Airbus A320
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
A320-familien udgør modellerne Airbus A318, A319, A320 og A321, som tilhører kort- til mellemdistanceklassen af passagerfly. Omend ikke den mest prestigefyldte model - set i forhold til de langt større A330, A340 og senest superjumboen A380 - er det uden tvivl den vigtiste model for Airbus-fabrikken og den absolut mest solgte i firmaets historie. I øvrigt den direkte konkurrent til Boeings lige så populære 737 serie. A320 har desuden været pionér indenfor en række nye teknologier til moderne passagerfly.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Historie og produktion
[redigér] Udvikling
A320 blev udviklet efter Airbus' succes med wide-body-flyet A300. Målet var et fly der kunne erobre andele i det lukrative marked for mellemstore passagerfly, der indtil nu var domineret af to Boeing-modeller, den ældre, men på tidspunktet stadig meget udbredte, 727 samt den nyere 737.
Programmet blev skudt i gang i marts 1982 og første flyvning blev udført den 22. februar 1988, hvorefter Air France modtog den første maskine måneden efter. De første fly var A320-100, men kun få blev produceret, da man skiftede til A320-200 snart efter. -200 desginationen bruges sjældent og der refereres generelt bare til flyet som A320. Den blev den første passagermaskine der introducerede fly-by-wire teknologien, hvilket betyder, at kontrolfladerne på vingerne og halen opereres udelukkende via elektroniske signaler, og ikke hydraulisk eller mekanisk som ellers var mest brugt. Rent EFIS-glascockpit er også standard og alt styres gennem computere, hvilket affødte en del mistillid, især fra de "gamle" piloter, der svor til analoge maskiner. Det har da også krævet en masse træning og procedureudvikling at få standarden op på tilfredsstillende niveau.
Airbus A320-familien bliver samlet i enten Hamborg, Tyskland (A318, A319 og A321) , eller Toulouse, Frankrig (A320), men delene fabrikeres over det meste af Europa og resten af verden. Senest er en aftale blevet underskrevet i Kina om lokal samling af A320-fly til kinesiske flyselskaber. Der produceres over 30 fly om måneden af hele familien, og med nye samlingshaller er planen, at produktionen skal nå 40 om måneden inden for få år. Ordrebogen er på over 5000 fly, hvoraf 3100 er blevet leveret (Juni 2007 tal)
[redigér] Nye varianter
A321 blev annonceret kort efter lanceringen af originalen, A320, i november 1989. Ideen bag hele A320-familien var, at der skulle være mindst mulig forskel på modellerne, så operatørerne kunne gøre brug af både piloter, teknikere og reservedele på alle fly. A321 er således en forlænget udgave, 6,93 meter længere end originalen og har forstærket landingsstel, lidt større hjul og kraftigere motorer pga. den øgede vægt. Vingen er også en anelse modificeret, men cockpittet er næsten identisk med A320. Den første A321-100 havde samme brændstofkapacitet som A320, men pga. den øgede vægt, fik den dermed en kortere rækkevidde. Dette belv ændret med A321-200-modellen fra 1996, som fik lidt kraftigere motorer og ikke mindst en 2900 liters ekstra centertank.
A319 blev offentliggjort under Paris Airshow i juni 1993, og fløj første gang 25. august, 1995. Denne maskine er praktisk talt identisk med A320, med undtagelse af en flykrop der er 3,73 meter kortere. A319 har været en stor succes, især hos lavprisselskaber, hvor bl.a. Easyjet har været en stor aftager.
A318 blev født som en videreudvikling af A319. Oprindelig forsøgte Airbus at udvikle et nyt 100-sæders fly til det asiatiske marked, kaldet AE31X i samarbejde med AVIC i Kina og Singapore Technologies. Flyet blev kancelleret, men Airbus gik videre med deres eget projekt, oprindeligt kaldet A319M5 (for en A319 minus 5 frames i flykroppen). Denne model blev annonceret ved Farnborough Airshow i 1998. A318 er 2,39 meter kortere end den i forvejen forkortede A319, og denne korte og lette konfiguration tillader, at operatører kan vælge om deres fly skal være lette (og dermed billigere i drift) eller have ekstra lang rækkevidde til tyndt benyttede ruter. Da A318 skulle til at begynde levering til kunder, løb det ind i en række problemer. Det største var, at efter 11. september var mange selskaber, der havde bestilt flyet, i dyb krise og kunne ikke tage imod flere fly. Desuden var der problemer med at motorerne ikke var økonomiske nok, hvilket krævede nyudviklede motorer, som forsinkede de i forvejen pressede selskaber.
[redigér] Militær tjeneste og corporate jets
I oktober 1998 blev den første Airbus A319CJ (for Corporate Jet) rullet ud af samlehallen i Hamborg. Den er i princippet en almindelig A319, men udstyret med ekstra brændstoftanke, der giver interkontinental rækkevidde, og med en kabine udstyret efter kundens ønske. Som oftest et VIP layout, der strækker sig fra fx. 50 business-class sæder til rene flyvende suiter beregnet til en enkelt person eller familie. Disse benyttes af visse landes militære styrker til transport af kongelige, ministre eller andre højtstående embedsmænd, eller i visse tilfælde blot som almindelig personnel-transport. Andre kunder er firmaer med et stort behov for transport af mange personer, som regel i ledelsen, over lang afstand, eller de udlejes til særligt behov, som fx. et band eller et sportshold på turné.
Enkelte flyselskaber har også indkøbt de special-designede A319, oftest benævnt A319LR, og bruges primært på langdistanceruter som rent førsteklasses fly. Den primære forskel fra CJ-modellen er at LR har fire ekstra tanke, hvor CJ har seks. Airbus tilbyder også Corporate Jet indretning i de andre modeller, men A319, og senest A318, har været de mest populære indtil videre.
[redigér] Danske operatører
I Danmark opererer SAS med Airbus A319 og A321, mens MyTravel har A320 og A321 i flåden.
[redigér] Specifikationer
- Airbus A318
- Længde: 31,45 m
- Vingespænd: 34,10 m
- Max hastighed: Mach 0,82
- Rækkevidde: 2700 km (dog op til 5950 km i visse udgaver)
- Max startvægt: 59 - 68 ton
- Passagerer: Typisk 107, max 117
- Airbus A319
- Længde: 33,84 m
- Vingespænd: 34,10 m
- Max hastighed: Mach 0,82
- Rækkevidde: 3350 km (dog op til 6800 km i visse udgaver)
- Max startvægt: 64 ton
- Passagerer: Typisk 124, max 142
- Airbus A320
- Længde: 37,57 m
- Vingespænd: 34,10 m
- Max hastighed: Mach 0,82 (max 903 km/t ved 27.000 fod)
- Rækkevidde: 4800 km (5700 med reduceret vægt)
- Max startvægt: 77 ton
- Passagerer: Typisk 138-150, max 179
- Airbus A321
- Længde: 44,51 m
- Vingespænd: 34,10 m
- Max hastighed: Mach 0,82 (max 903 km/t ved 27.000 fod)
- Rækkevidde: 4400 km (dog op til 5600 km i visse udgaver)
- Max startvægt: 93,5 ton
- Passagerer: Typisk 170-185, max 220