Martin Heidegger
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Vestlig filosofi 20. århundrede |
|
|---|---|
| Navn: | Martin Heidegger |
| Født: | 26. september 1889 |
| Død: | 26. maj 1976 |
| Skole/tradition: | Kontinental filosofi, fænomenologi, hermeneutik, eksistentialisme |
| Fagområde: | epistemologi, ontologi |
| Påvirket af: | Parmenides, Platon, Aristoteles, Duns Scotus, Kant, Kierkegaard, Nietzsche, Husserl |
| Har påvirket: | Sartre, Gadamer, |
Martin Heidegger (26. september 1889 - 26. maj 1976) var en af det 20. århundredes største tyske filosoffer.
Heidegger blev født ind i en katolsk familie i Meßkirch i Tyskland. Hans forældre var ikke formuende og havde derfor ikke råd til at sende ham på universitetet, så Heidegger kom på et jesuiterseminarium. Her viste den unge Heidegger sig imidlertid godt begavet, og efter at have studeret teologi ved universitetet i Freiburg i nogle år, skiftede han til filosofi og tog i 1914 en ph.d.-grad efterfulgt af en habilitation i 1916. Efter at have tjent i Første Verdenskrig fik han ansættelse ved universitetet som assistent for Edmund Husserl, "fænomenologiens fader", der blev en afgørende inspiration for Heideggers tænkning.
Heidegger fik i 1923 et professorat ved det protestantiske universitet i Marburg, hvor han arbejdede side om side med navne som Rudolf Bultmann og bl.a. underviste Hans-Georg Gadamer og Hannah Arendt.
I 1927 udgav Heidegger det svært tilgængelige hovedværk Sein und Zeit (Væren og tid), og da Husserl gik på pension det følgende år, overtog Heidegger dennes professorat i Freiburg, hvor han tilbragte resten af sin karriere.
Martin Heidegger har mange filosofiske skikkelser, og mange kategoriske betegnelser er blevet hægtet på ham, dels af ham selv, dels af andre. Måske fordi så mange forskellige filosoffer har været inspireret af Heidegger. Det gælder indlysende en hermeneutiker som Hans-Georg Gadamer, en eksistentialist som Jean-Paul Sartre, en fænomenolog som Maurice Merleau-Ponty, men også en frankfurter-filosof som Herbert Marcuse. Marcuse studerede filosofi i Freiburg under Martin Heidegger og skrev en doktorafhandling om Hegel og Heideggers filosofi. Også i Marcuses senere marxistiske forfatterskab er påvirkningen fra Heideggers eksistensfilosofi tydelig. Måske skyldes de mange kategoriseringer også, at Heideggers egne inspirationskilder er så mange- og forskelligartede, som tilfældet er. Man kan nævne Heraklit, Aristoteles, Kant, Hegel, Kierkegaard, Nietzsche, Dilthey og frem for alle Husserl.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Hermeneutikeren
I Væren og tid har Heidegger radikaliseret Diltheys hermeneutik og udviklet en generel lære om mennesket. Ifølge Heidegger kan et historisk fænomen ikke forstås uden medvirken fra fortolkerens forforståelse. En fortolkning følger således en cirkelstruktur. Det er, hvad der skal forstås ved Den hermeneutiske cirkel. Enhver tekstudlægning, det være sig af en fagtekst, en sakral tekst eller poesi, fuldbyrder denne cirkel. Tekstens enkeltdele kan kun forstås ud fra en forestilling om helheden, og denne helhedsforståelse kan kun korrigeres ved at undersøge og forstå delene. En tekstfortolkning kan ikke nøjes med at henvise til, hvad der står. (Denne opfattelse står i modsætning til holdningen hos den såkaldte eksakte tekstfortolkning.) Tekstudlæggerens helhedsforståelse bestemmer, i hvilken sammenhæng han vil se teksten, hvordan hun vil fortolke det «der står». For Heidegger gælder dette ikke kun tekstfortolkning, men forståelsen af tilværelsen i det hele taget. Og denne helhedsforståelse rummer hele personens historie, erindring og alle hans opfattelser. Forforståelsen spiller med, hvad enten man vil det eller ej. Valget står derfor ikke mellem subjektiv forforståelse eller forudsætningsløshed, men mellem at være sig sin forforståelse bevidst eller ej.
Heideggers elev Gadamer udgav Sandhed og metode i 1960, hvor han uddybber og videreudvikler læren om forforståelse og den hermeneutiske cirkel. Det står tilbage som standardværket inden for den moderne hermeneutik.
[redigér] Fænomenologen
Den moderne fænomenologi blev grundlagt, men ikke fuldbyrdet, af Edmund Husserl. Projektet var at fremstille det teoretiske rene grundlag for viden, og hermed nå frem til en lære, der baserede sig på den absolutte sandhed. På denne måde skulle alle tidligere filosofiske og videnskabelige resultater revurderes. Ifølge Husserl tager videnskaberne udgangspunkt i, at virkeligheden eksisterer uafhængig af vor bevidsthed. Men for Husserl er der usikkerhed omkring selve den proces hvorigennem vor virkelighedsopfattelse skabes. På den måde kan man sige, at virkeligheden er skabt af mennesket. Det er således fænomenologiens opgave at finde de universelle regler, den absolutte sandhed. Man må gå til fænomenerne selv og sætte alle filosofiske forestillinger om dem i parentes, mens de undersøges. Herunder den forestilling, at der eksisterer et objektiv realitet uden for og uafhængigt af den transcendentale bevidsthed – at omverden eksisterer som selvstændig realitet. Heri ligger en kortlægning af den menneskelige bevidstheds sande natur, den naturlige indstilling til verden, som hverken er påvirket af forudfattede meninger eller videnskab.
Husserls fænomenologiske metode er blevet overtaget af mange andre filosoffer og er fx af Roman Ingarden blevet anvendt til at studere, hvordan bevidstheden konstituerer æstetiske objekter. Heidegger og Sartre, der begge betragtede sig som fænomenologer, benyttede metoden til at studere menneskets specielle måde at være til på. Heidegger beskrev i hovedværket Væren og tid (tysk: Sein und Zeit) mennesket som en tilstedeværen (tysk: Dasein. Han beskrev denne særlige værensform ud fra, hvad han kaldte dens eksistentialer. Det er sådanne grundtræk, som tilstedeværen ikke kan miste uden at høre op med at være en tilstedeværen. Det er træk som kastethed (tilstedeværen er kastet ind i en forudgiven situation), befindtlighed (hvordan tilstedeværen befinder sig) og forståelse (en forforståelse, som vi så det i den hermeneutiske tekstforståelse), væren-ved (tilstedeværen er altid ved tingene og ved sine med-tilstedeværender, andre mennesker, som den tager hånd om, drager omsorg for).
[redigér] Fundamentalontologen
Heidegger indførte begrebet fundamentalontologi som betegnelse for den del af [ontologien], som danner grundlag for al øvrig ontologi. Her opstår der en vis tvetydighed hos Heidegger, idet fundamentalontologi visse steder identificerer analysen af menneskets særlige værensmåde, tilstedeværensanalysen, mens det i andre sammenhænge skal betegne selve værensspørgsmålet, altså spørgsmålet om, hvilken mening det i det hele taget har at tale om, at noget er, har væren. Denne tvetydighed er ikke tilfældig, idet Heidegger mener, at kun hos tilstedeværen (mennesket) opstår værensspørgsmålet, og kun i tilstedeværensanalysen kan spørgsmålet besvares.
Som en del af tilstedeværensanalysen definerer Heidegger omsorg som et eksistentiale, en tilstand som alle er indfældet i, hvorfor omsorg (eller ’tagen hånd om’) ses som en ultimative realitet. Han brugte begrebet bredt blandt andet til at dække over en omsorgsfuld og bekymringsfuld attitude rettet mod andre mennesker. En rettethed med henblik på at gøre ting omhyggeligt og at anlægge en eksistentiel stræben for at håndtere forhold og byrder, som hører til menneskeligt liv. I denne forståelse er omsorg ontologisk funderet og ses som noget objektivt menneskeligt.
[redigér] Eksistensfilosoffen
Heidegger er (som Søren Kierkegaard) ofte fejlagtigt blevet kategoriseret som eksistentialist. En isme, som Sartre vedkendte sig, men Heidegger modsatte sig. For Heidegger gælder det om at opdage, hvordan mennesket er som en endelig værensform i en endelig verden. Omgangen med det materielle er afgørende for vores selvforståelse. Døden er en påmindelse om livets skrøbelighed og muligheden for at afsløre teknikkens og fysikkens verdensbillede som et forfald til uegentlighed.
Hvis man som Descartes forudsætter et skarpt skel mellem det indre og det ydre, mellem bevidsthed og verden, mellem subjekt og objekt, kan det hævdes, at mennesket kun kan opnå kendskab til sig selv gennem introspektion - ved at man så at sige kigger ind i sine egne bevidsthedstilstande. Men ifølge eksistensfilosofien er en sådan skarp adskillelse mellem det indre og det ydre ikke virkelig. Bevidstheden kan ikke opfattes som noget indre, som en tilstand inde i hovedet på et menneske. Bevidstheden går altid ud over sig selv mod noget andet. Den er rettet, som fænomenologien ville sige. Bevidsthed kan defineres som forholdet til den verden, man lever i. Ud fra den tanke, at mennesket er i verden (et af Heideggers eksistentialer), bliver det et skinproblem, hvorledes bevidstheden kan nå ud til den ydre verden – den er der altid allerede. Som reflekterende person er man allerede indfældet i den situation. Selvkundskab er derfor kundskaben om ens egen situation i verden.
[redigér] Nazisten
Et kontroversielt kapitel i Heideggers liv er hans handlinger under og op til Anden Verdenskrig. Heidegger var i 1933 blevet medlem af NSDAP (nazistpartiet) og blev i kølvandet herpå udnævnt til universitetets rektor. Han fratrådte ganske vist stillingen allerede i 1934, men forblev medlem af nazipartiet krigen igennem. Af samme årsag forbød den franske besættelsesmagt ham at undervise i årene efter krigen, og først i 1951 kunne han igen som professor emeritus undervise frit. Det er omdiskuteret, om Heidegger tilsluttede sig nazisternes ideologi eller han blot meldte sig ind for at fremme sine karrieremuligheder, men medlemskabet af nazistpartiet har påvirket eftertidens dom over hans filosofiske virke. Dog er det værd at bemærke, at selv venstreorienterede tænkere som Sartre, Merleau-Ponty og den stærkt antiautoritære Marcuse har trukket indsigter ud af Heideggers filosofiske værk, uden hvilke deres egne filosofiske resultater ikke havde været mulige.
Heidegger døde i 1976 og fik en traditionel katolsk begravelse. Han ligger nu begravet på kirkegården i Meßkirch.
[redigér] Heideggers værker på dansk
- Væren og tid (Sein und Zeit, 1927)
- Hvad er metafysik? (Was ist Metaphysik?, 1929)
- Kunstværkets oprindelse (Der Ursprung des Kunstwerkes, 1936)
- Verdensbilledets tid (Die Zeit des Weltbildes, 1938)
- Et brev om "humanismen" (Brief über den Humanismus, 1947)
- Til sagen for tænkningen (Zur Frage nach der Bestimmung der Sache des Denkens, 1965/1984)
- Sproget og ordet (fire foredrag)
- Spørgsmålet om teknikken og andre skrifter (diverse essays)
