Korsfæstelse
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Korsfæstelse er en henrettelsesmetode, der især er kendt fra Romerriget. Den anvendtes på sørøvere og andre forbrydere samt på slaver og fremmede; ikke på romerske borgere.
Den dødsdømte (cruciarius) blev klædt nøgen og derefter ført til retterstedet. Her blev han først pisket.
I mangel af samtidige, autentiske afbildninger eller detaljerede skildringer af korsfæstelser ved man ikke med sikkerhed, hvilken form de benyttede kors havde. Formentlig var der på retterstedet en eller flere pæle (lat. stipes) fast opstillet. Forbryderen fik armene fastbundet eller fastnaglet til en tværstang (patibulum), som derefter løftedes op og fastgjordes til pælen, således at hans fødder var et passende stykke fra jorden.
Jesu korsfæstelse er atypisk på flere måder: Dels fik han sine ben fastgjort, dels blev han sømmet til korset i stedet for at blivet bundet.
Døden indtraf som regel efter kortere tid som følge af kvælning. I sjældne tilfælde som ved Jesu henrettelse døde den dødsdømte først efter længere tid som følge af blodtab og udmattelse.
