveskov. Men jo længere sydpå, jo lavere bliver mangrovetræerne, og ved Auckland danner mangroveplanterne kun buske.

Det varme hav omkring New Zealand er meget klart sammenlignet med Danmarks havvand. Det kan bl.a. skyldes at New Zealand ikke har så stor en udvaskning af næringsstoffer fra landjorden. Der findes ikke så mange alger i vandet og sigtbarheden er derfor rigtig god. Specielt omkring Nordøen, hvor havstrømmen fra troperne passerer, kan sigtbarheden i vandet være i top - op til 30 meter - og snorkle- og dykkerture her giver usædvanlige oplevelser. Specielt øgruppen Poor Knights Islands er kendt som et af verdens top ti bedste dykkeroplevelser, med dens forgrenede net af undersøiske grotter, rev og kløfter. Her kan man bl.a. møde rokker i hundredevis, der kommer til øerne for at yngle.

Ved Sydøens østkyst sker det biologiske fænomen Upwelling: Fra kysten og ud i havet stiger havdybden meget hurtigt. Kun få kilometer ude er vandet op til 1000 meter dybt. Havstrømmene nede på bunden bliver presset op til overfladen, når de møder kontinentalsoklen. Med bundvandet bliver mange næringsstoffer ført med op til overfladen. I overfladen giver næringsstofferne grobund for fotosyntetiserende alger, der dermed blomstrer op. Krill og andre smådyr der lever af algerne blomstrer også op, og de bliver selv føde for mange andre havdyr, f.eks. hvaler, pelssæler, pingviner, måger o.s.v.

Hvalerne der tiltrækkes af ædegildet ved dette fænomen giver grobund for en turistindustri i området omkring kystbyen Kaikoura. Her er der mulighed for at komme på hvalsafari og møde bl.a. jagende kaskelothvaler og, tæt ind langs kysten, små familiegrupper af den specielle newzealandske minidelfin, Hectors delfin.

[redigér] Skovfældning

Før europæerne kom til New Zealand i 1769, var landet dækket af skov. Træerne holdt på jorden og forhindrede de mange jordskred. Skoven var meget frodig, på grund af den næringsrige jord og det fugtige klima. I nogle af de største reservater nordpå kan man se en lille bevaret del af den urgamle skov, som engang dækkede hele New Zealand. Træer af alle mulige arter står tæt uden noget mønster og hvert træ er dækket fuldstændigt af andre grønne planter. I New Zealand findes mange mosser og laver, og de fleste af dem kan vokse på andre planter. På et enkelt træ i en newzealandsk urskov kan vokse op til 60 andre plantearter. I en dansk skov, med mange forskellige arter kan man hvis man er heldig og god til at bestemme planter finde omkring 60 arter i alt i hele skoven!

Efter europæerne kom til landet er det meste skov fældet og solgt som tømmer. Kun i de små reservater, hvor skoven er fredet, står de mange indfødte træarter stadigvæk og knejser. Et af de mest berømte træer er Kauritræet. Nogle af de største og ældste kauritræer, der er tilbage, er så høje, at der er 30 meter op til de første grene. New Zealand er også kendt for sine mange bregner, der kan blive flere meter høje. Bregnen Silverfern er Newzealands nationalplante og pryder bl.a. landsholdet i rugbys - All Blacks - mærke.

Når skoven er væk er der ikke noget til at holde på jorden, og jordskredene er derfor blevet værre i takt med, at skoven er forsvundet. Mange dyrearter er udryddet fordi deres levested i skoven er forsvundet. Og mange dyrearter, f.eks. den berømte kiwifugl, er tæt på at forsvinde af samme grund.

[redigér] Faunaforurening

New Zealand har ligget isoleret fra alt andet land i mange millioner år. Det tætteste land er Australien, der ligger 2250 kilometer væk. Dyrelivet i New Zealand har derfor udviklet sig næsten uafhængigt af alle andre steder, og har specielt tilpasset sig livet på New Zealand.

I New Zealand fandtes der oprindelig ingen pattedyr, ud over dem, som selv kunne flyve dertil. Det er kun nogle få flagermusarter, så New Zealand var engang frit for større rovdyr. Derfor er dyrelivet meget specielt her. Nogle af de andre arter dyr udfylder de funktioner, som pattedyr ellers normalt har. Nogle fugle, som kiwifuglene, lever næsten ligesom gnaverne i huller i jorden, den lever samtidig af den samme føde, som f.eks. et pindsvin ville leve af herhjemme. Regnorme og småinsekter, der gemmer sig i skovbunden er på dens menu. Fuglene behøvede ikke at kunne flyve, når der ingen rovdyr var, og mange arter - f.eks. takaheen - mistede derfor den evne . De lever i stedet nu på landjorden. Mange andre dyrearter udviklede sig ligeledes specielt, fordi de ikke behøvede at beskytte sig mod rovdyr.

Da Maori-folket, kom til New Zealand omkring år 1280, begyndte de at jage dyrene og de bragte rotter med (Rattus exulans).^[1] Den berømte kæmpefugl moa'en uddøde sammen med mange andre dyrearter hurtigt, da de var ikke tilpasset et miljø med rovdyr. De kunne ikke forsvare sig eller flygte. Men den virkelige katastrofe skete, da Kaptajn Cook opdagede New Zealand og bragte europæerne dertil. De introducerede faunaforurening i stor stil, da de medbragte deres kendte husdyr - hunde, katte, kvæg og geder. Pludselig var der masser af pattedyr i New Zealand. Og ikke nok med det. Europæerne savnede deres hjemegne og indførte vilde dyr fra Europa, som fik dem til at føle sig hjemme. Derfor findes dyr som solsorten, bogfinken, musvitten, pindsvinet, admiralsommerfuglen og en lang lang række andre europæiske dyrearter nu i New Zealand. Kun en enkelt dagsommerfugleart har f.eks. selv fundet vej til New Zealand. Monarken kan flyve utroligt langt, og den findes der derfor naturligt.

De indførte dyr trives i det frugtbare New Zealand. De planteædende dyr fortrænger og udkonkurrerer de indfødte planteædende dyr. De indførte rovdyr finder let føde blandt de forsvarsløse indfødte dyr. Selv en umiddelbart harmløs art som en australsk pungrotte, der blev indført til pelsfarme, men hurtigt slap ud, er et stort problem. Den spiser ellers kun blade, men træerne i New Zealand er ikke tilpasset, at et dyr spiser deres blade, så de dør af det. Store skovområder vantrives som følge af pungrottens hærgen, og et storstilet program er iværksat for at udrydde dyret. Der bliver således brugt mange millioner hvert år på at udrydde de miljøfremmede dyr. Der bliver sat fælder ud, lagt gift og hegnet ind i stor stil. Men det er også tiltrængt, hvis newzealænderne vil redde f.eks. deres nationalsymbol kiwifuglen og deres oprindelige natur.

[redigér] Se også

• Verdens lande

[redigér] Kilder/Henvisninger

• Hjemmesiden: http://www.naturligvis.u-net.dk/

[redigér] Eksterne henvisninger

• New Zealand (Engelsk) på A Birds Eye View Of
• Billeder af New Zealand (Engelsk)
• Rejseguide til New Zealand (Engelsk)
• Udførlig dansk side om New Zealand

Lande i Oceanien

Australien | Fiji | Kiribati | Marshalløerne | Mikronesien | Nauru | New Zealand | Østtimor | Palau | Papua Ny Guinea | Salomonøerne | Samoa | Tonga | Tuvalu | Vanuatu

Verdens lande