Markusevangeliet
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Oversigt over | |
| Det Nye Testamentes | |
| kanoniske bøger | |
| Evangelierne | |
| Matthæusevangeliet | Matt |
| Markusevangeliet | Mark |
| Lukasevangeliet | Luk |
| Johannesevangeliet | Joh |
| Historisk skrift | |
| Apostlenes Gerninger | ApG |
| Paulus' breve | |
| Romerbrevet | Rom |
| 1. Korintherbrev | 1 Kor |
| 2. Korintherbrev | 2 Kor |
| Galaterbrevet | Gal |
| Efeserbrevet | Ef |
| Filipperbrevet | Fil |
| Kolossenserbrevet | Kol |
| 1. Thessalonikerbrev | 1 Thess |
| 2. Thessalonikerbrev | 2 Thess |
| 1. Timotheusbrev | 1 Tim |
| 2. Timotheusbrev | 2 Tim |
| Titusbrevet | Tit |
| Filemonbrevet | Filem |
| Hebræerbrevet | Hebr |
| De katolske breve | |
| Jakobsbrevet | Jak |
| 1. Petersbrev | 1 Pet |
| 2. Petersbrev | 2 Pet |
| 1. Johannesbrev | 1 Joh |
| 2. Johannesbrev | 2 Joh |
| 3. Johannesbrev | 3 Joh |
| Judasbrevet | Jud |
| Apokalyptisk skrift | |
| Johs. Åbenbaring | Åb |
| Se også: Det Nye Testamentes kanon | |
Markusevangeliet er den anden bog i Det Nye Testamente, og er det mindste og sandsynligvis det ældste af de fire evangelier. Sammen med Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet regnes det til de såkaldte synoptiske evangelier. Evangeliet er oprindeligt anonymt, men fik tidligt i kirkehistorien overskriften ifølge Markus. Denne "Markus" er ifølge den bibelske fortælling discipel af Peter, det menes at være den samme Markus, der er refereres til i 1.Petersbrev 5,13 som "…min søn, Markus…" og som var med på nogle dele af Paulus' missionsrejser (ApG 15,19). Markusevangeliet forkortes Mark.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Datering
Markusevangeliet er så vidt vides det ældste af de 4 evangelier. Normalt dateres det til omkring år 60 - 70. En passage i evangeliet rykker dog den datering lidt: Mark. 13,1-2: ”…»Mester se hvilke sten og hvilke bygninger!« og Jesus sagde til ham: »Ser du disse store bygninger? – der skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned”. Dette er et forvarsel om Jerusalems ødelæggelse. Hvis Markus kendte til den, placerer det evangeliets oprindelse til efter år 70. Ødelæggelsen af templet beskrives noget mere nøjagtigt i Matthæusevangeliet, som man derfor regner med er skrevet nogle år efter Markusevangeliet, man mener altså at Markusevangeliet er skrevet lige omkring det tidspunkt, hvor templet blev ødelagt.
[redigér] Forfatteren og affattelsessted
Evangeliet er oprindelig overleveret anonymt, uden forfatterangivelse. Men efter oldkirkelig tradition, tilskrives evangeliet Markus; der var Peters tolk. Denne tradition er dog næppe sandsynlig. De fortællinger som evangeliet indeholder er overtaget efter mundtlig tradition og overlevering. Disse overleveringer er overtaget og formentlig formet til en helhed af evangelisten.
Markusevangeliet er dermed som historisk kilde tvivlsom, men den i evangeliet eksisterende balance mellem det tidstypiske og det individuelle af en sådan karakter at det ikke ligger udenfor hvad der er sandsynligt rent historisk.
Markusevangeliet er sandsynligvis skrevet i et hedningekristent miljø, idet en række jødiske sædvaner og hebraiske ord forklares for læseren. Endvidere er der en række latinske låneord i evangeliet, hvilket også i oldkirkelig tradition blev udlagt som om evangeliet blev skrevet i Rom. Denne tradition står dog også hen i det uvisse.
[redigér] Forholdet til de andre evangelier
Markusevangeliet formodes at være det første af evangelierne. Det er samtidig det korteste; dets indhold svarer kun til ca. 60 % af Matthæusevangeliets, og kun meget lidt af materialet fra Markusevangeliet går ikke igen i Matthæusevangeliet. Derfor mente man i den tidlige kirke, at Markusevangeliet bare var en forkortet udgave af Matthæusevangeliet. Det er derfor Markusevangeliet kommer efter Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente. Markusevangeliet må have været kendt af forfatterne til både Matthæus- og Lukasevangeliet. Mange historier går igen, og selvom både Matthæus- og Lukasevangeliet til tider har alternative udgaver af de samme fortællinger, er ét af dem altid enige med Markusevangeliet. Det er således aldrig i Markusevangeliet, man finder den afvigende historie.
Markus' eget redaktionelle bidrag består ikke mindst i arrangering af tidligere overleveringer som 'sandwich-fortællinger', hvor mellem-historien leverer nøglen til helheden og udpeger den teologiske pointe.
[redigér] Indhold
[redigér] Inddeling efter geografi
Markusevangeliet følger nøje et geografisk tema, hvor Jesus efter sin dåb i Jordan og fristelsen i ørkenen, først befinder sig i Galilæa, og så rejser gennem Judæa til Jerusalem, og for derefter at bliver korsfæstet og opstå i Jerusalem. Dette forløb findes også i Mætthæus og Lukas og kan kaldes det synoptiske grundskema.
- 1,1-13: Jesu døbes af Johannes Døberen i Jordan, og derefter fristes i ørkenen i 40 dage.
- 1,14- 9,50: Jesus kommer til Galilæa og der prædiker han Guds rige og helbreder.
- Jesu virksomhed i og omkring Kapernaum (kap 1).
- Jesu sammenstød med farisæerne (kap 2-3).
- Lignelser om Guds Rige(kap 4).
- Rejser over Geneserets Sø (kap 5)
- Afvisning i Nazaret, udsendelse af disciplene, fortællingen om Johs. Døb. død, bespisningsunderet af de 5000 mænd (kap 6)
- Tema om renhed og urenhed, rejse til hedningeland, samt bespisningsunder for hedningerne.(kap 7-8,26)
- Jesus som Krisus (8,27-9,13)
- Peters bekendelse af Jesus som Kristus
- Jesus som den lidende Kristus, (første forudsigelse af sin lidelse,død og opstandelse) ***Disciplene som efterfølgere i lidelsen
- Forklarelsen på bjerget af Jesus som Kristus
- Forskellige discipeloplæring (9,14-50) vedrørende helbredelse, tro og om at være den største eller den sidste.
- 10,1-52: Jesus drager gennem Judæa til Jerusalem
- 11,1- 16,8: Jesus kommer til Jerusalem
- Indtoget i Jerusalem (11,1-11)
- Konfrontation med jøderne (11,12- 12,44)
- Jesu eskatologiske tale (kap 13)
- Jesu sidste dage - salvingen i Betania og nadveren og tilfangetagelsen (kap 14)
- Jesu dømmes til døden af Pilatus og korsfæstes (kap 15)
- Jesu opstandelse (kap 16).
[redigér] Inddeling efter Kristus-erkendelse
Markus indleder sit evangelium med ordene: ”Dette er begyndelsen til evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn”. Flere steder i evangeliet bekendes det igen, at Jesus er Guds søn. Det er altså vigtigt for Markus at påvise, at Jesus virkeligt var Messias eller Kristus som det hedder på græsk. Dette budskab er som sådan forståelsesnøglen til hele evangeliet, og derfor kan evangeliet også deles op efter et kognitivt princip, hvor temaet for evangeliet er disciplenes erkendelse af Jesus som Kristus. Først fortæller Markus hvordan de gradvis erkender at Jesus er Kristus, og siden gradvist og besværligt erkender at Jesus er den lidende Kristus, der skal dø og opstå.
- 1,1-9: Indledning og temaet slås an: Jesus Kristus, Guds Søn
- 1,2-8,26 Gradvis erkendelse af Jesus som Kristus
- 8,27-30 Peters bekendelse af Jesus som Kristus
- 8,31- 16,8: Gradvis erkendelse af Jesus som den lidende Kristus.
[redigér] Afslutning
Markusevangeliet indeholder i modsætning til de 2 andre synoptiske evangelier ikke noget om Jesus' fødsel eller opvækst. Heller ikke Bjergprædikenen eller Fadervor er inkluderet. Slutningen af Markusevangeliet (16,9-20) er ikke originalt, da man ved fra de ældste fundene af skrifter, at stykket er tilføjet senere. Det betyder at Markusevangeliet oprindeligt heller ikke har indeholdt andet om Jesus’ opstandelse, end at en engel ved graven fortæller, at Jesus var opstået. Oprindeligt sluttet evangeliet derefter med ordene: »Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.«. (Mark. 16,8)
[redigér] Karakteristik
Markusevangeliet er det mest 'minimalistiske' af de 4 evangelieskrifter i Det Nye Testamente. Skriftproget er levende, men en anelse ubehjælpsomt - skribenten var med andre ord en god fortæller, men en dårlig forfatter. Det er skrevet til troende kristne, der ved hvem Jesus er, men mangler klarhed over, hvad han betyder - at han er den lidende Menneskesøn - og hvad det implicerer for dem selv. Formålet er at lade tilhøreren til beretningen deltage i den gradvise og voksende afsløring af, hvem Jesus er.
Markus er også det mest spontane og umiddelbare evangelium, f.eks. optræder ordet straks, 38 gange, hvad der er omtrent ligeså mange gange som i de tre andre evangelier til sammen. Der lægges ligeledes kun begrænset vægt på Jesu forkyndelse, men meget på Jesu som undergørere og hans konfrontationer med de skriftkloge og myndighederne. Evangeliet har ligesom de andre en stor portion af skriftet viet til beretningen om Jesu sidste dage i Jerusalem, hans tilfangetagelse, lidelse, død og opstandelse.
[redigér] Menneskesønnen
Markus foretrækker "Menneskesønnen" som titel for Kristus, fremfor "Guds søn". "Synd" nævnes ikke, kun "synder" (i flertal) - og kun to steder. Lokaliteter er betydningsfulde - 'på bjerget' betegner disciplene, de udvalgte få kristne, i fortrolig insider-samtale med Jesus - 'ved søen' betegner offentlig fremtræden.
Jesus fremstilles som lærer, og tro er knyttet til forståelse (og omvendt viser manglende tro sig i mangel på forståelse af Jesu ord). Mangel på tro afsløres dog især overfor nødvendigheden af Jesu lidelse, i den fatale blindhed og uforstand, der vel at mærke optræder både hos disciplene og de religiøse ledere blandt jøderne.
[redigér] Messiashemmeligheden
Et centralt motiv i Markus' evangelieskrift er den såkaldte 'Messiashemmelighed' og disciplenes manglende forståelse af den. Jesus forbyder dæmonerne og senere også disciplene at røbe Jesu identitet som Messias -Kristus. , men for læserne er den kendt fra første vers i skriftet og afsløres gang på gang, men særligt tyderligt tre steder, nemlig ved dåben (1,9-11); ved forklarelsen (9,1-8) og ved opstandelsen (16,1-8). Markus vil gøre op med et triumfalistisk syn på Kristus. I samtidens kultur bød to muligheder for tolkning sig til: dels hellenske forestillinger om "det guddommelige menneske", dels judaistiske forestillinger om "Davids søn" med tilhørende apokalyptiske forventninger. Begge betonede Verdensfrelseren som sejrherre og erobrer. Markusevangeliet modsiger dette med en klar markering af Frelserens lidelse og død - 'kors-teologi'. At dette ikke var nogen selvfølge, viser sig i Markus' fortællemåde.
Hemmeligheden angår altså især karakteren af Jesu messianske sendelse som den lidende, som disciplene ikke er klar til at forstå før efter hans opstandelse. 'Hemmelighed' er den danske gengivelse af græsk 'mysterion', der hos Markus betegner en gåde, mennesker ikke kan løse på egen hånd, men som kræver guddommelig åbenbaring. I Markusevangeliet optræder 5 hemmelighedsmotiver:
- Den kristologiske hemmelighed (at Jesus er Guds søn)
- Menneskesøn-hemmeligheden (at Menneskesønnen må lide)
- Gudsrigets hemmelighed (at Gudsriget ikke kun er fremtid, men også nutid) -
- Lignelsernes hemmelighed (at de skal skjule sandheden for udenforstående)
- Miraklernes hemmelighed (at helbredelser kun forstås efter Jesu korsfæstelse og opstandelse).
 |
Stub Denne artikel om et emne fra Det Nye Testamente er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |
 |
