Kap Verde

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

República de Cabo Verde

(Flag) (Nationalvåben)
Nationalt motto: Unidade, Trabalho, Progresso (Portugisisk: Enhed, Arbejde, Fremskridt)
Nationalmelodi: Cântico da Liberdade
Hovedstad	Praia 14°55′ N 23°31′ W
Største by	Praia
Officielle sprog	Portugisisk
Regeringsform Præsident Premierminister	Republik Pedro Pires José Maria Neves
Uafhængighed  • Anerkendt	Fra Portugal 5. juli 1975
Areal  • Total  • Vand (%)	4.033 km² (nr. 167) Ubetydeligt
Indbyggertal  • 2005 anslået  • [[]] folketælling  • Tæthed	418.224 (nr. 165) 103,7/km² (nr. 71)
BNP  • Total  • Pr. indbygger	2005 anslået 1,18 mia. USD (nr. 154) 1.400 USD (nr. 160)
Valuta	Kapverdisk escudo (CVE)
Tidszone  • Sommer (DST)	(UTC-1) (UTC-1)
Internetdomæne	.cv
Telefonkode	+238
Kendingsbogstaver (bil)	{{{kendingsbogstaver (bil)}}}
Luftfartøjsregistreringskode	D4

Kap Verde (port. Cabo Verde) er en øgruppe i Atlanten, beliggende ca. 500 km ud for Afrikas kyst. Navnet betyder "Den Grønne Kap".

De dengang ubeboede øer blev opdaget af portugiserne under de store opdagelsesrejser i midten af 1400-tallet, og blev senere brugt som knudepunkt for den portugisiske slavehandel. Kap Verde blev selvstændig i 1975 som følge af nellikerevolutionen i Portugal den 25. april 1974. Kap Verdes største by er hovedstaden Praia, der ligger på øen São Tiago, som samtidig er Kap Verdes mest folkerige ø.

Indholdsfortegnelse 1 Historie 1.1 Opdagelsen af øerne 1.2 Portugisisk kolonisering og den første europæiske bosætning i troperne 1.3 Slavehandel 1.4 Nedgangstider 1.5 2. verdenskrig 1.6 Uafhængighed fra Portugal 1.7 Forsøg på union med Guinea-Bissau 1.8 Demokratisering 2 Politik 2.1 Styresæt 2.2 Nationalforsamlingen 2.3 Partier 2.4 Kommuner 3 Geografi 3.1 Øer 3.2 Byer 3.3 Klima 4 Økonomi 4.1 Handelspartnere 5 Befolkning 5.1 Alderssammensætning 5.2 Levealder 5.3 Befolkningsgrupper og religion 5.4 Sprog 6 Kultur 7 Turisme 8 Samfærdsel 9 Eksterne henvisninger 9.1 Myndighederne 9.2 Informationssider 9.3 Turisme

[redigér] Historie

[redigér] Opdagelsen af øerne

Den portugisiske prins Henrik Søfareren engagerede den venetianske kaptajn og opdageren Alvise Cadamosto for at udforske atlanterhavskysten af Afrika. På hans anden færd i 1456 opdagede han flere af Kap Verdes øer.

Da Cadamosto og hans mænd ankom til Kap Verde, var øerne ubeboede, og på vegne af den portugisiske krone gjorde han krav på øgruppen. I det påfølgende årti udforskede kaptajnerne Diogo Dias og António Noli resten af øgruppen på vegne af Henrik Søfareren.

[redigér] Portugisisk kolonisering og den første europæiske bosætning i troperne

Når man ser øerne i dag, er det vanskeligt at forstå, at de var så grønne (portugisisk: verde) og frodige, at portugiserne seks år senere (i 1462) skulle komme tilbage til øen São Tiago (Santiago) for ar grundlægge byen Ribeira Grande (nu Cidade Velha). Ribeira Grande var den første permanente europæiske bosætning i troperne.

[redigér] Slavehandel

På grund af sin beliggenhed udenfor Afrikas vestkyst, som var strategisk i forhold til handelsruten mellem Afrika, Europa og den nye verden, blev Kap Verde en vigtig havn og knudepunkt for slavehandel.

Øgruppens økonomiske vækst som følge af slavehandelen tiltrak sig pirater, inkluderet Sir Francis Drake fra England. Drake plyndrede Riberia Grande (nu Cidade Velha) i 1582 og 1585. Efter et fransk angreb i 1712 mistede Riberia Grande sin betydning i forhold til Praia, som blev hovedstad i 1770.

[redigér] Nedgangstider

I 1747 blev øerne ramt af den første af mange tørkeperioder, som siden dengang har ramt øerne med omtrent fem års mellemrum. Forholdene blev forværret på grund af afskovning og overbeite. Tre større tørkeperioder i 1700- og 1800'erne førte til at over 100.000 personer sultede ihjel. De portugisiske styremagter sendte meget lille hjælp til øbeboerne under tørkeperioderne.

Fra midten af 1800'erne og de påfølgende år afskaffede flere lande slavehandelen, noget som påvirkede Kap Verdes økonomi i negativ retning. Velstanden som havde været bygget op under slavehandelstiden, forvitret gradvis.

Tørkeperioderne og økonomiske nedgangstider gjorde at mange kapverdere emigrerede til New England i slutningen af 1800'erne.

[redigér] 2. verdenskrig

Perioden under 2. verdenskrig blev ekstra tung for øerne, da de blev ramt af tørkeperioder med påfølgende hungersnød, vulkanudbrud og en stærk tilbagegang i skibstrafikken. Dette førte til at økonomien kollapsede, og som tidligere var hjælpen fra kolonimagten begrænset, og mange tusinde døde af sult.

[redigér] Uafhængighed fra Portugal

I perioden 1910-25 havde Portugal 40 forskellige regeringer samt 18 revolutioner og kupforsøg, og i 1926 skete det sidste af en lang række militærkup i Portugal. Landet fik et højrevrid diktatur, som så på kolonierne som et middel for at øge landets velstand, og at disse måtte udvikles i Portugals og portugisernes interesse. Gentaget hungersnød, høj arbejdsløshed og fattigdom og de portugisiske styremagters manglende evne til at løse problemerne medførte øget modstand mod kolonimagten i befolkningen.

Men Portugals diktator António de Oliveira Salazar ville ikke give slip på kolonierne så let som briterne og franskmændene havde gjort. Efter 2. verdenskrig fortsatte Portugal at beholde kolonierne, fra 1951 omtalt som oversøiske territorier. De fleste afrikanske kolonier opnåede uafhængighed i perioden 1957-64, men ikke de portugisiske.

Det afrikanske parti for Guinea-Bissau og Kap Verdes uafhængighed (Partido Africano da Independência da Guiné e Cabo Verde - PAIGC) blev stiftet i 1956 af Amílcar Cabral. Efter tre års forberedelser var de klare med sin første aktion, som markerede starten på en 13 år lang befrielseskrig for Kap Verde og portugisiske Guineas uafhængighed. Det skete 3. april 1959 i forbindelse med strejken i Pijuguitihavnen i Port of Bissau i portugisisk Guinea.

Befrielseskrigen skulle vise sig at blive den længste af de afrikanske befrielsekrige. Kolonipolitiet (P.I.D.E) slog ned på strejken og åbnede ild mod de strejkende havnearbejder. 50 personer omkom. 10.000 sovjetiske og 35.000 portugisiske deltog i befrielseskrigen.

I april 1974 blev fascistregimet i Portugal afsat i et militærkup. Det nye regime overførte magten til en overgangsregering, og i 1975 fik republikken Kap Verde fuld uafhængighed med Aristides Pereira fra PAICV som præsident. Pereira lovede at lede en demokratisk og socialistisk nation da han blev valgt til præsident, men forværrede i stedet landets økonomiske situation og forfulgte dissidenter af regimet. Kap Verde blev omgjort til en etpartistat, og landet indgik alliancer med lande som Folkerepublikken Kina og Libyen. Etpartistyret varede til 1990.

Kap Verde opnåede sin uafhængighed delvis på grund af bestrebelserne til PAIGC og på grund af nellikrevolutionen i Portugal.

[redigér] Forsøg på union med Guinea-Bissau

Efter uafhængigheden prøvede PAIGC at forene Kap Verde og Guinea-Bissau til en nation. PAIGC kontrollerede regeringen i begge lande, men et kup i Guinea-Bissau i 1980 satte en stopper for planerne. I Kap Verde styrtede PAICV (associeret med PAIGC) helt frem til det i 1991 blev afholdt valg som resulterede i regeringsskifte. PAICV blev genvalgt i 2001.

[redigér] Demokratisering

På baggrund af øget press for større politisk frihed, indkaldte PAICV parlamentet til et hastemøde i februar 1990 for at diskutere ændringer i konstitutionen for at gøre slut på etpartistyret. Oppositionensgrupperne samlede sig i hovedstaden Praia for at danne Bevægelsen for demokrati (Movimento para a Democracia - MpD) i april 1990, hvor målet var at kunne stille til præsidentvalget i december 1990.

Etpartistyret blev afskaffet 28. september 1990, og det første flerpartivalg til parlamentet blev afholdt i januar 1991. MpD fik flertal i parlamentet og MpD's præsidentkandidat Antonio Mascarenhas Monteiro slog PAICV's kandidat med 73,5 % af stemmerne. Monteiro afløste landets første præsident, Aristides Pereira, som havde siddet ved magten siden 1975.

I det næste valg i december i 1995 øgede opslutningen til MpD yderligere, hvor MpD fik 50 af de 72 sæder i nationalforsamlingen, i tillæg til at MpD's præsidentkandidat blev genvalgt i præsidentvalget i februar 1996.

I præsidentvalget i 2001 kæmpede to tidligere statsministre om vervet, Pedro Pires og Carlos Veiga. Pires var statsminister under PAICV's regime, mens Veiga var statsminister i brorparten af Monteiros periode. Præsidentvalget blev en politisk thriller, hvor Pires vandt med 17 stemmer.

[redigér] Politik

[redigér] Styresæt

Kap Verde er et parlamentarisk demokrati med et flerpartisystem, hvor statsministeren er regeringschefen. Statsministeren bliver valgt af nationalforsamlingens 72 medlemmer (Asembleia Nacional) og indsat af præsidenten. Statsministeren udpeger regeringens ministre og statsråder. Både regeringen og nationalforsamlingen har lovgivende magt, mens domstolene er uafhængige.

Kap Verdes forfatning blev vedtaget i 1980, og revideret i 1992. Valg bliver afholdt for både statsminister og præsident, som begge bliver valgt for en femårsperiode. Medlemmerne af nationalforsamlingen bliver også valgt, og de udnævner dommerne i højesteret sammen med statsminister og præsident.

Efter uafhængigheden i 1975 etablerede Det afrikanske parti for Guinea-Bissau og Kap Verdes uafhængighed (PAIGC) et etpartisystem. Partiet skiftede navn til Det afrikanske parti for Kap Verdes uafhængighed (PAICV) i 1980, da Kap Verde ville løsrive sig fra Guinea-Bissau, da på grund af uroligheder i Guinea-Bissau.

I 1991 gav PAICV efter for presset om at indføre flerpartivalg, et valg, som blev vundet af Bevægelsen for demokrati (MpD). MpD fik flertallet i nationalforsamlingsvalget og gik sejrende ud af præsidentvalget. I 2001 vandt PAICV præsidentvalget og fik flertallet i nationalforsamlingen.

Kap Verde er et stabilt demokrati, og valgene bliver anset som frie og retfærdige. Landet har en fri presse og et velfungerende retsvæsen.

[redigér] Nationalforsamlingen

Kap Verdes første nationalforsamlingsvalg var i juni 1975. Kun kandidater fra PAIGC fik lov til at stille op til valg, og partiets generalsekretær Aristides Pereira blev valgt til præsident 5. juli 1975 i forbindelse med landets uafhængighed fra Portugal.

Næste valg i nationalforsamlingen blev afholdt 7. december 1980, også dette var et etpartivalg. Præsident Pereira blev genvalgt uden modkandidater. Under nationalforsamlingsvalget i 1985 blev nationalforsamlingen udvidet til 83 sæder og for første gang kunne uafhængige kandidater som var godkendt af PAICV stille til valg.

I 1990 blev Kap Verde et af de første lande i Afrika, som afskaffede etpartistyret og indførte demokrati. Landets første flerpartivalg blev afholdt 13. januar 1991 og blev anset som frit og retfærdigt. PAICV mistede oppositionsbevægelsen MpD's magt, som fik 56 af 79 sæder.

I næste valg på nationalforsamling 17. december 1995, blev nationalforsamlingens sæder reduceret fra 79 til 72. MpD fik i dette valg 50 sæder og PAICV fik 21 sæder. Det Demokratiske Parti fik det sidste sæde.

Nationalforsamlingsvalget 14. januar 2001 opnåede PAICV 40 sæder, MpD 30 sæder og Demokratialliancen for forandring 2 sæderr.

Det sidste nationalforsamlingsvalg blev afholdt 22. januar 2006, som var landets fjerde valg siden indføringen af flerpartisystemet. Valgresultatet blev tilnærmet identisk med valget i 2001, ved at PAICV fik 41 sæder, MpD 29 sæder og Demokratialliancen for forandring 2 sæder.

[redigér] Partier

Kap Verde har tre store politiske partier:

• Det afrikanske parti for Kap Verdes uafhængighed (Partido Africano da Independência de Cabo Verde, PAICV)
• Bevægelsen for demokrati (Movimento para a Democracia, MpD)
• Demokratialliancen for forandring (Aliança Democrática para a Mudança, ADM)

[redigér] Kommuner

Kap Verde er delt ind i 17 kommuner (portugisisk: concelhos):

Kommune	Administrationscenter	Ø
Paúl	Vila das Pombas	Santo Antão
Porto Novo	Porto Novo	Santo Antão
Ribeira Grande	Ribeira Grande	Santo Antão
São Vicente	Mindelo	São Vicente
São Nicolau	Ribeira Brava	São Nicolau
Sal	Espargos	Sal
Boa Vista	Sal Rei	Boa Vista
Maio	Vila do Maio	Maio
Praia	Praia	Santiago
Santa Catarina	Assomada	Santiago
Santa Cruz	Vila de Pedra Badejo	Santiago
São Domingos	São Domingos	Santiago
São Miguel	Calheta de São Miguel	Santiago
Tarrafal	Tarrafal	Santiago
São Filipe	São Filipe	Fogo
Mosteiros	Vila de Pedra Badejo	Fogo
Brava	Vila Nova Sintra	Brava

[redigér] Geografi

[redigér] Øer

Øgruppen Kap Verde består af 10 hovedøer og 8 mindre øer, som er inddelt i to øgrupper: Barlaventos (nordlige øgruppe) og Sotaventos (sydlige øgruppe).

Ø	Befolkning ø	Hovedby	Befolkning by	Areal	Højeste punkt	Øgruppe
Boa Vista	3.353	Sal Rei	2.500	620 km²	Monte Estancia (387 moh)	Barlavento
Razo	ubeboet					Barlavento
Santo Antão	47.124	Ribeira Grande	2.550	779 km²	Topo de Coroa (1.979 moh)	Barlavento
São Vicente	67.163	Mindelo	62.970	227 km²	Monte Verde (774 moh)	Barlavento
Santa Luzia	ubeboet			35 km²	Monte Grande (395 moh).	Barlavento
São Nicolau	12.864	Ribeira Brava	4.892	388 km²	Monte Gordo (1.312 moh)	Barlavento
Sal	14.451	Espargos	5.877	216 km²	Monte Vermelho (406 moh)	Barlavento
Maio	5.435	Vila do Maio	1.561	269 km²	Monte Penoso (436 moh)	Sotavento
Santiago	240.000	Praia	113.664	991 km²	Pico d'Antónia (1.394 moh)	Sotavento
Fogo	37.409	São Filipe	5.615	476 km²	Pico do Fogo (2.829 moh)	Sotavento
Brava	7.000	Vila Nova Sintra	1.500	64 km²	Monte Fontainhas (976 moh)	Sotavento

Af disse øer er det kun Santa Luzia og Razo som er ubeboet. Alle øerne er vulkanske, og en aktiv vulkan findes på den ene ø, Fogo ("Pico de Fogo" - Fogobjerget). Forrige udbrud var i 1995.

[redigér] Byer

Størstedelen af Kap Verdes befolkning bor i hovedstaden Praia eller på øen Santiago. Totalt 55 % af befolkningen bor på denne ø, noget som udgør 265.066 (1. januar 2005).

Liste over Kap Verdes ti største byer:

Byer og tætsteder på Kapp Verde
Rang	By eller tætsted	Befolkning				Kommune
		Folketælling 1990	Folketælling 2000	2003	Data 2005
1.	Praia	61.644	94.757	101.000	113.364	Praia
2.	Mindelo	47.109	62.970	67.100	70.611	São Vicente
3.	Santa Maria	1.343	13.220	14.100	17.231	Sal
4.	Pedra Badejo	5.302	8.492	9.100	9.488	Santa Cruz
5.	São Filipe	5.616	7.984	8.500	8.189	São Filipe
6.	Assomada	3.414	7.095	7.600	7.927	Santa Catarina
7.	Tarrafal	3.626	5.785	6.200	6.463	Tarrafal
8.	Espargos	5.578	-	-	6.173	Sal
9.	Porto Novo	4.867	5.532	5.900	5.580	Porto Novo på Santo Antão
10.	Calheta de São Miguel	-	4.884	5 200	5.457	São Miguel

[redigér] Klima

Måned	Temperatur	Nedbør (mm)
Januar	24°C	5.3mm
Februar	24°C	3.8mm
Marts	25°C	1.3mm
April	25°C	0.0mm
Maj	25°C	0.0mm
Juni	26°C	0.0mm
Juli	27°C	0.8mm
August	29°C	14.1mm
September	29°C	33.6mm
Oktober	29°C	6.5mm
November	27°C	2.5mm
December	25°C	1.6mm

[redigér] Økonomi

Kap Verde er en lille nation, som mangler resurser og har oplevet store kriser og mangel på vand (landet har ingen ferskvandskilder). Landbrug er vanskelig på grund af mangel på regn, og er begrænset til kun fire af øer for det meste af året. Det meste af landets BNP kommer fra serviceindustrien. Kap Verdes økonomi har haft en stærk øgning siden slutningen af 1990'erne, og er nu betragtet som et land med en gennemsnitlig levestandard. Kap Verde har tætte bånd til Portugal på det økonomiske plan, og har knyttet sin valuta op mod den portugisiske escudo, og til euro fra 1999.

Den tidligere portugisiske statsminister José Manuel Durão Barroso, i 2004 præsident for Europa-Kommissionen, har lovet at hjælpe Kap Verde til at blive bedre integreret med EU indflydelsessfære via udvidet samarbejde med Portugal. I marts 2005 leverede den tidligere portugisiske præsident Mário Soares et forslag som bad EU om at starte medlemskabssamtaler med Kap Verde, et forslag som ikke er blevet taget til følge.

Økonomiske nøgletal	Værdi	% af BNP	År, kilde
BNP	1,12 mrd US$		2006, UN Statistics (unstats.un.org)
BNP (vækst) (Verdensbanken)	5,45 %		2005, UNDP Database
Industriproduktion	5,5 %		2006, UN Statistics (unstats.un.org)
Konsumpriser	7,5 %		2006, UN Statistics (unstats.un.org)
Renter 3 mnd.
Arbejdsløshed
Handelsbalance	-0,39 mrd US$		2006, UN Statistics (unstats.un.org)
Betalingsbalance	-0,03 mrd US$		2005, UNDP Database
Udviklingshjælp	0,16 mrd US$		2005, UNDP Database
BNP pr. indb.	2.048 US$		2005, UNDP Database

[redigér] Handelspartnere

Land	Eksportandel 2004	Eksportandel 2006 (WTO)	Importandel 2004	Importandel 2006 (WTO)
EU	n.a.	60,7 %		77,6 %
- Portugal	62,5 %		43,2 %
- Storbritannien	11,3 %
- Nederland			8,7 %
Brasilien		< 2,0 %		6,4 %
Elfenbenskysten		26,4 %		< 1,1 %
Senegal		2,7 %		< 1,1 %
Japan		< 2,0 %		4,0 %
USA	15,8 %	< 2,0 %	12,5 %	2,0 %
Kina		< 2,0 %		2,0 %
Andre lande	10,4 %		35,6 %

Kilde 2006: WTO Trade Profiles (stat.wto.org)

[redigér] Befolkning

De fleste indbyggerne på Kap Verde er efterkommere af hvide portugisiske nybyggere og sorte afrikanske slaver. Europæiske forfædre inkluderer også spanske og italienske sømænd, som fik tildelt land på øerne af Portugal, samt portugisiske jøder, som flygtede fra inkvisition. I tillæg har Kap Verde nederlandske, engelske, franske, arabiske, amerikanere, brasilianere, kinesere fra Macau og jøder fra Libanon og Marokko. Alle disse indgår i det som omtales som mestiçobefolkningen, det vil sige personer med både europæisk og ikke-europæisk herkomst.

De fleste portugisere flyttede fra Kap Verde i forbindelse med landets selvstændighed i 1975.

Flere kapverdere bor udenlands end i Kap Verde. Der er store kapverdiske samfund i USA (500.000), Portugal (80.000) og Angola (45.000). Der er også et større antal kapverdere i São Tomé og Príncipe, Senegal, Brasilien, Guinea-Bissau, Frankrig, Spanien og i Nederland.

[redigér] Alderssammensætning

Aldersgruppe	Andel	Mænd	Kvinder
0-14 år:	38,9 %	82.249	80.752
15-64 år:	54,3 %	110.119	116.816
65 år og ældre:	6,8 %	10.599	17.689

Tallene er 2005-estimater

[redigér] Levealder

	Levealder
Hele befolkningen	70,45 år
Mænd	67,13 år
Kvinder	73,86 år

Tallene er 2005-estimater

[redigér] Befolkningsgrupper og religion

Befolkningsgrupper:
Kreoler (mulatter)	71 %
Afrikanere	28 %
Europæere (portugisere)	1 %

De fleste indbyggere (93,2 %) tilhører Den katolske kirke, men troen er påvirket af lokale traditioner. 6,8 % af indbyggerne er protestanter.

De første katolske præster kom til øerne i 1462. Fransiscanerne kom i 1466, og i 1532 blev der oprettet et bispedømme, Santiago de Cabo Verde, som også omfattede Afrikakysten mellem Gambiafloden og Kap Palmas. Jesuitterne virkede der mellem 1604 og 1642, og i 1656 kom de første kapucinerne. I dag (2006) er de fleste af præsterne enten kapverdere eller goanesere. Et nyt bispedømme, Mindelo, blev oprettet i 2003, og omfatter den nordlige ørække (Barlavento).

Protestanterne udgør en lille minoritet. De fleste er nazarenere, som indledte sit missionsarbejde der i 1903. Adventisterne etablerede en kirke på øerne i 1935.

[redigér] Sprog

Kap Verdes officielle sprog er portugisisk, og er det sprog, som bliver brugt i skoleundervisningen administration og media. I tillæg er kreol, et sprog som er en blanding af portugisisk og vestafrikanske ord, udbredt i det daglige. Der findes mange varianter af kreolsk på Kap Verde, og forskellen mellem varianterne kan være betydelig mellem hver enkel ø. Hovedskillet er mellem de sydlige (Sotavento) og nordlige (Barlavento) dialekterne.

Næsten hele vokabularet er fra portugisisk, men grammatikken har mange fællestræk med andre kreolsprog. Verber bøjes ikke i person og der er få uregelmessige verber. Dialekten på São Vicente er nærmest portugisisk og bádiu fra det indre af Santiago er mere som Guinea-Bissau kreolsk. Kapverdiansk har mange lighedstræk med papiamento på de Nederlandske Antiller.

Det har efter selvstændigheden kommet en del litteratur på de forskellige kreolske dialektern, specielt på bádiu, som bliver talt på hovedstadsøen Santiago og São Vicentes soncente. Kreolsprogets prestige er øget, og en organisation (ALUPEC) jobber for at gøre Santiagos version af kreolsk til landets officielle sprog. Forskellen mellem de kreolske dialekterne på de forskellige øer har imidlertid været en stor hindring for en ændring. Tradition og at eliten behersker portugisisk er andre hindringer.

[redigér] Kultur

Kap Verdes kultur reflekterer landets portugisiske og afrikanske rødder. Kendte musikformer er morna, koladera, funana (Santiago), batuku (Santiago), finason (Santiago), mazurka, valza (vals), kontradanza, lundum (Boa Vista). Koladera har fået moderniserede former, som kola-zouk, zouk love og pasada. Morna er en kapverdisk musikform i samme genre som portugisisk fado, brasiliansk modinha og argentinsk tango. Teksterne er som regel på kreolsk og instrumenterne, som bliver brugt på Kap Verde er klarinet, cavaquinho, trækspil (torader, kaldt gaita, brugt sammen med), ferrinho (en metalstang man skraber på med en ske eller kniv, for at holde rytmen i funana), violin, piano, cimboa (en enstrenget violin), skarptrommer (brugt i tabanka-optog), konkylier (brugt i tabanka-optog) og guitar. Kizomba er blevet populært på øerne de sidste år, men er oprinneligt en angolansk musikstil.

Hver af de ni øer, som er Kap Verde har sin favorit blandt de forskellige stilarter. Mest afrikansk indflydelse finder man på Sotavento, øgruppen i syd, hvor funana, batuku, finason og koladera dominerer. I Barlavento, øgruppen i nord, dominerer den europæiske påvirkningen. Her findes blandt andet morna, vals, masurka og kontradanza. Lundum er i dag så godt som forsvundet, men kan fortsat opleves i private bryllup.

Den kendte jazzmusikeren Horace Silver er halvt kapverdisk. Hans hit Cape Verdean Blues fra 1965 er den eneste med klar reference til barndomshjemmet, hvor faren og hans venner jammede med udgangspunkt i traditionelle sange. Ellers finder vi kapverdere i både Duke Ellingtons storband og Machitos latinske storband.

[redigér] Turisme

I de senere år er der opstået en del turisme på øen Sal, hvor den internationale lufthavn også ligger. Øen er flad og gold, men har lange sandstrande langs sydkysten. Passatvinden - og de meget stejle vulkanske øer - gør stedet ideelt til surfing og vindsurfing, der også er en væsentlig del af kernen i turismen på Sal. Den lokale befolkning på Sal er meget begrænset. På de øvrige øer er turismen meget begrænset, men tilgengæld så meget desto mere spændende at rejse til.

Kap Verde er et meget fredeligt og meget gæstfrit og imødekommende samfund. Selvom sproget kan udgøre en barriere - befolkningen prøver ofte først kreolsk, så portugisisk og fransk - så finder de ofte en i nærheden, der har arbejdet i Europa og som kan engelsk.

[redigér] Samfærdsel

Mindelo, Praia og Tarrafal er Kap Verdes tre havnebyer.

Kap Verde har 1100 km vej, hvor 858 km er asfalteret. Der findes ingen jernbaner.

Kap Verde har 7 lufthavne:

Ø	By	ICAO	IATA	Lufthavn
Boa Vista	Sal Rei	GVBA	BVC	Rabil lufthavn
Fogo	São Filipe	GVSF	SFL	São Filipe lufthavn
Maio	Vila do Maio	GVMA	MMO	Maio lufthavn
Sal	Espargos	GVAC	SID	Amilcar Cabral internationale lufthavn
Santiago	Praia	GVFM	RAI	Francisco Mendes internationale lufthavn
São Nicolau	Ribeira Brava	GVSN	SNE	Preguiça lufthavn
São Vicente	Mindelo	GVSV	VXE	São Pedro lufthavn

Kap Verdes lokale flyselskab Cabo Verde Airlines (TACV) betjener alle landets 7 lufthavne, samt opererer med ruter til udlandet. Kap Verdes vigtigste internationale lufthavn er Amilcar Cabral internationale lufthavn på øen Sal.

[redigér] Eksterne henvisninger

[redigér] Myndighederne

• Myndighedernes officielle hjemmeside (Portugisisk)
• Præsidentens officielle hjemmeside (Portugisisk)

[redigér] Informationssider

• Globalis.no: Side om Kap Verde, drevet af FN (Norsk)
• Profilside om Kap Verde (BBC News) (Engelsk)
• Side om Kap Verde (CIA World Factbook) (Engelsk)
• Kronologisk oversigt over Kap Verdes historie (Engelsk)
• Nationmaster.com: Side om Kap Verde (Engelsk)

[redigér] Turisme

• Billeder fra Kap Verde (Engelsk) (Italiensk) (Spansk) (Portugisisk)
• Kap Verde Overview
• Kap Verde - Morabeza (Engelsk)
• República de Cabo Verde Officielt regeringswebsite (Portugisisk)