Adolf Eichmann

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Karl Adolf Eichmann (19. marts 1906 - 1. juni 1962) var tysk SS-officer under 2. verdenskrig, og anses for at være en af arkitekterne bag Holocaust. Eichmann var en højtstående embedsmand i Nazityskland og tjente som Obersturmbannführer i SS svarende til oberstløjtnant. På grund af hans talent for organisation, pålidelighed og arbejdsiver, blev han af næstkommanderende i SS, Obergruppenführer Reinhard Heydrich, tildelt opgaven med at håndtere logistikken bag masse-deportationerne af jøder til ghettoer og udryddelseslejre i det tysk besatte Østeuropa. Efter krigen rejste Eichmann til Argentina ved hjælp af en indrejsetilladelse udstedt af Internationalt Røde Kors. Eichmann blev i 1960 fanget af israelske agenter fra Mossad i Argentina, hvor han havde boet under navnet Ricardo Klement, og førtes til Israel. Her blev han retsforfulgt bl.a. for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Han blev dømt og efterfølgende hængt i Jerusalem den 1. juni 1962.

Indholdsfortegnelse 1 Tidlige liv 2 Nazistpartiet og SS 3 2. verdenskrig 4 Efter 2. verdenskrig 4.1 CIA-rapport 5 Tilfangetagelse 6 Rettergang 7 Eichmann-analyse 8 Fodnoter 9 Bøger 10 Eksterne kilder/henvisninger

[redigér] Tidlige liv

Eichmann blev født i Solingen i Tyskland som søn af en relativt velstående forretningsmand og industrialist. I 1914 flyttede hans familie til Linz i Østrig, og under den 1. verdenskrig tjente Eichmanns far i den østrig-ungarske hær. Ved krigens slutning vendte Eichmanns far tilbage til familiens forretning i Linz. I 1920 flyttede Eichmanns familie tilbage til Tyskland.

Da Eichmann blev myndig i 1925, tog han tilbage til Østrig for at studere mekanisk ingeniørarbejde. Men som fattig student droppede han snart ud af seminariet. Derefter forsøgte Eichmann at følge i sin fars fodspor og blive rejsende handelsmand, hvilket igen bragte ham til Tyskland i 1930.

Eichmann mødte første gang nazistpartiet, da han meldte sig ind i Wandervogel-bevægelsen, som er blevet beskrevet som "et bondsk, arisk broderskab baseret på antisemitiske idealer". I 1932 tog Eichmann endnu en gang til Østrig og meldte sig som 26-årig ind i det østrigske nazistparti.

[redigér] Nazistpartiet og SS

Efter råd fra en af familiens gamle venner, Ernst Kaltenbrunner lod Eichmann sig hverve til den østrigske gren af SS 1. april 1932 som SS-Anwärter(SS-aspirant), og blev medlem i november 1932.

Da nazisterne kom til magten i Tyskland i 1933, vendte Eichmann tilbage til sit fødeland for at melde sig til aktiv tjeneste i SS. Han blev godkendt til tjeneste, og i november 1933 blev Eichmann forfremmet til Scharführer - svarende til sergent eller korporal - og blev en del af det administrative personale i Dachau koncentrationslejren.

I 1934 havde Eichmann bestemt sig for at gøre karriere i SS og bad om at blive forflyttet til Sicherheitspolizei (Sikkerhedspolitiet), som på det tidspunkt var blevet en magtfuld og frygtet organisation. Eichmanns forflytning blev bevilget i november 1934, hvor han blev forfremmet til Oberscharführer (oversergent) og fik plads i hovedkvarteret for Sicherheitsdienst (SD) i Berlin. Eichmann blev en eksemplarisk administrator i SD og fik snart sine overordnedes opmærksomhed. Han blev forfremmet til Hauptscharführer ( i 1935 og i 1937 udnævnt til SS-Untersturmführer.

I 1937 blev Eichmann sendt til Palæstina med sin overordnede, Herbert Hagen, for at vurdere muligheden for en massiv jødisk udvandring fra Tyskland til Palæstina. De landede i Haifa, men kunne kun få transitvisum, så de fortsatte til Cairo. I Cairo mødtes de med Feival Polkes, en agent for Haganah, med hvem de diskuterede zionisternes planer og prøvede at sikre sig deres assistance til at lette den jødiske emigration fra Europa. Ifølge et svar, som Eichmann gav ved sin rettergang, havde han også planlagt at mødes med arabiske ledere i Palæstina; dette skete aldrig, fordi de blev nægtet adgang til Palæstina af de britiske autoriteter. Efterfølgende skrev Eichmann og Hagen en rapport, hvori de frarådede en omfattende emigration til Palæstina af økonomiske årsager, og fordi det stred imod den tyske politik at oprette en jødisk stat dér. Denne episode bliver sommetider set som et vigtigt skridt henimod nazisternes opgivelse af emigration som den foretrukne "løsning på det jødiske problem".

I 1938 blev Eichmann sendt til Østrig for at hjælpe med at organisere SS-sikkerhedsstyrkerne i Wien efter Anschluss, Østrigs indlemmelse i Tyskland. Efter denne indsats blev Eichmann forfremmet til SS-Obersturmführer svarende til oberstløjtnant, og i slutningen af 1938 blev Adolf Eichmann udvalgt af SS-ledelsen til at danne det Centrale Kontor for Jødisk Emigration, som stod for at tvangsdeportere og udvise jøder fra Østrig. Gennem dette arbejde fik Eichmann et indgående kendskab til jødisk kultur og tro.

[redigér] 2. verdenskrig

Ved 2. verdenskrigs begyndelse var Eichmann blevet forfremmet til SS-Hauptsturmführer og var blevet kendt for sit arbejde med udviklingen af Kontoret for Jødisk Emigration. Gennem sit arbejde fik Eichmann flere kontakter inden for zionistbevægelsen, som han samarbejdede med for at sætte fart på den jødiske emigration fra Østrig.

Eichmann vendte tilbage til Berlin i 1939 efter oprettelsen af det 3. Riges Centrale Sikkerhedshovedkontor, RSHA. I december 1939 blev han sat til at lede RSHA afdeling IV D4, den RSHA-afdeling, som havde at gøre med jødiske anliggender og evakuering. I august 1940 udsendte han sin Reichssicherheitshauptamt: Madagaskar Projekt (Rigets Centrale Sikkerhedskontor: Madagascarprojektet), en plan for jødiske deportationer, som aldrig blev realiseret. Han blev forfremmet til SS-Sturmbannführer sent i 1940, og mindre end et år senere blev han Obersturmbannführer.

I 1942 inviterede Reinhard Heydrich Eichmann til at deltage i Wannseekonferencen, hvor Tysklands antijødiske retnigslinier blev fastsat gennem en officiel folkedrabspolitik. I forbindelse med denne Endelige Løsning på det Jødiske Spørgsmål blev Eichmann sat i arbejde som Deportationsadministrator, hvilket gav ham ansvaret for de tog, som skulle transportere jøder til udryddelseslejrene i Polen. Efter en første personlig krise over at hans arbejde med jødisk emigration nu så ud til at være delvist spildt, udførte Eichmann efterfølgende sine pligter med en bemærkelsesværdig arbejdsiver.

Eichmanns tjenstvillighed blev bemærket, og i 1944 blev han sendt til Ungarn, efter at Tyskland havde besat landet af frygt for en sovjetisk invasion. I Ungarn gik Eichmann øjeblikkeligt i gang med at deportere jøder og fik formentlig sendt omkring 400.000 ungarere til døden i nazisternes dødlejre.

I 1945 var Eichmanns verden igen ved at falde sammen, da Heinrich Himmler beordrede, at jødeudryddelsen skulle stoppe, og at beviser for Endlösung, planen for udryddelsen af jøderne, skulle destrueres. Eichmann valgte at ignorere Himmler og fortsatte sit arbejde i Ungarn på trods af de officielle ordrer. Eichmann prøvede også at undgå at blive indkaldt i forbindelse med Tysklands sidste militære kraftanstengelse. Han var et år tidligere blevet udnævnt til reserve Untersturmführer i Waffen-SS og blev nu beordret til aktiv krigstjeneste.

Eichmann flygtede fra Ungarn i 1945, da russerne invaderede landet, og han vendte tilbage til Østrig, hvor han mødtes med sin gamle ven Ernst Kaltenbrunner. Kaltenbrunner nægtede dog at have noget at gøre med Eichmann, formentlig fordi Eichmanns arbejde som administrator for transporten af jøder havde fået De Allierede til at stemple ham som en alvorlig fjende.

[redigér] Efter 2. verdenskrig

Ved slutningen af 2. verdenskrig blev Eichmann taget til fange af den amerikanske hær, som ikke var klar over, at Eichmann, der præsenterede sig selv som "Otto Eckmann", i virkeligheden var en mere central brik i SS-adminstrationen. Tidligt i 1946 flygtede han fra amerikansk forvaring og skjulte sig i forskellige afkroge af Tyskland i de følgende år. I 1948 skaffede han sig indrejsetilladelse til Argentina, men gjorde ikke øjeblikkeligt brug af den. I begyndelsen af 1950 tog Eichmann til Italien, hvor han gav sig ud for at være en flygtning ved navn Ricardo Klement. Med hjælp fra en franciskansk munk, som havde forbindelser til ærkebiskop Alois Hudal, skaffede Eichmann sig et humanitært pas fra det Internationale Røde Kors Udvalg samt et argentinsk visum. Han ankom med skib til Argentina 14. juli 1950. I de næste ti år arbejdede han i forskellige erhverv i og omkring Buenos Aires. Eichmann bragte også sin familie til Argentina. Argentina var på det tidspunkt et tilflugtssted for mange nazister.

[redigér] CIA-rapport

I juni 2006 blev gamle CIA-dokumenter vedrørende USA's relationer med tidligere nazister frigivet. Et memorandum mellem de omkring 27.000 dokumenter viste, at den vesttyske regering i 1958 vidste, at Eichmann gemte sig i Argentina under navnet Clemens. Alligevel foretog regeringen sig intet på baggrund af denne information. Regeringen under Konrad Adenauer var bekymret for, hvad Eichmann ville sige, bl.a. om nationalsikkerhedsrådgiveren Hans Globkes nazistiske fortid. ^{[1] [2]}

[redigér] Tilfangetagelse

Op gennem 1950'erne viede mange jøder og andre ofre for Holocaust deres liv til at finde Eichmann og andre nazi krigsforbrydere. Blandt dem var Simon Wiesenthal. I 1954 fik Wiesenthal mistanke om ,at Eichmann var i Argentina efter at have modtaget et postkort fra en kammerat, som var flyttet til Buenos Aires. "Jeg så det beskidte svin Eichmann," stod der på postkortet, "Han bor i nærheden af Buenos Aires og arbejder på en water factory". Med denne information indsamlet af Wiesenthal havde israelerne en ledetråd angående Eichmanns opholdssted. Isser Harel, den daværende leder af Mossad (den israelske sikkerhedstjeneste), hævdede senere i et uudgivet manuskript, at Wiesenthal "overhovedet ikke spillede nogen rolle' i Eichmanns pågribelse, men at han tværtimod bragte hele Eichmann-operationen i fare og forhindrede tilfangetagelsen af Auschwitz-lægen Josef Mengele."

En anden medvirkende årsag til afsløringen af Eichmanns identitet var Lothar Hermann, en arbejder af jødisk afstamning som flygtede til Argentina fra Tyskland efter sin indespærring i koncentrationslejren Dachau, hvor Eichmann havde tjent som administrator. I 1950'erne havde Hermann bosat sig i Buenos Aires med sin familie. Datteren Sylvia stiftede bekendskab med Eichmann-familien og indledte en romance med Klaus, Eichmanns ældste søn. Klaus' pralende bemærkninger om sin fars liv som nazist skabte en mistanke hos Sylvias far, Lothar. Efter i 1957 at have læst en avisberetning om tyske krigsforbrydere, af hvem Eichmann var én, sendte han Sylvia til Eichmanns hjem for at indsamle oplysninger. Hun blev i døren mødt af Eichmann selv, og efter uden held at have spurgt efter Klaus, spurgte hun, om det var Klaus' far hun talte med. Eichmann bekræftede dette. Ophidset begyndte Hermann snart en korrespondance med Fritz Bauer, ledende anklager i den vesttyske stat Hessen og skaffede detaljer om Eichmanns person og liv. Bauer vidste, at Vesttyskland fornemtlig ikke ville gøre meget for at få Eichmann dømt pga. den endnu følsomme fortid. Han kontaktede derfor israelske embedsmænd, som gennem de næste år arbejdede tæt sammen med Hermann for at lære mere om Eichmann og for at formulere en plan for en tilfangetagelse af ham.

I 1960 fandt Mossad ud af, at Eichmann var i Argentina og begyndte at lede efter hans præcise opholdssted hvorefter det, gennem konstant overvågning, blev bekræftet, at Ricardo Klement i virkeligheden var Adolf Eichmann. Den israelske regering godkendte derefter en operation, som skulle tage Eichmann til fange og bringe ham til Jerusalem, så han kunne retsforfølges for krigsforbrydelser. Han blev fanget af et hold Mossad-agenter 11. maj 1960 som en del af en hemmelig operation. Han blev derefter fløjet med et El Al fly fra Argentina til Israel 21. maj 1960.

I 12 dage benægtede den israelske regering at have været indblandet i Eichmanns tilfangetagelse og hævdede i stedet, at han var blevet fanget af jødiske frivillige. Til sidst opgav man dog bortforklaringerne og premierminister David Ben-Gurion bekendtgjorde herefter tilfangetagelsen af Eichmann til Knesset (Israels lovgivende forsamling) d. 23. maj 1960. Bekendtgørelsen blev modtaget med stående klapsalver. Isser Harel, som var leder af Mossad, da operationen fandt sted, skrev en bog om Eichmanns tilfangetagelse med titlen Huset i Garibaldi Street. Nogle år senere skrev et medlem af gruppen bag tilfangetagelsen, Peter Malkin, Eichmann i mine Hænder, en bog, som indeholder et fascinerende indblik i Eichmanns person og motiver, men hvis sandfærdighed er omstridt.

[redigér] Rettergang

Eichmann's rettergang ved den israelske domstol i Jerusalem begyndte 11. april 1961. Han blev tiltalt for 15 forbrydelser, deriblandt krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, forbrydelser mod det jødiske folk samt medlemskab af en ulovlig organisation. Som det er standard vel israelske retssager, blev hans sag ført foran tre dommere. Gideon Hausner, den israelske justitsminister, var hovedanklager.

Retssagen skabte stor international polemik og blev fulgt verden over. Den israelske regering tillod nyhedsprogrammer fra hele verden at filme retssagen live med enkelte forbehold. Seere kunne på fjernsyn se en ubestemmelig mand sidde i en boks af skudsikkert glas mens vidner, deriblandt mange overlevende fra Holocaust, vidnede mod ham om hans rolle i transporten af ofre til koncentrationslejrene. Under hele retssagen insisterede Eichmann på, at han kun fulgte ordrer - det samme argument som blev brugt af mange af nazikrigsforbryderne under Nürnbergprocessen 1945-1946 . Han erklærede utvetydigt, at han havde givet afkald på sin samvittighed for at kunne følge Førerprincippet. Dette forsvar kan underbygges af Milgram-eksperimentet.

Efter 14 uger med vidnesbyrd fra mere end 1.500 dokumenter, 100 anklagevidner (hvoraf 90 var overlevende fra nazisternes koncentrationslejre) og snesevis af forsvarende vidnesudsagn leveret med diplomatisk kurér fra 16 forskellige lande, sluttede Eichmann-retssagen 14. august 1961, hvor dommerne trak sig tilbage for at drøfte sagen.11. december bekendtgjorde de tre dommere deres dom, hvor Eichmann blev kendt skyldig i alle anklager. Han blev dømt til døden 15. december 1961. Eichmann appellerede afgørelsen, mest baseret på juridiske diskussioner vedrørende Israels lovgivning og lovligheden af de love, som han blev dømt efter. Han hævdede også, at han var beskyttet af det faktum, at han blot fulgte statens ordrer. 29. maj 1962 afslog Israels højesteret Eichmanns appel og fastholdt den tidligere domsafsigelse. 31. maj afviste Israels præsident Yitzhak Ben-Zvi Eichmanns bønskrift. Eichmann blev hængt få minutter efter midnat 1. juni 1962 ved Ramla fængslet, officielt den eneste civile henrettelse der nogensinde er blevet udført i Israel. Eichmann skulle efter sigende have nægtet at indtage et sidste måltid. Han nægtede også at bære den traditionelle sorte hætte ved sin henrettelse.

Hans sidste ord skal have været "Længe leve Tyskland. Længe leve Østrig. Længe leve Argentina. Disse er de lande, som jeg har været tættest forbundet med, og jeg skal ikke glemme dem. Jeg måtte følge krigens og mit flags regler. Jeg er rede."^{[Kilde mangler]} Hans krop blev kremeret, og asken spredt i havet den følgende morgen, så ingen nation ville kunne kaldes Adolf Eichmanns endelige hvilested.

[redigér] Eichmann-analyse

I de 40 år, der er gået siden Eichmanns død, har historikere spekuleret over forskellige kendsgerninger om hans liv. Det vigtigste spørgsmål er, hvor ansvarlig Eichmann var for Holocaust. De fleste er enige om, at Eichmann vidste præcis. hvad han lavede; men flere "Eichmann-forsvarere" (deriblandt hans søn) mener, at han blev uretmæssigt dømt, og at han kun gjorde sin pligt som tysk soldat.

En tredje - og meget kontroversiel - analyse kom fra den politiske teoretiker Hannah Arendt, en jøde, som var flygtet fra Tyskland, inden Hitler kom til magten, og som skrev om Eichmanns retssag for The New Yorker-tidsskriftet. I Eichmann i Jerusalem, en bog skrevet om denne retssag, konkluderer Arendt, at bortset fra et ønske om at forbedre sin karriere, viste Eichmann ingen tegn på antisemitisme eller psykopati.

Hun kaldte ham legemliggørelsen af "ondskabens banalitet," fordi han lod til at have en ganske almindelig personlighed. Han viste hverken tegn på skyld eller had. Hun mente, at dette faktum såede tvivl om teorien om, at de nazistiske krigsforbrydere var psykopatiske og anderledes end andre mennesker. Mange konkluderede af denne og lignende observationer, at selv ganske almindelige mennesker kan begå forfærdelige forbrydelser.

Eichmanns involvering i SS-undergrundsgruppen ODESSA er også et mysterium, eftersom der er beviser, som peger på, at Eichmann havde kontakt til gruppen, men ikke deltog aktivt i ODESSA's aktiviteter. Mossad var overbevist om, at Eichmann var én af Mengeles kontakter og havde planlagt en dobbelt tilfangetagelse i 1961, hvis Eichmann havde afsløret Mengeles opholdssted. Eichmann havde mødt Mengele via Willem Sassen, en hollandsk journalist, der var dømt til døden in absentia af en militærdomstol i Belgien og til 20 års strafarbejde i Nederland. På falskt pas kom Sassen til Buenos Aires, hvor han nemt gled ind i SS-miljøet og præsenterede Eichmann og Mengele for hinanden. De to mødtes flere gange på kaféen ABC, men fandt aldrig tonen, og Eichmann takkede også nej til Mengeles tilbud om gratis lægehjælp. ^[3]

En fodnote om Eichmanns SS-karriere fokuserer på spørgsmålet om, hvorfor han aldrig blev forfremmet til SS-Oberst, dvs. Standartenführer. Med Eichmanns fortid og ansvar ville han have været en fortrinlig kandidat til forfremmelse, men efter 1941 viser hans SS-optegnelser ingen beviser på, at han nogensinde blev anbefalet til endnu en forfremmelse. Mange har spekuleret over, om Ernst Kaltenbrunner kan have anset Eichmann som en farlig mand, eftersom han steg så hurtigt inden for SS, og have bremset hans SS-karriere for at forhindre Eichmann i at blive for magtfuld.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Adolf Eichmann

[redigér] Fodnoter

1. ↑ "Rapport: CIA beskyttede topnazist", 2006-06-07, pol.dk
2. ↑ Haaretz.com - Documents show post-war CIA covered up Nazi war crimes
3. ↑ David Cesarani: "Eichmann - byråkrat og massemorder", forlaget Spartacus, Oslo 2007

[redigér] Bøger

[redigér] Eksterne kilder/henvisninger

• Tilfangetagelsen af Adolf Eichmann fra det Jødiske Virtuelle Bibliotek
• Deklassificeret CIA navnefil på Adolf Eichmann - Stillet til rådighed af National Security Archive
• Eichmann retssagen: Den fulde afskrift - Stillet til rådighed af Nizkor Projektet
• Eichmann Prosecutor Interview: A Conversation with Justice Gabriel Bach, Senior Prosecutor in the Adolf Eichmann Trial