Østrig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|||||
Nationalt motto: Intet | |||||
Nationalmelodi: Land der Berge, Land am Strome | |||||
![]() |
|||||
Hovedstad | Wien 48°12′ N 16°23′ E |
||||
Største by | Wien | ||||
Officielle sprog | Tysk1 | ||||
Regeringsform | Republik Heinz Fischer Alfred Gusenbauer |
||||
Statsdannelse |
Republikkens indførelse 12. november 1918 |
||||
Areal • Total • Vand (%) |
83.858 km² (nr. 113) 1,3 |
||||
Indbyggertal • 2008 anslået • 2001 folketælling • Tæthed |
8.334.325 (nr. 89) 8.032.926 99,4/km² (nr. 78) |
||||
BNP • Total • Pr. indbygger |
2005 anslået 318,34 mia. USD (nr. 22) 31.300 USD (nr. 10) |
||||
Valuta | Euro2 (EUR ) |
||||
Tidszone • Sommer (DST) |
CST (UTC+1) CEST (UTC+2) |
||||
Internetdomæne | .at | ||||
Telefonkode | +43 |
||||
Kendingsbogstaver (bil) | A | ||||
Luftfartøjsregistreringskode | OE | ||||
1 Slovensk, kroatisk og ungarsk er officielle minoritetssprog 2 Før 2002: Schilling |
Østrig, officielt Republikken Østrig (tysk:Republik Österreich) er en forbundsstat i Centraleuropa, og består af 9 forbundslande med hvert sit parlament og regering. Østrig er omgivet af land på alle sider og støder op til Liechtenstein og Schweiz i vest, Italien og Slovenien i syd, Ungarn og Slovakiet i øst og Tyskland og Tjekkiet i nord. Hovedstaden er Wien. Østrig har 8,3 mio. indbyggere, hvoraf tre fjerdedele tilhører den romersk-katolske tro. Det officielle sprog er tysk, der tales i dialektiske former. Herudover er slovensk, kroatisk og ungarsk anerkendte minoritetssprog.
Republikken Østrig blev dannet på resterne af det østrig-ungarske dobbeltmonarki efter 1. verdenskrig og fik sin første statsforfatning i 1920. Denne blev videreført efter 2. verdenskrig i 1945, hvor den Anden Republik blev dannet. Fuld suverænitet fik Østrig med statstraktaten af 15. maj 1955. Østrig har en forfatningsbestemt neutralitet og er sæde for flere internationale organisationer, heriblandt FN, OSCE og OPEC. Landets statsoverhoved er forbundspræsidenten. Forbundskansleren er regeringchef.
Nationalrådet, der har 183 medlemmer, er det direkte valgte parlamentskammer. Valgperioden er for øjeblikket fire år, efter førstkommende valg fem år. Valgretsalderen er 16 år, den laveste i Europa. Forbundsrådet er Østrigs indirekte valgte parlamentskammer, hvortil forbundslandenes lokale parlamenter, landdagene, udpeger 62 repræsentanter. Forbundsrådet har absolut veto i love, der griber ind i forbundslandenes anliggender og rettigheder.
Topografisk er Østrig domineret af Alperne, der dækker 60 % af landet. Disse har stor betydning for Østrigs turisme, hvor alpin vintersport er en betydende erhvervsfaktor. Herudover er maskiner, kemiske produkter, stål- og metalvarer samt vin vigtigste produkter i Østrigs samhandel med udlandet. Også inden for infrastrukturen har topografien stor betydning, hvor bane- og vejanlæg er præget af det uvejsomme terræn med mange bro- og tunnelværker, ligesom landets mange floder giver gode muligheder for vandkraft, der dækker to tredjedele af landets energibehov. Kulturlivet er rigt og har fostret store komponister som W.A. Mozart, Joseph Haydn, Franz Schubert, Johann Strauss samt Gustav Mahler.
[redigér] Historie

[redigér] Oldtid til 15 f.Kr.
De ældste spor efter mennesker i Østrig hører til palæolitikum, Neandertalernes tid. Der er flere oldtidsfund i Niederösterreich, hvoraf det mest kendte er i Wachau. Her er også de to ældste østrigske kunstværker fundet, en lille kvindefigur, den såkaldte Dansende Fanny fundet i Stratzing/Krems-Rehberg, samt figuren Venus fra Willendorf. Efter den trinvise bosættelse i alle regioner i Østrig i den sene stenalder står kobberalderen i udnyttelsen af råstoffernes tegn, først og fremmest kobber. Fra denne tid stammer også den berømte gletsjermumie Ötzi i det østrigsk-italienske grænseområde.
Under bronzealderen mellem 3. og 1. årtusinde f.Kr. blev der etableret et stigende antal handelscentre, hvis størrelse samtidig tog til. Der blev også etableret fæstninger fortrinsvis i råstofudvindingsområderne. I området omkring Hallstatt begyndte den systematiske udvinding af salt. Den ældre periode af jernalderen er opkaldt efter denne by: Hallstattkulturen. Den yngre jernalder står i kelternes tegn, som i syd og øst af det nuværende Østrig etablerede den første statsdannelse. Den vestlige del blev i denne periode beboet af rætierne.
[redigér] Romersk provins og folkevandring 15 f.Kr.-700
Størstedelen af det nuværende Østrig blev omkring 15 f.Kr. besat af Romerriget. Den romerske hersker Claudius oprettede under sin regeringsperiode (41-54 e.Kr.) den romerske provins Regnum Noricum, hvis grænser stort set svarede til Østrigs nuværende. Øst for Vindobona (det nuværende Wien) lå den største romerske by Carnuntum. Andre vigtige byer var Virunum (nuværende Klagenfurt) og Teurnia (i nærheden af Spittal an der Drau).
Efter udbredelsen af kristendommen i det 2. århundrede e.Kr. begyndte den langsomme nedgang for Romerriget gennem folkevandringerne. Efter goterne, slaverne og avarernes lange pres mod provinsen Noricum begyndte bajuvarernes bosættelser i det 6. århundrede, mens det nuværende Vorarlberg blev befolket af alemannerne. I det nordlige alpeområde etablerede det bayriske hertugdynasti, hvis slægt stammede fra Agilolfinger, sig fra det 6. århundrede. Få årtier senere var Romerriget endegyldigt faldet fra hinanden.
[redigér] Frankerrige og det hellige romerske rige 700-1806
Store dele af Østrig hørte i det sene 700-tal til det bayriske hertugdømme i Karl den Stores frankiske rige. I det senere østfrankiske rige var regionen svarende til det nuværende Niederösterreich fra 856 underlagt Karolingerne som Marchia orientalis, hvilket er latin for den østlige mark. Dette grænseland i rigets sydøstlige del blev kimen til det senere Østrig. Området blev dog tabt til Ungarn i 907. Først efter Lechfeldslaget kunne det østfrankiske rige igen ekspandere mod øst, og der opstod nye hertugdømmer og markgrevskaber. Dermed begyndte også en ny bayrisk bosætningssbølge.
I år 976 opstod den ældste landeenhed indenfor grænserne af det nuværende Østrig i form af det selvstændige hertugdømme Kärnten. Samme år blev Marchia Orientalis overgivet til en Babenberg-greve af kejser Otto II Marchia Orientalis blev i den forbindelse første gang benævnt Ostarrîchi. Udtalen og skrivemåden blev senere til Österreich. Den første skriftlige kilde til navnet stammer fra et dokument udfærdiget i Bruchsal den 1. november 996. Deri er fastslået en gave fra Otto III til biskoppen af Freising, nemlig en region der almindeligvis kaldes Ostarrichi ("regione vulgari vocabulo Ostarrichi"), hvormed der var ment området omkring Neuhofen an der Ybbs ("in loco Niuuanhova dicto"). Dette dokument opbevares i dag i Bayrische Hauptstaatsarchiv i München. Området blev også kendt som Ostland (lat. Austria) eller Osterland, og den 8. september 1156 blev det ophøjet til et af Bayern uafhængigt hertugdømme af Kejser Friedrich I gennem udstedelsen af det såkaldte Privilegium Minus. Dermed begyndte Østrigs egentlige historie som selvstændigt territorium inden for det hellige romerske rige.

Babenbergerne blev i 1278 efterfulgt af Habsburgerne. For at understrege deres særlige status gjorde de hertugdømmet Østrig til et ærkehertugdømme gennem en forfalsket erklæring kaldet Privilegium Maius. De udvidede deres herskerområde indtil 1525 og blev en magtfaktor i det hellige romerske rige. De sene Babenbergere havde forbundet Steiermark med Østrig, og for Habsburgerne lykkedes det derfra at skabe et kompleks af lande gennem erhvervelse af Kärnten, Tyrol, Krain og flere andre områder, som samlet blev kaldt Herrschaft zu Österreich. Fra 1438 besad dynastiet næsten gennemgående den romersk-tyske konge- og dermed også kejserrang.
Fra slutningen af det 15. århundrede til 1690 blev de habsburgske landområder i stigende omfang udsat for angreb af det Osmanniske Rige, som stræbte mod vest fra Ungarn. Først i 1716 lykkes det Prins Eugen af Savoyen det at slå "tyrkerne" tilbage til Beograd.[1] Reformationen af kirken slog i begyndelsen hurtigt igennem, men blev i løbet af det 17. århundrede igen slået tilbage.
1713 blev der med den pragmatiske sanktion for første gang lavet en grundlov gældende for alle de habsburgske landområder, og den fastslog at disse områder udelelige og uadskillelige. Dermed lå det fast, at disse lande havde et enhedsfællesskab under et fælles statshoved - et fællesskab der blev kaldt "Østrig".[2] Den fastslog også, at efter kejser Karl VI, der ikke havde nogen mandlige arvinger, skulle hans datter Maria Theresia følge ham som dronning af de østrigske arvelande. I den østrigske arvefølgekrig lykkedes det i hovedsagen for det nye hus Habsburg-Lothringen at tilegne sig magten i arvelandene. Da Preussen og Rusland i det 18. århundrede opdelte Polen, fik Østrig tildelt Galicien og Lodomerien.[3]
Franz II grundlagde i 1804 kejserriget Østrig og tilegnede sig som Franz I titlen som Kejser af Østrig. I 1806 nedlagde han dog efter pres fra Napoleon kejserkronen for det hellige tysk-romerske rige, hvormed dette også de jure ophørte med at bestå. Således var han i to år den eneste dobbeltkejser i historien.
[redigér] Kejserriget Østrig (1804-1867) og dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn (1867-1918)

Det nye kejserrige Østrig var en etnisk blandet stat, der udover tysk også talte ungarsk, italiensk, tjekkisk, polsk, ukrainsk, rumænsk, kroatisk, serbisk, slovakisk og slovensk. Da områderne tidligere havde hørt under det hellige romerske rige, indgik det fra 1815 i det tyske forbund, i hvis forbundsforsamling den østrigske gesandt havde formandskab. Landsdelen Salzburg tilfaldt i 1816 som hertugdømme det østrigske kejserrige, efter at det havde været et selvstændigt fyrsteærkebispedømme siden 1328.
Den førende politiker i den østrigske Biedermeier-tid var udenrigsminister og senere kansler Metternich. For ham gjaldt det at holde befolkningen i ro med censur og stikkeri for at opretholde den gamle orden: det enevældige monarki. De samme mål havde man på det tidspunkt i Preussen og Rusland, og sammen grundlagde disse tre monarkier den hellige alliance.[4] I denne periode fandt industrialiseringen af Østrig også sted. I 1837 kørte det første damptog mellem Floridsdorf og Deutsch-Wagram, som var første del af nordbanen - monarkiets vigtigste banestrækning.
Inspireret af begivenhederne i Frankrig, der førte til oprettelsen af den 2. republik, udbrød der revolution i 1848, hvor monarkiets befolkning stræbte efter demokrati og uafhængighed. Det førte til, at kansler Metternich måtte gå i landflygtighed i England.[5] Kun den kejserlige armé under Radetzky, Jelačić og Windisch-Graetz samt hjælp fra den russiske armé sikrede monarkiets overlevelse. Den 2. december 1848 afløste den 18-årige Franz Joseph den syge kejser Ferdinand I. Den uerfarne hersker stillede i 1849 de oprørske ungarere for retten og lod et dusin af de øverste ungarske hærførere henrette. Kejseren satte grundloven ud af kraft og indførte et totalt enevælde, hvor han i sin person ville samle den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det vakte en uvilje hos de mange nationalister i riget.[6]
Med slaget ved Solferino i 1859 tabte Østrig overherredømmet i Norditalien, og med slaget ved Königgrätz (Sadowa) tabte man lederskabet i det tyske forbund. Den derigennem svækkede kejser måtte gennemføre dybtgribende reformer og opgive sin neo-absolutte regeringsmåde. Trods hans seje modstand fulgte nu en omdannelse til et konstitutionelt monarki. Med Ungarn indgik man nu i 1867 en aftale, der gjorde det østrigske monarki til det østrig-ungarske dobbeltmonarki. Begunstigelsen af ungarerne, der nu i videst muligt omfang blev uafhængig af den østrigske indenrigspolitik, pustede yderligere til nationalitetskonflikterne med de øvrige befolkningsgrupper i monarkiet. Mens alle nationaliteter var repræsenteret i det østrigske rigsråd, og valgretten blev indført i 1907 for alle mænd, så blev de ikke-ungarske nationaliteter stærkt forfordelt i den ungarske rigsdag, og der kom heller ikke en almen valgret i Ungarn før 1918.
Efter det tvungne tilbagetog fra Tyskland og Italien havde monarkiet udset sig Sydøsteuropa som det nye indflydelsesområde. Der var der imidlertid (støttet af Rusland) nationale sydslaviske statsplaner, der konkurrerede med planerne for det overnationale monarki. Habsburg blev for mange politiske aktivister på balkan til fjenden, som forhindrede den nationale samling. Attentatet i Sarajevo i 1914 førte til 1. verdenskrig, som 1918 førte til den endelige afslutning af det kongelig-kejserlige monarki.
[redigér] Første republik (1918-1938)
Ved afslutningen af 1. verdenskrig var Østrig-Ungarn faldet fra hinanden. Den 21. oktober 1918 trådte medlemmerne af det tyske rigsråd for første gang sammen som den provisoriske nationalforsamling for Tysk-Østrig. Mødet blev ledet af Karl Seitz. Forsamlingen blev – også under Seitz' formandskab – kaldt statsråd og sammensatte den 30. oktober 1918 den første tysk-østrigske regering. Den første kansler blev Karl Renner, der i 1945 på ny skulle komme til at spille en vigtig rolle ved grundlæggelsen af den Anden Republik. På det gammeløstrigske område, der var beboet af mennesker, der fortrinsvis talte tysk, opstod således en ny stat. Den 12. november besluttede den provisoriske nationalforsamling formelt, at staten Tysk-Østrig var en demokratisk republik, og kejser Karl I's rolle var dermed formelt udspillet. Han flygtede til Schweiz og døde i 1922 på Madeira, mens hans hustru Zita von Bourbon-Parma døde i 1989.
Nogle områder, hvor flertallet af befolkningen talte tysk (f.eks. Egerland, Sydmähren og Sydtyrol) måtte efter ønske fra sejrherrerne ikke forblive i Østrig. I Saint-Germain-traktaten blev det foreskrevet, at navnet på staten skulle være "Republikken Østrig", og den i forfatningen forudsatte indtræden i den nye tyske republik blev forbudt. Den 21. oktober 1919 blev navnet ændret til "Republik Österreich", og i 1920 blev den nye forbundsforfatning besluttet. I 1929 blev Burgenland, som var den overvejende tysktalende del af vestungarn, optaget som selvstændigt forbundsland i republikken.
I 1925 indførtes den østrigske schilling som valuta, og det lykkedes en tid at bremse en truende inflation. Men den økonomiske krise og de politiske modsætninger førte de følgende år Østrig længere og længere ned i en krise.
[redigér] Austrofascismen og stænderstat
En strid om gyldigheden af en afstemning i Nationalrådet førte til, at den kristensociale kansler Engelbert Dollfuß med politiets hjælp forhindrede forsamlingen at sammentræde. Dollfuß tiltog sig diktatorisk magt og udnyttede, at krigsforvaltningens fuldmagtslov fra 1917 ved en fejl ikke var ophævet. Han kunne dermed ændre lovene eller udstede nye gennem regeringsforordninger. Den 12. februar 1934 kom de ulmende modsætninger mellem de regerende kristendemokrater og socialdemokraterne voldeligt til udtryk i den østrigske borgerkrig. Regeringen indsatte forbundshæren med våben. Der fulgte nogle dødsdomme mod medlemmer af politiske bevægelser, afsætning af Wiens borgmester og et forbud mod det socialdemokratiske parti og dets støtter. Dollfuß proklamerede herefter den 1. maj 1934 forbundsstaten Østrig som en stænderstat. Det var et diktatorisk styre, som allerede dengang blev betegnet som austrofascisme.
Det førte få uger efter til julikuppet begået af tilhængere af det siden 1933 forbudte NSDAP. Det lykkedes nogle kupmagere den 25. juli 1934 at trænge ind i kanslerforvaltningen, hvor Dollfuß blev så hårdt såret, at han døde få dage efter. Kupforsøget blev slået ned indenfor få dage, og Kurt Schuschnigg blev ny forbundskansler. I februar 1938 mødtes Adolf Hitler med Schuschnigg, hvor han under trusler om militær invasion satte den østrigske kansler under pres for at indsætte nationalsocialister i regeringen. Schuschnigg gav efter og indsatte den østrigske nazileder Arthur Seyß-Inquart som indenrigsminister. Kansleren så ikke anden mulighed end at afholde en folkeafstemning om Østrigs uafhængighed. Men få dage før afstemningen blev Østrig stillet over for et tysk ultimatum om at indsætte en naziregering, og Schuschnigg overlod nu sin plads til Seyß-Inquart.[7] Samtidig med regeringens tiltræden den 12. marts 1938 marcherede tyske tropper ind i Østrig og forhindrede dermed den af Schuschnigg til den 13. marts 1938 planlagte folkeafstemning. På dette tidspunkt havde mange lokale nazister allerede overtaget magten, f.eks. i Graz.
Den 13. marts 1938 indlemmede Hitler Østrig i Det tredje Rige under stor begejstring fra sine talrige østrigske tilhængere. Herefter begyndte terroren mod jødiske østrigere, der også kom til udtryk i den såkaldte "arisering" med beslaglæggelse af jødisk ejendom. Den 10. april 1938 blev der afholdt en folkeafstemning til bekræftelse af indlemmelsen. Det officielle resultat var, at 99,73 % af stemmerne var ja-stemmer.
[redigér] Det tredje rige (1938-1945)

Østrig forblev umiddelbart som eget land i det tredje rige, men den 21. april 1939 blev de tidligere forbundslande og Wien gennem en lov omdannet til "normale" rigsenheder, og navnet Østrig skulle forsvinde. Dermed blev Burgenland delt mellem enhederne Niederdonau og Steiermark, Østtyrol blev sluttet til Kärnten og den steiriske del af Salzkammergut blev lagt under Oberdonau. Wiens areal blev ved en sammenlægning med oplandet tredoblet (i det såkaldte stor-Wien).
Østrig blev først betegnet som "Ostmark" og senere som "Alpe- og Donauenheden". Den østrigsk fødte Hitler førte efter sin mislykkede karriere i sit hjemland og hans politiske karriere i Tyskland Østrig ind i nationalsocialismens vilkårlige magtførelse og udslettede alle antydninger af selvstændighed for landet.
[redigér] Efterkrigstid og den Anden Republik
Kort før det stortyske riges fald og krigsafslutningen i 1945 blev Østrig igen etableret som uafhængig stat. Dette havde de senere sejrherrer allerede fastslået i Moskvadeklarationen i 1943. Den 27. april 1945 sammentrådte en provisorisk statsregering med Karl Renner som kansler og proklamerede genopståelsen af republikken (Den Anden Republik). Snart derefter blev forfatningen fra 1. oktober 1920 med dens senere justering fra 1929 atter sat i kraft. Undtaget var dog de bestemmelser, som forudsatte forbundsrådet opdelt i Länder- og Ständerat. Østrig tilbagevandt dermed sin status som et ikke-voldeligt, repræsentativt, parlamentarisk og føderalistisk demokrati.
Karl Renner blev valgt til forbundspræsident af Forbundsforsamlingen. Efter Renners død blev Theodor Körner den 27. maj 1951 folkevalgt til forbundspræsident som kandidat for SPÖ. Han blev dermed det første folkevalgte statsoverhoved i den østrigske historie. Fra 1945 til 1947 blev Østrig efter ønske fra besættelsesmagterne ledet af en regering bestående af alle partier (ÖVP, SPÖ, KPÖ). Den 19. november 1947 dannede ÖVP og SPÖ en stor koalition, der regerede indtil 1966. Denne alliance mellem partierne var udtryk for en fast beslutning om at løse Østrigs problemer, men den lagde også grunden til de to partiers dominans og magtdeling i østrigsk politik, hvilket dig i årtier havde vaælgernes opbakning.[8]
Indtil 1955 var Østrig ligesom efterkrigstyskland opdelt i besættelseszoner. Den sovjetiske zone var den største, som omfattede Oberösterreich nord for Donau, Niederösterreich, det gendannede Burgenland og Wienerbezirkene 2, 4, 10, 20, 21 og 22. Russerne beslaglagde en række vigtige virksomheder, herunder også olieproduktionen, da den blev betragtet som "tysk ejendom".[9] Produktionen blev samlet i en koncern benævnt USIA, som hverken overholdt østrigsk lovgivning eller betalte skat i Østrig. På Enns, som udgjorde grænsen til den amerikansk besatte zone i Oberösterreich syd for Donau, gennemførte russerne en streng personkontrol.

Med underskrivelsen af den østrigske Statstraktat den 15. maj 1955 fik republikken sin fulde suverænitet den 27. juli 1955. Den blev indgået mellem forbundsregeringen og repræsentanter fra sejrsmagterne. Østrig forpligtede sig til aldrig igen af stræbe mod en tilslutning til Tyskland. Den 26. oktober 1955, efter tilbagetrækningen af besættelsestropperne, besluttede Nationalrådet Østrigs evige neutralitet; denne dag har siden 1965 være Østrigs nationaldag. Neutraliteten, der således ikke er en del af forpligtelserne i selve statstraktaten, var og er militær, men det har fra begyndelsen været klart, at neutraliteten ikke forhindrede, at Østrig kunne hylde vestlige, demokratiske værdier. Dette blev bevist under opstanden i Ungarn i 1956 og besættelsen af Tjekkoslovakiet i 1968. Neutraliteten betød også, at Østrig kunne opbygge gode kulturelle og handelsmæssige forbindelser med både vestlige lande og de daværende østbloklande, hvilket kom landet til gode under dets genopbygning.
Den 14. december 1955 blev Østrig medlem af FN og var 1973-74 og 1991-92 medlem af sikkerhedsrådet. I 1956/57 fik IAEA, det Internationale Atomenergiagentur, sæde i Wien, og i 1969 kom UNIDO, FN's organisation for industriel udvikling, til, og senere fulgte flere FN-agenturer. I 1979 lagde OPEC sit hovedkontor i Wien.
I Sydtyrol, som indtil 1918 havde tilhørt Østrig, men efter 1. verdenskrig blev annekteret af Italien, var der et flertal af tysktalende. I 1960'erne forelagde Østrig konflikten med Italien om landområdet for FN. Som følge heraf tildeltes i 1969 en række rettigheder for befolkningen i Sydtyrol, og disse er siden blevet udbygget.
Fra 1970 til 1983 blev Østrig ledet af en socialdemokratisk regering med Bruno Kreisky i spidsen. I 1970'erne fik Østrig stigende betydning i internationale spørgsmål, hvilket bl.a. kom til udtryk gennem etableringen af en FN-bygning i Wien (UNO-City) og Bruno Kreiskys engagement i spørgsmålet om palæstinenserne.
[redigér] Østrig i dag
Siden åbningen af grænserne til de tidligere østbloklande i 1989/1990 ligger Østrig ikke længere ved østgrænsen til det frie Europa, og Østrig har oplevet stærkere handelsforbindelser til og investeringer i reformlandene. I første halvdel af 1990'erne fik mange mennesker fra de borgerkrigshærgede jugoslaviske lande ophold i Østrig.
Efter afslutningen af den kolde krig i 1991 blev neutralitetspolitikken slækket. Den har ændret status efter Østrigs indtræden i EU den 1. januar 1995. Begrebet neutralitet efter underskrivelse af de forskellige EU-traktater er nu kun anvendelig i indenrigspolitisk sammenhæng; de facto har Østrig tiltrådt EU's fælles forsvarspolitik og kan derfor ikke længere være neutralt.
I 2002 blev euroen indført som valuta og erstattede dermed den østrigske schilling, og den 21. december 2007 blev Schengen-samarbejdet udvidet mod øst. Dermed forsvandt de sidste rester af jerntæppet, da grænsekontrollen til Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien blev fjernet. Den 9. april 2008 ratificerede Nationalrådet EU's Lissabon-traktat med et stort flertal på 151 medlemmer for og 28 imod.[10]
[redigér] Geografi

Østrig strækker sig i øst-vestlig retning på det længste sted 575 km. og i nord-sydlig retning 294 km. på det længste sted. Omkring 60 % af landet består af bjerge og har en andel af østalperne (frem for alt Tirols del af Centralalperne, Hohe Tauern og Niedere Tauern, Nordlige Kalkalper, Sydlige Kalkalper og Wienerwald), hvorfor landet i folkemunde ofte kaldes Alperepublikken. Nord for Donau i Ober- og Niederösterreich ligger den bøhmiske masse der med sine udløbere når helt til Tjekkiet og Bayern. Burgenland øst for alpe-karpater-buen løber ud i det pannoniske bækken og har både landskabsmæssigt og klimatisk stor lighed med den østlige nabo Ungarn, hvortil det hørte indtil 1921.
De store højdeforskelle ligger mod øst langs med Donau, fremfor alt i alpeforlandet og i Wienerbækkenet med Moravafeltet samt i det sydlige Steiermark, der med sin lighed med landskabet i Toscana ofte kaldes det steiriske toscana. Det lavest beliggende punkt i Østrig er Hedwighof i Burgenland med 114 m.o.h. Kun 32 % af landet ligger lavere end 500 m.o.h.
43 % procent af landets areal på 83.871 km² er dækket af skov.
[redigér] Bjerge

De højeste bjerge i Østrig er 3-4.000 meter høje og ligger i østalperne. Med 3.798 m.o.h. er Großglockner i Hohe Tauern det højeste bjerg.[11] Dernæst følger Wildspitze med 3.774 m.o.h. og Weißkugel med 3.738 m.o.h., der begge ligger i Ötztal Alperne.
Bjerglandskabet er af stor betydning for turismen. Der er mange vintersportssteder, og om sommeren er der mulighed for bjergvandring eller -klatring.
[redigér] Søer

Den største sø er Neusiedler See i Burgenland. Af søens samlede areal på 315 km² hører ca. 77 % til Østrig mens resten ligger i Ungarn. Attersee er den største sø, der er beliggende helt indenfor Østrigs grænser, med et areal på 46 km² efterfulgt af Traunsee med 24 km², begge i Oberösterreich. Også Bodensee med sine 536 km² i Dreiländereck på grænsen mod Tyskland og Schweiz ligger for en mindre dels vedkommende i Østrig. Statsgrænserne i Bodensee er imidlertid ikke præcist fastlagt.
For sommerturismen har søerne ligesom bjergene stor betydning, særligt søerne i Kärnten og i Salzkammergut, der er populære mål for badeferier. De kendteste søer her er Wörthersee, Millstätter See, Ossiacher See og Weissensee i Kärnten. Andre kendte søer er Mondsee og Wolfgangsee på grænsen mellem Salzburg og Oberösterreich.
[redigér] Floder

Den største del af Østrig bliver afvandet gennem Donau til Sortehavet. Kun mindre områder mod vest afvandes via Rhinen og i nord via Elben til Nordsøen. Donau, der med sine i alt 2.888 km er Europas næstlængste flod, gennemflyder Østrig med en længde på 350 km.[12]
Store sidefloder til Donau er (fra vest mod øst):
- Lech, Isar og Inn som udløber i Donau gennem Bayern; de afvander Tyrol, og den i Salzach udmundende Inn afvander Salzburg
- Traun, Enns, Ybbs, Erlauf, Pielach, Traisen, Wienfluss og Fischa afvander de syd for Donau beliggende områder i Oberösterreich, Steiermark, Niederösterreich og Wien
- Große Mühl og Kleine Mühl, Rodl og Aist, Kamp, Göllersbach og Rußbach samt Thaya ved den nordlige grænse og Morava ved den østlige grænse afvander områderne nord for Donau beliggende i Oberösterreich og Niederösterreich
- Lainsitz er på grund af sin størrelse uden betydning, den er dog den eneste østrigske flod, der afvander fra Niederösterreich gennem Tjekkiet til Elben
Mura afvander området Lungau i Salzburg samt Steiermark; den udmunder i Drau i Kroatien, som samtidig afvander Kärnten og Østtyrol. Drau udmunder i Kroatien på grænsen til Serbien i Donau.
Rhinen afvander store dele af Vorarlberg og flyder gennem Bodensee for at udmunde i Nordsøen.
[redigér] Byer og befolkningstætte områder
Afstande (i luftlinie) | |
---|---|
Wien – Bregenz | 505 km |
Wien – Bratislava (SK) | 55 km |
Wien – Milano (I) | 630 km |
Wien – Rom (I) | 760 km |
Wien – Prag (CZ) | 250 km |
Wien – Berlin (D) | 530 km |
Wien – Zürich (CH) | 594 km |
Wien – Budapest (H) | 255 km |
Wien – Warszawa (PL) | 561 km |
Wien – Kiev (UA) | 1054 km |
Wien – London (UK) | 1237 km |
Salzburg – München (D) | 116 km |
Bregenz – Paris (F) | 568 km |
Graz – Maribor (SLO) | 55 km |
Villach – Trieste | 109 km |
Det suverænt største beboelsesområde i Østrig er metropolregionen Wien med et indbyggertal på 2.067.651 (pr. 1. januar 2005). Dermed bor en fjerdedel af befolkningen i hovedstadsregionen. Andre store byregioner omgiver forbundshovedstæderne Graz, Linz, Salzburg og Innsbruck. Til de vigtigste byer tæller desuden (fra vest mod øst) Feldkirch, Dornbirn og Bregenz i Vorarlberg, Villach og Klagenfurt i Kärnten, Wels i Oberösterreich samt St. Pölten og Wiener Neustadt i Niederösterreich. I alt har omkring 200 kommuner af meget forskellig størrelse retten til at kalde sig for en by (stadsret); kun for de 15 statutarbyer har dette forvaltningsretlig betydning.
I de erhvervsmæssigt svage områder er afvandringen fra land til by et stort problem. Vandringen fra land til bymetropolerne har fokus i hele EU, og er et ikke særegent østrigsk fænomen. De bjergrige alperegioner giver Østrig en særlig udfordring i forhold til vandringen. Netop urbaniseringen er et stigende problem for landområderne i Alperne.[13] Den betyder, at landbefolkningen i stigende grad søger beskæftigelse i byerne enten som pendlere eller ved at de fraflytter landsbyerne for at komme nærmere byområderne. Erhvervsmæssigt går det i landbyerne ud over den traditionelle landbrugsproduktion og dennes følgeproduktion. For alpeområderne er udviklingen problematisk, dels fordi etableringen af den nødvendige infrastruktur til erhvervsvirksomheder er omkostningfuld i bjergene og dels fordi viden om de hidtidige produktionsmetoder og traditioner forsvinder.
Flere og flere landsbyer øjner mulighed for erhvervsmæsig ernæring gennem vinterskisportsturisme, og konkurrencen er hård for at tiltrække turister i de måneder sæsonen varer. Erhvervsstrukturen i landområderne bliver dermed mere ensidig og samtidig mere sårbar overfor udsving (særligt når snesæsonen afkortes som følge af klimatiske ændringer), hvilket skaber yderligere usikkerhed for landområderne og dermed yderligere forstærker vandringen fra land til by. Samtidig er udbygningen og vedligeholdelsen af skiområderne omkostningsfuld for de små kommuner.[14]
[redigér] Eksklaver og enklaver
Indenfor Østrigs statsområde er Kleinwalsertal en tysk funktional enklave. Det betyder, at Kleinwalsertal hører til Østrig (Vorarlberg) og grænser direkte op til landet, men på grund af den topografiske placering af vejene kan den kun nås via Tyskland. En anden tysk funktional enklave er kommunen Jungholz i Tyrol, som ikke kan nås fra Østrig og kun er forbundet med landet med det 1.636 meter høje bjerg Sorgschrofen.
[redigér] Natur
De forskelligartede topografier i Østrig skaber grundlag for er et stort antal arter indenfor både flora og fauna. For at beskytte disse, er der indenfor de seneste årtier etableret seks forskellige nationalparker. Også i kølvandet på UNESCO's Verdensarvsliste er flere områder udpeget til naturarv.
[redigér] Flora
Det østrigske miljøministerium antager, at der er omkring 2.950 spore- og rodplanter inklusiv uddøde plantearter. Heraf står godt 40 % på den røde liste.[15]
43 % af Østrigs areal består af skov. I lavområderne op til 500 meter består skovene fortrinsvis af løvskov med bøg og eg. Over denne grænse er der blandingsskov – primært bøg og gran – mens gran er helt dominerende i højder over 1.500 meter. Skovgrænsen ligger omkring 1.800 meters højde.[16]
I alperne findes en række sjældne plantearter, hvoraf mange er totalfredet, f.eks. den udrydningstruede Edelweiss. Alpeviol og ensian findes med flere forskellige arter i Alperne.[17]
[redigér] Fauna
Der findes omkring 45.870 dyrearter i Østrig, hvoraf 98,6 % er hvirvelløse dyr. 10.882 arter regnes som truede, hvoraf 2.804 er opført på den røde liste.[18] Der findes en række sjældne fuglearter som f.eks. lammegrib, alpesejler og forskellige mejsearter. I alperne findes bl.a. gemse og murmeldyr. Fladlandet øst for Wien med den store Neusiedler See er et stort reservat for fugle. Rør- og sivskovene omkring søen giver endvidere gode livsbetingelser for hvid stork, sølvhejre, rørdrum og grågæs.[19]
[redigér] Klima
Østrig ligger i den tempererede klimazone og medregnes i det mellemeuropæiske overgangsklima, hvor klimaet er kendetegnet ved vekselvirkningen mellem havklima og fastlands- hhv. pannonisk klima, og den fugtige vestenvind er dominerende.
Som følge af disse klimapåvirkninger er den østlige del af Østrig kendetegnet ved kolde vintre og varme somre, og på helårsbasis falder det kun middelmådige regnmængder.
Den vestlige del af landet er påvirket af havklimaet og vestenvinden, og vintrene er som regel relativt milde og somrene er varme. Her er også de største nedbørsmængder. De geografiske forhold danner endvidere en yderligere klimazone med det alpine klima, som i bjergene giver strengere vintre end i det dybereliggende østen. En anden særhed er de forskellige påvirkninger fra nord og syd, hvor klimaet mod nord kan bringe polarkulde med sig og mod syd Sahara-sand.
Der kan opstå fønvind på nordsiden af Alperne, som kan have stor indvirkning på menneskers velbefindende i de op til 3 dage, som vinden kan vare.
[redigér] Temperatur og nedbør
Gennemsnitstemperaturen i den østlige del af landet (Innsbruck) er -1,7° C i januar og 18,1° C i juli. I den vestlige del af landet (Wien) er de tilsvarende temperaturer 1,2° C og 21,7° C.
Middeltemperatur i øst- og vestøstrig:[20]
By | Jan | Feb | Mar | Apr | Maj | Jun | Jul | Aug | Sep | Okt | Nov | Dec | År |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Wien | 1,2 | 2,9 | 6,4 | 11,5 | 16,5 | 19,1 | 21,7 | 21,6 | 16,8 | 11,6 | 5,5 | 2,4 | 11,4 |
Innsbruck | - 1,7 | 0,4 | 4,8 | 8,4 | 13,4 | 16,1 | 18,1 | 17,7 | 14,0 | 9,1 | 2,9 | - 1,0 | 8,5 |
Over østeuropa kan etableres et kraftigt og stabilt højtryk, der om sommeren giver klart vejr og den kontinentale varme trækkes ind over landet og giver en hed, tør varme. Om vinteren skaber samme højtrykssituation højt solskin og meget koldt vejr (ned til -20° C).
[redigér] Vejrrekorder
- Varmeste dag blev målt den 27. juli 1983 i Dellach im Drautal med 39,7° C
- Koldeste dag blev målt den 1. januar 1905 på bjerget Sonnblick med -37,4° C
- Koldeste dag i beboet område blev målt den 11. februar 1929 i Stift Zwettl med -36,6° C[21]
På grund af havklimaets aftagende virkning fra vest mod øst er regnmængderne tilsvarende aftagende i samme retning i landet. Regnmængderne i Wien er således kun cirka halvdelen af den mængde, der falder i Salzburg.
På årsbasis viser sig store regnmængder langs alperyggen, da fugtige luftstrømme fra nord eller syd ved lavtryk ophobes og derved afgiver regn. Om vinteren bevirker dette store snemængder i bjergene og dalene, samt i de nord eller syd for bjergene beliggende regioner. Om sommeren kan de store regnmængder medføre mudderskred eller oversvømmelser. Områderne med størst nedbør er alpeforlandet samt områderne øst og nordøst for Innsbruck. Her falder indtil 3.000 mm regn eller sne årligt.
For- og efterår er stærkt omskiftelige vejrperioder, hvor der både kan falde sne, eller der kan være høje temperaturer. Da dagtemperaturerne i juli og august ikke sjældent kommer over 30° C, og da luftfugtigheden er høj, dannes der ofte cumulusskyer, der ved mødet med Alperne kan føre til kraftigt uvejr.
Østrig er som sine nabolande i de senere år hyppigere udsat for vejrforandringer. Heftige regnskyl har flere gange skabt ødelæggende oversvømmelser og mudderskred, som også har krævet dødsfald. Det er også kommet til orkanagtige storme og voldsomme snefald, som har efterladt byer uden kontakt til omverdenen og givet flere laviner. Også tørke hærger oftere i landet. Det diskuteres fortsat blandt klimaeksperter, om disse vejrfænomener blot er tilfældige udsving eller et resultat af en global klimaforandring.[22]
[redigér] Demografi
[redigér] Befolkningsudvikling
Man har haft folketællinger i Østrig tilbage til 1754 og fra 1869 havde man folketællinger hvert 10. år, hvor man samtidig begyndte at lave befolkningsfremskrivninger. Sidste folketælling fandt sted i 2001. Herefter har man baseret alle befolkningsopgørelser på det Zentrale Melderegister, som svarer til det danske folkeregister. Den første folketælling, som kan sammenlignes med den i dag anvendte metode, skete i 1869/1870 i Østrig-Ungarn. Siden dengang steg indbyggertallet i det nuværende område af Østrig frem til den sidste tælling i 1913 før 1. verdenskrig. Indtil Østrig-Ungarn faldt fra hinanden i 1918 skete befolkningsstigningen indenfor Østrigs nuværende areal fortrinsvis ved indenlandske vandringer fra de gamle østrigske kronlande. Kronlandene var de "østrigske" områder i dobbeltmonarkiet efter 1867, dvs. alle områder undtagen Ungarn, Kroatien samt Bosnien-Hercegovina. De udvandrere fra regioner uden erhvervsmuligheder og slog sig først og fremmest ned i storbyerne - særligt i Wien.
Ved den første tælling i 1919 efter 1. verdenskrig var befolkningstallet faldet med 347.000 personer, bl.a. fordi mange statsansatte fra de gamle kronlande var taget tilbage til de nye stater. Befolkningstallet steg dog snart igen, og gjorde det kontinuerligt frem til 1935. Herefter faldt tallet frem til 1939, hvor den sidste tælling inden 2. verdenskrig fandt sted. Befolkningstallet var da 6.653.000. Da man i 1946 offentliggjorde et nyt befolkningstal, som grundlag for udstedelsen af rationeringsmærker, var det nu omkring 7 mio. mennesker, hvilket var ny rekord. De høje tabstal under krigen var dermed rigeligt opvejet af flygtningestrømme til Østrig.
Gennemsnitligt befolkningstal if. Statistik Austria[23] |
|
---|---|
År | Indbyggere |
ca. 1527 | 1.500.000 |
ca. 1600 | 1.800.000 |
ca. 1700 | 2.100.000 |
1754 | 2.728.000 |
1780 | 2.970.000 |
1790 | 3.046.000 |
1800 | 3.064.000 |
1810 | 3.054.000 |
1821 | 3.202.000 |
1830 | 3.476.500 |
1840 | 3.649.700 |
1850 | 3.879.700 |
1857 | 4.075.500 |
1870 | 4.520.000 |
1880 | 4.941.000 |
1890 | 5.394.000 |
1900 | 5.973.000 |
1910 | 6.614.000 |
1913 | 6.767.000 |
1919 | 6.420.000 |
1923 | 6.535.000 |
1930 | 6.684.000 |
1939 | 6.653.000 |
1951 | 6.935.000 |
1961 | 7.086.000 |
1971 | 7.500.000 |
1981 | 7.569.000 |
1988 | 7.697.000 |
1991 | 7.755.000 |
2001 | 8.043.000 |
2006 | 8.282.000 |
Indtil 1953 faldt befolkningstallet til 6.928.000 - først og fremmest fordi flygtninge i stort tal vendte tilbage til deres udgangsregion. Et højt fødselsoverskud vendte udviklingen frem til 1974, hvor der blev nået et nyt højdepunkt med 7.599.000 indbyggere i Østrig. Tallet lå nogenlunde stabilt frem til 1987, hvor der begyndte en ny befolkningsstigning, som bl.a. kan tilskrives en større indvandring. I 2007 var der 8.298.923 indbyggere i Østrig. Det svarer til 1,7 % af EU-27's befolkning.[24] Den gennemsnitlige forventede levetid for kvinder var i 2006 82,68 år og for mænd 77,13 år. Børnedødeligheden var 0,36 % i 2006.[25]
[redigér] Sprog
Efter kapitel 8 i Østrigs forfatning er tysk det officielle statssprog i Republikken Østrig. I Østrig tales og skrives en variant af sproget, der kaldes østrigsk tysk og er en variation af højtysk. Sproget adskiller sig ved visse ord og enkelte grammatiske former, der er anderledes end tysk. Visse ord adskiller sig helt fra hinanden og kan ikke umiddelbart gennemskues, f.eks. er det tyske ord for en pude ein Kissen, mens det på østrigsk hedder ein Polster. Særlig når det drejer sig om fødevarer og dermed menukort er der en del forskelle. Grammatisk viser forskellene sig f.eks. ved, at visse ord har forskelligt køn (f.eks. der Monat på tysk og das Monat på østrigsk tysk), ligesom hjælpeverber i østrigsk talesprog anvendes hyppigt (for at udtrykke datid siges f.eks. ich habe gesehen i stedet for ich sah og til at udtrykke perfektum, der har med kropslige handlinger at gøre bruges hjælpeverbet sein). I 1951 blev der udgivet en østrigsk ordbog initieret af det østrigske undervisningsministerium. Denne ordbog gælder som landets officielle referencebog og rangerer over den tyske nationalordbog Duden.
Det tyske sprog bliver talt i flere former indenfor de øvretyske (oberdeutsche) dialekter - primært den alemanniske dialekt (tales i Vorarlberg og den nordvestligste del af Tyrol) og den bayriske (tales i alle øvrige forbundslande). Syv millioner mennesker taler en mellem- eller sydbayrisk dialekt eller et sprog påvirket af denne dialekt.
Derudover tales slavisk og andre sprog fra oprindelige minoriteter. De gamle burgenlandkroatiske, slovenske og ungarske folkeslag i Østrig har ret til undervisning og kommunikation med offentlige myndigheder på deres modersprog. Burgenlandkroatisk og slovensk er officielt andet-sprog i den offentlige forvaltning og retssystemet i de områder i Steiermark, Burgenland og Kärnten, hvor der lever kroatiske eller slovenske befolkninggrupper. Endvidere er ungarsk et ligeberettiget sprog i kommunerne Oberpullendorf, Oberwart, Rotenturm og Unterwart i Burgenland.
Også det oprindelige romafolk taler deres eget sprog. Derudover lever omkring 35.000 af Jenischefolket i Østrig (som er et vandrefolk primært i Østrig, Tyskland, Schweiz og Frankrig), hvoraf ca. 3.500 lever som farende folk. Jenischefolket bosatte sig 1960'erne i en række områder i den østlige del af Østrig. De taler en variant af højtysk.
[redigér] Ind- og udvandring
Østrig er med sin status som et af verdens rigeste lande i dag et klassisk indvandringsland. Det har imidlertid ikke altid været sådan. Under industrialiseringen var der en stor indenlandsk vandring fra Bøhmen og Mähren til de østrigske områder, som var mere industrielt udviklede. [26] I mellemkrigstiden indtil 1934 var der et udvandringsoverskud, ligesom i perioden 1951-1961.[27] Undtagelsen fra udvandringstendensen i disse perioder var indvandringsbølgen fra Ungarn; først i 1920 på grund af politisk turbulens, sidenhen i 1956 efter den ungarske folkeopstand. Også foråret i Prag i 1968 gav en indvandringsbølge. Ved nationalsocialisternes magtovertagelse i 1933 i Tyskland oplevede Østrig også en indvandringsbølge af primært jøder, hvilket dog ophørte ved Anschluss i 1938.
Siden den kæmpe erhvervs- og velstandsvækst fra 1950'erne og fremefter vendte vandringen. Gæstearbejdere blev budt til landet og senere kom flygtningestrømme fra det tidligere Jugoslavien i forbindelse med borgerkrigen i 1990'erne. I de senere år har Østrig også oplevet en tilvandring af tyskere på grund af den store arbejdsløshed i Tyskland. Med 113.668 tyske statsborgere (2007) er dette den næststørste befolkningsgruppe i Østrig efter serbere/montenegrinere. Tyskerne overhalede i 2006 tyrkerne på denne plads, der nu er den tredjestørste befolkningsgruppe med fremmed statsborgerskab i Østrig.[28]
[redigér] Befolkningsprognose
Den aktuelle befolkningsprognose viser en stigning i befolkningstallet frem til 2050. Imidlertid forventes antallet af dødsfald at overstige antallet af fødsler i 2030. Ligesom i Danmark vil en stadig større andel af befolkningen være i aldersgruppen over 60 år. Stigningen i befolkningstallet forventes gennem indvandring, således at det samlede befolkningstal anslås til 9,5 mio. indbyggere i 2050.[29] Kun i Wien (blandt de 9 forbundslande) forventes fødselstallet at ligge over dødstallet. Med den nuværende vækstrate vil Wien lige efter 2030 passere de 2 mio. indbyggere mod de nuværende (2006) 1,66 mio.[30]
[redigér] Religion
I følge folketællingen fra 2001[31] er 73,6 % af befolkningen tilhængere af den romerskkatolske tro, 4,7 % bekender sig til den protestantiske tro, 4,2 % bekender sig til islam, mens 0,1 % bekender sig til den jødiske tro.
Hver tredje tilhænger af islam i Østrig bor i Wien, mens det for tilhængerne af den jødiske tro gælder, at over 85 % bor i Wien.[32]
Til andre religiøse retninger tæller buddhisme (0,1 %), der blev anerkendt som trosretning i 1983, hinduisme (0,04 %) og Jehovas Vidner (0,3 %).
12 % af befolkningen angiver, at de ikke tilhører en trosretning.
[redigér] Ligestilling mellem kønnene
Ligestillingen mellem mænd og kvinder er fastslået i den østrigske forfatning. Historisk betingede undtagelser er dog værnepligt, der kun gælder for mænd (mens militærtjeneste er frivillig for kvinder). Kvinder kan i Østrig gå fem år tidligere på pension end mænd. Den østrigske forfatningsdomstol har imidlertid udtalt, at denne praksis er i strid med lighedsgrundsætningen, og derfor er det besluttet, at kvinders pensionsalder trinsvist frem til 2033 skal tilpasses mændenes, der i dag er ved 65 år. Gennemsnitslønnen er generelt lavere for kvinder end for mænd. Eurostat har opgjort, at kvinder i Østrig i gennemsnit tjener 73 % i forhold til mændenes lønninger. For Danmark er den tilsvarende andel 84.[33] Kun 4 ud af 100 mænd udnytter muligheden for barselsorlov.[34]
[redigér] Politik

[redigér] System
Østrig er i følge forfatningen en føderal, parlamentarisk-demokratisk republik, der består af ni forbundslande. Forbundspræsidenten er statsoverhoved og vælges for en 6-årig periode af folket ved et direkte valg.
Forbundskansleren, der udnævnes af forbundspræsidenten, er regeringschef. Sædvanligvis får partiformanden fra den største parlamentsfraktion til opgave at danne en regering. Dette er imidlertid ikke en forfatningsregel. Forbundspræsidenten skal ved udnævnelsen af forbundskansleren blot være opmærksom på, at denne ikke får stillet et mistillidsvotum i Nationalrådet.
Forbundsregeringen bliver udnævnt af forbundspræsidenten efter indstilling fra forbundskansleren (hvorved præsidenten også har ret til at afvise et forslag). Hvis Nationalrådet udtaler mistillid til regeringen, skal forbundspræsidenten afskedige den. Efter forfatningen kan forbundspræsidenten dog også afskedige en regering direkte. Nationalrådet kan opløses af forbundspræsidenten efter forslag fra regeringen, hvorved der skal udskrives nyvalg. Siden 8. juli 2004 har Heinz Fischer været forbundspræsident i Østrig.
Der kan udskrives såvel bindende som vejledende folkeafstemninger. Endvidere kan et emne tages op i en folkepetition. Såfremt folkepetitionen underskrives af 100.000 stemmeberettigede eller 1/6 af vælgerne i tre forbundslande, er Nationalrådet forpligtet til at behandle petitionen, men ikke bundet af dens indhold.
Forfatningsændringer skal vedtages med 2/3 flertal i begge parlamentets kamre. Bindende folkeafstemninger om forfatningsspørgsmål skal gennemføres, hvis der er tale om en helt ny forfatning, for forfatningsændringer kun hvis 1/3 af et af parlamentets kamre kræver det.
[redigér] Institutioner
Det østrigske parlament består af to kamre. Nationalrådet bliver med sine 183 medlemmer valgt af alle statsborgere (også i udlandet), der er fyldt 16 år, ved almindeligt, lige, direkte og hemmeligt forholdstalsvalg.[35] Valgperioden er fra 2007 5 år (var tidligere 4 år)[36], hvis der ikke udskrives nyvalg tidligere, enten ved at Nationalrådet opløser sig selv eller ved at forbundspræsidenten og regeringen opløser det.[37] Nationalrådet er den østrigske lovgivnings dominerende kammer. Der er en generel spærregrænse på 4 procent til Nationalrådet.[38]
Nationalrådet har følgende sammensætning efter valget den 1. oktober 2006:[39]
- 68 pladser SPÖ (Østrigs socialdemokrater)
- 66 pladser ÖVP (det østrigske folkeparti)
- 21 pladser Grüne (de grønne)
- 21 pladser FPÖ (Østrigs frihedsparti)
- 7 pladser BZÖ (Bündnis Zukunft Österreich, udbryderparti fra FPÖ)
Forbundsrådet bliver udpeget af de enkelte Landdage (som er forbundslandenes lokale parlamenter) efter forbundslandenes befolkningstal og består af 62 repræsentanter. Det har i de fleste tilfælde kun en udsættende vetoret, som Nationalrådet gennem en beslutning kan overtrumfe og dermed gennemføre en lov alligevel. Kun i tilfælde, hvor en lov griber ind i de enkelte forbundslandes anliggender og rettigheder, har Forbundsrådet et absolut veto.[40]
Styrkeforholdet mellem de to kamre er ofte til diskussion i Østrig, hvor politikerne i forbundslandene gerne ser Forbundsrådet som et ligeberettiget andetkammer, mens kritikere på den anden side ser Forbundsrådet som overflødigt, da rådet oftere stemmer efter partipolitiske interesser end efter det enkelte forbundslands interesser. I perioden 2003-2005 har en forfatningskommission undersøgt mulighederne for en reform af den østrigske forfatning. Kommissionen kunne imidlertid ikke blive enig om en anbefaling af det fremtidige kompetenceforhold mellem staten og forbundslandene.[41]
[redigér] Politiske partier

Siden grundlæggelsen af Republikken Østrig har der været to store dominerende partier i landets politik: Det kristeligt-konservative folkeparti (ÖVP) og det socialdemokratiske SPÖ. Begge partierne opstod allerede under monarkiet og blev gendannet efter Wiens befrielse i april 1945. 1945-1966 samt 1986-1999 regerede de to partier sammen i en stor koalition på trods af deres forskellige verdensanskuelser. Det tredje og væsentligt mindre partipolitiske kontinuum er det tysknationalt prægede FPÖ (Freiheitliche Partei Österreichs'). I de første år i den Anden Republik spillede det kommunistiske parti (KPÖ) også en rolle, men er siden 1960'erne på landsplan uden betydning. Ved regionale valg i f.eks. Graz opnår partiet dog fortsat nogen stemmeandel.
I 1980'erne brød det meget stabile, men noget stive, partisystem fra hinanden. På den ene side på grund af De Grønne fra den venstre side af partispektret og på den anden side på grund FPÖ's nypositionering som højrepopulistisk parti. I 1993 fraspaltede en fraktion sig fra FPÖ i Liberales Forum, som dog forsvandt fra den politiske scene igen. I 2005 skete atter en spaltning fra FPÖ, da en udbrydergruppe under ledelse af Jörg Haider dannede Bündnis Zukunft Österreich (BZÖ), særligt på grund af spørgsmål om skattesystem og EU's udvidelse.
Den seneste regering er fra 11. januar 2007, og er atter en koalitionsregering bestående af SPÖ og ÖVP; nu under ledelse af forbundskansler Alfred Gusenbauer.
[redigér] Retsvæsen
Den østrigske forfatningsret tager ikke udgangspunkt i et enkelt forfatningsdokument, idet der i østrigsk statsret ikke er krav om, at forfatningsregler inkorporeres i ét forfatningsdokument. Bundes-Verfassungsgesetz (B-VG) (da: Forbunds-forfatningsloven) af 1. oktober 1920 anses som det centrale forfatningsdokument i Østrig, som danner kernen i forfatningsretten. Herudover findes der forfatningslove, som også i materiel forstand hører til forfatningsretten, men som står udenfor B-VG. Det er f.eks. "Statsgrundloven om statsborgernes almene rettigheder" fra 21. december 1867 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950, som omhandler nogle grundlæggende rettigheder, som ikke findes i B-VG. Andre love, der har forfatningsstatus, er Forbudsloven fra 1947, der bl.a. forbyder det nationalsocialistiske parti, Finansforfatningsloven fra 21. januar 1948, Neutralitetsloven fra 26. oktober 1955 og den i 1994 besluttede forfatningslov om indtræden i EU den 1. januar 1995. Hertil skal lægges mere end 1.300 rent formelle forfatningslove og forfatningsbestemmelser i enkelt-love, som f.eks. statstraktater med forfatningsstatus. Som følge af forfatningskommissionens arbejde i perioden 2003-2005 er den første "forfatnings oprydningslov" vedtaget i 2007, som har fjernet flere af disse bestemmelser fra forfatningsdelen.
Østrigs retssystem er opbygget i 4 retsinstanser, der alle hører under forbundsstaten (retterne er dermed ikke et anliggende for forbundslandene):[42]
- 192 Bezirksgerichte dømmer primært i civilret, handelsret samt i strafferet der enten kun giver bøde eller indtil 1 års fængsel.
- 21 Landesgerichte, der fungerer som 2. instans for Bezirksgericht samt alle typer af straffesager. Endvidere behandles en række civilretssager som 1. instans, f.eks. arbejds- og socialretssager
- 4 Oberlandesgerichte, der tager sig af appelsager fra Landesgericht, dvs. civilretssager, der blev behandlet som 1. instans af Landesgericht og straffesager
- 1 Oberster Gerichtshof (Højesteret) beliggende i Wien, der tager sig af appelsager i civilretssager som 3. instans. I straffesager behandles klager over domme i nævninge- og domsretssager fra Landesgericht.
Afprøvning af offentlig ret sker i enten Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstolen) eller Verfassungsgerichtshof (forfatningsdomstolen). Begge disse domstole er på samme niveau som, og dermed ligestillet med, Højesteret. Forfatningssager kan på grund af denne ligestilling ikke anlægges i de normale retter men kan kun indgives for forfatningsdomstolen.
Fra 1. juli 2008 oprettes en asyldomstol, der skal fungere som sidste instans i asylspørgsmål.
[redigér] Finanspolitik
De forventede udgifter i statsbudgettet for 2008 er 69,9 mia. euro og indtægterne forventes til 66,9 mia. euro. Der var således budgetteret med et underskud på 3 mia. svarende til 1,1 % af BNP.[43] Regeringen regner først med et nul-budget i 2010. Indtil da skal statsunderskuddet holdes under 1 % af BNP.[44] Statsgælden nåede i 2007 det højeste niveau med 163,3 mia. euro.[45]
[redigér] Forsvar
Forsvaret er baseret på en almen værnepligt for alle mandlige statsborgere i alderen fra 17 til 50 år. Kvinder kan aftjene en frivillig militærtjeneste. Forbundshæren består af ca. 35.000 værnepligtige og konstabler og 75.000 mand i militsen. Værnepligten er seks måneder (før 2006 var den otte måneder). Forsvarsbudgettet er med 0,71 % af BNP (ca. 1,8 mia. euro) blandt de laveste i verden.
Siden 1974 kan værnepligtige gennemføre civiltjeneste, hvis de af samvittighedsgrunde nægter værnepligt. Denne varer ni måneder.
[redigér] Sikkerhed og neutralitet
Østrigs sikkerhedsmæssige situation er grundlæggende god, og landet er, med undtagelse af Schweiz og Liechtenstein, kun omgivet af EU-medlemsstater. Den sikkerhedspolitiske indsats koncentrerer sig primært om terrorbekæmpelse og internationale indsatser indenfor rammerne af EU og FN. Republikken har i 1955 besluttet en evig neutralitet gennem en forfatningslov.[46]
Efter jerntæppets fald i 1989 besluttede Østrig gennem den nye artikel 23f i forfatningsloven et retligt grundlag for at kunne medvirke i fredsbevarende indsatser. Landet deltager herefter i NATO-programmet Partnerskab for fred.[47]
Østrigs indtræden i EU blev indenrigspolitisk begrundet med, at man "indgår som neutralt land i EU".[48] Østrig har observatørstatus i Vestunionen.[49] Med udvidelsen af Vestunionens opgaver i 1992 besluttede Østrig at deltage i fredsbevarende og humanitære opgaver. Samme beslutning traf man indenfor rammerne af den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik samt EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Dette skal ses i sammenhæng med formuleringen af forfatningsloven om neutraliteten, der fastslår 1) at Østrig af fri vilje erklærer sin stedsevarende neutralitet med henblik på varigt at kunne hævde sin uafhængighed udadtil og sit territoriums ukrænkelighed, og at Østrig med alle til rådighed stående midler vil opretholde og forsvare neutraliteten, og 2) at Østrig til sikring heraf i al fremtid vil undlade at tiltræde militære forbund og ikke vil tillade fremmede stater at oprette militære støttepunkter på sit territorium.
Dette betyder ikke, hvilket der allerede ved neutralitetslovens vedtagelse blev lagt vægt på, at Østrig ikke kan tage stilling til internationale spørgsmål og f.eks. fremme vestlige værdier. Det operative er alliancefriheden og forbudet mod at stationere fremmede tropper i Østrig. Neutraliteten gælder i Østrig som en vigtig politik værdi, hvis bevarelse et flertal af befolkningen går ind for.[50] En ophævelse af forfatningsloven om den evige neutralitet vil i givet fald kræve to tredjedeles flertal i Nationalrådet. Østrigske forfatningsjurister er ikke enige om, hvorvidt neutraliteten er så væsentlig en del af den Anden Republiks forfatning, at man i tilfælde af en afskaffelse tillige måtte gennemføre en folkeafstemning om spørgsmålet.[51]
[redigér] Udenrigspolitik
Set i lyset af Østrigs neutralitet ønskede landet fra midten af det 20. århundrede at stå i brydningen mellem de to stormagter Vest- og Østeuropa. Udenrigspolitikken bestod ofte i at skabe stabilitet i regionen og at bidrage til nye samarbejder i øst-vest-forholdet. Med østblokkens opløsning er denne rolle dog bortfaldet. I østrigsk selvforståelse har neutraliteten også en særlig moralsk dimension,[52] der gør Wien/Østrig særlig egnet som mødested for internationale forhandlinger og konferencer, også selv om Østrig ikke nødvendigvis har direkte interesse i de emner, der skal drøftes.
I Wien ligger det tredje sæde for de Forenede Nationer efter New York og Geneve. Østrig har bidraget med mere end 50.000 mand under FN-flag i hele verden i form af soldater, militær overvågning, civilpoliti og civile eksperter. Udover FN-repræsentationen huser Østrig en række andre internationale organisationer. Det er bl.a. Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), OPEC samt en række NGO'er.
- Danmarks forbindelser med Østrig
Danmark har ambassade i Wien og honorære konsulater i Graz, Innsbruck, Linz og Salzburg. Østrig har ambassade i København og honorære konsulater i Odense, Aabenraa og Århus.[53]
[redigér] Centrope og tvillingebyer
Forbundlandene Wien, Niederösterreich og Burgenland danner sammen med regioner i det sydlige Tjekkiet, det vestlige Slovakiet og det vestlige Ungarn Europaregion Mitte (Centrope). Denne regions grundstamme er tvillingebyerne Wien og Bratislava. Der samarbejdes indenfor erhvervs-, infrastruktur-, uddannelses- og kulturområdet i en region, der har omkring 6 mio. indbyggere. Gennem udbygning af infrastrukturen skal regionen udvides til 11,3 mio. indbyggere.
Indenfor de kommende år koncentrerer udbygningen sig fremfor alt inden for tvillingebyernes område. Det er målet at gøre aksen Wien-Bratislava til et højklasset trafikknudepunkt i Centraleuropa, og at skabe en korridor til Asien.[54] Ud over nye vejforbindelser mellem Wien og Bratislava (motorvejene A6 og S8), satses hovedsageligt på skinne-, luft- og vandtrafik. Gennem opkøb af majoriteten af lufthavnen i Bratislava ønskede Wiens Lufthavn at skabe en fælles lufthavn for området. Den slovakiske regering modsatte sig imidlertid et salg under de betingelser og ejer i dag fortsat lufthavnen. I dag satses på tættere samarbejde mellem de to lufthavne.
Det diskuteres om Østrig skal forbinde sig til den Den transsibiriske jernbane som i dag har forbindelsespunkter i Polen, Østslovakiet og Ungarn. Udbygningen af Donau som trafikal vandvej til Sortehavet er et vigtigt anliggende, men de miljømæssige konsekvenser ved at gøre floden dybere mellem Wien og Bratislava diskuteres. Dette infrastrukturtiltag ville lette godstransporten mellem Europa og Asien, og være et alternativ til havnene i Rotterdam og Hamborg. En udbygning af den rumænske havn i Constanţa ville muliggøre en stærkt forkortet transporttid over Donau til Mellemeuropa.
[redigér] Klimapolitik
I marts 2007 tiltrådte ministerrådet den "østrigske klimastrategi", der skal nå målene i Kyoto-aftalen senest i 2012. En af de væsentligste dele i Østrigs miljøpolitik er klimaindsatsen. Lebensministerium (Livsministeriet) har ansvar for at gennemføre regeringens klimastrategi. Lebensministeriums initiativplan for klimabeskyttelse kaldes klima:aktiv. Mange af klima:aktiv-programmerne er igangsættende for udbud og efterspørgsel efter klimabeskyttende teknologier og tjenesteydelser. Austrian Council on Climate Change (ACCC) er det østrigske klimaråd. Rådet har bl.a. ansvar for informationsindsatsen om den nationale og internationale klimapolitik og -forskning i samarbejde med Livsministeriet og Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen (Umweltbundesamt) er fagforvaltningen i Østrig for miljøbeskyttelse og -kontrol. I denne egenskab understøtter Miljøstyrelsen forbundsregeringen i gennemførelsen af klimastrategien.
Vedvarende energi har i årtier været rygraden i strømforsyningen i Østrig. Indtil 1997 kom 2/3 af strømforsyningen fra vandkraft. Inden 2010 skal 78,1 procent af strømforsyningen komme fra vedvarende energi. Andelen af økostrøm gennem vind, biomasse eller geoterm skal hæves til 10 procent inden 2010.[55]
[redigér] Politiske personligheder
Af berømte østrigske statsmænd og politikere kan først og fremmest nævnes Metternich, der spillede en afgørende rolle under Wienerkongressen i 1814/15 og Franz Joseph 1. af Østrig-Ungarn, der som kejser af Østrig og konge af Ungarn i en meget lang årrække var Donaumonarkiets overhoved.
Andre personligheder er:
- Karl Renner, der havde en vigtig position under grundlæggelsen af republikken i 1918 og 1945.
- Efterkrigskanslerne Leopold Figl og Julius Raab samt Bruno Kreisky, der i international sammenhæng havde en aktiv rolle i forhold til en løsning af konflikten mellem Israel og palæstinenserne.
- FN-generalsekretær Kurt Waldheim, der senere blev forbundspræsident.
- Adolf Hitler var født i Østrig.
- Bertha von Suttner var aktiv i fredspolitik og blev i 1905 den første kvinde, der modtog Nobels fredspris.
- Richard Coudenhove-Kalergi der grundlagde Paneuropabevægelsen i 1924.
[redigér] Delstater

Østrig er en forbundsrepublik inddelt i 9 delstater eller Bundesländer. Disse er (hovedstæder i parentes):
- Burgenland (Eisenstadt)
- Kärnten (Klagenfurt)
- Niederösterreich (St. Pölten)
- Oberösterreich (Linz)
- Salzburg (Salzburg)
- Steiermark (Graz)
- Tyrol (Innsbruck)
- Vorarlberg (Bregenz)
- Wien (Wien)
De otte forbundslande udover Wien er opdelt i 84 Bezirke, som er yderligere inddelt i kommuner samt i 15 statutarbyer, der selv varetager administrationen af et bezirk.
[redigér] Økonomi og erhverv
Østrig er med sin veludviklede markedsøkonomi og høje levestandard tæt knyttet til Den Europæiske Union, herunder specielt Tyskland. Medlemskab af EU har tiltrukket udenlandske investorer, også på grund af nærheden til de nye EU-lande i øst og syd. Langsom økonomisk vækst i Tyskland og resten af verden sænkede væksten til 1,2% i 2001. Væksten i 2005 var dog steget til ca. 2 %.
[redigér] Bjergværksdrift
Bjergværksdrift har indenfor de seneste årtier mistet en del af sin betydning. Blyudvindingen i Bad Bleiberg i Kärnten, som kan spores helt tilbage til 800 f.Kr.[56], er i dag indstillet ligesom mange af jernmalms- og brunkulsminerne. Følgende udvindes dog endnu i større målestok gennem bjergværksdrift:
- Salt (1.336 tons stensalt og 764.189 tons sydesalt)
- Jernmalm (2.091.995 tons, næsten udelukkende fra Erzberg i Steiermark)
- Magnesiumcarbonat (magnesit) (769.188 tons)
- Wolfram (400.000 tons)
- Olie (856.270 tons)
- Naturgas (1,75 mia. m³)
Hovedparten af de ca. 5.000 medarbejdere, der er beskæftiget med bjergværksdrift, arbejder imidlertid i sten-, grus eller sandgrubber.[57]
[redigér] Land- og skovbrug
Østrigs land- og skovbrug er kendetegnet ved mange små bedrifter, særligt på grund af de mange bjergbønder. Siden 1960 er antallet af bedrifter halveret, mens bedrifternes arealstørrelse i tilsvarende periode er fordoblet. Tendensen går dermed i retning af større bedrifter, men 61 % har fortsat et dyrkningsareal på under 20 ha., mens kun 4 % har et dyrkningsareal på over 100 ha. I alt reduceres antallet af bedrifter årligt med ca. 5.000. Der er i dag omkring 190.000 land- og skovbrugsbedrifter, hvoraf knap 40 % drives af bjergbønder.[58]
Der er 1,38 mio. ha. markdyrkningsareal i Østrig, hvoraf 56,3 % anvendes til kornproduktion, 11 % til olieplanter, 6,3 % til kløver og 1,6 % til kartofler. Største kornproducerende forbundsland er Niederösterreich, der har 60 % af landets samlede areal for korn (ekskl. majs).
Der er godt 32.000 vinbønder, der dyrker vin på 48.557 ha. hvoraf 75 % er hvidvin. Det største vinareal findes i Niederösterreich, som har 60 % af det samlede vindyrkningsareal efterfulgt af Burgenland med 30 %. Vin er samtidig et vigtigt landbrugsprodukt til eksport. Hovedaftager af vinen er med 2/3 Tyskland og derefter Schweiz og USA. I 1985 blevet vinproduktionen stærkt påvirket af "glycerol-skandalen", men Østrig har overvundet krisen og eksporter i dag mere flaskevin end nogensinde. I perioden 2000 - 2007 er mængden af eksporteret flaskevin steget 150 %. Danmark aftog i 2007 0,8 % af den samlede vineksport fra Østrig (målt i værdi), mens det i 2000 kun var 0,2 %.[59]
Frugtproduktionen består primært af æbler, pærer, ferskner, abrikoser, blommer, kirsebær og valnødder, som dyrkes på i alt 7.669 ha. Steiermark er langt det største frugtproducerende forbundsland.
Dyreproduktionen består primært af svin, kvæg, får og geder. Svin står for 57 % af den samlede dyrebesætning i Østrig, mens kvæg står for 36 %.
På grund af de små bedriftstørrelser udsættes Østrigs landbrug for stigende konkurrencepres fra de nye EU-lande, og landet satser derfor i stigende omfang på kvalitetsprodukter samt bio- og økologiprodukter. Med en samlet andel på knap 10 % har Østrig den største tæthed af økologisk drevne landbrug i EU.
Skovdrift er også en betydende faktor på grund af de store skovarealer, hvorfra der leveres træ til forarbejdning i træ- og papirindustrien. Uforarbejdet træ eksporteres primært til det sydeuropæiske område.
[redigér] Turisme
Østrig har gode forudsætninger for turisme. Med Alpernes dominans i Østrig er der talrige muligheder for at dyrke alpin skisport. Særligt forbundslandene Vorarlberg, Tyrol og Salzburg tilbyder mange skiområder, som er veludstyret med svævebaner, stole- og skilifte. De store skiområder i de østrigske alper råder over mindst 50 forskellige liftanlæg og helt op til 100 km. ryddede skinedfarter. Områderne er imidlertid ikke altid sammenhængende, hvorfor der tilbydes buskørsel mellem skistederne. Også i de østlige forbundslande findes mange skiområder, som ofte kombineres med andre vintersportsmuligheder, f.eks. med langrendsløjper, kælkebaner og termalbade. Den alpine skisport er i Østrig en vigtig drivkraft for turismen og er en betydende erhvervsfaktor.
For sommerturismen spiller bjergene en stor rolle for aktiv ferie med bjergvandring og bjergbestigning. Landskabet giver endvidere mulighed wild-life oplevelser som rafting, rapelling, mountainbiking og paragliding. Det varme stabile sommervejr i den sydlige og sydøstlige del af landet giver endvidere gode muligheder for badeferie ved de mange søer, f.eks. Neusiedler See og Ossiacher See. Mange søer opnår ganske varme temperaturer på grund af lille gennemstrømning og intensiv solstråling. Også Bodensee i landets nordvestlige hjørne på grænsen til Tyskland og Schweiz er et populært mål for badeferie.
Storbyturismen omfatter primært Wien og de 8 hovedstæder i forbundslandene. Mere end halvdelen af storbyturisterne besøger Wien, mens Salzburg og Innsbruck også er godt besøgt. Herefter følger Linz, Graz og Klagenfurt efterfulgt af de mindre byer Bregenz, St. Pölten og Eisenstadt. Østrig tilbyder kulturmæssigt mange oplevelser på grund af landets historisk betingede status som kulturudbyder. En række musikbegivenheder trækker hvert år et stort publikum til landet, f.eks. festspillene i Salzburg og Bregenz, der afholdes hvert år i juli og august, og Nytårskoncerten i Wiener Musikverein. Opera, klassisk musik og kunstudstillinger udgør en stor del af kulturudbuddet i Østrig.
- Tal og fakta
- I 2006 blev der registreret 30,1 mio. gæster og 119,37 mio. overnatninger, hvilket er en stigning på 0,1 % i forhold til året før. 7 ud af 10 turister er udenlandske, hvoraf Tyskland tegner sig for halvdelen.
- Måneder med flest overnatninger er februar og juli/august. I 1970'erne og 80'erne havde sommerturismen den største betydning, men siden er vinterturismen stadigt tiltaget og i 2006 passerede antallet af overnatninger i vinterhalvåret for første gang sommerhalvårets.
- I 2006 foregik overnatningerne fremfor alt i forbundlandene Tyrol (41,7 mio), Salzburg (23,3 mio), Kärnten (12,3 mio), Steiermark (9,7 mio) og Wien (9,3 mio). Østrigerne selv foretrækker forbundslandene Steiermark (6,2 mio), Salzburg (5,5 mio) og Kärnten (4,5 mio) som ferieophold. Den gennemsnitlige opholdsvarighed er 4 dage. Denne er indenfor de seneste 30 år blevet stadig kortere.
- I 2005 fandtes i Østrig 69.981 overnatningssteder med 1.064.403 senge. Østrig har små hoteller med gennemsnitligt 40 senge (til sammenligning har Danmark, Portugal, Cypern og Sverige over 100 senge pr. hotel).
- Omkring 10 % af erhvervsstyrken er ansat indenfor turisme og turismen udgør 9 % af bruttonationalproduktet.
[redigér] Virksomheder og handel
Østrig har en af verdens største industrisektorer, og industrien er kendetegnet ved at være moderne og produktiv. Virksomhedernes størrelse er primært små eller mellemstore. Virksomheder med under 10 ansatte udgør omkring 40 %, mens virksomheder med under 100 ansatte udgør knap 80 %. Den største andel af produktionen sker inden for maskin- og stålindustri, bilproduktion (f.eks. motorer og tilbehør), kemisk industri, møbelproduktion og til dels også elektro- og elektronikindustrien. [60]
De gamle statslige industrier er hovedsageligt privatiseret. Det gælder f.eks.
- OMV AG, olie-, naturgas og kemikoncern med en omsætning på knap 19 mia. euro og knap 5.200 ansatte (2006)
- Voestalpine AG, stålkoncern med en omsætning på knap 7,1 mia. euro og 25.300 ansatte fordelt på 36 lande, hvoraf 60 % er ansat i Østrig
- VA Technologie AG, Teknologikoncern indenfor industriproduktion, energi og infrastruktur med en omsætning på knap 4 mia. euro og 17.000 medarbejdere, hvoraf 47 % er beskæftiget i Østrig (2003). Solgt til Siemens.
- Steyr Daimler Puch AG, metalforarbejdende industri indenfor køretøjer, knallerter/cykler og våben. Hovedparten solgt til Magna-koncernen. Er i dag opdelt i en række selvstændige selskaber
- Austria Metall AG (AMAG), aluminiumsindustri med en omsætning på 723 mio. euro og 1.530 medarbejdere (2005). I dag opdelt i en række forskellige selskaber.
Virksomheder indenfor servicesektoren udgør i dag den største del af det østrigske erhvervsliv. Først og fremmest turisme, handel og bankvirksomhed er repræsenteret indenfor sektoren. De østrigske banker nyder endnu i dag fordel af den i Østrig strenge bankhemmelighed. Efter indtrædelsen i EU blev anonymiteten ved almindelige bankkonti ophævet, men det gælder fortsat, at myndigheder ikke kan få kontooplysninger uden retlig tilladelse.
Nye arbejdspladser opstår i dag næsten udelukkende indenfor servicesektoren. Handel udgør den væsentligste del af servicesektoren med i alt 12 % af bruttonationalindkomsten.[61]
[redigér] Samhandel
Østrigs handelsbalanceunderskud er indenfor de seneste år reduceret, således at landet i 2006 havde et underskud på 0,5 mio. euro. De største samhandelslande er Tyskland, USA, Italien, Schweiz, Frankrig, Tjekkiet og Ungarn, med Tyskland som det absolut største samhandelsland. 30 % af Østrigs samlede eksport går til Tyskland, mens 40 % af Østrigs samlede import kommer fra det nordlige naboland.
Østrigs samhandel med Danmark er forholdsvis lille. Således udgør Østrigs eksport til Danmark 0,5 % af den samlede eksport, mens importen fra Danmark udgør 0,5 % af den samlede import. Østrigs vareeksport til Danmark var dog stigende fra 2005 til 2006. I 2006 eksporterede Østrig varer til Danmark for 725,7 mio. euro, hvilket er en stigning på 11 % i forhold til året før. Østrigs import af varer fra Danmark var i samme periode faldende. Således importerede Østrig varer for 505 mio. euro i 2006, hvilket er et fald på 8 % i forhold til året før.
I forhold til den samlede handel med udlandet er de største importgrupper målt i værdi maskiner og køretøjer, olie og gas, kemiske og medicinske produkter, stål- og metalvarer samt beklædning. Største eksportgrupper målt i værdi er stål- og metalvarer, maskiner og køretøjer, kemiske og medicinske produkter, drikkevarer og træ.[62]
[redigér] BNP og BNI
Østrigs bruttonationalprodukt var i 2004 på 231,8 mia. euro. Bruttonationalindkomsten (BNI) var 235,1 mia. euro, hvilket svarer til et BNI pr. indbygger på 28.880 euro (BNI pr. indbygger i Danmark i 2004 var 35.869 euro). Det er værd at bemærke, at omkring 5 % af BNI direkte eller indirekte har sammenhæng med Østrigs vintersport.
[redigér] Arbejdsløshed
I 3. kvartal 2007 var der 196.000 arbejdsløse i Østrig svarende til 4,6 % af arbejdsstyrken. Arbejdsløsheden blandt kvinder er markant højere end blandt mænd. Således var 104.600 kvinder arbejdsløse (5,4 %) mod 91.400 mænd (3,9 %).[63]
Den i europæisk sammenhæng gunstige arbejdssituation skyldes bl.a. et meget lavt antal ældre arbejdstagere. I Østrig er kun 40 % af aldersgruppen 55 - 64 år i et beskæftigelsesforhold. Tendensen er imidlertid, at en større andel af denne gruppe bliver længere i beskæftigelse. I 2005 var således kun 32 % af denne gruppe i erhvervsstyrken. Stigningen tilskrives til dels en forbedret registrering af medhjælpende familiemedlemmer, der ofte er på deltid.[64]
[redigér] Nøgletal
Ændring i bruttonationalindkomsten (BNI), lb. priser | ||||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
i % i forhold til året før | ||||||||||
År | 1998 | 1999 | 2000 | 2001 | 2002 | 2003 | 2004 | 2005 | 2006 | |
Ændring i % ift forr. år |
3,9 | 4,0 | 5,2 | 2,6 | 2,3 | 2,4 | 4,4 | 3,9 | 5,1 | |
Kilde: Statistik Austria [65] |
Udviklingen i bruttonationalindkomsten (BNI) | |||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Mia. euro | Pr. indbygger (1000 euro) | ||||||||
År | 2004 | 2005 | 2006 | År | 2004 | 2005 | 2006 | ||
BNI i mia. euro | 236 | 245 | 258 | BNI pr. indb. (1000 euro) |
28,9 | 29,8 | 31,1 | ||
Kilde: Statistik Austria [66] |
Udvikling i inflationen og statsoverskud | |||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Udvikling i inflationen | Udvikling i statsoverskud | ||||||||
i % i forhold til året før | i % af BNI („minus“ = Underskud på statsbudgettet) |
||||||||
År | 2004 | 2005 | 2006 | 2007 | År | 2003 | 2004 | 2005 | 2006 |
Inflationsrate[67] | 2,1 | 2,3 | 1,5 | ~ 2,2 | Stats- overskud[68] |
- 1,5 | - 2,0 | - 1,9 | - 1,7 |
Kilde: Statistik Austria |
Største samhandelspartnere (2006) | |||
---|---|---|---|
Eksport (i %) til | Import (i %) fra | ||
Tyskland | 30,3 | Tyskland | 41,5 |
Italien | 8,9 | Italien | 6,9 |
USA | 5,9 | Frankrig | 3,5 |
Schweiz | 4,2 | USA | 3,3 |
Frankrig | 3,8 | Tjekkiet | 3,2 |
alle EU-lande samlet | 69,9 | alle EU-lande samlet | 73,7 |
Kilde: Statistik Austria [69] |
Udvikling i samhandel | ||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
i mia. euro og ændring i.f.t. året før i % | ||||||||
2003 | 2004 | 2005 | 2006 | |||||
Mia. euro | % ift forr. år | Mia. euro | % ift forr. år | Mia. euro | % ift forr. år | Mia. euro | % ift forr. år | |
Import | 80,9 | 5,0 | 91,1 | 12,5 | 96,5 | 5,9 | 104,2 | 8,0 |
Eksport | 78,9 | 1,9 | 89,8 | 13,9 | 94,7 | 5,4 | 103,7 | 9,5 |
Balance | - 2,1 | - 1,2 | - 1,8 | - 0,5 | ||||
Kilde: Statistik Austria [70] |
[redigér] Infrastruktur
[redigér] Trafik

Trafikinfrastrukturen er på den ene side præget af Østrigs beliggenhed i Alperne og på den anden side af landets placering i Mellemeuropa - både på vej- og skinneområdet. Alpeområdet kræver mange tunneler og broer, som skal kunne holde til de voldsomme vejrforhold. På grund af den centrale beliggenhed er Østrig transitland, særligt i retningerne nord-syd og nord-sydøst. Efter jerntæppets fald er også øst-vestretningen blevet interessant. En status som transitland kræver dog en større dimensionering af færdselsarealerne, også i miljømæssigt følsomme områder, hvilket ofte medfører folkelige protester. Østrig har iværksat tiltag primært overfor lastvogntrafikken, som har givet landet en spydspidsstatus. F.eks. fik Østrig meget tidligt lovgivning, der krævede katalysator på alle lastvogne[71]. Ligeledes er der på visse vejstrækninger kun tilladt støjsvage lastvogne.[72]
- Vejtrafik
Det østrigske vejnet omfatter:[73]
- Motorveje: 2.050 km.
- Overordnede veje (Landesstrassen): 34.000 km.
- Øvrige veje (Gemeindestrassen): 71.000 km.
Vejnettet er for hovedparten på offentlige hænder. På motorveje betales en afgift; personbiler gennem køb af et mærkat (die Vignette) og lastbiler gennem afstandsafhængig afgift.
- Skinnetrafik
Den største del af Østrigs jernbanestrækninger drives af Österreichische Bundesbahnen (ÖBB), der er Østrigs statsejede og største jernbaneselskab. En mindre del af jernbanenettet drives af private eller af forbundslandene.
Der findes S-baner i Salzburg, Wien, Graz og Innsbruck (de to sidstenævnte åbnede første linjer i december 2007). S-tog er under planlægning i Linz. Wien er den eneste by i Østrig med en traditionel U-bane. Der findes sporvogne i Wien, Gmunden, Graz, Innsbruk og Linz. Derudover findes der i Serfaus i Tyrol en underjordisk luftpudesvævebane, der kun er 1.300 meter lang.[74]
- Skibsfart
Hovedparten af skibstrafikken foregår på Donau. Personbefordringen, som allerede skete helt tilbage i Habsburgermonarkiets tid med Erste Donau-Dampfschiffahrts-Gesellschaft (DDSG), sker i dag mest i turismens tjeneste, og sker endvidere på Inn og på de større søer. Twin-City-Liner forbinder Wien med Bratislava ad Donau og udgør et attraktivt alternativ for pendlere. Hovedsageligt besejles passagervandvejene kun i sommerhalvåret.
Inden for godstrafikken anvendes stort set kun Donau, som er blevet væsentligt opklassificeret gennem etableringen af Rhein-Main-Donau-kanalen og som dermed kan tage mere transittrafik fra Nordsøen til Sortehavet. De eneste godshavne i Østrig ligger i Linz, Enns, Krems og Wien.
- Luftfart
Det største nationale flyselskab er Austrian Airlines Group (Austrian Airlines, Lauda Air og Austrian Arrows). Med Niki har Østrig siden 2003 haft et lavprisselskab som alternativ. Herudover er InterSky et regionalt lavprisselskab, der flyver fra Friedrichshafen i det sydlige Tyskland. Andre regionale flyselskaber er Welcome Air og Air Alps.
Den vigtigste lufthavn er Flughafen Wien-Schwechat. Derudover har Graz (Flughafen Graz-Thalerhof), Linz (Flughafen Linz-Hörsching), Klagenfurt (Flughafen Klagenfurt), Salzburg (Salzburg Airport W. A. Mozart) og Innsbruck (Flughafen Innsbruck) internationale forbindelser. For forbundslandet Vorarlberg er de nærmeste lufthavne Altenrhein i Schweiz og Friedrichshafen i Tyskland. Tidligere havde den nu nedlagte Flughafen Aspern i Wien stor betydning, og i perioden fra 1912 frem til 1. verdenskrig blev den regnet som den største og mest moderne europæiske lufthavn.
[redigér] Energiforsyning
Den elektriske energi hentes overvejende fra vandkraft (ca. 2/3). For at dække behovet i spidsbelastninger er de store dæmningsværker endvidere udstyret med gasturbinekraftværker. 2 % af strømforsyningen leveres af vindkraft, som fortrinsvis er placeret i landets østlige del, hvor vinden er kraftigst.
Eldistributionen sker hovedsagelig gennem ni selskaber i forbundslandene, som også leverer direkte til forbrugerne. Derudover findes en række mindre forsyningsselskaber, der for det meste er offentligt ejet. På grund af den østrigske forfatningslov om atomfrihed produceres der ikke strøm på atomkraftværker. Selvom man i 1970'erne opførte kernekraftværket Zwentendorf, blev det efter en folkeafstemning i 1978 aldrig taget i brug.[75]
Gas- og olieforsyningen sker hovedsagelig fra udlandet. Der findes naturgasforekomster i Østrig, særligt omkring Wien, hvor også sikkerhedslagrene for landets reserver ligger. Disse indeholder gas svarende til omkring 20 % af Østrigs årsforbrug. Traditionelt kommer hovedforsyningen af gas fra Rusland, hvorfra Østrig i 1968 som første land vest for jerntæppet fik gasleverancer. 5 store naturgasledninger, som også forsyner store dele af Vest- og Mellemeuropa, går gennem Østrig. Den største del af landets olieforsyning kommer fra udlandet, hvor det meste tilføres fra olieledningen fra den italienske havneby Trieste.[76] Hovedimportland for olie er Saudi-Arabien. Landets eneste raffinaderi findes i Schwechat ved Wien.
[redigér] Vejrtjeneste
Der findes vejrstationer fordelt over hele landet i større byer og alle forbundslandenes hovedstæder. Det nationale meteorologiske og geofysiske institut er Zentralanstalt für Meteorologie und Geodynamik (ZAMG). Instituttet leverer vejrdata og -meldinger for hele Østrig, som er tilgængeligt via radio, tv og internet. Flyvevejrtjenesten er adskilt fra ZAMG, men der er et tæt samarbejde mellem institutionerne.
Udover vejrtjenesten findes der også i de fleste forbundslande en lavinevarselstjeneste, som videregiver informationer fra de lokale lavinekommissioner. Inden for de senere år har endvidere højvandevarselstjenesten fået større betydning, idet klimaforandringerne har givet flere ekstremvejrsituationer i form af oversvømmelser. Tjenesten er tilknyttet forbundslandene.
[redigér] Kommunikation
På trods af de svære topografiske forhold har Østrig et godt udbygget telekommunikationsnet, hvor hele landet er dækket af fastnet- og mobiltelefoni. Tjenester som UMTS kan kun nås i storbyområder men udbygges løbende. De største udbydere er Telekom Austria, Mobilkom Austria, Drei, One, T-Mobile Austria, UPC Telekabel og Tele2UTA. På grund af et stort antal udbydere er taksterne i Østrig gunstige i sammenligning med andre lande.
Højhastighedsinternet kan opnås i stort set hele landet. Den største landsdækkende udbyder er Telekom Austria efterfulgt af Tele2UTA og UPC. Regionale datanet findes i og omkring storbyerne.
[redigér] Skole og uddannelse
I Østrig er skolesystemet et statsanliggende. Udover forsøgsordninger er skoletyper og læreplaner derfor ens i hele landet. I Østrig er der undervisningspligt for alle børn, som opholder sig permanent i landet.
Børn kan fra treårsalderen begynde i børnehave. Skolegangen påbegyndes den første september efter fuldendelsen af barnets sjette leveår. Den almene undervisningspligt er ni år. Denne fordeler sig med 4 år i grundskolen (Volksschule) og 4 år i overbygningsskolen (AHS Unterstufe, som kræver et særligt gennemsnit fra grundskolen, eller Hauptschule, som alle har lige adgang til). Efter de 8 år skal det sidste undervisningspligtige år gennemføres inden for én af fire skoleretninger:
- AHS Oberstufe, som er en alment dannende overbygning
- BHS, som er en højere erhvervsforberedende skole som kan afsluttes efter fem år med en diplomeksamen
- BMS, som er en mellem erhvervsforberedende skole svarende til fag- og handelsskole
- Polyteknisk skole, der efter et år giver adgang til en læreplads.
Fra AHS og BHS kan eleverne med en studentereksamen efter det tolvte eller trettende undervisningsår fortsætte på universitet, faghøjskole eller akademi.
I Østrig er der universiteter i Wien, Graz, Linz, Salzburg, Innsbruck og Klagenfurt samt i Loeben og Krems. Faghøjskoler er en alternativ akademisk uddannelsesform, som har eksisteret i Østrig siden 1994.
De højere læreanstalter opkræver et årligt undervisningsgebyr på 363,63 euro.
[redigér] Kultur
Wien var i det 18. og 19. århundrede centrum for musiklivet. Endnu i dag er der mange operahuse, teatre og orkestre, ligesom traditioner som Wiener Philharmonikernes nytårskoncert og de mange festspil. Derudover er der en levende kabaretscene. På det kulinariske område er der en lang tradition for caféer i Wien, heurige samt en masse lokale traditioner. I 2003 var Graz europæisk kulturby. Otte bygningsværker eller landskaber er på UNESCO's Verdensarvsliste.
[redigér] Musik
De store komponister fra den klassiske epoke er Wolfgang Amadeus Mozart fra Salzburg og Ludwig van Beethoven fra Bonn i Tyskland, som begge havde deres virke i Wien. Derudover var der Joseph Haydn, Franz Schubert, Anton Bruckner og Johann Strauss, den yngre, kendt som "valsekongen". Kendte komponister fra det 20. århundrede er Gustav Mahler, Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton von Webern. Kendte dirigenter er Erich Kleiber, Herbert von Karajan, Karl Böhm og Nikolaus Harnoncourt. Blandt den moderne klassiske musik er der etablerede navne som György Ligeti, Friedrich Cerha og Georg Friedrich Haas.
Klassisk musik er fortsat en vigtig del af det østrigske kulturliv, som værdsættes af et stort internationalt publikum. Festspillene i Salzburg har siden 1920 årligt trukket et stort publikum til og Wiener Philharmonikernes nytårskoncert transmitteres til mere end 40 forskellige lande.
Udover den klassiske musik er der i dagens Østrig et stort publikum til popmusik, hvor bands som S.T.S. og Austria 3 gør sig bemærket samt enkeltkunstnere som Udo Jürgens, Peter Alexander, Wolfgang Ambros, Georg Danzer, Rainhard Fendrich og den meget populære sangerinde Christina Stürmer. Flere af den moderne musiks kunstnere har opnået internationalt gennembrud, bl.a. Falco (alias Johann "Hans" Hölzel), Hubert von Goisern og DJ Ötzi, ligesom elektronisk musik fra Østrig har også nået en international betydning f.eks. gennem Kruder & Dorfmeister. Flere alternative musikgrupper, som også er blevet kendt udover Østrigs grænser, har udviklet sig ved siden af mainstream. Her kan f.eks. nævnes Kurt Ostbahn, DENK, hiphopbandet Texta fra Linz, punkbandet Red Light Flash fra Graz og heavy metal bandet Belphegor fra Salzburg.
Joe Zawinul og hans gruppe Weather Report, der bl.a. talte amerikaneren Miles Davis, var med til at skabe en ny stilretning indenfor 1970'ernes musikalske fusioner mellem jazz, rock, funk og soul.
[redigér] Teater
Opera har haft stor indflydelse på udvikling af teaterkunsten i Wien. For hoffet var operaen en ideel udtryksmåde for absolutismen, og i det 18. århundrede blev det regnet for den fornemste kunstart af alle. I tiden inden martsrevolutionen havde teaterlivet gode vilkår både gennem faste trupper i Wien og de mere folkelige omvandrende trupper i Østrig. Fra denne tid stammer også flere teaterbygninger bl.a. Theater an der Wien, og landets største lystspildigter Johann Nestroy dominerer i denne periode Wiens teaterliv med det socialkritiske folketeater.[77]
Operaen fandt også den populære mellemform i form af operette, som havde et stort publikum i Wien, og i det 20. århundrede har teaterformerne stadigt udviklet sig, bl.a. gennem Festspillene i Salzburg. Fra 1970'erne oplevede teateret i Østrig fornyet opsving, hvor også det eksperimenterende teater vandt frem.
En anden afart af teaterformen er kabaret-genren, der har stor udbredelse i Østrig. Inden for kulturens rammer beskæftiger kabareten sig med politiske eller dagligdags temaer - i enkelte tilfælde også kritiske temaer - med en balance mellem komedie, teater og underholdning, der ofte er lokalt præget fra det enkelte forbundslands egn.
De vigtigste teaterscener i Wien er: Burgtheater, Akademietheater, Volkstheater, Schauspielhaus, Theater in der Josefstadt og Vienna's English Theatre.
[redigér] Litteratur
Blandt de kendteste ældre østrigske forfattere er biedermeier-forfatterne Franz Grillparzer og Johann Nestroy fra Wiener Moderne. Fra tiden i den Første Republik er kendte forfattere som Stefan Zweig, Joseph Roth, Robert Musil, Karl Kraus, og Bertha von Suttner der i 1905 fik tildelt Nobels fredspris. Moderne forfattere fra den Anden Republik er f.eks. Friedrich Torberg, Felix Mitterer, Thomas Bernhard, Peter Handke og Elfriede Jelinek, der i 2004 fik Nobelprisen i litteratur.
[redigér] Arkitektur
Der findes arkitektur fra den romanske epoke, som endnu står i dag. Et eksempel på romansk byggeri i Østrig er Dom zu Gurk i Kärnten. Gotik afløste den romanske stil, som først slog igennem i Østrig omkring 1250, men derimod også var dominerende helt frem til 1500. Stephansdom i Wien er det vigtigste eksempel på gotisk bygningsværk, som også har betydning i international sammenhæng. Renæssance er stort set ikke repræsenteret i den østlige del af Østrig, da man i den periode på grund af krigene mod det Osmanniske Rige ikke havde de fornødne midler til at bygge. Byggestilen kan i stedet findes i f.eks. Innsbruck og Graz samt i mange små byer. Barok er til gengæld rigt repræsenteret, der med næsten hundrede års forsinkelse satte ind omkring 1690. Stilen dominerer mange bykerner, da Østrig i denne tid oplevede et enormt byggeboom, og mange ældre sakrale bygninger blev ombygget. Den store aktivitet i denne periode gav så til gengæld en mere stille periode i rokoko og klassicismen, der arkitektonisk er svagt repræsenteret i Østrig.
Et fornyet byggeboom opstod særligt i Wien med bygningen af Ringstraße, hvor den danske arkitekt Theophil Hansen gjorde sig gældende med bygninger som parlamentet, børsen og musikforeningen, og reguleringen af Wienfloden i sidste halvdel af 1800-tallet. Fra 1900 fik jugendstil sin korte opblomstringsperiode og satte tydelige spor i arkitekturen, ikke mindst i Wien, hvor stadtbahn-stationerne blev tegnet af Otto Wagner. Herefter var det nyklassicisme, der frem til 1950'erne satte præg på arkitekturen, og i nyere tid er det modernisme og postmodernisme, der præger arkitekturen.
Bykernerne i Salzburg, Graz og Wien er opført på UNESCO's Verdensarvsliste. Endvidere er slottet Schönbrunn opført på verdensarvslisten.
[redigér] Videnskab og nobelprismodtagere
I den første del af det 20. århundrede har Østrig givet væsentlige bidrag til videnskaben med bl.a. følgende tænkere og forskere: grundlæggerne af Kvantemekanikken Wolfgang Pauli og Erwin Schrödinger, grundlæggeren af psykoanalysen Sigmund Freud, Wienerkredsens filosoffer og Ludwig Wittgenstein, dyrepsykologiens fader Konrad Lorenz, filosoffen Karl Popper, bilkonstruktøren Ferdinand Porsche, opfinderne Viktor Kaplan og Joseph Ressel, patologen Karl Landsteiner, der opdagede AB0 blodtyperne, "mødrenes frelser" Ignaz Semmelweis samt økonomerne Carl Menger, Joseph Schumpeter og Friedrich August von Hayek.
Følgende østrigere har modtaget en Nobelpris:
- Nobels fredspris
- Bertha von Suttner, 1905
- Alfred Hermann Fried, 1911
- Nobelprisen i litteratur
- Elfriede Jelinek, 2004
- Nobelprisen i kemi
- Fritz Pregl, 1923
- Richard Zsigmondy, 1925
- Richard Kuhn, 1938
- Nobelprisen i fysik
- Erwin Schrödinger. 1933
- Victor Franz Hess, 1936
- Wolfgang Pauli, 1945
- Nobelprisen i fysiologi eller medicin
- Robert Bárány, 1914
- Julius Wagner-Jauregg, 1927
- Karl Landsteiner, 1930
- Otto Loewi, 1936
- Konrad Lorenz, 1973
- Karl Frisch, 1973
- Nobelprisen i økonomi
[redigér] Mad og drikke
Det østrigske køkken har på grund af landets historie haft stor indflydelse fra Ungarn, Bøhmen, Italien og Frankrig. Gennem den traditionelle regionale kogekunst fra forbundslandene er køkkenet meget alsidigt. Typiske østrigske retter er Wienerschnitzel, Brathendl (panerede stegte kyllingestykker), gullasch, og fiskeretter som karper og foreller. De søde retter som Sachertorte, Apfelstrudel og Kaiserschmarrn (tyk pandekage med rosiner serveret i småstykker med puddersukker) er alle verdensberømte.
Østrig har et rigt restaurationsliv med både traditionel østrigsk mad og udenlandsk køkken, og særligt i Wien har man en stærk tradition for et etnisk alsidigt køkken, der har rødder tilbage til Wien som metropol i det Østrig-ungarske rige. Indvandringen fra øst i anden halvdel af det 20. århunderede har ligeledes sat sit præg på restaurationsudbuddet. Wienercaféen, med sit udbud af et utal af kaffesortimenter, er verdensberømt, og hører sammen med den franske og italienske kaffe til de mest traditionsrige i Europa.
Vinproduktionen er forbundet med store traditioner i Østrig. Vinen eksporteres såvel i Europa som oversøisk (primært USA), og er særligt siden midten af 1990'erne blevet kvalitetsmæssigt bedre. Østrigerne drikker knap 40 liter vin pr. person årligt. Vinen har en særlig betydning i forbindelse med heurigenkulturen, hvor vinbønderne udskænker egen vin og ofte også tilbyder bespisning i mindre omfang, ofte i form af kold mad såsom brød, pølse, skinke og ost. Heurigenkulturen er mest udbredt i den østlige del af landet. Også øl har stor betydning i Østrig, hvor der findes omkring 140 bryggerier og der drikkes knap 109 liter øl pr. person årligt.
Sprogligt har det østrigske køkken en helt række egne østrigske gloser for råvarerne, f.eks.:
Eksempler på egne østrigske "køkkengloser" | ||
---|---|---|
Dansk | Højtysk | Østrigsk |
Tomat | Tomaten | Paradeiser |
Blomkål | Blumenkohl | Karfiol |
Hvidkål | Weißkohl | Kraut |
Grønne bønner | Grüne Bohnen | Fisolen |
Gulerødder | Möhren | Karotten |
Peberrod | Meerrrettich | Kren |
Abrikoser | Aprikosen | Marillen |
Gær | Hefe | Germ |
[redigér] Sport
Alpin vintersport er udbredt i Østrig, og landet er dominerende i konkurrencer i disse discipliner. Lignende sportsgrene som snowboarding og skihop er også vidt udbredt. Den mest populære holdsport i Østrig er fodbold, og den bedste fodboldrække er Bundesligaen, hvor flere kendte europæiske hold som Rapid Wien, Red Bull Salzburg og Sturm Graz spiller. Østrigs fodboldlandshold har dog ikke meget international succes, selv om landet sammen med Schweiz er værtsland for EM 2008. Udover fodbold, har Østrig også professionelle nationale ligaer til andre større sportsgrene inklusiv ishockey og basketball.
[redigér] Litteraturliste
- Béhar, Pierre. Østrig-Ungarn. København: Forum, 1992. ISBN 87-553-1934-3
- Birkebæk, Per. Østrig. København: Munksgaard, 1985. ISBN 87-16-09639-8
- Dochweiler, Annette: Turen går til Østrig (22. udgave). København: Politikens Forlag, 2000. ISBN 87-567-6246-1
- Nielsen, Ove Bork. Østrig rundt. København: Skarv, 1989. ISBN 87-7545-239-1
- Sørensen, Kurt. Habsburg-imperiets udvikling fra slaget ved Mohacs til Ausgleich. Aarhus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, 2001.
[redigér] Se også
![]() |
|
---|---|
Historie | Kejserriget Østrig • Østrig-Ungarn • Østrig under nationalsocialismen |
Politik | Nationalrådet • Forbundsrådet • Landdag • Forbundspræsident • Forbundskansler • Retsvæsen ÖVP • SPÖ • FPÖ • Die Grünen • BZÖ • Forbundspræsident Heinz Fischer • Forbundskansler Alfred Gusenbauer • Jörg Haider • Karl Lueger |
Geografi | Byer • Bjerge • Floder • Søer |
Økonomi | Nationalbank • Børsen • Bank Austria • Euromønter |
Demografi | Tysk • Østrigere |
Kultur | Kultur i Wien • Operaballet • Wienervals • Kulturforum DanAustria • Stefan Zweig |
Transport | Österreichische Bundesbahnen • Infrastruktur i Wien • Wiener U-Bahn • Nummerplader • Sporvogne i Wien • Austrian • Wiener Linien |
Symboler | Flag • Nationalvåben • Nationalhymne |
Se også: Portal |
[redigér] Fodnoter
- ↑ Béhar, s. 73
- ↑ Béhar, s. 80
- ↑ Béhar, s. 84
- ↑ Béhar, s. 88
- ↑ Béhar, s. 92
- ↑ Béhar, s. 99
- ↑ Karl Vocelka, Geschichte Österreichs Kultur - Gesellschaft - Politik, Wilhelm Heine Verlag, München, 3. Auflage, 2004, ISBN 3-453-21622-9, s. 296
- ↑ Birkebæk, s. 33-34
- ↑ Birkebæk, s. 31
- ↑ DR Nyheder
- ↑ "Austria", The World Factbook.
- ↑ Birkebæk, s. 83
- ↑ Se f.eks. den tidligere præsident for Alpenforum International (som er en interesseorganisation for hele alpeområdet) Ian C. Meerkamp van Embdens tale på organisationens 10-årsdag 10 jahre Alpenforum - Österreich
- ↑ Alpenforum.org - Wildnis und Ballungsräume: die Alpen im Jahr 2020
- ↑ Schutz von Pflanzen und Tieren, Umweltbundesamt
- ↑ Birkebæk, s. 84
- ↑ Birkebæk, s. 84
- ↑ Schutz von Pflanzen und Tieren, Umweltbundesamt
- ↑ Birkebæk, s. 84
- ↑ Målt i perioden 1971-2000, Zentralanstalt für Meteorologie und Geodynamik (ZAMG)
- ↑ Ifølge Zentralanstalt für Meteorologie und Geodynamik (ZAMG)
- ↑ Hochwasser durch Klimawandel?, ORF Science. Besøgt 27.04.2008
- ↑ Statistisches Jahrbuch 2007, Statistik Austria, s. 40. Årene 1527, 1600 og 1700 er afrundet. online (Tysk)
- ↑ Eurostat online
- ↑ Demographisches Jahrbuch 2006, Statistik Austria, s. 30-31 online (Tysk)
- ↑ Grenze und ungleiche regionale Entwicklung – Binnenmarkt und Migration in der Habsburgermonarchie, Histroricum, Winter 2003/2004, Werner Drobesch, Johannes Kepler Universität Linz online (Tysk)
- ↑ Statistisches Jahrbuch 2007, Statistik Austria, s. 41. online (Tysk)
- ↑ Befölkerungsstand 2007, Statistik Austria, s. 89 online (Tysk)
- ↑ Bevölkerungsentwicklung 2006 bis 2050 Statistik Austria
- ↑ Demographisches Jahrbuch 2006, Statistik Austria, s. 38 online (Tysk)
- ↑ Bevölkerung 2001 nach Religionsbekenntnis und Staatsangehörigkeit, Statistik Austria Online (Tysk)
- ↑ Bevölkerung 2001 nach Religionsbekenntis, Staatsangehörigkeit und Bundesländern, Statisk Austria Online (Tysk)
- ↑ Eurostat og Europäische Kommission, Generaldirektion für Beschäftigung und soziale Angelegenheiten: Beschreibung der sozialen Lage in Europa 2000, Kap. 13 Einkommen von Männer und Frauen, s. 37 (Besøgt 27.04.2008)
- ↑ Statistik Austria (im Auftrag des Bundeskanzleramts – Bundesministerin für Frauen, Medien und Öffentlichen Dienst erstellt): Frauen und Männer in Österreich. Statistische Analysen zu geschlechtsspezifischen Unterschieden, Wien 2007, s. 49 (Besøgt 27.04.2008)
- ↑ http://www.parlinkom.gv.at/NR/WAHLR/Wahlrecht_Portal.shtml Parlamentsportalen: Wahlrecht]
- ↑ Parlamentsportalen: Wahlrecht
- ↑ Parlamentsportalen: Nationalrat - Aufgaben und gesetzliche Grundlagen
- ↑ Bundesgesetz über die Wahl des Nationalrates § 100
- ↑ Parlamentsportalen: Zusammensetzung des Nationalrates
- ↑ Parlamentsportalen: Bundesrat - Aufgaben und gesetzliche Grundlagen
- ↑ Jf. kommissionsformand Franz Fiedlers konklusion i slutdokument 4B, Entwurf des Vorsitzenden für eine Bundesverfassung, s. 3-4 online (Tysk)
- ↑ Recht und Gericht in Österreich: Gerichtsorganisation im Zivilverfahren
- ↑ Budget 2008 auf einen Blick. Bundesministerium für Finanzen Online
- ↑ Budgetprogramm 2007-2010, Bundesministerium für Finanzen, s. 5 Online
- ↑ Oesterreichische Nationalbank
- ↑ Forfatningslov 211 af 26. oktober 1955 (Tysk)
- ↑ Signatures of Parterneship for Peace Framework Document
- ↑ Warum der EU-Reformvertrag aus verfassungsrechtlicher Sicht keiner Volksabstimmung bedarf - Rechtsgutachten im Auftrag des Herrn Bundespräsident, em. o. Univ.-Prof. Dr. Theo Öhlinger, Universität Wien, s. 15 Online (Tysk)
- ↑ Vestunionens hjemmeside
- ↑ Große Mehrheit der Österreicher für Neutralität, Umfrage für Reader’s Digest: Land soll sich an Anti-Terror-Einsätzen beteiligen Online (Tysk)
- ↑ F.eks. udtaler Statsretsprofessor Theodor Öhlinger i forbindelse med diskussionen om Østrigs ratificering af EU-forfatningen, at når man ændrer en af Østrigs forfatnings grundstene, så sker der "en ændring af grundprincippernes værdier og dermed også en formel ændring af grundprincipperne. Og en ændring af grundprincipperne kræver en folkeafstemning." (Philip Behnken, Carsten Wogatzky: Österreich: Nicht in bester Verfassung, europa-digital.de, offentliggjort den 12.05.2005, besøgt den 27.04.2008). Modsat mener andre statsretseksperter, at neutraliteten er fastsat gennem en forfatningslov, og dermed kan afskaffes som enhver anden forfatningslov.
- ↑ Om den østrigske indentifikation og selvforståelse over for neutraliteten se bl.a.: Carmen Gebhard: Neutralität und Europäische Integration, Kap. 3 Neutralität Österreichs und Schwedens, Landesverteidigungsakademie (LVAk) / Institut für Friedenssicherung und Konfliktmanagement (IFK), Wien, August 2005, s. 38 (webside besøgt 27.04.2008), samt interview med præsident Heinz Fischer den 21. januar 2005, Was Österreich ausmacht (Besøgt 27.04.2008)
- ↑ Bånd mellem Danmark og Østrig
- ↑ Centrope: Invest in Central Europe online (Engelsk)
- ↑ Österreichische Klimastrategie 2007 Side 33 (Tysk)
- ↑ Jf. minemuseet Terra Mysticas kronologiske oversigt på hjemmesiden (Tysk)
- ↑ Alle data stammer fra: Bundesministerium für Wirtschaft und Arbeit: Österreichisches Montanhandbuch 2007. Wien, 2007. online (Tysk)
- ↑ Statistiske data i dette afsnit stammer fra: Statistik der Landwirtschaft 2006, Statistik Austria, Wien, 2007 online (Tysk)
- ↑ weinausoesterreich.at, Exportentwicklung 2000 - 2007, Wichtigste Exportmärkte, Kilde: Statistik Austria (Besøgt 27.04.2008)
- ↑ Österreich 2006 - Präsidentschaft der Europäischen Union, Österreichs Wirtschaftssektoren online (Tysk)
- ↑ Österreich 2006 - Präsidentschaft der Europäischen Union, Österreichs Wirtschaftssektoren online (Tysk)
- ↑ Alle data fra: Der Außenhandel Österreichs 2006, Statistik Austria online (Tysk)
- ↑ Arbeitsmarktstatistik, 3. Quartal 2007, Statistik Austria, s. 10-12 online (Tysk)
- ↑ Arbeitsmarktstatistik, 3. Quartal 2007, Statistik Austria, s. 8 online (Tysk)
- ↑ Volkswirtschaftliche Gesamtrechnung Hauptgrößen, Statistik Austria online (Tysk)
- ↑ Volkswirtschaftliche Gesamtrechnung Hauptgrößen, Statistik Austria online (Tysk)
- ↑ VPI Inflationsraten 1997 bis 2007, Statistik Austria online (Tysk)
- ↑ Gebarungen und Sektor Staat 2006, Teil II, Statistik Austria, s. 25 online (Tysk)
- ↑ Der Außenhandel Österreichs 2006, Statistik Austria online (Tysk)
- ↑ Der Außenhandel Österreichs 2006, Statistik Austria online (Tysk)
- ↑ Der blev indført katalystorpligt pr. 1.1.1987 for nye biler over 1.500 ccm, og fra 1.1.1988 for alle øvrige biler. I Danmark indførtes katalysatorpligt i oktober 1990
- ↑ Umweltbundesamt, Straßenverkehrslärm (Tysk)
- ↑ Verkehr in Zahlen, Bundesministerium für Verkehr, Innovation und Technologie, Österreich, Ausgabe 2007, s. 47 Online
- ↑ Kathy Arnold, Tunnel your way to the top in the Tyrol, Telegraph.co.uk, 08.03.2004, Besøgt 27.04.2008
- ↑ Birkebæk, s. 46
- ↑ Birkebæk s. 43
- ↑ Internationales Nestroy Zentrum Schwechat, Nestroys Bedeutung (Besøgt 27.04.2008
[redigér] Eksterne henvisninger
De følgende af Wikipedias søsterprojekter har yderligere information om Østrig:
Billeder og medier fra Commons
Opslag i Wikiordbogen
-
Wikimedia Atlas: Østrig – geografiske og historiske kort
- CIA World Factbook - Austria
Belgien | Bulgarien | Cypern | Danmark | Estland | Finland | Frankrig | Grækenland | Holland | Irland | Italien | Letland | Litauen | Luxembourg | Malta | Polen | Portugal | Rumænien | Slovakiet | Slovenien | Spanien | Storbritannien og Nordirland | Sverige | Tjekkiet | Tyskland | Ungarn | Østrig
Albanien | Andorra | Armenien2 | Aserbajdsjan1 | Belgien | Bosnien-Hercegovina | Bulgarien | Cypern2 | Danmark | Estland | Finland | Frankrig | Georgien1 | Grækenland | Holland | Hviderusland | Irland | Island | Italien | Kasakhstan1 | Kosovo | Kroatien | Letland | Liechtenstein | Litauen | Luxembourg | Makedonien | Malta | Moldova | Monaco | Montenegro | Norge | Polen | Portugal | Rumænien | Rusland1 | San Marino | Schweiz | Serbien | Slovakiet | Slovenien | Spanien | Storbritannien og Nordirland | Sverige | Tjekkiet | Tyrkiet1 | Tyskland | Ukraine | Ungarn | Vatikanstaten | Østrig
Territorier m.v.: Akrotiri og Dhekelia3 | Færøerne | Gibraltar | Guernsey | Jan Mayen | Jersey | Isle of Man | Svalbard | Ålandsøerne
Australien | Belgien | Canada | Danmark | Finland | Frankrig | Grækenland | Holland | Irland | Island | Italien | Japan | Luxembourg | Mexico | New Zealand | Norge | Polen | Portugal | Sverige | Schweiz | Sydkorea | Slovakiet | Spanien | Tjekkiet | Tyrkiet | Tyskland | Ungarn | USA | Storbritannien | Østrig
Burgenland | Kärnten | Niederösterreich | Oberösterreich | Salzburg | Steiermark | Tyrol | Vorarlberg | Wien