Matthæusevangeliet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Oversigt over
Det Nye Testamentes
kanoniske bøger
Evangelierne
Matthæusevangeliet	Matt
Markusevangeliet	Mark
Lukasevangeliet	Luk
Johannesevangeliet	Joh
Historisk skrift
Apostlenes Gerninger	ApG
Paulus' breve
Romerbrevet	Rom
1. Korintherbrev	1 Kor
2. Korintherbrev	2 Kor
Galaterbrevet	Gal
Efeserbrevet	Ef
Filipperbrevet	Fil
Kolossenserbrevet	Kol
1. Thessalonikerbrev	1 Thess
2. Thessalonikerbrev	2 Thess
1. Timotheusbrev	1 Tim
2. Timotheusbrev	2 Tim
Titusbrevet	Tit
Filemonbrevet	Filem
Hebræerbrevet	Hebr
De katolske breve
Jakobsbrevet	Jak
1. Petersbrev	1 Pet
2. Petersbrev	2 Pet
1. Johannesbrev	1 Joh
2. Johannesbrev	2 Joh
3. Johannesbrev	3 Joh
Judasbrevet	Jud
Apokalyptisk skrift
Johs. Åbenbaring	Åb
Se også: Det Nye Testamentes kanon

Matthæusevangeliet er den første bog i Det Nye Testamente. Sammen med Markusevangeliet og Lukasevangeliet regnes det til de såkaldte synoptiske evangelier. Evangeliets forfatterskab tilskrives traditionelt Sankt Matthæus, der var skatteopkræver og en af Jesu disciple. Matthæusevangeliet forkortes Matt.

[redigér] Datering

Dette evangelium er det første i Ny Testamente, og var det evangelium den tidlige kirke foretrak. Evangeliets status som det første i Ny Testamente skyldes den stamtavle, der indleder Matthæusevangeliet. Denne stamtavle man har fundet var en optimal måde at indlede hele skriftsamlingen der udgør Ny Testamente. Derudover har man i kirkehistorien opfattet dette evangelie som det ældste, hvad der har været med til at fremme dens popularitet

Den normale opfattelse i dag er, at Matthæusevangeliet er det andet evangelium, skevet nogle år efter Markusevangeliet. Normalt dateres det til et sted i 70’erne e.Kf., mens det andre steder dateres så sent som 85. Det er især beretningen om Jerusalems ødelæggelse, der skubber dateringen til efter 70. Nogle bibelforskere hævder dog, at evangeliet stammer fra før 70.

[redigér] Forfatteren

Forfatteren til Matthæusevangeliet er anonym, men blev tidligere tilskrevet apostlen Matthæus, idet evangeliet var det eneste der vidste at tolderen Levi også hed Matthæus. Men denne identifikation er dog usandsynlig, blandt andet fordi evangeliet er afhængig af Markusevangeliet.

Indtil oplysningstiden var det almindeligt antaget, at Matthæusevangeliet i det store og hele var skrevet af et øjenvidne. Man var dog klar over, det var usandsynligt, at en discipel, som havde fulgt Jesus i Galilæa, kunne skrive græsk. Denne vanskelighed forsøgte man at komme uden om ved at påstå, at Matthæus havde skrevet på aramæisk, og at "vores" Matthæus var en oversættelse heraf til græsk. Imidlertid er intet af den påståede aramæiske original bevaret, og ingen tidlig kirkefader synes at have kendt den. Da det endvidere er klart at Matthæus har kendt og benyttet Markus-evangeliet (Tokildehypotesen), er tanken om Matthæus som øjenvidne med få undtagelser opgivet af bibelforskerne.

[redigér] Indhold

1. del 1:1 - 4:11 Hvem er Jesus?

2. del 4:12 - 16:12 Messias' tjeneste for Israel

3. del 16:13 - 28:20 Messias' lydige underkastelse under døden

[redigér] Karakteristik

Matthæusevangeliet er halv gang længere end det ældste evangelium, Markusevangeliet, og har næsten indoptaget hele stoffet fra dette evangelium. Der er dog tilknyttet en forhistorie til Matthæusevangeliet, der ikke eksisterer i Markusevangeliet, og endvidere er den indoptaget Markus-tekst om ordnet og redigeret. Derudover er Matthæusevangeliet blevet til i en jøde-kristen kontekst, og det ses bl.a. var at der i evangeliet er en stor fortrolighed med den jødiske tradition og tankegang.

Matthæus er mere interesseret i kirkens liv og opbygning end i egentlig evangelisme. Belæring er vigtigere end prædiken - og vigtigere end mirakler. Det ledende problem for Matthæus (og ikke mindst hans menighed) er: Hvordan forbliver man en kristen? Troen svækkedes, bønnen manglede mod, praksis var usikker. Matthæus skrev i en interim-situation: Jerusalem-templet er ødelagt, og nu venter de kristne på Kristi endelige genkomst. Tiden er knap, det gælder om at være årvågen. Det gamle gudsfolk, Israel, er sendt ud på et sidespor, hedningemissionens epoke står for døren - i den korte tid, der er tilbage, inden verdens ende.

Dette evangelieskrift er fortællingen om Messias' konflikt med Israel. "Synagogen" er et negativt sted, "templet" er et positivt (minde?). "Loven" er et positivt begreb (jvf 'teserne' i Bjergprædikenen) og et problematisk smertepunkt (jvf 'antiteserne' i Bjergprædikenen) - men omskærelse nævnes ikke og synes ikke at have været et problem. Jesus skærper lovens krav - men tilgiver synder uden syndsbekendelse (9:2) og fester med åbenlyse syndere (9:11).

Matthæus' kristologi er funktions-orienteret. Jesus åbenbarer Guds natur og vilje - det er hans unikke rolle i verdensforløbets sidste tid. Matthæus henvender sig til kristne, der er aktive og lydige overfor Messias. "At gøre" er et nøgleord i dette evangelieskrift. Praktiske konsekvenser (ret levemåde) er afgørende. Gud stiller krav, men tillader de troende at bede som et centralt led i en kontinuerlig relation. Matthæus betoner Jesus som lærer - og hans læres indhold. Jesu autoritet er et grundmotiv og et kristologisk tema. Autoriteten hviler på Jesu lære, snarere end på hans mirakler.

At Kristi komme er forudsagt i Det Gamle Testamente er naturligvis forudsat overalt i Det Nye Testamente. Imidlertid går Matthæus et skridt videre: Mindst en halv snes gange i sit evangelium påpeger han at den og den begivenhed i Jesu liv sker for at skriftens ord kan gå i opfyldelse. Et ekstremt eksempel herpå finder vi i Matt 21:1-7, hvor vi erfarer at Jesus drog ind i Jerusalem ridende på to æsler. Evangelisten bygger her på en misforståelse (eller i det mindste en dristig omfortolkning) af Zak 9:9.

Overdrivelse er et fortællemæssigt virkemiddel: "Skriftkloge og farisæere" er eentydigt negative modbilleder på sandhedens tilhængere (de kristne). Roms 'jødiske krig' er the Mother of All Wars. "Hele loven" skal overholdes.

Det er ofte godt at holde øje med midten i Matthæus' redaktionelle arrangementer. Princippet er: pointen er i centrum, hvorfra resten spredes i koncentriske cirkler, der symmetrisk refererer til hinanden.