Judasbrevet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Bibelens bøger
Judasbrevet
Forfatter:	Judas / evt. pseudonymt
Modtagere:	En jøde-kristen menighed
Genre:	Brev
Status:	Kanonisk skrift
Originalsprog:	græsk
Traditionel datering:	65-80 e.Kr.
Bibelkritisk datering:	90-110 e.Kr.
Ældste kilde:	De apostolske fædre
Forrige skrift:	Johannes' Tredje Brev
Næste skrift:	Johannes' Åbenbaring
Hovedartikel om Bibelens bøger

Judasbrevet er med sit ene kapitel blandt de mindste skrifter i Det Nye Testamente, og står som det sidste af de såkaldte katolske (dvs. almindelige) breve. Forfatteren er ifølge brevet selv Judas, Jakobs bror (ikke at forveksle med Judas Iskariot), men regnes dog af en del forskere som et pseudonymt brev.

Skriftet er en opfordring til at kæmpe for den rette kristne tro og en advarsel til menigheden mod de vranglærere, som "misbruger vor Guds nåde til løsagtighed" (Jud 1,3-4). Brevet er karakteriseret af skarpe fordømmelser af disse vranglærere samt maleriske beskrivelser af dommen over dem. Der gøres i teksten ofte brug af billeder, fortællinger og metaforer særligt hentet fra Det Gamle Testamente og andet jødisk litteratur.

Indholdsfortegnelse 1 Indledende spørgsmål 1.1 Forfatter 1.1.1 Judas, Jesu bror 1.1.2 Pseudonymitet 1.2 Den kanoniske process 1.3 Datering 1.4 Addressaten 2 Indhold 2.1 Inddeling 2.2 Hensigt 2.3 Apostasi 2.4 Hæretikerne 2.5 Dommen over de falske lærere 2.6 Formaninger 2.7 Forhold til de frafaldne 2.8 Doxologien 3 Detaljer 3.1 Sammenhængen med Andet Petersbrev 3.2 Brug af apokryfiske skrifter 3.2.1 Første Enoksbog 3.2.2 Moses himmelfart 3.3 Engle 3.4 Agapemåltidet 4 Virkningshistorie 5 Litteratur 5.1 Kilder 5.2 Sekundær litteratur 5.3 Eksterne henvisninger 5.4 Online oversættelser af Judasbrevet: 5.4.1 Online kommentarer til Judasbrevet 5.4.2 Online kommentarer til enkelte emner i brevet 6 Noter

[redigér] Indledende spørgsmål

[redigér] Forfatter

Skriftet indledes med ordene: "Fra Judas, Jesu Kristi tjener og Jakobs bror" ^[1], og hentyder sandsynligvis dermed til at skulle være skrevet af den Judas, der var en af Jesu' brødre (Mark 6,3). Der er dog flere andre i Det Nye Testamente, der kaldes Judas og som det kunne være, der hentydes til. Særligt den Judas blandt Jesu apostle der i Luk 6,16 kaldes Judas, Jakobs søn, og i de andre evangelier kaldes for Thaddæus (Matt 10,3; Mark 3,18) er blevet foreslået som mulig forfatter til brevet. Det er blevet hævdet, at benævnelsen Judas, Jakobs søn i Lukas 6,16 kunne oversættes med Judas, Jakobs bror. Dette regnes dog ikke for en mulig oversættelse af flertallet af forskerne ^[2]. I det hele taget er der stor enighed om, at titel må hentyde til Judas, Jesu bror, som også var bror til den berømte kirkeleder Jakob.

[redigér] Judas, Jesu bror

Vi ved ikke meget om denne Judas, modsat hans bror Jakob der med sikkerhed er en historisk person, og endda en af de mest centrale skikkelser i oldkirken. Han nævnes i evangelierne (Mark 6,3), hos Paulus (Gal 2,9; 1 Kor 15,7) og hans død bliver endda omtalt af den jødiske historiker Josefus. At Jakob, og dermed Jesus skulle have flere brødre nævnes i Mark 6,3 og 1 Kor 9,5, og de har navnene Joses/Josef, Judas og Simon. Judas, som var bror til Jesus og Jakob havde derfor sandsynligvis ligeledes en ledende position i den tidlige kirke. Som Jesu øvrige brødre har han sikkert også været skeptisk overfor Jesus, mens han levede (Joh 7,5), men har sluttet sig til disciplene efter opstandelsen (ApG 1,14). Judas har eventuelt haft en oplevelse af mødet med den opstandne Kristus, sådan som Paulus fortæller, at Jakob havde. Ifølge 1 Kor 9,5 kunne det tyde på, at Judas som de andre af Jesu brødre var gift, og hans missionsarbejde har sikkert, ligesom Jakobs, hovedsageligt været blandt jøder. Brevet tyder også på at være skrevet til jødekristne. Ellers ved vi ikke ret meget om denne person, bortset fra at i Eusebius' (f. 265- d. 340) kirkehistorie refereres til Hegisippus, der beretter om, hvordan Judas' sønnesønner blev indklaget til kejseren Domitian (81-96 e.Kr), som statsfarlige slægtninge til den korsfæstede Jesus og som efterkommer til Davids hus. Men da kejseren så, at de var upolitiske og ufarlige bønder, sendte han dem hjem.^[3] Da Eusebius ikke nævner noget om Judas selv, kunne det tyde på at Judas var død før denne episode. Der fortælles også, at der levede efterkommere af Judas på Trajans tid (98-117 e.Kr)^[4].

Selvom der er enighed om, at der hentydes til Judas, Jakobs bror, Jesus bror, er der dog langt fra enighed om, at det så også virkelig var denne Judas, der skrev brevet. De fleste forskere hælder til teorien om, at brevet er pseudonymt. Dette er dog svært både at afkræftige eller bekræftige. Det skyldes at pga. brevets korthed, er det svært klart at fastsætte baggrunden for skriftet og dermed også affattelsestidspunktet, og også fordi vi jo ved så lidt om denne Judas.

[redigér] Pseudonymitet

Pseudonyme skrifter, der bar navnet på en nytestamentlig person, så som apostlene eller Jesu søskende (f.eks Jakobs Forevangelium) var meget almindelige fra det andet århundrede og frem og var uværgelig noget der senere fremmede heterodoks (uortodoks) lære. Disse skrifter var populære men ikke accepterede, og kaldes traditionelt for apokryfiske skrifter. Dog var apokryfiske skrifter inden for brevlitteraturen ikke særligt hyppige, og uden for Det Nye Testamentes kanoniske skrifter er der kun enkelte pseudonyme breve, der alle er forholdsvis uinteressante (Laodikenserbrevet, Seneca og Paulus, Abgar og Jesus^[5]) Dette skyldtes vel nok, at denne genre ikke var så populær og interessant at skrive og læse, som de andre genrer, hvor der var grobund for talrige fantasifulde beretninger både i evangelielitteraturen og apokalypserne og apostelakterne^[6]). Dog har forskere efter det historisk-kritiske metodes frembrud udnævnt en stor del af de nytestamentlige skrifter som pseudonyme, og det særligt udfra sproglige forskelle og teorier om hvilken teologi, de forskellige forfattere måtte have. Judas' brev derimod er det svært at sammenligne andet med, da det jo er det eneste, der påstås at være skrevet af hans hånd. Der gives dog nogle argumenter for, hvorfor brevet skulle være skrevet under pseudonym:

• Ifølge vers 17 virker det til, at aposteltiden er forbi og dermed at brevet er skrevet relativt sent. Da det ligeledes ud fra Eusebius' kirkehistorie tyder på, at Judas døde før kejser Domitian indstævnede hans brødre, virker det ikke muligt, at Judas skulle kunne have nået at skrive brevet. ^[7]
  • Dette er dog ikke noget tvingende argument, for det første kan vers 17 tolkes anderledes (se senere afsnit).
  • For det andet så udelukker Eusebius' beretning ikke, at Judas stadig skulle være levende. Desuden er der hellere ingen grund til at stole for meget på Eusebius' kilde Hegissipus^[8]. Teksten har klare apologetiske formål og der kan påvises mange historiske usandsynligheder i kilden^[9], så trods en sandsynlig historisk kerne bør denne kilde ikke være afgørende i i forfatter- og dateringsspørgsmål. ^[10]
• Brevet er skrevet på godt græsk (omend af en der har semitisk som modersmål), og det må anses som tvivlsomt at Judas beherskede det sprog så godt^[11]. Det græske sprog var dog vidt udbredt og Judas har været missionær, sikkert også uden for Israel i mange år, og har kunne få det brede ordforråd, der er i Judasbrevet, og derudover så er Judasbrevets litterære stil ikke nær så udmærket som ordforrådet. Alligevel ville det være højst bemærkelsesværdigt om denne tidligere tømrer selv skulle have skrevet brevet. Brevet kunne jo dog sagtens været skrevet af en sekretær, (mere eller mindre afhængigt af Judas' ´citat), og derfor kan hellere ikke dette sproglige argument være afgørende.^[12]
• Peters Andet Brev, særligt andet kapitel deler så mange ligheder med Judasbrevet at der nødvendigvis må være en sammenhæng. Her mener de fleste forskere, at det er 2. Petersbrev, der har gjort brug af Judas' brev, men også dette spørgsmål er omdiskuteret (se senere afsnit)
• Andre begrundelser handler også om, at brevet sandsynligvis er skrevet så sent (omkring år 90-110), at Judas ikke kunne have skrevet det. Argumenter for sen datering er sporene af gnostisisme, en udviklet og velvokset kirke og de sociale og politiske faktorer, der må have forårsaget det frafald, der er ved at ske i kirken. Alle disse dateringer er dog så usikre og vage, at heller ikke de kan afgøre sagen.

Teorien om brevets pseudonymitet er bredt accepteret, men har ikke for alvor kunne bevises. Derved er også dette spørgsmål først og fremmest bestemt af mere trosmæssige forudtagenheder og holdninger, så som bibeltroskab og bibelkritik. Artiklen her vil bruge navnet Judas om forfatteren, da det, uanset pseudonymt eller ej, er den benævnelse, skriftet selv giver.

[redigér] Den kanoniske process

Judasbrevet er forholdsvis godt bevidnet i oldkirken. Der findes spor af brevet i adskillige skrifter allerede fra slutningen af første eller starten af andet århundrede ^[13]. I forløbet med at samle en kanon til Det Nye Testamente var der noget diskussion om Judasbrevet, modsat de allerfleste andre skrifter i Det Nye Testamente. Kirkefædre som Clemens af Alexandria, Tertullian og Det Muratoriske Fragment mente, det var ægte, mens Origenes nævnte, at trods han selv mente, det var et brev af Herrens bror, så var der var nogle, som tvivlede på brevets ægthed. Eusebius (sammen med Didymus og Jerome) nævnte ligeledes skriftet som omdiskuteret, men accepteret af mange. Grunden til at de sidst nævnte tøvede med at anerkende skriftet skyldes brugen af de apokryfiske bøger Første Enoksbog og Moses' himmelfart(se senere afsnit). Disse protester har dog haft nogen effekt på skriftets kanoniske status, bortset fra Den Syriske Kirke der ikke anerkendte det som kanonisk før det sjette århundrede^[14]. (Læs mere om Det Nye Testamentes kanondannelse)

[redigér] Datering

Da baggrunden for Judasbrevet er ukendt, kan heller ikke affattelsestidspunktet bestemmes nøjagtigt. Hvis det skulle være skrevet af Judas, Jesu bror, må brevet være skrevet mellem år 65-80, da han må være død før Domitian indstævnede hans sønnesønner (81-94 e.Kr). Dog i betragtning af denne kildes usikkerhed, bør beretningen om Domitian dog ikke tages som sikker. Det ville derfor være muligt at Judas havde levet måske endda helt op til år 90^[15]. Vers 17; I skal genkalde jer de ord, som tidligere er sagt af vor Herre Jesu Kristi apostle, kunne give et praj om at apostlene var døde, og brevet skrevet sent. Dog handler vers 17 ikke om, at apostlene er fortid, men blot at deres forkyndelse tilknyttet oprettelsen af denne bestemte menigheden er fuldført^[16]. Forskere, der se brevet som pseudonymt, lægger ofte brevet til enten lige før eller lige efter århundredeskiftet.^[17].

[redigér] Addressaten

Judas skriver "Til de kaldede, som er elsket af Gud Fader og bevaret for Jesus Kristus" (v1), og derudover er menigheden ikke nærmere specificeret som f.eks. Paulus' brev til filipperne ellers er det. Det er også grunden til, at brevet står blandt de såkaldte katolske breve. De katolske breve betyder de almindelige breve, da de er skrevet for at have almen gyldighed til flere menigheder. Man regner med at dette brev er henvendt til jødekristne læsere, da Judas nævner jødiske begivenheder som udvandringen fra Egypten og figurer som Ærkeenglen Mikael, Kain og Kora og forfatteren bruger også den jødiske apokalypse Første Enoksbog i sit brev. Det eneste andet, vi derudover ved om menigheden, er, at den ifølge Judas var i fare for at blive influeret af en eller anden form for hæresi (vranglære), men præsis hvilken slags vranglære og hvor meget den havde gjort sig gældende, kan ikke bestemmes, da brevet ikke skriver konkret men mere generelt og alment^[18].

[redigér] Indhold

Overordnet set er brevet en formaning "til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige" (v3). Denne formaning kommer på baggrund af, at Judas egentlig ville have skrevet til meningheden om frelsen, men altså i stedet valgte at lægge dette arbejde til side for i stedet at formane mod de falske lærere, der havde sneget sig ind i menigheden (v4). Judas bruger derefter det meste af sit brev på at karakterisere disse falske lærere og fortælle om den dom, der vil ramme dem.

[redigér] Inddeling

• Indledning (1-2).
• Advarsel mod falske lærere(3-16).
  • Grunden til brevet skyldes nødvendigheden i at advare mod falske lærere (3-4).
  • Afskrækkende eksempler på ugudelige mennesker og deres dom (5-7).
    • 1. Eksempel: Gud frelste israelitterne fra Egypten, men udryddede dem senere pga vantro.(5).
    • 2. Eksempel: Ulydige engle der nu holdes bundne indtil dommedag(6).
    • 3. Eksempel: Sodoma og Gomorra der pga. utugtighed og homoseksualitet straffes med evig ild (7).
  • Karakteristik af de falske lærere (8-16).
    • De spotter både Herrens myndighed og andre overjordiske magter (8-9).
    • De er som umælende dyr og styret af instinkter (10).
    • De er som morderen Kain, som den griske Bileam og den opsætsige Kora (11).
    • De ødelægger agapemåltidet (12a).
    • De er som nyttesløse skyer, frugtløse træer, skummende bølger og vildtfarende stjerner (12b-13)
    • Enok havde profeteret om dommen over dem (14-15).
    • De klager over deres skæbne, mens de følger deres lyster og der indsmigrer sig for vindnings skyld (16).
• Forskellige formaninger (17-23).
  • Formaning til at genkalde sig Jesu ord om at tage i agt for spotterne, der skaber splittelsen (17-19).
  • Formaning til at blive opbygget i troen og til at bede i Helligånden (17-23).
  • Formaning til at blive bevaret mens der ventes på det evige liv (21).
  • Instruktion i hvordan man bør formane brødrene der er i fare for frafald (22-23).
• Lovprisning og afslutning (24-25).

[redigér] Hensigt

Hensigten med brevet er at formane menigheden til at kæmpe for troen. I virkeligheden var han i færd med at skrive om den fælles frelse, hvad der vel har været en mere systematisk gennemgang af den tro, han taler om, altså den tro som en gang for alle er overdraget de hellige (3), hvad der vel er troen på Jesus og forsoningen på korset. Alligevel har forfatteren valgt at lægge dette arbejde fra sig, da der er et andet der åbenbart var mere presserende. Nemlig den situation at nogle mennesker har sneget sig ind i menigheden, og som ifølge Judas er en trussel mod troen. De er med til at bringe frafald til menigheden. Brevet er derfor en lang advarsel mod disse falske lærere, hvor han giver en karakteristik af dem og deres ugudelige livsførelse og fortæller om den frygtelig dom, der hviler over dem.

[redigér] Apostasi

Få steder i Det Nye Testamente er der så klare og advarende formaninger mod frafald (apostasi), som her i Judasbrevet. Judas' hensigt er jo at formane de kristne til at kæmpe for troen, så der ikke vil ske frafald. Fra vers 5-7 giver han nogle eksempler på frafald og de frygtelige konsekvenser, det medfører.

• 1. Eksempel skal minde menigheden om, hvordan Gud først frelste israelitterne fra Egyptens slaveri (2 Mos 20,1), men senere udryddede dem pga. vantro (4 Mos 14,35). Med det eksempel advarer forfatteren disse jødiske-kristne til at huske på, at selvom Jesus nu har frelst dem, så vil de alligevel blive udryddet, hvis de viser sig vantro.
• 2. Eksempel tager udgangspunkt i forestillingen om de engle, der ikke tog vare på deres hverv, men forlod deres rette bolig, og nu holdes bundne indtil dommedag (Jud 6)^[19]. På den måde giver forfatteren igen et voldsomt billede af, hvor meget disse kristne og især deres vranglærere må tage sig i agt, for når selv englene kan falde fra og deres straf er at være bundet i mørke til dommen, hvorfor skulle Gud så skåne dem, hvis de sætter sig op imod ham? ^[20].

I dette eksempel hentydes der muligvis også til de måder, man kan falde fra på. Der er muligheden ligesom englene ikke at tage vare på ens høje hverv, det kunne f.eks betyde ikke at ville tjene Gud og så også muligheden for at den kristne jo også kan forlade sin rette bolig, altså forlade den tro som en gang for alle er overgivet de troende.

• 3. Eksempel er om Sodoma og Gomorra (1 Mos 19), der pga. utugtighed straffes med evig ild (vers 7), og dette eksempel er en advarsel mod utugt og unaturlige forbindelser (ganske gives menes der den homoseksualitet, som prægede Sodoman og Gomorra). Eksemplet nævner også, at englene ligeledes havde søgt unaturlige forbindelser, og her hentyder Judas nok til Mos 6,1-2, der nok skal forstås som om at nogle engle gik ind og fik børn med menneskekvinder ^[19].

Derudover er formuleringen i vers 3 "troen som en gang for alle er overdraget de hellige" ligeledes en advarsel om ikke at miste den tro, da den jo er overdraget en gang for alle, og altså dermed sikkert underforstået at den ikke kan fås igen, hvis den først mistes.

[redigér] Hæretikerne

Karakteristikken og advarslen mod de falske lærere (hæretikerne) er det helt centrale i brevet og ligeledes selve anledningen til brevet. Dog er det ikke muligt at få et klart overblik over præcis hvilke vranglære der er blevet ført, da Judas bruge meget almengyldige vendinger om disse personer. De har ifølge brevets forfatter sneget sig ind i menigheden, hvad der vil sige, at de i virkeligheden ikke hørte til der, men er kommet udefra. Det kunne tyde på, at de som omrejsende missionærer er kommet udefra og ind, og derfra er ved at overtale menigheden til at følge deres lære og deres livførelse. Det er dog ikke nødvendigt, at de er sådan fysisk set kommet tilrejsende. Det skal ihvertfald først og fremmest forstås åndeligt, som at disse mennesker ikke hører til blandt de troende, men er sjælelige, der mangler Ånden (Jud 19). Det er altså ikke-troende, fremmedlegemer, der har stjålet sig adgang til menigheden.

• Den første anklage eller karakteristik af disse vranglærere er, at disse mennesker misbruger Guds nåde til tøjlesløshed (Jud 4). Denne anklage får ud fra en fordrejning af Guds nåde vranglærerne til at slutte, at de kan synde, så meget de vil. I Judas' samtid var det udbredt religiøs forestilling, at havde man blot den rette tro og indsigt i verdens indretning og menneskets natur, var man frelst og hævet over synden, så man kunne tilfredstille sine lyster uden dermed at synde. Ja at synde kunne ligefrem være en dyd, da den viste ens frigjorthed ^[21]. Den tankegang fandtes også blandt kristne, og Paulus må endda korigere nogle, der ville opfatte ham sådan: "Skal vi da blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Aldeles ikke!" siger han i Rom 6,1.
• De fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus betyder sandsynligvis ikke at disse vranglærere vil påstå Jesus ikke er vigtig eller ikke har eksisteret, men uden at vi nærmere ved, hvad Judas har ment, betyder det nok at de, ligesom Guds nåde, har fordrejet forståelsen og betydningen af Jesus til noget, der får Judas til at se det som en fornægtelse af Kristus. Det kan være fornægtelse af Jesu guddommelig eller hans menneskelighed eller måske fornægtelse af hans forsoningsværk på korset eller et andret hæresi.
• Sætningen, de tilsøler legemet (Jud 8), må på baggrund af de to foregående vers sandsynligvis dreje sig om seksuel (evt. homoseksuel) synd og hentyder måske til at disse mennesker "synder på nåde"(jvf Jud 4). Det er ligeledes seksuelle synder, der får Paulus til at korrigere sætningen "alt er tilladt mig" med tilføjelsen "men ikke alt gavner" (1 Kor 6,12). Altså har forkyndelse om Guds nåde og ideen om at "alt er tilladt" fået mennesker i Korinth, og sandsynligvis også i den menighed Judas skriver til, til at leve, ifølge jødisk-kristen forståelse, seksuelt løssluppent.
• De spotter både Herrens myndighed (8-9) kunne evt. handle om det samme som i v.4, hvor de fornægter Jesus Krisus (Herren). Dog i lyset af tilføjelsen andre jordiske magter og det efterfølgende eksempler om ærkeenglen Mikael, der ikke turde spotte Djævelen, bliver det klart at spotten ihvertfald også omhandler overnaturlige væsener såsom Djævelen, engle og dæmoner. Altsammen noget disse mennesker ikke har forstand på. Det disse mennesker har forstand på, kan sammenlignes med dyrs instinkter og fører blot i fordærv, er Judas dom over dem.

• Herefter kommer tre dystre personeksempler fra Det Gamle Testamente, som disse hæretikere ligner.
  • De har slået ind på Kains vej, beskylder dem for den samme adfærd som denne første morder i Bibelen, der slog sin egen bror ihjel (1 Mos 4,8-16). Om det betyder, at disse mennesker er voldelige og måske endda mordere i sådan helt bogstavelig forstand er langt fra nødvendigt. Det kan også blot være tænkt på en åndelig vold på menigheden, ved at ville lede dem bort fra Kristus.
  • For vindings skyld er disse mennesker som den griske spåmand Bileam, der var klar til for betaling at forbande Guds folk, og han blev kun bremset af et æsel, der talte med menneskestemme(4 Mos 22; 2 Pet 2,15-26). På samme måde er disse vranglærere, ifølge Judas, ude på at få materiel vinding ved deres lære. De smigrer folk for egen fordels skyld, og på den måde bringer de forbandelsen over Guds folk, set fra forfatterens side.
  • Den opsætsige Kora er en af de mænd, der under israelitternes ørkenvandring gjorde oprør mod Moses, og gik til grunde, ved at jorden spærrede sit gab op, så de styrtede levende ned i dødsriget (4 Mos 16). Igen en sammenligning der skal tydeliggøre, hvordan disse mennesker sætter sig op med den kirkelige autoritet, og at de vil få et frygteligt endeligt.
• De mennesker er skampletter på menighedens kærlighedsmåltid (Se senere afsnit), hvor de imodsætning til at vise kærlighed, er egoistiske og kun sørger for sig selv, for at de selv får noget at spise.

Også andre poetiske og stærke metaforer bruges til at beskrive disse mennesker. De er som skyer, der ikke giver regn. Altså de ligner nogle, der kan give velsignelse (regn), men man skuffes, og de ligner træer, der burde give frugt, men ikke gør det. De er bølger, der skummer af skam og vildfarende stjerner (svarende til de faldne engles vildfarelse) ^[22] (12b-13). Hæretikerne klager over deres skæbne, men samtidigt følger de de ugudelige lyster, der har bragt dem i situationen.

Judas slutter sin karakteristisk af med at påpege at det er disse mennesker, der skaber splittelsen i kirken ved deres vranglære og livsførelse, da de er ikke-troende, sjælelige mennesker, der mangler Ånden og de står under Guds frygtelige dom, for det de gør.

[redigér] Dommen over de falske lærere

Brevet er hele vejen igennem en knusende dom over hæretikerne. Alle eksemplerne fra Bibelen, både israelitterne, der blev udryddet i ørkenen, de faldne engle, der er bundet i mørket med evige lænker, Sodoma og Gomorra, der straffes med evig ild, Kain, der blev fredløs, Bileam, der blev dræbt med sværd (4 Mos 31,8) og Kora, der styrtede levende ned i dødsriget, er jo frygtelige advarsler om, hvordan det vil gå disse vranglærere. Vranglærerne klager over deres skæbne og et dystert mørke venter dem. Der er ifølge Judas allerede for længe side skrevet om, at de skulle rammes af denne dom. Hvad Judas sigter på, kan ikke helt bestemmes. Måske de bibelske eksempler, der er nævnt ovenfor eller den profeti som Enok (se senere afsnit) profeterede over dem, og som citeres af Juda i vers 14-15: "Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger de har begået og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham" Dette handler om dommedag, og det er da også tydeligt, at det er straffen på den yderste dag, der først og fremmest sigtes til i brevet. Helvedet og dommedag er altså tydelig tegnet op i brevet som en realitet.

[redigér] Formaninger

På baggrund af det negative (advarslen mod vranglærerne og deres livførelse) giver Judas i vers 20 og 21 en række positive formaninger til de kristne. Formaningsafsnittet indledes med et men I min kære, og det viser at efter at have talt om vranglærernes dårligdomme, så skal de sande troende tro og leve deres liv i tydelig kontrast til hæretikernes liv og tro. Derfor er disse to vers også en klar formaning til at gøre præsic det modsatte af, hvad disse hæretikere gjorde (ses tabel I).

Tabel I: De kristne kontra vranglærerne

Hæretikerne:	De kristne formanes til at:
fornægter troen (v.4)	opbygges i troen (v.20)
mangler Ånden (v.19)	bede i Helligånden (v.20)
ødelægger kærlighedsmåltidet (v.12)	bevares i Guds kærlighed (v.21)
dystert mørke venter dem (v.13)	vente på evigt liv (v.21)

[redigér] Forhold til de frafaldne

Eftersom vranglæren har bredt sig, er der også nogen, som er blevet påvirket af den i forskellig grad, og her nævner Judas tre grupper af mennesker, der skal forholdes til på tre forskellige måder:

• Den tvivlende: Disse mennesker, der måske under påvirkning af vranglære er kommet til at tvivle, er der et råd til, til dem skal der vises barmhjertighed. Her nytter åbenbart ikke hårde ord, som Judas ellers bruger adskillige af her i brevet, men omsorg og barmhjertighed.
• Den næste gruppe skal rives ud af ilden: Dette lyder langt hårdere, og der tænkes sandsynligvis på en form for menighedstugt, som minder om den, vi ser i 1. Korintherbrev og 1. Timotheusbrev, hvor der er mennesker, der skal overgives til Satan, for at de skal lære ikke at spotte (1 Tim 1,20). Dette betyder ikke, som ellers let kan forstås, at alt håb ude, men derimod at denne overgivelse skal få det kødelige til at kan gå til grunde, for at ånden kan frelses på Herrens dag (1 kor 5,5). Det vil sige , at mennesker ved at blive overgivet til Satan, netop dermed får mulighed for at frelse. Denne kirketugt bestod normalt i udelukkelse fra menighedsfællesskabet (ekskommunikation). Om det er en paulinsk kirketugt, Judas tænker på eller andet, kan vel ikke sikkert bestemmes.
• Den sidste gruppe skulle læserne ligeledes være barmhjertige imod, dog med tanke på, at denne gruppe er farlig, og skulle behandles med stor frygt, så de endog skyr den kjortel, der er plettet af deres syndige krop. Dette var ikke for at hjælpe, men for at beskytte den kristne menighed fra selv at blive smittet af den vranglære, disse folk var blevet smittet med.

[redigér] Doxologien

Judasbrevets afslutter med lovprisning, der følger en traditionel liturgisk form^[23]:

	Ham som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed! Amen

Lovprisningen (doxologien) starter som en trøst til de kristne om at Gud, på trods af forfatterens advarsler og på trods af vranglærens hærgen, alligevel formår at værne den kristne mod fald. Derved kommer en spændning ind i teksten. På den ene side den overhængende fare for frafald i menigheden (så overhængende at Judas måtte slippe sit oprindelige forehavende for at skrive dette brev) og på den anden side den fortrøstning over, at Gud formår at værne sin menigheden mod fald. Udover at værne menigheden, så formår Gud ligeledes at stille den kristne over for sin herlighed, uden fejl og mangler.

Det er yderligere interessant at bemærke, at det er Gud, der kaldes for frelser og ikke Jesus og at i lovprisningen er det ikke helt klart om den knytter sig til Jesus eller til Gud. Bare et ud af talrige eksempler på at selv om treenighedsbegrebet og tanken om Jesu guddommelighed måske ikke var helt fuldt udformet i den tidlige kirke, så er der ikke noget tydeligt skel mellem Gud og Jesus. Den sidste sætning i brevet minder på mange måder om den afsluttende lovprisning vi så tilføjet Matthæusevangeliets version af Fadervor, og som er en fast del af denne bøn i alle kirker. Dette tyder på, at disse ord var en fast doxologi sikkert allerede brugt i den tidligste kirke.

[redigér] Detaljer

[redigér] Sammenhængen med Andet Petersbrev

Som allerede nævnt er der store lighedstræk i brevet til Anden Petersbrev. Særlig kapitel to og Judasbrevet vers 3-16 har så store lighedstræk at den ene nødvendigvis må være en form for fri kopi af den anden. På den anden side så indeholder Judasbrevet adskillige uafhængige elementer, og konteksten i de to breve er på mange måder forskellige. Spørgsmålet er så, hvordan de to skrifter forholder sig til hinanden, og hvilke af disse to skrifter der kommer først. Dette spørgsmål er ikke afgjort, men de fleste moderne forskere hælder til, at Judasbrevet er det ældste, men den modsatte opfattelse er også blevet fremlagt af fremtrædende personligheder. En tredje mulighed er, at begge breve bygger på en særlig fast advarselstradition (skriftligt eller mundtligt) om vranglærere, som begge breve så uafhængigt af hinanden benytter sig af^[24].

Tabel II: Oversigt over sammenhængen mellem Judasbrevet og Anden Petersbrev.

Judasbrevet	Anden Petersbrev
v2: ...i stadig rigere mål	1,2 ...i stadig rigere mål i erkendelsen..
v3: kæmpe for den tro	1,5: sæt jeres iver på, at I til jeres tro..
v4: ...fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus	2,1: ... tilmed fornægte den Herre som købte dem
v5a: ...vil jeg alligevel minde jer	1,12: ..vil til stadighed minde jer om
v6: de engle ... holder han bundet i mørket med evige lænker indtil dommen	2,4: de engle ... holdes i mørkets lænker indtil dommen
v7: Sodoma og Gomorra ... fremstår som et afskrækkende eksempel	2,6: Sodoma og Gomorra dømte han ... til et advarende eksempel
v8: lader hånt om Herrens myndighed og spotter overjordiske magter	2,10: foragter Herrens myndighed ... spotte overjordiske magter
v9: engang ærkeenglen ... ikke at udtale nogen spottende dom	2,11: mens dog englene ... ikke udtaler nogen spottende dom
v10: spotter, hvad de ikke har forstand på ... ligesom de umælende dyr	2,12: spotter, hvad de ikke begriber, er som umælende dyr
v11: slået ind på Kains vej ..., for vindings skyld givet sig Bileams vildfarelse	2,15: slog ind på samme vej som Bileam, ... på uretmæssig vinding
v12: deltager i gildet og bare sørger for sig selv..	2,13: svælger i deres egne bedragerier, ... holder gilde sammen med jer
v12-13: som skyer, der drives forbi af vindene ... og dystert mørke venter dem	2,17: tåger, der jages af stormen, og dystert mørke venter dem
v17: Men I, mine kære ... genkalde jer de ord, som tidligere er sagt af vor Herre Jesu Kristi apostle	3,1-3: Mine kære, ... huske de ord, som tidligere er talt ... vor Herre og frelsers bud, som I har fået gennem jeres apostle.
v18»I den sidste tid vil der komme spottere, som følger deres egne ugudelige lyster	3,3: i de sidste dage vil komme spottere, som følger deres egne lyster
v24: ...(Gud formår) at stille jer over for sin herlighed, uden fejl	1,2: ...vær ivrige efter at stå uplettede og lydefri for ham i fred

[redigér] Brug af apokryfiske skrifter

Judasbrevet gør flere gange brug af ikke-bibelsk materiale, de såkaldte gammeltestamentlige pseudopigrafiske skrifter. Han bruger med sikkerhed materiale fra det Første Enoksbog men sandsynligvis også fra Moses' himmelfart. Derudover kan der være tale om, at der ligeledes er taget matriale i brug fra Naftalis Testamente i Jud 6 og fra Asers Testamente i Jud 8. Dette brug af ikke-autoritative skrifter har tydeligvist været med til at så tvivl om Judasbrevets berettigelse blandt de kanoniske skrifter (se tidligere [Judasbrevet#Den kanoniske process| afsnit]). Der er dog adskillige andre steder i Det Nye Testamente, hvor der bruges udenom-bibelsk materiale, både citater fra hedenske digtere og fra jødiske skrifter^[25], uden at det behøvede at betyde, at de nytestamentlige forfattere (og heller ikke Judas) anerkendte disse skrifter generelt som hellige og autoritative. Tilstedeværelsen af apokryfisk matriale har i hvert fald ikke været set som afgørende nok til at man har villet udelukke skriftet i kanon.

[redigér] Første Enoksbog

Første Enoksbog er et gammeltestamentligt pseudepigrafisk skrift, der dog er inkluderet i Den etiopisk-ortodokse kirkes Gamle Testamente. Skriftet er en apokalypse, der er tillagt den bibelske person Enok, som ifølge Første Mosebog var det syvende slægtsled fra Adam og som vandrede med Gud, hvorefter Gud tog ham bort, højst sandsynlig ved en eller anden form for himmelfart. Dateringen af skriftet er svær, med sandsynligvis mellem 166-110 f.Kr. Nogle mener dog meget senere, da der eventuelt kan spores kristen påvirkning i skriftet. Der er dog ingen tvivl om, at det ikke er et kristent, men derimod et klart jødisk skrift.

Judasbrevet har flere hentydninger til Enoksbog, heriblandt særligt i vers 15, der nærmest er et direkte citat fra Enok 1,9:

	Og se! Han kommer med titusinder af hellige for at holde dom over dem, og han vil tilintetgøre de ugudelige og gå i rette med alt kød for alt, hvad synderne og de ugudelige har gjort og begået af ugudeligt mod ham.

[redigér] Moses himmelfart

Jud 9 referer til en jødiske fortælling, der beretter hvordan Satan ved Moses' død gjorde et sidste forsøg på at hævde sin magt og kræve Moses' lig, ved at anklage Moses for mordet på en egypter. Ærkeenglen Mikael gør derimod Satan tavs med ordene "Herren straffe dig", og redder dermed Moses' legeme og retfærdiggør Moses som Guds tjener. Selve historien er sammenfattet er forskellige jødiske kilder fra tiden både før og efter Judasbrevets afskrift. Derimod er den kilde, som Juda har brugt sandsynligvis en nu en tabt afslutning til det pseudepigrafiske skrift Moses' himmelfart. Skriftet er en apokalyptisk fremstilling af Israels kommende skæbne helt frem til tidernes ende, men da afslutningen mangler kan det ikke med sikkerhed siges, om det virkeligt er dette skrift, der benyttes af Judas ^[26].

[redigér] Engle

Judasbrevet er meget indholdsrig angående beskrivelsen af engle, som her ligesom i resten af Det Nye Testamente er et naturlig del af forfatternes univers. Han nævner Ærkeenglen Mikael, der kæmper mod Djævelen om Moses' lig. For Judas findes der altså en sprituel og åndelig verden, hvor der foregår en krig om mennesker, sandsynligvis særlig om de troende. Dermed sættes der en fortælling på citatet fra Efeserbrevet, hvor der tales om at den kristne ikke kæmper "mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet" (Ef 6,10)

Ligeledes tales der i brevet om de faldne engle, der ikke tog vare på deres hverv, men forlod deres rette bolig, og nu holdes bundne indtil dommedag (Jud 6). Dette vers giver en ganske bestemt tolkning af 1 Mos 6,1-2 og viser os, hvordan man forestillede sig dæmonerne blev til. Dæmoner er altså faldne engle, som gjorde oprør mod det hverv, de havde fået af Gud, som nu venter en straf. Som Jesus ifølge Matthæus skriver om helvede, så var helvedet "bestemt for Satans og hans engle".

[redigér] Agapemåltidet

En interessant detajle er brugen af ordet kærlighedsmåltid i brevet (på græsk - agape), som er det eneste sted i Bibelen, hvor det ord bruges. Dog er det måltid sandsynligvis i det store og hele det samme, som den nadver der nævnes i Første Korintherbrev kapitel 11. Nadveren blev set som et kærlighedsmåltid, hvor man kom sammen for at være et og på den måde udtrykke enheden i Kristus og menigheden som en familie, og derfor er kritikken både i Judas og hos Paulus den, at når så nogle spiser af egen mad og sørger for sig selv, mens andre sulter, så ødelægges kærlighedsmåltidet. Under kærlighedsmåltidet blev nadveren uddelt, men nadveren var ikke nødvendigvis hele måltidet. Nadveren kan forstå som kulminationen på måltidet.

I Den Ortodokse Kirke er der efter gudstjenesten (og efter selve nadveren) mulighed for af præsten af få et stykke brød, som man spiser og som udtrykker dette kærlighedsmåltid.

[redigér] Virkningshistorie

Judasbrevets virkningshistorie er langt fra stor, og skriftet er blandt de mindst læste af Bibelens skrifter. Skriftet er småt, og selvom det traditionelt er blevet set som et brev af Jesu egen bror, så har sandsynligvis også Judas' perifere betydning for kirken nok haft indflydelse på den manglende brug af skriftet i kirken og dogmatikken. I Den Danske Folkekirke bruges for eksemplet kun en eneste tekst fra dette skrift til gudstjenesten og det er en episteltekst til 17. søndag efter trinitatis efter anden tekstrække. Teksten er taget fra Judas sidste del, vers 20-25, og evangelieteksten til samme dag fra Matthæus 9,9-17 kan heller ikke knyttes umiddelbart til Judasteksten ^[27].

I andre lande har betydningen af citatet fra Første Enoksbog, været årsag til at den etiopisk-ortodokse kirker har taget dette pseudopigraf ind i deres kanon. Derudover har brugen af ordet kærlighedsmåltid haft en betydning for afslutningen på den Den ortodokse kirkes afslutning af gudstjeneste i Chrysotemos-liturgien der bruges til hver højmesse, bortset fra i fasten.

Også opfattelsen af engle har givetvis ligeledes haft betydning for tanken om de faldne engle, som findes i den kristnes opfattelse af engle og dæmonverdenen.

[redigér] Litteratur

[redigér] Kilder

• Bibelen, Det Danske Bibelselskab, København 1992. ISBN 87-7523-286-3
• Eusebius: Then History of the Church, Penguin Books, Harmondsworth 1981. ISBN 0-14-044535-8

[redigér] Sekundær litteratur

• Noack, Bent Petersbrevene og Judasbrevet, Det danske Bibelselskab, København 1989. ISBN 87-7523-219-7

• Bauckham, Richard Word Biblical Commentary 50, J. Jude, 2 Peter, Word Books, Publisher, Waco, Tex 1983. ISBN 0-8499-0249-5
• Lawlor, George Lawrence: Translation and Exposition of The Epistle of Jude, Presbyterian and Reformed Publishing Co, 1972.
• Reicke, Bo The Anchor Bible 37, The Epistles of James, Peter, and Jude, Doubleday Company, InC, Garden City, 1964.

[redigér] Eksterne henvisninger

[redigér] Online oversættelser af Judasbrevet:

• Judasbrevet - Den danske autoriserede oversættelse fra 1992 - Bibelen.dk
• Judasbrevet - Bibelen på hverdagsdansk
• Judasbrevet - Dansk oversættelse fra 1933, taget fra Biblegateway, hvor der findes 75 bibeloversættelser fordelt over 35 sprog.

[redigér] Online kommentarer til Judasbrevet

• Christian Bible Links
• Easton's Bible Dictionary, (1897)
• Catholic Encyclopedia
• Comprehensive study the Epistle of Jude
• An Exegesis of Jude by Michael Quandt

[redigér] Online kommentarer til enkelte emner i brevet

• Biblaridion magazine: Examining the relationship between Jude and II Peter (part-1)
• Biblaridion magazine: Jude (part two): Exegesis of difficult passages in Jude and II Peter
• A reaction to the apparent regarding of Enoch and the Assumption of Moses as canonical by Jude
• Engelsk oversættelse af Hegissipus' skrifter, hvor Judas' efterkommere nævnes

[redigér] Noter