Jules Verne
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jules-Gabriel Verne (8. februar 1828 i Nantes i Frankrig - 24. marts 1905 i Amiens), var en fransk forfatter. Han var kendt for at skrive om rejser i verdensrummet, i luften og under vand, længe før dette var muligt. Det gav ham titlen science fiction-romanens forgænger, som han deler med H.G. Wells.[1] Årsagen til hans store popularitet skal findes i hans fantastiske behændighed, hvormed han udnyttede den moderne videnskabs landvindinger og udnyttede opfinder- og opdagelseslysten i enhver læser, og den behændighed hvormed han populariserede videnskaben og digtede videre på de mulige konsekvenser og problemstillinger. [2] Han er den tredje mest oversatte forfatter i verden ifølge UNESCOS oversætterstatistik.[3] Flere af hans romaner er blevet filmatiseret - nogle endda op til flere gange.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Biografi
[redigér] De første år
Jules Verne voksede op på en ø i floden Loire ved byen Nantes som den ældste af familiens fem børn, søn af advokat Pierre Verne og hans kone Sophie. De isolerede omgivelser var med til at styrke hans fantasi og forestillingsevner, samtidig med at han knyttede tætte bånd til broderen Paul. Da Jules var ni år, blev de to sendt på kostskole i Nantes, hvor Jules bl.a. studerede latin, noget han senere udnyttede i en novelle.
Efter de første studier i Nantes rejste Verne til Paris for at studere jura som sin far. Omkring 1848 begyndte han, i samarbejde med Michel Carre, at skrive librettoer til teatret. I de følgende år var hans interesser splittet mellem teatret og studierne, men nogle rejseskildringer, som han skrev for Musée des Familles, syntes at have sendt ham i den retning, hvor hans talent senere ville udfolde sig: at fortælle ekstravagante historier om rejser og eventyr, som tydeligvis henviste til godt forberedte videnskabelige og geografiske detaljer.
[redigér] Litterær debut
Da Vernes far opdagede, at hans søn var mere optaget af at skrive end af at studere jura, inddrog han øjeblikkeligt sønnens økonomiske støtte. Verne blev da nødt til at finde andre indtægtskilder og blev derfor børsmægler, hvilket han ikke brød sig om, skønt han havde evner inden for faget. Han mødte andre forfattere, bl.a. Alexandre Dumas, den ældre og Victor Hugo, som begge gav ham råd til skrivningen. Verne blev også sekretær ved Théatre Lyrique i Paris, men ved siden af læste han en del geografi, naturhistorie og videnskabelige og tekniske nyheder. Det blev grundlaget for hans senere forfatterskab.
I denne periode mødte han også Honorine Anne-Hébé Morel, en enke med to døtre, og de blev gift den 10. januar 1857. Med hendes støtte fortsatte Verne med at skrive og aktivt forsøge at finde en udgiver. Den 4. august 1861 blev deres søn Michel Jean Pierre Verne (1861-1925) født. Sønnen var for øvrigt et rent enfant terrible: han giftede sig med en skuespillerinde på trods af Jules Vernes protester, og fik to børn med sin umyndige elskerinde!
Jules Verne skrev i den første del af sin forfatterkarriere teaterstykker og noveller. Han debuterede i 1850 med teaterstykket Les pailles rompues (De afbrækkede strå), som for øvrigt blev læst og godkendt af Alexandre Dumas, den ældre, før stykket blev sat op på Théatre Historique i Paris. Den skønlitterære debut kom i 1851 med novellerne L'Amerique du Sud (Syd-Amerika) og La science en famille (Den videnskabelige familie).
[redigér] Mødet med Hetzel
En lykkelig hændelse for alle Jules Vernes læsere skete i 1862, da Verne efter at være blevet rasende og frustreret gentagne gange, i ren desperation kastede manuskriptet til sin første roman i pejsen. Hans hustru reddede det i tide og i 1863 lå det på forlæggeren Pierre-Jules Hetzels skrivebord. Han så muligheder, som andre forlæggere ikke havde set.
Vernes situation blev kraftigt forbedret, da han mødte Pierre-Jules Hetzel, en af de mest betydningsfulde forlæggere i Frankrig i slutningen af 1800-tallet, som også udgav bl.a. Victor Hugo, George Sand og Erckmann-Chatrian. Da de mødtes, var Verne 35 år og Hetzel 50 år, og fra da og indtil Hetzels død, var de et frugtbart forfatter-udgiver-team. Hetzels rådgivning forbedrede Vernes forfatterskab. Hetzel læste et råudkast til Vernes fortælling om en udforskning af Afrika med luftballon. Historien var blevet afvist af andre udgivere med den begrundelse, at den var for videnskabelig. På grundlag af Hetzels råd indlagde Verne et par komiske elementer, ændrede en tragisk slutning til en lykkelig, og nedtonede det politiske budskab. Romanen blev udgivet i 1863 som Cinq semaines en ballon (Fem uger i luftballon).
Verne skrev kontrakt med Hetzel og forpligtede sig til at udgive to romaner om året, hvilket han næsten holdt. Fra da af, og i det næste kvarte århundrede, var der knapt et år uden, at Hetzel ikke udgav en eller flere af Jules Vernes fortællinger. De mest successfulde var: Voyage au centre de la terre (Rejse til Jordens indre, 1864); De la terre à la lune (Rejsen til månen, 1865); Vingt Mille Lieues sous les mers (En verdensomsejling under havet, 1869); og Le tour du monde en quatre-vingts jours (Jorden rundt i 80 dage, 1872). Jules Verne blev både rig og berømt.
De fleste af Vernes fortællinger blev udsendt som føljetoner i Magazine d'Éducation et de Récréation, en Hetzel-publikation, som udkom to gange i ugen, derefter blev de udgivet i bogform. Verne er forblevet en af de mest oversatte forfattere i verden, og er udkommet på 148 sprog ifølge statistikker fra UNESCO.[4]
[redigér] De sidste år
Den 9. marts 1886, da Jules Verne kom hjem, blev han mødt af sin nevø Gaston, der kom imod ham med en revolver. Der udviklede sig en nærkamp om våbnet, og det gik af. Den anden kugle traf Vernes venstre fod. Han kom sig aldrig helt efter såret, mens Gaston tilbragte resten af sit liv i en sikret bolig. Hændelsen gjorde Verne deprimeret. I et brev til broderen Paul kort tid efter skrev han: Jeg lever nu kun for mit arbejde.
Efter at både Hetzel og Vernes elskede mor døde i 1887, begyndte Verne at skrive i en mørkere tone end tidligere, som en historie om en slotsherre, som var forelsket i en operasanger, men som viser sig at være et hologram og en afspejling. Andre fortællinger var tilknyttet temaet død. I 1888 gik han ind i politik og blev valgt som byrådsmedlem i Amiens, hvor han kæmpede for flere forbedringer og var politisk aktiv i de næste 15 år. I 1905 døde Verne i sit hjem, 44 Boulevard Longueville, (nu Boulevard Jules-Verne), syg og svækket af sukkersyge.
Jules Verne flyttede til fiskerlandsbyen Le Crotoy i midten af 1860’erne, og til Amiens efter den tysk-franske krig i 1871. Hans syn blev svækket på hans gamle dage. Stær gjorde, at hans syn på det ene øje blev kraftigt reduceret. Også det andet blev reduceret på grund af overanstrengelse. Sønnen Michel Verne tog sig af udgivelsen af hans sidste udgivelser Søinvasionen og Fyrtårnet ved verdens ende efter Vernes død.
I 1863 havde Verne skrevet en roman med titlen Paris i det 20. århundrede, som omhandlede en ung mand, der levede i en verden af skyskrabere i glas, højhastighedstog, biler drevet af gas, regnemaskiner og et verdensomspændende kommunikationsnetværk, dog uden at finde lykken og historien slutter tragisk. Hetzel mente, at romanens pessimisme ville være ødelæggende for Vernes daværende voksende karriere og foreslog, at han ventede tyve år, før han udgav den. Verne gemte manuskriptet i et pengeskab, hvor det senere blev opdaget af hans sønnesøns søn i 1989. Bogen blev udgivet for første gang i 1994!
[redigér] Påvirkningen fra Hetzel
Den påvirkning, som Vernes udgiver Hetzel havde på forfatterskabet, var betydelig. Verne, som var lykkelig over at finde en udgiver, der troede på hans skriverier, gik med på alle de ændringer, Hetzel foreslog. Hetzel afviste blandt andet én hel roman (Paris i det 20. århundrede), men opmuntrede også Verne til betydelige ændringer. En af de mest påtagede ændringer var, at Hetzel forandrede Vernes pessimisme til det modsatte. I kontrast til den almindelige opfattelse var Jules Verne ikke nogen stor entusiast for teknologi og udvikling, tværtimod kan man læse noget andet ud af hans første og sidste værk, skrevet før han mødte Hetzel og efter dennes død.
Hetzel havde også en finger med i at fjerne de antisemitiske synspunkter, Verne havde, som dog kun kom til udtryk i hans tidligste værk (Martin Paz) og hans sidste (Hector Servadac). Derudover blev kaptajn Nemos oprindelse ændret fra at være en polsk flygtning til at være en hindu, der sloges mod Det britiske imperium, for ikke at fornærme Rusland, en daværende fransk allieret.
[redigér] Vurdering af Jules Verne
Det charmerende, absurd friskfyragtige ved Jules Verne er præcist beskrevet af danskeren Susanne Vebel:[5]
 |
Hans romaner er ikke litterære mesterværker, men i dem kan man skimte poeten, som med undring og ærefrygt konstaterer, at han befinder sig i den bedste verden, midt i den tekniske kultur som åbner uanede muligheder for fremtiden. Man kan læse hans bøger som hymner til dampens, elektricitetens, mikroskopets og teleskopets pris. |  |
Og ikke mindst gælder Vebels karakteristik af Den hemmelighedsfulde ø. Bogen er ingeniøralderens robinsonade, en teknologisk opdateret version af Robinson Crusoe, 155 år efter.
Den hemmelighedsfulde ø er en vellykket syntese af to tanker. For det første er øen et udtryk for et paradis for opfindsomme og eventyrlystne børn, en kæmpe eventyrlig legeplads til fri afbenyttelse. For det andet en fremskridtsoptimisme og ingeniørkunstens dyrkelse. Verne lod på ingen måde fantasien løbe løbsk, han benyttede videnskaben på den tid. Han brugte ofte så lang tid på videnskabelige bøger og tidsskrifter i bibliotekerne, at hans kone skal have beklaget sig over ham. Det var dog ikke kun hans kone, der kunne være kritisk. Den norske fysiker og forfatter Eirik Newth har skrevet, at "De handlingsmættede fortællinger er spækket med faktaoplysninger, som forfatteren gør lidt eller slet intet for at omskrive".
Vernes sans for detaljer kan være forstyrrende for den flydende læsning og virke både pedantisk og omstændelig, andre gange giver det et ufrivilligt komisk skær, som for eksempel i denne passage fra En verdensomsejling under havet:
|
Den del af verden som er dækket af vand er 363.500.000 km² stor. Havets flydende masse har en volumen på 14.300.000.000 km³. I kugleform ville denne masse have et gennemsnit på 297 km og en vægt på 14.300.000.000.000.000.000 ton. | |
Mange af Jules Vernes bøger bruger teknik fra en tænkt fremtid. I En verdensomsejling under havet fra 1870 spiller en undervandsbåd hovedrollen. Ubåde var opfundet på Vernes tid, men det var utænkeligt, at datidens ubåde skulle kunne sejle tusindvis af kilometer under vand, som Nautilus gjorde i Vernes bog. Der gik 80 år, før sådanne ubåde opstod i virkeligheden. Navnet, Nautilus, er derimod blevet synonymt med ubåde, skønt det er noget uretfærdigt overfor Robert Fulton, som 17 år før Vernes roman foretog en rejse med en hjemmelavet ubåd ved samme navn.
Verne havde stor kundskab om videnskab, natur og teknik, og dette var til stor hjælp i hans skrivning. Han byggede på tekniske ideer, som lå i luften, og efter hans død fandt man omkring 25.000 mapper med systematiske udklip og notater i arbejdsværelset. Hans evne til at dramatisere var større end den tilsvarende evne til at forudsige. Han må først og fremmest læses som en spændingsforfatter, ikke som spåmand om fremtiden. I bogen Rejsen til månen skal tre forskere skydes op til månen med en kæmpekanon. Kanonkuglen bliver skudt op fra Florida, hvor nutidens virkelige måneraketter faktisk blev skudt op 100 år senere. Verne havde tilfældigvis gættet på Florida, og hans forudsigelser var stort set baseret på det, han havde læst. Teknikken var for øvrigt umulig. Den enorme acceleration ville have dræbt de tre øjeblikkeligt og sandsynligvis ødelagt kanonkuglen, hvis det var blevet forsøgt i virkeligheden.
Han bliver ofte karakteriseret som en foregangsmand indenfor science fiction, men det er overdrevet. Han startede ikke nogen ny retning, men befandt sig i en bred tradition, hvor særligt Daniel Defoe stod centralt. En nyopdaget, men ikke færdiggjort bog hed faktisk «L'oncle Robinson» (Onkel Robinson). Edgar Allan Poe var også vigtig i genren. En af Poes noveller, The Baloon Hoax var den direkte foranledning til Vernes første roman, og han fuldførte et af Poes ufærdige romanudkast, The Narrative of Arthur Gordon Pym i Le sphinx des glaces (1897).
Jules Vernes storhed ligger i hans sandsynliggørelse af tænkt teknik, foruden det narrative miljø og atmosfæren omkring disse, og ikke i hvilken grad det tekniske var virkeligt eller ikke. Allerede som ung beskrev Verne retningen for sit forfatterskab: "at dramatisere geografi ligeså effektivt som Alexandre Dumas havde dramatiseret historie".
[redigér] Jules Verne internationalt
[redigér] Vernes omdømme i engelsktalende lande
I Frankrig havde Jules Vernes et fantastisk omdømme, og var berømt for at skrive så godt fransk, at unge blev opmuntret til yderligere læsning. I de lande, hvor han blev nøjagtig oversat, fik hans videnskabelige og politiske dygtighed også opmærksomhed. Det var ikke tilfældet i de engelsktalende lande.
Verne var ofte kritisk overfor Det britiske imperium og tilfældigvis var hans første engelske oversætter præsten Lewis Page Mercier som under pseudonym fjernede sådanne afsnit, for eksempel den politiske kamp som motiverede kaptajn Nemo i En verdensomsejling under havet. Mercier og efterfølgende andre engelske oversættere havde specielt problemer med metersystemet, som Verne benyttede sig af, og oversatte dette til det tilsvarende engelske og følgelig med fejl; nogen gange blev betydningsfulde værdier bare fjernet, andre gange beholdt de tallene, men ændrede værdien (meter, kilogram, sekunder osv.). Uanset hvad gjorde det Vernes talmateriale til det rene vrøvl. Kunstneriske afsnit og hele kapitler blev fjernet for at tilpasse udgiverens behov for rigtig boglængde, uanset hvilken betydning det havde for romanens logik.
Jules Verne havde derfor det ry i de engelsktalende lande, at hans fortællinger ikke var for voksne, men udelukkende for børn. Siden han ikke var anset for at være af skønlitterær værdi, blev han heller ikke nyoversat, og de elendige oversættelser af Mercier og andre blev trykt igen og igen i årti efter årti. Først i 1965 blev den første respektfulde oversættelse af en Verne-roman udgivet, men Verne er aldrig helt blevet rehabiliteret i den engelsktalende verden.
[redigér] I Norge
Verne rejste ikke meget, men fjorten dage efter premieren på skuespillet Once jours de siège i Paris den 1. juni, 1861, skrevet i samarbejde med Charles Wallut, havde Verne endelig pengene. Sammen med nogle venner rejste han med et fragtskib til Norge for at opleve et geografisk fænomen, som interesserede ham; midnatssolen. Turen tog omkring seks uger. 3. august var han tilbage, samme dag blev han far for første gang og lige efter flyttede familien til den lille by Amiens, hvor Verne blev resten af sit liv.
Det var en artikel i National Geographic, der omtalte Rjukan i Norge som et af verdens underværker, som lokkede Jules Verne til Norge. Notaterne fra rejsen blev 20 år senere til bogen Un billett de lotterie, le No 9672, hvor også Bergen omtales. Her følges det tapre søskendepar Joel og Huldra ud i den vilde natur i Telemarken, og er et karakteristisk eksempel på Vernes omstændelige stil[6]:
|
Fra Rjukanfossen derhenne skød Vanddampen som en blaalig Støvsky i slangeagtige Bugtninger højt op i Luften. Huldra og Joel slog ind paa en lille Sti, som Førerne kender godt, og som sænker sig ned mod det indsnævrede Dalstrøg. (...). Rjukan - det vil sige «den rygende» - er en af Norges, ja maaske en af Europas mest storartede Fosser. Den dannes af Maaneelven, som fra en højde af ni hundrede Fod og med en aldeles øredøvende Larm styrter sig ned ad Fjeldterrassen mellem Mjøsvand og Tinsøen... | |
I et seksbindsværk med oversigter over historiens vigtigste opdagelsesrejser fortæller Verne entusiastisk om, da nordmanden Bjørn Herjulfsson opdagede søvejen til Amerika: De store Rejsers og de store Rejsendes Historie eller Jordens Opdagelseshistorie.
Da den legendariske undervandsbåd Nautilus kom i vanskeligheder i En verdensomsejling under havet, reddede de ufrivillige gæster sig i land i Norge.
[redigér] Udvalgte værker
- Uddybende artikel: Jules Verne (bibliografi)
- Cinq semaines en ballon, 1863 (dansk: Fem uger i Ballon, 1874).
- Voyage au centre de la terre, 1864 (dansk: Rejsen til Jordens Midtpunkt, 1898).
- Les enfants du capitaine Grant, 1868 (dansk: Kaptajn Grants Børn, 1879).
- Vingt mille lieues sous les mers, 1870 (dansk: En Verdensomsejling under Havet, 1872).
- Autour de la lune, 1870 (dansk: Omkring Maanen, 1876).
- Une Fantaisie du Docteur Ox, 1872 (dansk: Doktor Ox, 1876).
- Le tour du monde en quatre-vingts jours, 1873 (dansk: Jorden Rundt i 80 Dage, 1873).
- L'Ile mystérieuse, 1875 (dansk: Den hemmelighedsfulde Ø, 1900).
- Hector Servadac, 1877 (dansk: Hector Servadac, 1883).
- Un capitaine de quinze ans, 1878 (dansk: Kaptajnen på femten Aar, 1880).
- Le maison à vapeur, 1880 (dansk: Det rullende Hus, 1881).
- Deux ans de vacances, 1888 (dansk: To Aars Ferie, 1889).
- Paris au 20e siécle, skrevet 1863, udgivet 1994 (dansk: Paris i det 20. århundrede 1995).
[redigér] Kildehenvisninger
- ↑ Susanne Vebel, Bogen om Jules Verne, side 12, København 1978
- ↑ Salmonsens konversationsleksikon XXIV, side 957, København 1928
- ↑ http://databases.unesco.org/xtrans/stat/xTransStat.a?VL1=A&top=50&lg=0
- ↑ http://databases.unesco.org/xtrans/stat/xTransStat.a?VL1=A&top=50&lg=0
- ↑ Bogen om Jules Verne, København, 1978
- ↑ Oversat af O. B. Ritto, København 1888
[redigér] Eksterne henvisninger
De følgende af Wikipedias søsterprojekter har yderligere information om Jules Verne:
Billeder og medier fra Commons
Citater fra Wikiquote
[redigér] Dansk
- Den Danske Jules Verne-Portal - Hjemmeside for Det Danske Jules Verne-selskab. Alt om Jules Verne på dansk.
- Jules Verne og kilderne - Dansk side med kildekritik og om Vernes fortællerteknik.
- Den Danske virtuelle Verne – Pædagogisk, informativ side om Jules Verne på dansk.
- Jules Verne - Lille side med mange nyttige links til tekster
- Det Sorte Indien – Bogen Det Sorte Indien på dansk.
- En verdensomsejling under havet – Bogen En verdensomsejling under havet på dansk.
- ebibliotek 1800 – Danske ebooks (kommerciel side).
[redigér] Engelsk
- The maps from the Voyages Extraordinaires – Kort over alle de eventyrlige rejser.
- Jules Verne's works – Jules Verne som eBooks på forskellige sprog.
- Zvi Har’El’s Jules Verne Collection – Omfattende samling af tekster og links om og af Jules Verne.
- Titler på Jules Vernes værker på 78 sprog
- Skabelon:En Jules Verne mobile ebooks
[redigér] Andre sprog
- Jules Verne - Fyldig tysk side om Jules Verne, blandt andet en omfattende filmografi.
| Franske forfattere 1800-1900 | |
|---|---|
|
Victor Hugo | Alexandre Dumas, den ældre | François-René de Chateaubriand | Alphonse de Lamartine | Gérard de Nerval | Charles Nodier | Alfred de Musset | Théophile Gautier | Alfred Vigny | Karl Martell | Benjamin Constant | Madame de Staël | Jules Verne | |
|
|
Realisme og naturalisme: |
|
|
Charles Baudelaire | Jules Barbey d'Aurevilly | Stéphane Mallarmé | Arthur Rimbaud | Paul Verlaine | Paul Valéry | Joris-Karl Huysmans | Arthur Rimbaud | Jules Laforgue | Jean Moréas | Gustave Kahn | |
|
