Belgien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi


(Flag)	(Nationalvåben)

Nationalt motto:
Eendracht maakt macht

L'union fait la force
Einigkeit macht stark
(Enhed gør stærk)

Nationalmelodi: La Brabançonne / O dierbaar België

Hovedstad

Bruxelles/Brussel
50°50′ N 4°21′ E

Største by Bruxelles/Brussel

Officielle sprog Nederlandsk, fransk, tysk

Regeringsform

Konge
Premierminister

Konstitutionelt monarki, føderation
Albert 2.
Yves Leterme

Uafhængighed
• Erklæret
• Anerkendt Fra Nederlandene
1830
1839

Areal
• Total
• Vand (%) 32.545 km² (nr. 137)
6,2

Indbyggertal
• 2005 anslået
• [[]] folketælling
• Tæthed 10.364.388 (nr. 77)

339,5/km² (nr. 17)

BNP
• Total
• Pr. indbygger 2005 anslået
387,84 mia. USD (nr. 17)
30.600 USD (nr. 12)

Valuta Euro (EUR)

Tidszone
• Sommer (DST) CET (UTC+1)
CEST (UTC+2)

Internetdomæne

.be

Telefonkode +32

Kendingsbogstaver (bil) B

Luftfartøjsregistreringskode OO

Kongeriget Belgien (nederlandsk België, fransk Belgique, tysk Belgien) er et vesteuropæisk land, der grænser mod vest til Nordsøen, mod nord til Nederlandene, mod øst til Tyskland og Luxembourg og mod syd til Frankrig. Belgien er en føderation af det nederlandsksprogede Flandern, det fransksprogede Vallonien og den tosprogede hovedstad Bryssel.

Landet opstod i 1830, da det blev adskilt fra de nordlige Nederlande. Landet har spillet en afgørende rolle i udformningen af EU, og Bruxelles er i dag hovedsæde for de vigtigste europæiske institutioner.

[redigér] Historie

Uddybende artikel: Belgiens historie

Det belgiske område ligger som en korsvej i Europa og har oplevet en lang række af folkevandringer og kulturer. Som provins i Romerriget blev området opkaldt efter den keltiske stamme belgerne. Efter det romerske rige brød sammen, tog frankerne over. Den nuværende sproggrænse går tilbage til folkevandringstiden, hvor den var grænse mellem romansk og germansk område. Ved arvedelingen efter Karl den Stores død kom området sammen med de øvrige Nederlande under hertugen af Burgund. Ved senere giftermål og arvedelinger endte fyrstedømmerne under spansk herredømme. Fra 1548 til 1648 førte indbyggerne en frihedskrig mod Spanien, firsårskrigen.

Fra 1648 skiltes vejene for de sydlige og nordlige Nederlande, der omtrent svarer til de senere stater Belgien og Nederlandene (populært kaldet Holland). Med fredsslutningen i 1648 efter Trediveårskrigen opnåede de protestantiske provinser i nord uafhængighed. De sydlige Nederlande var stærkt hærget under frihedskrigen, og protestanterne, især borgere i byerne, flygtede nu til de nordlige provinser. Da det habsburgske rige blev delt i 1713, overgik de sydlige Nederlande til østrigsk overherredømme. Under Napoleon blev både de nordlige og sydlige Nederlande indlemmet i Frankrig i en snes år. Efter Napoleons nederlag i 1815 blev området igen forenet med Nederlandene indtil den belgiske revolution i 1830, som blev starten på den belgiske stat. Stormagterne, der kunne have gavn af en stødpudezone og et svækket Holland, anerkendte uafhængigheden. I 1800-tallet havde Belgien en stærk økonomisk vækst, ikke mindst på grund af kolonierne. Den belgiske konge fik tilkendt Congo som sin personlige ejendom.

Belgien var neutralt, men blev invaderet både under 1. verdenskrig og 2. verdenskrig. Efter 2. verdenskrig blev Belgien et af de grundlæggende medlemmer af NATO og Kul- og Stålunionen, senere EU. Begge organisationer har sine hovedkvarterer i Bruxelles. I 1970 blev Belgien grundlæggende delt op i tre regioner efter sproggrænsen, og i 1993 blev landet til en føderation.

[redigér] Navn

De først omtalte indbyggere i området var belgerne, en keltisk stamme. Dette folk nævnes også af Julius Cæsar. Det latinske navn Belgium blev brugt i renæssancen som navn for hele det nederlandske område. Sidst i 1700-tallet blev adjektivet belgique også brugt på fransk. Ved opstanden mod Østrig i 1789 udråbte provinserne Belgiens forenede stater (Etats belgiques unis). Først efter revolutionen i 1830 blev navnet Belgien almindelig udbredt.

[redigér] Sprogstrid

Belgiens sprogområder: nederlandsk (gul), fransk (rød), tysk (blå), fransk/nederlandsk (skraveret)

Rivaliseringen mellem fransk- og flamsktalende (nederlandsk) har både historiske, sociale, økonomiske og politiske årsager.

I tiden efter uafhængigheden talte adelen og det højere borgerskab udelukkende fransk. I 1870'erne opstod der en flamsk bevægelse. Først i 1914 blev der indført almindelig skolepligt, og indtil da var de fleste flamlændere både analfabeter og uden kundskaber i det herskende sprog. Under 1. verdenskrig var der store tab blandt flamske soldater, da de ikke forstod kommandoer fra de fransktalende officerer. Flamsk blev principielt ligestillet som officielt sprog i 1898, men først i 1950'erne og 1960'erne fik det samme sociale status som fransk.

Sprogstriden har et økonomisk aspekt, idet den nordlige del af landet finansierer størstedelen af det føderale budget og "overfører" store beløb til den sydlige del. Industrialiseringen af Belgien fandt først og fremmest sted i Wallonien, hvor der bl.a. var minedrift, mens Flandern var et landbrugsområde. Mange flamlændere flyttede til Wallonien. Siden 1960'erne er situationen blevet omvendt, da sværindustrien i Wallonien stort set er afviklet, mens Flandern er blevet et af Europas rigeste områder. Wallonien er stærkt socialistisk præget, og Flandern borgerligt. Det har givet øget støtte til flamske (og senere også wallonske) bevægelser, der ønsker at opdele landet i to.

[redigér] Administration

Belgien har et særligt dobbelt føderativt system, hvor der både findes tre regioner (Flandern, Wallonien og Bryssel) og tre (sprog)fællesskaber (det nederlandske, franske og tyske). De to begreber overlapper kun delvis og har forskellige opgaver. Regionerne står for økonomi, teknik, miljø og planlægning. Sprogfællesskaberne står for kulturelle områder som undervisning, forskning og sport. Føderationen står for øvrige opgaver, f.eks. forsvar, udenrigspolitik, pengepolitik og socialpolitik. Selv om landet er en føderation, fordeles mere end 90 % af de offentlige udgifter centralt.

[redigér] Regioner

Belgien er opdelt i tre føderale regioner. De to store regioner er hver inddelt i 5 provinser.

Flandern, nederlandsksproget (nederlandsk Vlaanderen, fransk Flandre eller Flandres, tysk Flandern):
- Antwerpen
- Limburg
- Østflandern
- Vestflandern
- Vlaams-Brabant
Vallonien, fransksproget med tysk minoritet (fransk Wallonie, tysk Wallonien, nederlandsk Wallonië):
- Brabant Wallon
- Namur
- Liège
- Hainaut
- Luxembourg
Hovedstadsregionen Bruxelles (på dansk også Bryssel), tosproget fransk-nederlandsk (nederlandsk Brussels Hoofdstedelijk Gewest, fransk Région de Bruxelles-Capitale).

Hver provins er yderligere opdelt i kommuner (nederlandsk gemeenten, fransk communes, tysk Gemeinden).

[redigér] Sprogfællesskaber

Det nederlandsksprogede fællesskab (Vlaamse Gemeenschap, tidligere Nederlandstalige Gemeenschap), med hovedsæde i Bryssel
Det fransksprogede fællesskab (Communauté française de Belgique, uofficielt også Communauté Francophone), med hovedsæde i Bryssel
Det tysksprogede fællesskab (Deutschsprachige Gemeinschaft Belgiens), med hovedsæde i Eupen

[redigér] Facilitetskommuner

Kun selve Bryssel er officielt tosproget. I de andre regioner findes der facilitetskommuner (faciliteitengemeenten, communes à facilités, Fazilitätengemeinden) med sproglige mindretalsrettigheder. Sproggrænsen mellem fransk og nederlandsk har historisk været forholdsvis skarp, men i randkommunerne rundt om Bryssel er der opstået et fransk mindretal eller flertal på grund af udflytning fra byen. Randkommunerne er:

Drogenbos
Kraainem
Linkebeek
Sint-Genesius-Rode
Wemmel
Wezembeek-Oppem

Efter at sproggrænsen blev fatlagt og landet blev til en føderation, er det i dag randkommunerne der giver anledning til de fleste stridigheder. Valgkredsen Bryssel-Halle-Vilvoorde er den eneste administrative inddeling der ikke følger regionsgrænserne. Den dækker både Bryssel og omegn ved nationale valg, hvilket en del flamlændere opfatter som grundlovsstridigt.

Desuden er der ti facilitetskommuner langs sproggrænsen, hvoraf to er særlig kendt for stridigheder: Comines (nederlandsk Komen), der ligger som en wallonsk enklave længst mod vest, og Voeren (fransk Fourons), der ligger som en flamsk enklave længst mod øst.

I de ni kommuner med tysktalende flertal er der faciliteter for fransktalende. I fem tilstødende kommuner med tysktalende mindretal er der til dels tyske faciliteter.