Latin
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Latin (lingua latina) | |
|---|---|
| Tales i: | Vatikanstaten |
| Modersmål for: | formentlig ingen |
| Fremmedsprog for: | ? |
| Ranglisteplacering: | ? |
| Sprogfamilie: | Indoeuropæiske sprog Italiske sprog Latin |
| Ordstillingsparametre: | |
| Officiel status | |
| Officielt sprog i: | Vatikanstaten |
| Sprognævn: | intet |
| Sprogkoder | |
| ISO 639-1 | la |
| ISO 639-2 | lat |
| Ethnologue-kode | |
| Se tillige: Sprog | |
Latin er et sprog, der blev talt i oldtidens Rom, og som har været brugt som internationalt sprog indtil midten af 1800-tallet. Latin er stadig Vatikanets officielle sprog, og dér er latin stadig i brug som talt sprog.
Latin hører til den italiske gruppe af de indoeuropæiske sprog sammen med de uddøde sprog oskisk og umbrisk. Latin er egentlig betegnelsen på den dialekt, der blev talt i det antikke Latium (Lazio), dvs. landskabet syd for Rom. Efterhånden som Rom underlagde sig resten af Italien og siden landene omkring Middelhavet, voksede latin i indflydelse, og latin blev administrationssprog i den vestlige del af Romerriget. I øst holdt man derimod fast ved græsk, der var blevet udbredt efter Alexander den Stores erobringer, og som alle dannede romere alligevel talte.
Der var i oldtiden forholdsvis stor forskel på det lærde, klassiske latin, som blev brugt i litteratur og offentlige taler, og som er det sprog, man endnu i dag lærer i traditionel latin-undervisning, og det enklere, folkelige vulgærlatin, som mest blev brugt i daglig tale, men som vi også kan se spor af i f.eks. komedierne og Petronius' Satyricon.
Fra omkring 300 e.Kr. blev latin den vestlige kirkes sprog, en stilling, som sproget fastholdt gennem hele middelalderen. Latin blev dermed det internationale sprog, hvorpå lærde og videnskabsmænd i det vestlige Europa udvekslede tanker og opdagelser. Skønt Luther afskaffede latin som gudstjenestesprog, beholdt latinen også efter Reformationen sin plads på Københavns Universitet og andre europæiske universiteter. Det var almindeligt at skrive videnskabelige værker på latin indtil midten af 1800-tallet. Det blev herefter især tysk, der kom i brug, bl.a. af den klassiske filolog Johan Nicolai Madvig, for engelsk tog først over hundrede år senere.
Da Romerriget brød sammen og de enkelte provinser faldt i forskellige germanske kongers hænder, begyndte det latinske sprog også at blive splittet op i en række vulgærlatinske dialekter, der til sidst var så forskellige fra hinanden, at der var tale om forskellige sprog, de romanske sprog. I lang tid blev man ved med at skrive på klassisk latin, som man altid har gjort, og det er først i det 9. årh., vi finder de tidligste tekster på romansk. På det tidspunkt har det talte sprog bevæget sig så langt væk fra det skrevne sprog, at almindelige mennesker næppe har kunnet forstå ret meget af de lærdes latin. Sproget i provinserne kom også under indflydelse af disses oprindelige sprog.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Udtale
Forskningen har et ganske godt indtryk af, hvordan latin blev udtalt i oldtiden. Den latinske sprogvidenskab har en række indicier at støtte sig til:
- De romerske grammatikeres beskrivelse af udtalen.
- Stavefejl i indskrifterne.
- Lydenes videre udvikling i de romanske sprog.
- Latinske låneord i fremmede sprog (især græsk og germansk).
- Fremmede låneord i latin (især fra græsk).
Den danske skoleudtale har traditionelt fulgt det danske lydsystem og har desuden haft en række senlatinske udtalevaner, der også kendes fra den latinske udtale i de andre europæiske lande, først og fremmest c = [s] foran fortungevokaler og ae = [ε:]. I løbet af det 20. århundrede har man gjort stadig flere indrømmelser til den klassiske udtale, som den, sprogvidenskaben har rekonstrueret. De fleste udtaler derfor c og ae som [kʰ] (dansk k) og [ɑɪ] (dansk ej).
Det er derimod kun få specialister, der konsekvent skelner vokallængde og konsonantlængde, selv om vi ved, at kvantitetsforskellen var betydningsbærende. Et typisk eksempel er anus 'gammel kone', ānus 'numsehul', annus 'år', der på klassisk latin alle blev udtalt forskelligt, hvorimod de to første falder sammen i den europæiske latin. Hvor konsonantlængden normalt bliver gengivet med en dobbeltskrivning af den pågældende konsonant, bliver vokallængden normalt ikke markeret i de latinske tekster (en del ældre indskrifter bruger dog en såkaldt apex til at markere de lange vokaler, men ikke konsekvent). I dansk eksisterer der ingen forskel mellem lange og korte konsonanter, men derimod mellem korte vokaler i lukkede stavelser (og foran oprindeligt lange konsonanter) og lange vokaler i åbne stavelser.
Trykket falder på den næstsidste stavelse, hvis den indeholder en lang vokal eller en diftong, eller hvis stavelsen er lukket: amātur, amoenus, perfectus. Ellers falder det på den tredjesidste stavelse: īnsula, Jūlius. (Eftersom vokallængden normalt ikke er markeret skal trykket i tvivlstilfælde slås efter eller læres udenad.) Det gælder både i den klassisk latinske udtale og i den danske skoleudtale. Når trykket falder på den tredjesidste stavelse, har den danske skoleudtale imidlertid også et stød på en eventuelt lang vokal eller diftong eller på n, m, r, l, f.eks. ul’timus, Ta’citus, ter’ritus. Det samme gælder i den næstsidste stavelse, hvis den ordet ender på -er, f.eks. pa’ter, Alexan’der.
| Klassisk latin | Dansk skoleudtale | ||
|---|---|---|---|
| lukket stavelse | åben stavelse | ||
| a | [ɑ] (som i tam) | [æ] (som i land); foran p, b, m, c, g, nc, ng, i [ɑ] (som i tam) | [æ:] (som i dame) |
| ā | [ɑ:] (som i varme) | ||
| ae | [ɑɪ] (som i dansk rejse) | [ɛ:] (som dansk læne) | |
| au | [ɑʊ] (som i dansk havne) | [ɑu] (som i dansk havne) | |
| b | [b] (som i fransk beurre) | [b] (som i dansk bør) | |
| c (k) | [k] (som fransk, omtrent = dansk g) | [s] foran i, e, y, ae, oe; ellers [kʰ] (som i dansk kande) | |
| ch | [kʰ] (som i dansk kande) | [kʰ] (som i dansk kande) | |
| d | [d] (som i fransk deux) | [d] (som i dansk dø) | |
| e | [ɛ] (som i dansk hætte) | [ɛ] (som i dansk hætte); foran og efter r [æ], tryksvagt [ɐ] (som e i dansk herre) | [e:] (som i dansk sene); efter r [æ:] (som e i dansk kredse) |
| ē | [e:] (som i dansk sene) | ||
| eu | [ɛʊ] (omtrent som i dansk levne) | [œu] (som i dansk neutral) | |
| f | [f] | [f] | |
| g | [g] (som i fransk guerre); foran n [ŋ] (som i sungne) | [g] (som i dansk gærde); foran n [ŋ] (som i sungne) | |
| gu | [gʷ] (omtrent som i engelsk linguist, men med rundingen samtidig med konsonanten) | [gv] (som i dansk skvalder) | |
| h | [h] (i dagligsproget ofte stumt) | [h] | |
| i | [ɪ] (som engelsk sit, tysk sitzen, mindre nøjagtigt dansk midte) | [i] (som i dansk bidt); foran n, m [e] (som i i dansk kvinde) | [i:] (som i dansk line) |
| ī | [i:] (som i dansk line) | ||
| j | [j]; mellem vokaler [j:] | [j] | |
| l | [l] (som i dansk bulle); efter u, o [ł] (som i engelsk bull, russisk был). | [l] | |
| m | [m] i udlyd foran vokal stumt |
[m] | |
| n | [n]; (som synge) foran c, g, x [ŋ]; foran s i reglen stumt | [n] [ŋ] (som synge) foran c, g, x |
|
| o | [ɔ] (som i engelsk pot eller mellem dansk lukke og potte) | [ʌ] (som i dansk potte) | [o:] (som i dansk tone) |
| ō | [o:] (som i dansk tone) | ||
| oe | [ɔɪ] (som i dansk søjle eller mere præcist engelsk soil, tysk Säule) | [ø:] (som i dansk løse) | |
| p | [p] (som i fransk père, omtrent = dansk b i bære) | [pʰ] (som i dansk pære) | |
| ph | [pʰ] (som i dansk pære) | [f] | |
| qu | [kw] (omtrent som i engelsk queen, men uden pust og med rundingen samtidig med konsonanten) | [kʰv] (som i dansk kvinde) | |
| r | [r] (som italiensk) | [ʁ] (som i dansk råbe); [ɐ] efter vokal (som i dansk værre, tærte) | |
| t | [t] (som i fransk tête, omtrent som i dansk dette) | [tˢ] (som i dansk tæt) | |
| th | [tʰ] (som i dansk tæt) | [tˢ] (som i dansk tæt) | |
| u | [ʊ] (som i engelsk put, tysk putzen) | [u] (som i dansk budt); foran n, m [ɔ] (som i dansk kunde); efter r [o] (som i dansk krudt) | [u:] (som i dansk kugle); efter r [o:] (som i dansk rune). |
| ū | [u:] (som i dansk kugle) | ||
| v | [w] (som i engelsk warm) | [ʋ] (som i dansk varm) | |
| y | [y] (som i dansk hytte) - kun i græske ord | [y] (som i dansk hytte); foran n, m [ø] (som i dansk yngel) | [y:] (som i dansk hyle). |
| ȳ | [y:] (som i dansk hyle) - kun i græske ord | ||
| x | [ks] | [gs] | |
[redigér] Se også
Der findes også en Wikipedia på latin.[redigér] Eksterne henvisninger
- Perseus - Denne side kan analysere latinske ord for køn og kasus.
- Latin for alle
[redigér] Generelle
- Ephemeris Nuntii Latini universi.
- The Perseus Project; en nyttig side, dedikeret til studering af klassiske sprog og klassisk litteratur. Indeholder en interaktiv latinordbog.
- Etnologisk rapport af latin
- Andre latinske ressourcer
[redigér] Udtale, betydning og stavning
- Botanisk udtale. Denne side indeholder lydfiler, som du kan klikke på for at høre udtalen af de botanisk/latinske navne på en plante eller terminologi.
- Latinsk udtale, af Gn. Dionysius Scorpio Invictus
- Videnskabelige betegnelser: Hvordan fungerer de?, af Francesco Zezza
- Udtale og stavning af videnskabelige betegnelser, en artikel af Kalliope K. Bechraki og Andreas I. Iliopoulos
[redigér] Kurser
[redigér] Ordbøger
- Latin - Engelsk ordbog
- Saxo-middelalderlatinsk ordbog - Vademecum in opus Saxonis et alia opera Danica compendium ex indice verborum
- Neues Latein-Lexikon. Lexicon recentis latinitatis. Über 15.000 Stichwörter der heutigen Alltagssprache in lateinischer Übersetzung. Von Astronaut (nauta sideralis) bis Zabaione (merummovo infusum). Herausgeber: libraria editoria vaticana. Originalausgabe 1992: Libraria Editoria Vaticana. Deutsche Ausgabe 1998: Mathias Lempertz Buchhandlung und Antiquariat GmbH, Bonn, ISBN 3-933070-01-5.
