Koloni (magtområde)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ordet koloni kommer af latin colonia = "landbrug". I nutidigt sprogbrug er en koloni det magtområde, en stat opretter uden for sit eget territorium. Allerede fønikerne og oltidens græske bystater oprettede kolonier langs Sortehavets, Middelhavets og Atlanterhavets kyster. Formålet var dels at skaffe rum for et befolkningsoverskud i hjembyen og dels at sætte sig fast på steder, der var vigtige for handelen.
I nyere tid var kolonierne de store landområder, som de europæiske lande gjorde krav på i de oversøiske kontinenter. Kapløbet om at skaffe sig kolonier blev i første omgang vundet af Portugal og Spanien, der fik pavens godkendelse af en deling af hele den nye verden. Senere kom Nederlandene, England og Frankrig med, og til sidst blev det de nye nationalstater, Italien og Tysklands tur. Også Sverige og Danmark-Norge deltog i kapløbet, men uden større succes.
Da Tyskland havde tabt i den 1. verdenskrig, måtte man opgive alle kolonier til de sejrende magter. Tilsvarende tabte Nederlandene, England, Portugal og Frankrig deres efter 2. verdenskrig, enten af idealistiske grunde, eller fordi de var tvunget til det, bl.a. da mange af dem gjorde oprør.
Endnu i dag har vi mindelser om kolonitiden i et begreb som kolonialvarer, der henviser til de produkter, der blev produceret i de oversøiske områder.
