Libyen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

الجماهيرية العربية الليبية الشعبية الإشتراكية ﺍﻟﻌﻆﻤﻰ
Al-Ǧamāhīriyyah al-ʿArabiyyah al-Lībiyyah aš-Šaʿbiyyah al-Ištirākiyyah al-ʿUẓmā

(Flag) (Nationalvåben)
Nationalt motto: Frihed, socialisme, enhed
Nationalmelodi: Allahu Akbar
Hovedstad	Tripoli 32°54′ N 13°11′ E
Største by	Tripoli
Officielle sprog	Arabisk
Regeringsform Statsleder Premierminister	Jamahiriyya Muammar al-Gaddafi Baghdadi Mahmudi
Uafhængighed  • Anerkendt	Fra Italien 24. december 1951
Areal  • Total  • Vand (%)	1.759.540 km² (nr. 16) Ubetydeligt
Indbyggertal  • 2005 anslået  • [[]] folketælling  • Tæthed	5.765.563 (nr. 103) 3,3/km² (nr. 186)
BNP  • Total  • Pr. indbygger	2005 anslået 32,96 mia. USD (nr. 64) 6.700 USD (nr. 79)
Valuta	Libysk dinar (LYD)
Tidszone  • Sommer (DST)	(UTC+2) (UTC+2)
Internetdomæne	.ly
Telefonkode	+218
Kendingsbogstaver (bil)	LAR
Luftfartøjsregistreringskode	5A

Libyen er et land i Nordafrika. Det ligger med middelhavskysten i nord, og grænser mod Ægypten i øst, Sudan i sydøst, Tchad og Niger i syd, og Algeriet og Tunesien i vest. Libyen er med sine 1,8 millioner km² Afrikas fjerdestørste land målt i areal, og det 16. største i verden.^[1] Af Libyens 5,7 millioner indbyggere bor 1,7 millioner i hovedstaden Tripoli. Landet er traditionelt inddelt i Tripolitanien, Fezzan og Kyrenaika.

Libyen har tredjestørste BNP (KKP) pr. indbygger i Afrika, kun Seychellerne og Sydafrika har højere. En vigtig årsag til dette er landets store oliereserver, samt lav befolkningstal.^[2][3]

Libyen bliver ledet af Muammar al-Gaddafi, hvis udenrigspolitik ofte har bragt ham i konflikt med den vestlige verden og andre afrikanske landes regeringer. Libyen har imidlertid opgivet sit atomvåbenprogram i 2003, og Libyens relationer til omverdenen er for tiden mindre betændt.^[4]

Libyens flag er det eneste nationalflag i verden med kun én farve og uden nogen form for mønster, symboler eller andre detaljer.

Indholdsfortegnelse 1 Navn og etymologi 2 Historie 2.1 Fønikerne 2.2 Grækerne 2.3 Romerne 2.4 Araberne 2.5 Osmannerne 2.6 Italiensk koloni 2.7 Kongeriget Libyen 2.8 Gaddafis statskup 3 Politik 3.1 Udenlandske relationer 3.1.1 Germa Lionel-sagen (1984) 3.1.2 HIV-sagen (1999-2007) 3.1.3 Konflikten mellem Libyen og Tchad (1978-1987) 3.2 Menneskerettigheder 4 Administrativ inddeling 5 Geografi 5.1 Klima 5.2 Libyen-ørkenen 5.3 Flora og fauna 6 Økonomi 6.1 Erhvervsliv 7 Demografi 7.1 Etniske grupper og indvandring 7.2 Sprog 7.3 Uddannelse 7.4 Religion 8 Kultur 8.1 Mad 9 Se også 10 Referencer 11 Eksterne henvisninger 11.1 På engelsk 11.2 På arabisk

[redigér] Navn og etymologi

Statens navn på arabisk er ليبيا Lībiyā; på berbisk: ); og det officielle navn er Den libyske arabiske jamahiriyya eller Den socialistiske arabiske folkerepublik Libyen (arabisk الجماهيرية العربية الليبية الشعبية الإشتراكية العظمى Al-Jamāhīriyyah al-`Arabiyyah al-Lībiyyah aš-Ša`biyyah al-Ištirākiyyah al-`Udhmā).

Navnet Libyen er et berbisk navn for området, og bliver omtalt i antikke ægyptiske tekster som , R'bw (= Libu), som refererer til en af de berbiske stammer vest for Nilen. På græsk blev stammens medlemmer kaldt Libys, og deres land for Libya. Udtrykket havde imidlertid en videre betydning i oldtidens Grækenland, da det indbefattede hele Nordafrika vest for Ægypten. Senere, på Ibn Khaldūns tid, var den samme store stamme kendt som Lawata.^[5]

[redigér] Historie

Arkæologiske fund tyder på at sletter langs kysten af Libyen var beboet så tidligt som det 8. årtusinde f.Kr., da af et neolitisk folk som havde kundskaber om opdræt af tamkvæg og kultivering af avlinger.^[6] Det område som i dag er kendt som Libyen har været underlagt en række forskellige folkegrupper. Både fønikerne, karthagerne, grækerne, romerne, vandalerne og bysantinerne har hersket over hele eller dele af området. Bortset fra ruiner i Kyrene, Leptis Magna og Sabratha, efterladt af henholdsvis grækerne og romerne, er der få spor af disse antikke kulturer.

[redigér] Fønikerne

Fønikerne var de første til at etablere handelsstationer i Libyen, da handelsrejsende fra Tyr (i dagens Libanon) udviklede handelsforbindelser med berbiske stammer og lavede aftaler med dem for at sikre sig deres samarbejde ved udvindingen af råvarer.^[7][8] I løbet af det 5. århundrede f.Kr. havde Karthago, den største af de fønikiske kolonier, udvidet sit hegemoni over store dele af Nordafrika, hvorfra punerne fremstod som en egen civilisation. Puniske bosætninger langs kysten af Libyen inkluderede Oea (Tripoli), Libda (Leptis Magna) og Sabratha. Alle disse var i et område som senere blev kaldt Tripolis, eller "De tre byer". Libyens nuværende hovedstad Tripoli har fået sit navn efter dette område.

[redigér] Grækerne

Grækerne erobrede det østlige Libyen da, ifølge traditionen, emigranter fra den overbefolkede ø Thera blev beordret af oraklet i Delfi at finde sig et nyt hjem i Nordafrika. I 631 f.Kr. grundlagde de byen Kyrene.^[9] Før der var gået 200 år havde yderligere fire vigtige græske byer blevet etableret i området: Barka (Al Marj), Euhesperides (senere kendt som Berenike, i dag Benghazi), Teuchira (senere Arsinoe, i dag Tukrah) og Apollonia (Susah), som var Kyrenes havneby. Sammen med Kyrene blev de kendt som Pentapolis (De fem byer).

[redigér] Romerne

Romerne forenede regionerne i Libyen, og i mere end 400 år var Tripolitania og Kyrenaika velstående romerske provinser.^[10] Romerske ruiner, som de man finder i Leptis Magna, vidner om en levende region, hvor folkerige byer og også befolkningen i mindre byer kunne nyde bylivets bekvemmeligheder. Handelsmænd og håndværkere fra mange dele af den romerske verden etablerede sig i Nordafrika, men byerne i Tripolitanien beholdte sine puniske karaktertræk, og Kyrenaika sit græske.

[redigér] Araberne

Under kalif Uthmans regeringstid erobrede araberne, ledet af general Abdullah ibn Saad, Libyen i det 7. århundrede e.Kr. De følgende århundreder tog en stor del af befolkningen i Libyen islam til sig, også det arabiske sprog og kulturen.

[redigér] Osmannerne

Osmanske tyrkere erobrede landet midt i 1500-tallet, og de tre provinser, eller Wilayaerne Tripolitanien, Fezzan og Kyrenaika (som sammen udgør Libyen), forblev en del af Det osmanske rige, med undtagelse af en periode med selvstyre under Karamanlidynastiet. Karamanlidynastiet regerede fra 1711 til 1835, primært i Tripolitanien, men de havde også indflydelse også i Fezzan og Kyrenaika i midten af 1700-tallet. Dette udgjorde et første glimt af det genforenede og uafhængige Libyen som skulle genopstå to århundreder senere. Genforeningen skete, ironisk nok, ved en invasion (Den italiensk-tyrkiske krig, 1911-1912) og en okkupation fra 1911, hvor Italien samtidig omgjorde de tre regioner til kolonier.^[11]

[redigér] Italiensk koloni

Italien antog navnet "Libyen" (brugt af grækerne for hele Nordafrika, med undtagelse af Ægypten) som officielt navn på kolonien (som var sammensat af de tre provinser Kyrenaika, Tripolitanien og Fezzan). Kong Idris 1., Emir af Kyrenaika, ledet modstanden mod den italienske okkupationsmagt mellem de to verdenskrige. I årene fra 1943 til 1951 var Tripolitanien og Kyrenaika under britisk administration, mens Frankrig kontrollerede Fezzan. Idris vendte tilbage fra asyl i Kairo i 1944, men afslog at bosætte sig permanent i Kyrenaika indtil enhver udenlandsk kontrol blev fjernet i 1947. Ifølge betingelserne fra fredsaftalen med de allierede i 1947, opgav Italien alle krav knyttet til Libyen.^[12]

[redigér] Kongeriget Libyen

Den 21. november 1949 antog FN's generalforsamling en resolution som fastslog at Libyen skulle blive uafhængig før 1. januar 1952. Idris repræsenterede Libyen i de følgende forhandlinger med FN. 24. december 1951 erklærede Libyen sin uafhængighed som Kongeriget Libyen, et konstitutionelt, arvelig monarki under kong Idris.

Opdagelsen af betydelige oliereserver i 1959, og de følgende indtægter fra salg af olie gjorde at Libyen gik fra at være en af verdens fattigste nationer til at blive en meget velstående stat. Selv om olien muliggjorde dramatiske øgninger i regeringens budgetter, var der øget misnøje i befolkningen over den øgede koncentration af landets rigdom som faldt i hænderne på kong Idris og landets elite forøvrig. Denne misnøje fortsatte med at øge da nasserisme og arabisk nationalisme spredte sig i Nordafrika og Mellemøsten.

[redigér] Gaddafis statskup

1. september 1969 gennemførte en lille gruppe officerer, ledet af officeren Muammar Abu Minyar al-Gaddafi, et statskup imod Kong Idris. Idris var i Tyrkiet for medicinsk behandling da dette skete. Hans nevø, prins Sayyid Hasan ar-Rida al-Mahdi as-Sanussi, blev ny konge. Det blev hurtigt afklaret at de revolutionære officerer som havde offentliggjort kong Idris afgang, ikke ønskede Sayyid som ny konge, og han blev afsat og sat i husarrest samme dag. Monarkiet blev afskaffet, og Gaddafi, som udråbte Libyen som den nye libyske arabiske republik, bliver fortsat betegnet som "Broderlig Leder og Guide for Revolutionen" i officielle udtalelser og presse.^[13]

[redigér] Politik

Der er to statslige grene i Libyen. Den "revolutionære sektor" består af revolutionslederen Gaddafi, revolutionskomiteerne og de genværende medlemmer af det revolutionære kommandoråd på 12 medlemmer, som blev oprettet i 1969.^[14] Det historiske revolutionære lederskab er ikke indvalgt, og de kan heller ikke bortvælges. De har sin magt og sine positioner med baggrund i sin rolle i revolutionen.

Den lovgivende del af staten består af lokale folketing for hver af de 1500 valgkredse man finder i byerne, 32 sha'biyat-folketing for regionerne, og den Nationale Folkekongres. De lovgivende organer er repræsenteret med tilsvarende organ for udøvende magt (lokale folkekomiteer, folkekomiteer for sha'biyaterne og den Nationale Folkekongres' komité/kabinet).

Hvert fjerde år vælger medlemmerne af de lokale folketing sine egne ledere og sekretærer for folkekomiteerne, nogle gange efter meget debat og en kritisk afstemning. Lederskabet for hvert lokale folketing repræsenterer sin lokale valgkreds ved folketingets næste niveau. Medlemmerne af den Nationale Folkekongres vælger medlemmerne af den Nationale Folkekongres' komité (kabinet) under sine årlige møder.

Regeringen kontrollerer både statslige og halvautonome medier. I tilfælde som bryder med "visse tabuer", er privat presse blevet sensureret,^[15] selv om artikler som er kritiske mod landets politik er efterspurgte, og nogle gange med hensigt publiseret af det revolutionære lederskab selv som et led i indledende reformer.

Politiske partier blev forbudt i 1952,^[16] men ifølge en lov fra 1971 er det tilladt at danne ikke-statslige organisationer. Disse må imidlertid tilpasse sig revolutionens mål, og de er få i antal sammenlignet med Libyens naboland. Fagforeninger eksisterer ikke,^[17] men en række fagorganisationer er integreret i statsstrukturen, på samme måde som folketingene og komiteerne. Medlemmerne af disse organisationer har ikke strejkeret. Fagorganisationerne sender delegater til den Nationale Folkekongres.

[redigér] Udenlandske relationer

Libyens udenrigspolitik har gennemgået store ændringer siden staten blev oprettet 24. december 1951. Som kongerige indtog Libyen en provestlig holdning, men blev opfattet som tilhørende til den konservative traditionelle blok af stater tilhørende til den Arabiske Liga, hvor landet også blev medlem i 1953.^[16] Regeringen var nært allieret både med Storbritannien og USA, og begge disse lande havde militærbaser i Libyen. Libyen dannede også nære forbindelser med Frankrig, Italien og Grækenland, og der blev oprettet fuldstændige, diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen i 1955.^[16]

Selv om regeringen støttede det arabiske folks sager, som inkluderede uafhængighedsbevægelserne i Marokko og Algeriet, tog den i lille grad del i mellemøsten-konflikten eller i den turbulente interarabiske politik som blev ført i 1950- og tidlig 1960'erne. Kongeriget Libyen var kendt for sine nære forbindelser med vesten, og der i alt hovedsagelig blev ført en konservativ politik på hjemmebane.^[18]

Efter statskuppet i 1969 lukkede Gaddafi amerikanske og britiske baser, og nationaliserede delvis udenlandske olieinteresser og anden kommerciel virksomhed i Libyen. Han spillede også en nøglerolle i at tage brug i olieembargo som politisk virkemiddel, i håb om at en øgning i olieprisen og embargoen i 1973 skulle kunne presse vesten, og da specielt USA, til at opgive støtten til Israel. Gaddafi afviste både kommunismen fra øst, og kapitalismen fra vest, og hævdede at han valgte en middelvej i valg af styresæt for landet.^[19]

I 1980'erne distancerede Libyen sig gradvis fra vesten, og blev beskyldt for at stå bag statsstøttet terrorisme i stor skala. Da bevis for libysk indblanding i diskotekbomben i Berlin i 1986 forelå, hvor to amerikanske soldater blev dræbt, svarede USA med gennemføringen af et luftangreb mod mål i nærheden af Tripoli og Benghazi i april samme år.^[20]

I 1991 blev der rejst tiltale mod to libyske efterretningsagenter i USA og Skotland for deres roller i bombningen af Pan Am flight 103. Seks andre libyere blev stillet for retten in absentia for bombningen af UTA Flight 772. FN's sikkerhedsråd krævede at Libyen skulle udlevere de mistænkte, samarbejde i efterforskningen af flybombningerne, betale erstatning til ofrenes familier og standse al støtte til terrorisme. Libyen afviste at give et svar på kravene førte til Resolution 748 blev vedtaget, noget som betydede sanktioner mod landet oprettet med det formål at fremtvinge et svar fra Libyen. Libyens fortsatte modstand førte til yderligere FN-sanktioner i november 1993.^[21]

I 2003, mere end et årti efter at sanktionerne mod Libyen blev indledt, ændrede Libyen politisk kurs med henblik på den vestlige verden, med en åben intention om et bedre forhold mellem Libyen og vesten. Den libyske regering offentligjorde sin beslutning om at opgive sit program for fremstilling af masseødelæggelsesvåben, og at udbetale næsten tre milliarder amerikanske dollars i erstatning til familierne af ofrene for flybombningerne i slutningen af 1980'erne.^[22] Beslutningen blev ønsket velkommen af mange vestlige lande, og blev set på som et vigtigt skridt i retning af at Libyen igen kunne blive en del af det internationale samfund.^[23] Siden 2003 har landet arbejdet i retning af et normaliseret forhold til EU-landene og USA, og står også bag udtrykket "Libyen-modellen", som er ment som et eksempel på hvad som kan opnås ved forhandlinger hellere end brug af magt, når der bliver vist vilje til det fra begge sider.

USA's udenrigsdepartement offentliggjorde 15. maj 2006 at det ville genoptage sine fulde diplomatiske forbindelser med Libyen eftersom landet afsluttede sit våbenprogram. Udenrigsdepartementet fjernede også Libyen fra sin liste over stater som støtter terrorisme, hvor Libyen havde været i 27 år.

Den 16. oktober 2007 blev Libyen indvalgt i FN's sikkerhedsråd for to år, med virkning fra januar 2008.^[24]

[redigér] Germa Lionel-sagen (1984)

I 1984 blev det norske fragtskib Germa Lionel taget i arrest i Libyen. Skibet, som havde et mandskab på 14 norske sømænd, blev holdt under streng bevogtning i havneområdet i 67 dage. Sømændene som arbejdede ombord på skibet, var beskyldt for spionage, og måtte ikke forlade skibet. Sømændene blev bevogtet af bevæbnede vagter, som sommetider var stærkt spirituspåvirket.^[25] Flere af mandskabet blev taget ind til afhøring, og også udsat for tortur. Matros Bjørnar Pedersen blev tortureret til døde, mens en anden blev fængslet.^[26]

[redigér] HIV-sagen (1999-2007)

Fem bulgarske sygeplejere og en palæstinensisk læge blev tiltalt for med forsæt at have smittet 426 libyske børn med HIV ved et børnesygehus i Benghazi, som en del af et påstået komplot fra vest for at destabilisere regimet. I begyndelsen var 23 bulgarere og flere libyske sygehusansatte tiltalt, men efterforskningen begrænsede antallet til fem sygeplejere, to læger, en bulgarsk og en palæstinensisk, og flere libyske sygehusansatte. I 2004 blev den bulgarske læge, Zdravko Georgiev, frifundet i sagen, men blev fundet skyldig i ulovlige transaktioner i udenlandsk valuta, og dømt til fire års fængsel og 600 dinarer i bøde. Han blev imidlertid umiddelbart sat fri, siden han allerede havde været i varetægt i fem år. De genværende fem sygeplejere og den palæstinensiske læge blev dømt til døden, men de ankede. Efter en ny retssag blev de i 2006 igen dømt til døden, men også denne dom blev anket. Dommen blev opretholdt i libysk højesteret. Domstolens metoder blev kritiseret af flere menneskerettighedsorganisationer, og dommene blev fordømt af USA og EU.^[27] Den 17. juli 2007 blev dommene imidlertid ændret til livsvarig fængsel.^[28] Efter lange og komplicerede forhandlinger med deltagere fra EU, Tyskland, Frankrig og flere andre, blev alle de fem bulgarske sygeplejere og den palæstinensiske læge udleveret til Bulgarien, hvor de blev benådet.^[29]

[redigér] Konflikten mellem Libyen og Tchad (1978-1987)

Konflikten mellem Libyen og Tchad var en tilstand med sporadisk krigførelse som foregik fra 1978 til 1987. Fire gange disse år blev der foretaget interventioner fra Libysk side. Den oprindelige hensigt til Gaddafis indblanding i Tchad, var hans ambitioner om at besætte Aouzoustriben, den nordligste del mod Tchad, som grænser mod Libyen, med begrundelse i en uratifiseret aftale fra kolonitiden.^[30] Ifølge historikeren Mario Azevedo havde Gaddafi også ambitioner om at danne en "klientstat" syd for Libyen, en islamsk republik udformet på samme måde som hans jamahiriyya.^[31]

Efter at Libyen blev drevet ud af området i 1987, har landene normaliseret forholdet sig imellem, og konflikten om Aouzoustriben blev endelig afgjort af Den internationale domstol i Haag 3. februar 1994.

[redigér] Menneskerettigheder

Ifølge USA's udenrigsdepartements årlige rapport om menneskerettigheder for 2004 var Libyens autoritære regime fortsat et af de regimer i verden som havde mange menneskerettighedsbrud. Nogle af de mange og alvorlige overgreb fra statslig side inkluderede dårlige fængselforhold, vilkårlige arrestationer og forvaringer, fanger som bliver holdt isoleret, og politiske fanger som har siddet fængslet i årevis uden tiltale og rettergang. Retssystemet er statskontrolleret, og libyere som bliver tiltalt, har ikke ret på en offentlig og korrekt rettergang. Libyere har ikke ret til at udbytte sin regering. Ytringsfrihed, pressefrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed er begrænset, og uafhængige menneskerettighedsorganisationer er ikke tilladt. Etniske minoriteter og minoritetsstammer bliver diskrimineret, og staten lægger fortsat begrænsninger på udenlandske arbejderes rettigheder.

Freedom House rankede i 2005 de politiske rettigheder og borgerrettigheder i Libyen til 7 på en skala fra en til 7, hvor 7 er mindst fri, noget som gav nationen ratingen "ikke fri".^[32]

[redigér] Administrativ inddeling

Den administrative inddeling i Libyen har været gennem omfattende forandringer de senere år. Efter statsdannelsen var Libyen inddelt i guvernementer (Muhafazat), men landet blev senere inddelt i 25 kommuner (baladiyat)^[33]. Disse blev senere igen inddelt i 32 nye kommuner (sha'biyah). Nyligt blev disse omstruktureret til 22 kommuner. Den følgende liste og kort viser den forrige inddeling, som afviger noget fra den nuværende inddeling.^[34]

De 32 kommuner er:
1 Ajdabiya	17 Ghat
2 Al Butnan	18 Ghadamis
3 Al Hizam Al Akhdar	19 Gharyan
4 Al Jabal al Akhdar	20 Murzuq
5 Al Jfara	21 Mizdah
6 Al Jufrah	22 Misratah
7 Al Kufrah	23 Nalut
8 Al Marj	24 Tajura Wa Al Nawahi AlArba'
9 Al Murgub	25 Tarhuna Wa Msalata
10 An Nuqat al Khams	26 Tarabulus (Tripoli)
11 Al Qubah	27 Sabha
12 Al Wahat	28 Surt
13 Az Zawiyah	29 Sabratha Wa Surman
14 Benghazi	30 Wadi Al Hayaa
15 Bani Walid	31 Wadi Al Shatii
16 Darnah	32 Yafran

[redigér] Geografi

Libyen er, med sine 1.759.540 km² verdens 16. største land målt i areal. Libyens areal er lige så stort som Tyskland, Storbritannien og alle de fem nordiske lande tilsammen. Det grænser mod Middelhavet i nord, mod Tunesien og Algeriet i vest, mod Niger i sydvest, mod Tchad og Sudan i syd og mod Ægypten i øst. Libyen er, med sine 1770 km det afrikanske land med længst kystlinje mod Middelhavet.^[36][37] Middelhavet nord for Libyen bliver ofte refereret til som Libyen-havet. Klimaet i Libyen er for det meste tørt og ørkenagtig. De nordligste områder har imidlertid et mere tempereret middelhavsklima.

Oaser findes spredt over hele Libyen. Blandt de vigtigste er Ghadames og Kufra. Mere end 90 % af landets areal er ørken eller halvørken. Libyens højeste punkt er Bikku Bitti i Tibesti, med en højde på 2267 meter. Landets laveste punkt er Sabkhat Ghuzayyil, en sænkning som ligger 47 meter under havoverfladen.^[38]

[redigér] Klima

Trods sit store areal har Libyen i praksis kun to klimazoner. Kystområderne i nord har Middelhavsklima med fugtige vintre og omkring 12 °C i januar, mod 26 °C i august. Her når middelnedbøren op i 400 mm, med regnfald i 30-35 dage i perioden november-februar.

Indlandet har ørkenklima med meget store temperatursvingninger, fra under 0 °C om vinteren til over 50 °C om sommeren. Nattetid om vinteren er kuldegrader ikke ualmindelige. Ekstreme dagtemperaturer går op mod 58 °C. Der er næsten ikke nedbør i det hele taget i de flade ørkenpartier.

Hver forår og efterår blæser en varm, tør, støvfuld scirocco (i Libyen kaldt gibli), en sydlig vind som varer fra en til fire dage. I april kan den bringe høje temperaturer med sig til den ellers kølige kystzone, gerne op mod 43 °C. Sandstorme forekommer hele året.

[redigér] Libyen-ørkenen

Den libyske ørken, som dækker det meste af det østlige Libyen, er en af de mest tørre områder på jorden. Enkelte steder kan der gå årtier uden regnfald, og selv i højereliggende områder er regnfald kun tilfældig, en gang hvert femte til tiende år. Ved Uweinat blev sidste regnfald registreret i september 1998.^[39]

På samme måde kan temperaturerne i den libyske ørken være ekstreme. I Al-Azizyah blev der i 1922 registreret 57,8 °C, som er højeste målte naturlige lufttemperatur på jorden nogensinde.^[40]

Der er nogle få spredte ubeboede oaser, almindeligvis i forbindelse med de største sænkninger, hvor man kan finde vand ved at grave nogle få meter ned i bakken. Vest i ørkenen er der spredte oaser i forbindelse med forskellige sænkninger, kaldt Kufra-gruppen, bestående af Tazerbo, Rebianae og Kufra.^[39]

Lidt længere syd finder man massiverne Arkenu, Uweinat og Kissu. Disse granitbjerge er meget gamle, og blev dannet længe før sandstenen som omgiver dem. Arkenu og det vestlige Uweinat er ringkomplekser ligesom dem man finder i Aïrbjergene. Det østlige Uweinat, som også er det højeste punkt i Libyen-ørkenen, er et ophøjet sandstensplateau som ligger med forbindelse med granitbjergene længere vest.^[39] Sletten nord for Uweinat har spredte eroderede vulkanske formationer.

Med opdagelsen af olie i 1950'erne, blev der også opdaget store ferskvandsreservoirer under en stor del af landet. Vandet i disse reservoirer er fra før sidste istid, og har været der før dannelsen af Sahara-ørkenen.^[41] Libyen er også tilholdsstedet for Arkenu-kraterne, som er to krater fra et dobbelt nedslag for mindre end 140 millioner år siden.

[redigér] Flora og fauna

Kombinationen af lav nedbør og stærk fordamping (varme) gør Libyen til et karrig land med generelt lidt vegetation og dyre- og fugleliv. Bjergene langs kysten har derimod middelhavsklima, med tilsvarende flora som i landene omkring Middelhavet. Lavlandet langs kysten har steppevegetation. Skovarealet er øgende, takket være træpjele og skovplantning.

Dyrelivet omfatter typiske ørkenarter som ørkengazelle, hyæne, sjakal, ørkenspringmus, ørkenræv (fennek), afrikansk vildkat, anubisbavian (Papio anubis), afrikansk vild-æsel (Equus asinus) og hare. Der er en række amfibier, slanger og skorpioner. Fuglelivet omfatter blandt andet rovfugle.

[redigér] Økonomi

Økonomiske nøgletal	Værdi	% af BNP	År, kilde
BNP	50,3 mrd US$		2006, Verdensbanken
BNP (vækst) (Verdensbanken)	3,53 %		2005, UNDP
Konsumpriser			2004, UNDP
Handelsbalance	15,86 mrd US$		2005, UNDP
Betalingsbalance	14,95 mrd US$		2005, UNDP
Udviklingshjælp (fra FN)	0,10 mrd US$		2005, UNDP
BNP pr. indb	6.351 US$		2005, UNDP

Den libyske økonomi er først og fremmest baseret på indtægter fra landets olieindustri, som står for praktisk talt al indtægt fra eksport og omtrent en fjerdedel af landets bruttonationalprodukt (BNP).^[38]

Sammenlignet med sine nabolande, er fattigdommen i Libyen meget lille, både absolut og relativt. Libyske embedsmænd har de sidste tre år gennemført økonomiske reformer som et led i en større kampagne for at reintegrere landet i den globale kapitalistiske økonomi.^[38] Disse tiltag skød fart efter at FN's sanktioner mod landet blev ophævet i september 2003, og da Libyen opgav planerne for udvikling af masseødelæggelsesvåben.^[42]

Libyen har startet gennemføringen af enkelte markedsorienterede reformer. Disse inkluderer ansøgelse om medlemskab i Verdenshandelsorganisation, reducerede subsidier og tilkendegivelse af planer om privatisering.^[43]

[redigér] Erhvervsliv

Produktionsindustri som ikke er oliebaseret, og konstruktionsindustri, som tilsammen står for ca. 20 % af BNP, er blevet udvidet fra primært produktion af jordbrugsprodukter til også at inkludere produktion af petrokemiske produkter, jern, stål og aluminium. Klimatiske forhold og dårlig jordsmon er faktorer som i høj grad begrænser jordbrugsproduktionen, så Libyen importerer cirka 75 % af sin mad.^[38] Tilgang til vand er også et problem, cirka 28 % af befolkningen havde i 2000 ikke tilgang til rent drikkevand.^[44]

Under tidligere statsminister Shukri Ghanem og nuværende statsminister Baghdadi Mahmudi har Libyen gennemgået et økonomisk boom. Mange statsstyrede virksomheder er blevet privatiseret, og internationale olieselskaber, som Shell og ExxonMobil, er vendt tilbage til landet.^[45] Turismen i landet er på fremmarch, noget som vil lede til øget efterspørgsel efter kapacitet for hoteller og lufthavne, som Tripoli International Airport. Midler til større renoveringer af landets lufthavne er nyligt blievet godkendt af Libyens regering.^[46] Libyens regering håber at kunne øge antal turister fra dagens 130.000 til ti millioner.^[47] Muammar al-Gaddafis ældste søn Saif al-Islam al-Gaddafi er engageret i et grønt udviklingsprojekt med det formål at trække turister til Kyrene og at bevare de græske ruiner i området.^[48]

[redigér] Demografi

Libyen har relativt få indbyggere sammenlignet med landets areal. Befolkningstætheden er ca. 3 personer pr. km² i de to nordlige regioner Tripolitanien og Kyrenaika, og færre end en person pr. km² i landet forøvrig. Libyen er med dette et af de tyndest befolkede områder i verden.^[49] 90 % af befolkningen bor på mindre end 10 % af arealet, og da for det meste langs kysten. Mere end halvdelen af landets indbyggere bor i byer, og da først og fremmest konsentreret til landets to største byer, Tripoli og Benghazi.^[50]

Familieliv er vigtig for libyske familier. De fleste libyske familier bor i boligblokke og andre uafhængige boligenheder, afhængig af boligbehov, indtægt og formue. Selv om libyske arabere traditionelt har levet som nomader i telt, har de nu bosat sig i forskellige byer.^[51] Af den grund bliver deres traditionelle levesæt gradvis visket ud. Et ukendt, men lille antall libyere bor fortsat i ørkenen, som deres familier har gjort i århundreder. Flertallet af befolkningen arbejder med industri eller i tjenestebaseret sektor, kun en lille del af befolkningen arbejder med jordbrug.

[redigér] Etniske grupper og indvandring

Indfødte libyere er en blanding af de oprindelig indfødte berbere, og senere ankomne arabere.

Der er mindre grupper af tuareger og tebuer, som lever helt eller delvis i en nomadetilværelse, syd i landet. De største grupper af udenlandske indbyggere i Libyen kommer fra andre afrikanske lande, og inkluderer nordafrikanere (først og fremmest ægyptere og tunesere), og subsahariske afrikanere.^[50] Ifølge CIA factbook består 97 % af indbyggerne af libyske berbere og arabere, de resterende 3 % er grækere, maltesere, italienere, ægyptere, afghanere, tyrkere, indere og subsahariske afrikanere.^[52] Dette er imidlertid kun den registrerede del af befolkningen. Libyen har også en større ulovlig indvandret subsaharisk afrikansk befolkning, som ifølge enkelte kilder estimeres til så mange som en million.^[53]

[redigér] Sprog

Libyens officielle sprog er arabisk, og det er også det mest brugte sprog i landet. Tamazight, som ikke har nogen officiel status i landet, bliver brugt af libyske berbere.^[54] Berbisktalende libyere er for det meste konsentreret til Jebel Nefusa-regionen (Tripolitanien, og da til byen Zuwarah ved middelhavskysten, og oasebyerne Ghadames, Ghat og Awjila). I tillæg snakker tuareger tamahaq, som er det eneste kendte nordlige tamasheq-sprog. Italiensk og engelsk bliver nogle gange brugt i de større byer. Italiensk bliver imidlertid næsten udelukkende brugt af den ældre del af befolkningen.

[redigér] Uddannelse

Libyens befolkning indbefatter 1,7 millioner studenter, hvoraf 270.000 studenter tager højere uddannelse.^[55] Uddannelse i Libyen er gratis for alle landets indbyggere,^[56] og obligatorisk op til gymnasieniveau. Andelen analfabeter i Libyen er lavest for hele Afrika; over 82 % af befolkningen kan læse og skrive.^[57] Efter at Libyen blev uafhængig i 1951, blev landets første universitet oprettet i Benghazi.^[58] Studieåret 1975/76 er antallet universitetsstudenter estimeret til 13.418, et tal som har øget til over 200.000 i 2004. Det hurtigt øgende antal studenter har givet udslag i en øgning af uddannelsesinstitutioner som tilbyder højere uddannelse. Siden 1975 har antallet universiteter vokset fra to til ni, og højskoler og skoler for yrkesrettet uddannelse er oppe i 84.^[55] Højere uddannelse bliver i Libyen finansieret over statsbudgettet. I 1998 udgjorde uddannelsessektoren 38,2 % af landets totale budget.^[58]

[redigér] Religion

Den klart mest udbredte religion i Libyen er islam, og hele 97 % af befolkningen tilhører denne.^[59] De allerfleste libyske muslimer er sunnimuslimer, og sunni-islam er blevet både en åndelig vejleder for hver enkelt, og en hjørnesten for regeringens politik. En minoritet af muslimerne i landet (mellem 5 og 10 %) hører til ibadismen (en gren af kharijitismen), og så og sige alle disse bor i Jebel Nefusa og i Zuwarah.

Indtil 1930'erne var Sanussi-bevægelsen den ledende islamske bevægelse i Libyen. Dette var en religiøs retning som var tilpasset ørkenlivet. Dens zawaayaa (religiøse bygninger) befandt sig i Tripolitanien og Fezzan, men bevægelsen stod stærkest i Kyrenaika. Sanussi-bevægelsen reddede regionen fra uroligheder og anarki, og gav stammebefolkningen i Kyrenaika en religiøs tilknytning og følelsen af enhed og mening.^[60] Denne islamske bevægelse, som med tiden blev slået ned på og fjernet af både den italienske invasion, og senere Gaddafis regering,^[60] var meget konservativ, og noget anderledes end den islam som praktiseres i Libyen i dag. Gaddafi forsikrer om at han er en hengiven muslim, og at hans regering har en aktiv rolle i at støtte islamske institutioner, og i spredningen af islam, på verdensbasis.^[61] En libysk form for sufisme er også almindelig i dele af landet.^[62]

Der findes mindre kristne grupperinger, bestående af næsten udelukkende udlændinge. Et lille gruppe anglikanere, bestående af for det meste immigrerede afrikanske arbejdere, holder til i Tripoli, og disse er en del af et ægyptisk bispedømme.^[63] Der findes også anslagsvis 40.000 katolikker i Libyen, som betjenes af to biskopper, en i Tripoli (for italienere) og en i Benghazi (for maltesere).

Libyen var indtil nylig tilholdssted for et af de ældste jødiske samfund i verden, som havde holdt til der siden mindst det 3. århundrede f.Kr.^[64] En serie pogromer fra november 1945 og de følgende tre år, stod for en dramatisk reduktion af den jødiske befolkning i landet.^[65] I 1948 var der ca. 38.000 jøder igen. I forbindelse med Libyens uafhængighed i 1951 flygtede mange af de genværende jøder fra landet. Efter Suezkrisen i 1956 flygtede resten af jøderne bosat i Libyen, med undtagelse ca. 100 jøder.

[redigér] Kultur

Libyen er kulturelt ligesom sine nabolande i Maghreb-regionen. Libyere betragter sig selv for i stor grad at være en del af et større arabisk samfund. Den libyske stat viser at de ønsker at styrke denne følelse ved indføringen og opretholdelsen af arabisk som eneste officielle sprog, og ved at forbyde undervisning i, og til og med brug af det berbiske sprog. Libyske arabere har arvet traditionerne knyttet til nomadiske beduiner, og associerer dem selv med en bestemt beduinstamme.

Som for mange andre lande i den arabiske verden, har Libyen få teatre og kunstgallerier.^[66] I mange år var der ikke offentlige teatre i Libyen, og der var bare nogle få biografer som viste udenlandske film. Libyens folkelige kulturtraditioner er imidlertid levende, med grupper som spiller musik og udfører dans ved hyppigt afholdte festivaler, både indenlands og udenlands.

På libysk tv bliver det væsentligste af sendefladen afholdt til fremvisning af forskellige retninger inden for traditionel libysk musik. Tuaregisk musik og dans er populært i Ghadames og sydover. Libyske tv-programmer er for det meste på arabisk, men med 30-minutters nyhedsudsendelser på engelsk og fransk hver nat. Regeringen holder streng kontrol med alt indhold i libyske medier. Den strenge statslige fjernsynspolitik har ført til at video og satellitfjernsyn er udbredt i landet. En analyse nyligt udført af Committee to Protect Journalists viste at Libyens medier er de strengest kontrollerede i den arabiske verden.^[15] For at rette op på dette, har libyske styremagter planer om indføring af privat media.^[67] Dagsavisen Al-Fajr al-Jadid udkommer i Tripoli.

Mange libyere benytter sig af landets strande. Landets godt bevarede arkæologiske steder, som Leptis Magna, som regnes for at være en af de bedst bevarede steder fra romertiden, er også blandt de populære rekreationssteder som bliver benyttet af libyere.^[68]

Landets hovedstad Tripoli har mange gode museer og biblioteker. Disse inkluderer det statslige bibliotek, etnografiske museum, arkæologiske museum, nationalarkivet, epigrafiske museum og islamske museum. Jamahiriya-museet, bygget i samråd med UNESCO, er landets mest berømte. Det har en af de bedste samlinger af klassisk kunst i middelhavsområdet.^[69]

[redigér] Mad

Den libyske mad har sine rødder fra kulturer i Nordafrika og Middelhavet. Lam har længe været det mest indtagne kød i landet, selv om oksekød også har indflydelse på libyerenes kost.^[66] Af religiøse grunde serveres svinekød ikke.^[66] De fleste retter serveres med frisk melon, eller andre frugter, druer, nektariner, abrikoser og citrusfrugter.^[66]

[redigér] Se også

• Byer i Libyen

[redigér] Referencer

[redigér] Eksterne henvisninger

[redigér] På engelsk

• Discover Libya
• Libyan Embassy Washington D.C.
• A Window to Libya by Tarek Alwan
• Worldstatesmen.org's History and list of rulers of Tripolitania, Cyrenaica, Fezzan and Libya (before and after unification).
• Libyan People's Bureau (Libyan Embassy), London - UK
• Libyan People's Bureau (Libyan Embassy), Ottawa
• Libyan American Chamber of Commerce
• Limes Tripolitanus
• CIA World Factbook - Libya

[redigér] På arabisk

• Den libyske regerings hjemmeside
• Det libyske udenrigsdepartementets hjemmeside
• Libyan Cultural Affairs, London.