Kejserriget Østrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kejserriget Østrig blev oprettet af de tidligere habsburgske arvelande i 1804. I 1867 blev Kejserriget Østrig afløst af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn.

Indholdsfortegnelse 1 1804-1814 2 1814-1815 3 1815-1848 4 1848-1849 5 1850-1867 6 1867-1871 7 1871-1918 8 Kejserrigets regenter 9 Kejserrigets dele

[redigér] 1804-1814

Kejserrigets første 10 år var præget af krige. Østrig var i nogle perioder allieret med Napoleon 1. af Frankrig og i andre perioder i krig med Frankrig.

[redigér] 1814-1815

Den østrigske udenrigsminister Fyrst Metternich var i 1914-1815 vært ved Wienerkongressen, der skulle reorganisere Europa efter Napoleonskrigene.

Kongressen oprettede det Tyske forbund, der gjorde Østrig til den ledende magt i Tyskland. Desuden skaffede Østrig sig en dominerede stilling overfor de svage italienske stater. Dermed havde Østrig genvundet den magt, som de habsburgske kejsere havde haft i det tidligere Tysk-romerske rige.

[redigér] 1815-1848

Fra 1815 til 1830 var fyrst Metternich Europas ledende statsmand. Fra 1821 var han Østrigs statskansler. Under den svage kejser Ferdinand den første (1835-1848) var Metternich kejserrigets egentlige leder.

Under Metternichs ledelse støttede Østrig konservatisme og enevælde overalt i Europa. Gennem politistatsmetoder forsøgte man at dæmme op for liberalisme, nationalisme, demokrati og revolution.

Efter 1830 blev det sværere for Østrig at bremse frihedsrøret i de forskellige europæiske lande.

[redigér] 1848-1849

I 1848 blev Italien, de tyske stater og Kejserriget Østrig rystet af revolutioner. Metternich flygtede til udlandet, og kejser Ferdinand blev afsat.

I Ungarn blev republikken erklæret, og landet forsøgte at løsrive sig fra Østrig. I Tyskland blev det tyske forbund afløst af en folkevalgt Nationalforsamling i Frankfurt. Kongedømmet Sardinien forsøgte at samle Italien til eet land.

Efterhånden ebbede revolutionerne ud, og forholdene fra før 1848 vendte delvist tilbage. I 1849 var Østrig stærk nok til at forhindre, at kongen af Preussen blev valgt til kejser af Tyskland. Senere samme år blev Nationalforsamlingen i Frankfurt opløst.

[redigér] 1850-1867

I 1850 blev det tyske forbund genoprettet. Formelt under Østrigs ledelse, men Preussen havde nu fået en stærkere stilling.

I 1866 vandt Italien og Preussen en krig mod Østrig. Østrig måtte afstå Veneto til Italien og Holsten til Preussen. Det tyske forbund blev opløst.

[redigér] 1867-1871

I 1867 oprettedes Det nordtyske forbund under preussisk ledelse. Samme år blev kejseriget Østrig til dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. I den ungarske del af monarkiet blev rumænere og kroater styret af centralregeringen i Budapest, mens tjekker og polakker bevarede et vist selvstyre i den østrigske del af monarkiet.

[redigér] 1871-1918

I september 1870 erobrede Italien Rom, der året efter blev landets hovedstad. I 1871 blev Tyskland samlet til eet rige med den preussiske konge som kejser og med den preussiske ministerpræsident som rigskansler.

Østrig-Ungarn kunne herefter ikke længere gribe ind i Tysklands og Italiens indre forhold. Den tysk-preussiske kansler Otto von Bismarck fik den samme ledende stilling i Europa, som Østrigs fyrst Metternich havde haft før 1848. Østrig-Ungarn bevarede dog sin rang som stormagt, men var svagere end Europas andre stormagter.

I 1878 kom de tyrkiske områder Bosnien og Hercegovina under fælles administration af Ungarn og Østrig. I 1908 fik Østrig-Ungarn suveræniteten over Bosnien-Hercegovina. Den serbiske del af befolkningen ville ikke acceptere det østrig-ungarske styre.

Den 28. juni 1914 (på 525-årsdagen for tyrkernes sejr over serberne på Kosovo Polje (Solsortesletten)) blev den østrig-ungarsk tronfølger Franz Ferdinand myrdet af en serbisk nationalist. Dette udløste 1. verdenskrig, der førte til det habsburgske monarkis opløsning i 1918.

[redigér] Kejserrigets regenter

• Franz I (1804-1835) (fra 1804 kejser af Østrig, indtil 1806 tysk-romersk kejser)
• Ferdinand I., 1835-1848 (afsat), død 1875
• Franz Joseph I (1848-1867), regerede Østrig-Ungarn til sin død i 1916.

[redigér] Kejserrigets dele

• Kongeriget Bøhmen (Königreich Böhmen)
• Kongeriget Ungarn (Königreich Ungarn)
• Kongeriget Dalmatien (Königreich Dalmatien), indtil 1849 en del af kongeriget Illyrien (Königreich Illyrien)
• Kongeriget Galicien og Lodomerien (Königreich Galizien und Lodomerien)
• Kongeriget Kroatien og Slavonien (Königreich Kroatien und Slawonien) herunder Militærgrænsen fra 1578 til 1871.
• Kongeriget Lombardiet-Venetien (Lombardo-Venezianisches Königreich)
• Ærkehertugdømmet Østrig (Erzherzogtum Österreich)
• Hetugdømmet Kärnten (Herzogtum Kärnten)
• Hertugdømmet Krain (Herzogtum Krain)
• Hertugdømmet Salzburg (Herzogtum Salzburg) fra 1850
• Hertugdømmet Syd-Schlesien (Herzogtum Schlesien)
• Hertugdømmet Steiermark (Herzogtum Steiermark)
• Hertugdømmet Bukovina (Herzogtum Bukowina)
• Hertugdømmet Serbien og Tamiš Banat (Woiwodschaft Serbien und Tamisch Banat)
• Storfyrstendømmet Transsylvanien (Großfürstentum Siebenbürgen)
• Markgrevskabet Mähren (Markgrafschaft Mähren)
• Det fyrstelige grevskab Tyrol (Gefürstete Grafschaft Tirol)
• Det fyrstelige grevskab Gorizia og Gradisca (Grafschaft Görz und Gradisca)
• Vorarlberg
• Markgrevskabet Istrien (Istrien)
• Trieste (fri rigsstad under Østrig og hovedby i regionen Küstenland)