Hegemoni

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hegemoni er oprindeligt et græsk ord for overherredømme. I nyere et tid politisk udtryk, hegemonisme, politisk magtudøvelse der nærmer sig imperialisme.

I Ernesto Laclau og Chantal Mouffes seneste værker kan hegemoni forstås som et forsøg på at få en given diskurs til at vinde indflydelse med reduktionistisk retorik/praksis (med retoriske reduktioner menes en (i dette tilfælde) verbal artikulation, der universaliserer et givet begreb eller forestilling.) Hegemonisk praksis er således den proces, hvor dele af diskurser reartikuleres eller flyttes for at underbygge et lederskab eller forestilling.

[redigér] Oprindelse

Hegemoni henviste oprindeligt til den magt og indflydelse som en militært stærkere bystat i antikkens Grækenland havde over andre bystater. Allerede i antikken blev begrebet hegemoni imidlertid udvidet til at omfatte en bystats evne til, at dominere andre bystater på andre måder end ved at bruge militær magt. Begrebet hegemoni kan derfor i et stort omfang siges at være identisk med begrebet stormaktsdominans.

Gennem historien har kulturel og politisk magt i noget område sjældent opnået en perfekt balance, men hegemoni resulterer i at visse kulturelle antagelser, værdier eller normer får magt på bekostning og delvis eksklusion af andre. Hegemoni berører perspektivet til den alment accepterede historie, som den bliver skrevet af kulturelle sejerherrer for et medfølende publikum.

Jás Elsner (1998) skrev i Imperial Rome and Christian Triumph:

«Magt er meget sjældent begrenset til ren udøvelse af brutal styrke... Det romerske imperium styrkede sin autoritet og legitimitet ved at bruge ceremonier, skjule den faktiske magt ve at fremvise sin vellykkethed, belønne de rette traditionerer og fremvise sine ubegrænsede resurser... Magt er en meget mere kompleks og mystisk kvalitet end nogen manifestastion af den kan give udtryk for. Det handler mere om indtryk og teater, og om at overtale dem som autoriteten udøves overfor. Overtale dem til at acceptere at det er fornuftig at underkaste sig autoriteten. I den grad den romerske stats magt var afhængig af vise sin magt, var virkemidlet i antikken (og er fortsat i dag) at skabe, manipulere og danne visse opfattelser til folk. I udbredelsen af imperiet, i hvilken som helst grad, var kunst magt.» ^[1]