Kosovo

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Eftersyn Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Republika e Kosovës
Република Косово
Republika Kosovo

(Flag) (Nationalvåben)
Nationalt motto: Intet
Nationalmelodi: Ingen
Hovedstad	Pristina 42°40′ N 21°10′ E
Største by	Pristina
Officielle sprog	Albansk, Serbisk
Regeringsform Præsident Premierminister	Parlamentarisk republik Fatmir Sejdiu Hashim Thaçi
Uafhængighed  • Erklæret  • Anerkendt	fra Serbien 17. februar 2008 –
Areal  • Total  • Vand (%)	10.887 km² (nr. )
Indbyggertal  • 2007 anslået  • [[]] folketælling  • Tæthed	2.200.000 (nr. ) 220/km² (nr. 34)
BNP  • Total  • Pr. indbygger	- anslået - (nr. -) - (nr. -)
Valuta	Euro1 (EUR)
Tidszone  • Sommer (DST)	CST (UTC+1) CEST (UTC+2)
Internetdomæne	Intet officielt
Telefonkode	+
Kendingsbogstaver (bil)
Luftfartøjsregistreringskode

Kosovo er et område, der den 17. februar 2008 udråbte sig som en selvstændig stat;^[1] tidligere var det en provins i det sydlige Serbien, der har været administreret af FN siden 1999. Selvom dele af det internationale samfund anerkender Serbiens suverænitet over provinsen, har den Serbiske regering i praksis ingen kontrol over området. Provinsen styres af en FN-mission i Kosovo (UNMIK) og de lokale provisoriske selvstyreinstitutioner, mens den NATO-ledede KFOR-styrke står for sikkerheden i området. Flere EU-lande har anerkendt Kosovo som et selvstændigt land; dog afviser Spanien, Cypern, Rumænien og Slovakiet selvstændighedserklæringen, bl.a. pga. indenrigspolitiske forhold. Rusland står på Serbiens side og anerkender ikke Kosovos selvstændighed under nogen omstændigheder, og Kina tager kraftigt afstand fra den. Ruslands permanente plads i FN's sikkerhedsråd er garant for, at et selvstændigt Kosovo ikke vil blive medlem af FN, idet Rusland vil bruge sin vetoret til fordel for Serbien. Få minuter efter, at Kosovo erklærede sig selvstændigt, kom den serbiske regeringschef Vojislav Kostunica med en afvisning af erklæringen, og Serbien hjemkalder sine ambassadører fra lande, der anerkender Kosovo som stat. Rusland har indkaldt FN's sikkerhedsråd til et hastemøde.

Kosovo grænser op til Montenegro, Albanien og Makedonien. Hovedstaden i den bjergrige provins er Pristina. Kosovo har en befolkning på ca. to millioner mennesker, hovedsagligt etniske albanere, med mindre befolkningsgrupper af serbere, tyrkere, bosniakkere og andre etniske grupper.

Provinsen har været del i en lang politisk og territorial konflikt mellem den serbiske regering (og før det den jugoslaviske regering) og Kosovos albanske befolkning. Internationale forhandlinger begyndte i 2006 for at afgøre Kosovos endelige status. Ifølge pressen er det forventningen at forhandlingerne vil føre til en eller anden form for uafhængighed for Kosovo.

Se også Kosovos navne.

Indholdsfortegnelse 1 Geografi 2 Befolkningsforholdene i oldtiden og middelalderen 3 1800- og 1900-tallet 4 Fra 1974 og frem til 1999 4.1 Selvstyre i 1974 4.2 Ophævelsen af selvstyret 1989 4.3 Opbygning af parallelt system 4.4 Dayton-forhandlingerne 5 Kosovokrigen 6 Internationalt protektorat 6.1 Præsident. Magtdelingsaftalerne 6.2 De etniske forhold i dag 6.3 Drøftelser om den kommende status 7 Selvstændighed 8 Kosovos navne 9 Se også 10 Eksterne henvisninger 11 Reference

[redigér] Geografi

Med et areal på 10.912 km² (ca. en fjerdedel af Danmark) og en befolkning på over to millioner ved begyndelsen af krisen i 1999, har Kosovo grænse til Montenegro i nordvest, Det Centrale Serbien mod nord og øst, Republikken Makedonien mod syd og Albanien mod sydvest. Provinsens nuværende grænser blev fastlagt i 1945. Serbien har en anden autonom provins, Vojvodina, der er placeret i den nordlige ende af Serbien.

[redigér] Befolkningsforholdene i oldtiden og middelalderen

Flertallet af befolkningen har i mange år været albansk, men der er forskellige opfattelser af hvornår og hvorfor det er sket.

Det er en udbredt albansk opfattelse at albanerne nedstammer fra illyrerne der beboede store dele af området ved Adriaterhavet i oldtiden og før slaverne, som serberne nedstammer fra, kom til Balkan. Illyrerne er kendt fra bl.a. romerske kilder. Teorien om den illyriske afstamning er sandsynlig, men der er ikke arkæologiske eller filologiske kilder eller undersøgelser der entydigt viser dette. I middelalderen var Kosovo i en periode frem til omkring år 1400 et centralt område i det serbiske rige, og fra den tid stammer mange ortodokse kirker og klostre. Det serbiske kejserrige fik omkring midten af 1300-tallet sin største udbredelse under tsar Dusan.

I perioden efter slaget på Solsortesletten (på serbisk: Kosovo Polje), 28. juni 1389, blev området underlagt det osmanniske rige, og fyrsterne blev - mere eller mindre frivilligt - sultanens vasaller. Slaget i 1389 var formentlig uafgjort. Der deltog mange folkeslag i slaget som serbere, albanere og andre på begge sider, de fleste støttede den serbiske hærfører, fyrst Lazar, men nogle støttede sultanen. Både fyrst Lazar og sultanen, Murad I, blev dræbt under slaget.

Hvordan forholdet og fordelingen var mellem serbere og albanere i middelalderen er vanskeligt at sige, men det er sandsynligt at der skete en betydelig vægtfordeling - til gunst for albanerne - i slutningen af 1600-tallet, hvor mange serbere flygtede til Østrig-Ungarn som følge af en mislykket østrigsk-ungarsk invasion og den efterfølgende retræte mod nord.

[redigér] 1800- og 1900-tallet

I 1800-tallet opstod der en national serbisk bevægelse, der førte til dannelsen af en serbisk stat med centrum uden for Kosovo.

Efter det osmanniske riges sammenbrud i begyndelsen af 1900-tallet, blev Kosovo erobret af Serbien i 1912, og albanerne har siden da opfattet serberne som undertrykkere og været enten skeptiske eller negative over for dem.

Efter 2. Verdenskrig forblev Kosovo som en del af Serbien og indgik i Tito's Jugoslavien, og der er mange eksempler på at albanerne blev undertrykt (særligt tydeligt mens Alexandar Rankovic havde magten i Serbien - og senere under Sloboban Milošević).

Forskellige forsøg på at udvikle Kosovo økonomisk og socialt lykkedes kun delvist, og selv om der er eksempler på, at serbere og albanere har samarbejdet og har været venner med hinanden, er det tydeligt at de etniske grupper - i det store og hele - har levet hver deres liv, f.eks. er der ikke så mange eksempler på at serbere og albanere har giftet sig med hinanden.

Albanerne vedblev med at leve i klaner og patriarkalsk dominerede storfamilier og vedblev med at tale albansk, og det var kun et fåtal, der ønskede at arbejde positivt for opbygningen af det jugoslaviske samfund. Albanerne var nødt til at lære serbisk i skolen, men foretrak dog at tale albansk indbyrdes.

Nogle serbiske bønder levede som albanerne (men talte serbisk). Men man søgte - med vekslende held - at tiltrække flere serbere, både som landbrugere, som industriarbejdere og som ansatte i staten, og mange af disse serbere var skeptiske over for albanerne eller betragtede dem som andenrangs mennesker.

[redigér] Fra 1974 og frem til 1999

[redigér] Selvstyre i 1974

Der havde gennem mange året været gnidninger mellem serberne og albanerne, og det førte til at Tito m.fl. besluttede at give Kosovo en form for selvstyre, men ikke status som selvstændig republik inden for Jugoslavien. Formelt og i mange andre henseender var Kosovo fortsat en del af Serbien.

I de følgende år følte Kosovo serberne sig i stigende grad holdt væk fra politisk og anden form indflydelse, flere af dem hævdede at de blev chikaneret, og mange af dem frygtede at albanerne ville forsøge at opnå fuldstændig uafhængighed og dermed føre et serbisk kerneområde ud af Serbien.

[redigér] Ophævelsen af selvstyret 1989

I slutningen af 1980'erne tilspidsedes uoverensstemmelserne, og Kosovos parlament opgav ævred og besluttede i 1989 at anmode Serbien om at ophæve selvstyret. Afstemningen var i nogen grad manipuleret, men mange af medlemmerne følte sig givetvis også under pres fra Serbien - og af et massivt militæropbud.

I de følgende år overtog Serbien og Kosovo serberne regeringsapparatet i Kosovo. De mange albanere der var ansat blev afkrævet en loyalitetserklæring, og hvis de ikke ville underskrive den (hvad de fleste ikke ville), blev de afskediget.

På den albanske side var der forskellig opfattelse af hvordan man skulle gribe situationen an. Man enedes imidlertid efter nogen tid om at etablere et illegalt parlament, om at vælge en præsident (Ibrahim Rugova) og om at proklamere Kosovo som en selvstændig stat.

Staten blev ikke anerkendt af udlandet (bortset fra af Albanien).

[redigér] Opbygning af parallelt system

I takt med at albanerne blev skubbet væk fra stillinger i det offentlige, f.eks. på hospitalerne, i politiet og i uddannelsessystemet, opbyggede de et illegalt parallelt system med egne sundhedsklinikker og egne skoler i private hjem.

Det alternative system blev i høj grad finansieret af penge, der blev opkrævet i frivillig skat fra de mange Kosovo albanere, der opholdt sig som emigrantarbejdere forskellige steder i Europa.

[redigér] Dayton-forhandlingerne

Nogle Kosovo albanere, heriblandt Ibrahim Rugova, havde forhåbninger om at Kosovo-problemet ville blive inddraget under Dayton-forhandlingerne. Dayton-forhandlingerne drejede sig imidlertid om de meget vanskelige forhold i Bosnien-Hercegovina, og der var ikke plads til også at drøfte forholdene i Kosovo dér.

Ibrahim Rugovas linie, der ofte blev sammenlignet med Gandhis linie i Indien, nød en vis respekt i udlandet, men den havde ikke nogen egentlig gennemslagskraft, og tilsyneladende var Slobodan Milošević m.fl. indstillet på at leve med situationen.

[redigér] Kosovokrigen

Mellem 1996 og 1999 udbrød der en væbnet konflikt mellem kosovoalbanske separatister (UCK) og det daværende Jugoslavien. I 1999 brød fredsforhandlingerne mellem parterne sammen, og NATO gennemførte derefter på eget initiativ en militærintervention i området i form af et luftbombardement af mål i Jugoslavien. I juni 1999 accepterede den serbiske præsident og regering og det serbiske parlament en våbenhvile, og Kosovo blev herefter besat af internationale styrker under FN kommando. Kosovokrigen bruges som betegnelse for to parallelle konflikter; guerillakrigen mellem UCK og den jugoslaviske hær og NATO’s intervention.

[redigér] Internationalt protektorat

Der er siden 1999 gjort forskellige forsøg på at overdrage politisk og administrativt ansvar til lokale myndigheder. Med enkelte undtagelser har det serbiske mindretals repræsentanter dog boykottet de nye politiske og administrative organer, i nogen grad på grund af påvirkning fra Serbien.

[redigér] Præsident. Magtdelingsaftalerne

Den første præsident siden sommeren 1999 blev den albanske Ibrahim Rugova. Rugova var litteraturforsker af uddannelse og var gennem 1990-erne illegalt valgt præsident.

Valget fandt sted i 2002 efter at der først var blevet udarbejdet et sæt rammebestemmelser (a legal framework), dernæst var afholdt parlamentsvalg, og endelig efter at der var indgået en magtdelingsaftale mellem Ibrahim Rugova og hans Demokratiske Alliance og Hashim Thaçi fra det største af de partier, der var udsprunget af UÇK. Med aftalen fik Rugova præsidentposten, UÇK'erne posten som premierminister (Bajram Rexhepi).

Ved det efterfølgende parlamentsvalg blev der indgået en ny magtdelingsaftale, denne gang mellem Ibrahim Rugova og Ramush Haradinaj, fra et andet af de partier, der var udgået af UÇK.

Efter Rugovas død i januar 2006 valgtes Fatmir Sejdiu som hans efterfølger 10. februar 2006.

[redigér] De etniske forhold i dag

Der er i dag flere etniske mindretal; det største er det serbiske, og de fleste serbere i Kosovo bor nord for floden Ibar, der går gennem byen Mitrovica. Mange Kosovoserbere flygtede i 1999 og opholder sig i Serbien. Det er uklart, hvor mange af dem der ønsker at vende tilbage til Kosovo.

[redigér] Drøftelser om den kommende status

FN's Sikkerhedsråd har omkring årsskiftet 2005-2006 besluttet at der skal påbegyndes drøftelser om den kommende statsretlige status. Martti Ahtisaari, tidligere præsident i Finland er udpeget af FN's generalsekretær til at forestå forhandlingerne.

Fra serbisk side fastholder man, at Kosovo ifølge international ret er en del af Serbien, men man indvilger i, at området skal tildeles vidtgående autonomi under fourdsætning af, at det serbiske mindretal i det nordlige Kosovo får en tilsvarende autonomi, og at de Kosovoserbere der er flygtet til Serbien, får mulighed for at vende tilbage på betryggende vis.

Fra albansk side insisterer man på at Kosovo skal være udelt og helt selvstændigt i forhold til Serbien. Det er omkring 2005-2006 ikke tænkeligt at albanerne og serberne i Kosovo kan nå til enighed.

1. marts 2006 trådte Bajram Kosumi tilbage som premierminister. Han blev 10. marts 2006 erstattet med Agim Çeku. Det forventes at valget af Agim Çeku - der var militær chef for UÇK - vil besværliggøre forhandlingerne med Serbien om Kosovos fremtid.

Det ser samtidig ud til at [1] Kolë Berisha skal være ny Parlamentsformand efter [2] Nexhat Daçi.

[redigér] Selvstændighed

Søndag den 17 februar 2008 kort før klokken 15:00 lokal tid godkendte Kosovos parlament en uafhængighedserklæring. Premierminister Hashim Thaçi læste uafhængighedserklæringen for republikken Kosovo højt for de internationale medier omkring klokken 15:50 lokal tid. Handlingen blev enstemmigt vedtaget, idet alle 109 folkevalgte repræsentanter, der var tilstede, stemte for uafhængighed (de elleve repræsentanter, der afstod fra at stemme, var repræsentanter for etniske mindretal^[2], heriblandt de etniske serbere).

Serbiens premierminister Vojislav Kostunica svarede omgående på den ensidige uafhængighedserklæring ved at betegne regionen i syd som "en falsk/uægte stat" i en TV-tale til nationen. Han sagde også, at Kosovo blev støttet ulovligt af USA, som var "villig til at overtræde internationale regler af militære årsager."^[3]

Den Russiske føderation, Serbiens allierede, sagde, at den ønskede, at FNs Sikkerhedsråd holdt møde om uafhængighedserklæringen. ^[4]

[redigér] Kosovos navne

Den sydlige provins i Serbien kaldes oftest for Kosovo på landkort og i aviser i Serbien og i resten af verden. Navnet Kosovo udtales "KOS-so-vo" på serbisk (med tryk på 1. stavelse), "ko-SO-va" på albansk (med tryk på 2. stavelse). De fleste danske medier bruger navnet Kosovo om provinsen men Politiken bruger konsekvent navnet Kosova. På albansk skrives det også nogle gange som Kosovë.

Brugen af de to alternative navne er et meget politisk følsomt emne for både serbere og kosovoalbanere, der betragter brugen af modpartens navn som fornægtelse af deres territoriale krav (på samme måde som græsk-makedonere og slavisk-makedonere (FYROM) har stredes om navnet Makedonien).

I stedet for Kosovo bruger nogle kosovoalbanere navnet Dardania, der var navnet på et område, der blev del af Romerriget i 28 f.Kr. og som lå hvor Kosovo og en del af Republikken Makedonien ligger nu. Kosovs første præsident Ibrahim Rugova var en kraftig forkæmper for navnet "Dardanien" og navnet står på Kovosos præsidentflag og præsidentsegl. Det til trods er navnet ikke anerkendt af nogen international magt og navnet "Kosova" er fortsat det mest brugte blandt den albanske befolkning.

Metohija er en betegnelse som serberne bruger om den vestlige del af Kosovo hvor den serbisk-ortodokse kirke historisk har haft de fleste af sine bygninger. Albanerne fortrækker at kalde området for Rrafsh i Dukagjinit, "Dukagjin plateauet".

Provinsen bliver nogen gange omtalt som Kosmet (Космет), der er en sammentrækning af Kosovo i Metohija men den betegnelse bruges som regel kun af den serbiske regering.

[redigér] Se også

• Georg Christian Holstein. Om den habsburgske invasion i Kosovo i 1689-1690, nederlaget og retræten.
• TMK
• Adem Demaçi
• New Kosova Report - Kosovo News and Views Portal
• Om Danmark og Kosovo (Danmarks ambassade i Wien)

[redigér] Eksterne henvisninger

• John Wilkes: The Illyrians. Gennemgang af arkæologisk materiale om illyrerne.

• Konstantin fra Kostenec: Den serbiske Despot Stefan Lazarevics liv og levned. Oversat og kommenteret af Gunnar Svane. Stefan Lazarevic var søn af fyrst Lazar. Beretningen beskriver tiden efter slaget på Solsortesletten i 1389.

• Noel Malcolm: Kosovo. Om Kosovos ældre og nyere historie på engelsk.

• Bjørn Andersen: Fra Kosovo til Kosóva (1999). Om Kosovos historie med udgangspunkt i Malcolms beskrivelse. Om den politiske diskussion i Tito-tiden. Gennemgang af interventionsforløbet i 1999.

• Hvor uafhængig skal Kosovo/Kosova være? Hvornår? Situationen lige før statusforhandlingerne skal begyndes. Ambassadør Eide's rapport, oktober 2005. Baggrundsmateriale på dansk og engelsk

[redigér] Reference

1. ↑ Kosovos parlament trådt sammen - dr.dk/Nyheder/Udland
2. ↑ http://uk.news.yahoo.com/rtrs/20080217/tts-uk-kosovo-serbia-cff01a2_6.html
3. ↑ http://uk.news.yahoo.com/rtrs/20080217/tpl-uk-kosovo-serbia-kostunica-43a8d4f.html
4. ↑ http://uk.news.yahoo.com/rtrs/20080217/tts-uk-kosovo-serbia-cff01a2_6.html