John Lennon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

John Winston Lennon (9. oktober 1940 - 8. december 1980) var en britisk musiker, sanger og komponist. Han fik sit gennembrud med The Beatles, hvor han fremstod som frontfigur sammen med Paul McCartney. Lennon og McCartney var op igennem 1960'erne eksponenter for udviklingen af rockmusik fra ungdommens dansemusik til seriøs og politisk medie. Sammen skrev de en serie af de mest populære sange i 1960'erne.

Blev i 1969 gift med den japanske avantgardekunstner Yoko Ono og tog navneforandring til John Ono Lennon.

Efter Beatles' opløsning i 1970 havde han en kort, men slagkraftig solokarriere i perioden 1970-1975 med en række politiske og eksperimenterende album. Efter en længere pause fra 1975-1980, hvor han koncentrerede sig om familielivet med Yoko og sønnen Sean, fik han et comeback med albummet Double Fantasy i 1980. Den 8. december 1980 blev han skudt og dræbt uden for sit hjem Dakotabygningen i New York af den sindsforvirrede fan, Mark David Chapman.

Indholdsfortegnelse 1 Baggrund 2 Beatles-tiden 3 Solokarriere 4 Drabet 5 Eftermælet 6 Biografier og bøger 7 Diskografi 7.1 Beatles 7.2 Soloalbum

[redigér] Baggrund

John Winston Lennon blev født om aftenen den 9. oktober 1940 midt under Slaget om England. Begge hans forældre havde en musikalsk baggrund, selvom ingen af dem var professionelle. Han boede sammen med forældrene, indtil hans far, Fred Lennon, forlod familien. Hans mor, Julia Lennon, magtede ikke opgaven som enlig mor og overdrog sønnen til sin søster Mimi, som boede i nærheden. Tanten havde nu opgaven at opdrage drengen, medens han biologiske mor mere var en legetante, der kom på besøg og forkælede ham. Skønt de boede hver for sig, påvirkede Julia Lennon stærkt sin søn. Bl.a. var hun årsag til hans interesse for musik, og hun lærte ham at spille banjo. Kort efter hans 16 års fødselsdag blev hans mor dræbt af en spritbilist. Dette fik en voldsom indflydelse på mange af hans senere sange og var med til at cementere hans venskab med Paul McCartney, der i en alder af 14 mistede sin mor, som døde af brystkræft.

I puberteten udviklede Lennon svær nærsynethed og var tvunget til at bære tykke hornbriller for at kunne se. Dette tyngede ham meget, selvom et af hans idoler Buddy Holly også bar briller. I starten af hans karriere brugte han kontaktlinser, men i 1966 skiftede han til de runde sygekassebriller, som skulle blive et kendetegn for ham og mange intellektuelle unge i slutningen af 1960'erne.

Det lykkedes hans tante Mimi at overtale ham til at starte på Liverpool College of Art ved at vise dem nogle af hans tegninger. Det var her, han mødte sin første kone Cynthia Powell. Lennon kom til at hade konformiteten på skolen og interesserede sig mere for Rock'n'roll musik og amerikanske sangere som Elvis Presley og Buddy Holly. I slutningen af 1950'erne dannede Lennon sit egen skiffle gruppe ved navn The Quarry Men, som senere blev til The Silver Beatles, (en hentydning til Buddy Hollys Crickets), og kort efter blot The Beatles.

Lennon giftede sig med Cynthia Powell, offentligheden fandt først ud af dette senere, mens hun ventede sønnen Julian. Hun havde dog ikke nogen egentlig indflydelse på hans karriere.

[redigér] Beatles-tiden

Som medlem af The Beatles havde Lennon en betydelig indflydelse på rockgenrens udvikling op igennem 1960'erne. Han blev sammen med McCartney anset som en af de mest indflydelsesrige sangere, komponister og musikere i det 20. århundrede. Af de to blev Lennon generelt anset for at være den bedste lyriker, medens McCartney havde hovedvægten på musikken. Selvom det er meget simplificeret, er der et gran af sandhed i det, eftersom en stor del af de sange, som Lennon har skrevet er retrospektive og selvbiografiske. Lennons lyrik leger ofte med ordspil, dobbelte betydninger og anvender sære ord. Blandt hans mest surrealistiske stykker er Strawberry Fields Forever og I Am the Walrus, der på bedste vis fremhæver hans unikke stil. Lennon og McCartney var i store træk både samspillere og konkurrenter. McCartney som den hurtige og positive, hvorimod Lennon viser det mørke og truende.

Lennon talte ofte meget frit fra leveren. I et interview med Maureen Cleave til London Evening Standard sagde han:

"Kristendommen vil forsvinde. Den vil skrumpe og sygne hen. Jeg behøver ikke at argumentere om det; Jeg har ret og tiden vil vise det. Vi er mere populære end Jesus nu. Jeg ved ikke, hvad der vil forsvinde først: Rock 'n' roll eller kristendommen. Jesus var fin nok, men hans disciple var dumme og simple. Det er dem, som har fordrejet det hele for mig."

Udtalelsen var en del af et tosiders interview, som praktisk talt ikke blev bemærket i Storbritannien. I juli samme år blev udtalelsen gengivet i det amerikanske fan blad Datebook, hvilket førte til et frontalt angreb fra konservative religiøse grupper i syd- og midtvesten. Radiostationer bandlyste gruppens indspilninger, og deres album og andre udgivelser blev brændt på bål. Lennon måtte gå ud offentligt og undskylde sine udtalelser.

Den 9. november 1966 besøgte Lennon Yoko Onos udstilling på kunstgalleriet Indica Gallery i London. Han var særdeles imponeret. Især eet kunstværk, hvor et ord skrevet med meget små bogstaver og som kun kunne læses når man stod på en stige og brugte et forstørrelsesglas. Ordet var "ja". Lennon havde formodet alt andet end et positivt ord. Lennon og Ono gjorde et stort gensidigt indtryk, og de holdt kontakt med hinanden igennem hele Sgt. Pepper perioden. Efter at Lennon kom tilbage fra sin sidste meditationstur til Indien, indledte de et forhold. Lennon fortalte det til sin kone Cynthia, som begærede skilsmisse. Lennon og Ono var fra da af praktisk taget uadskillelige, selv under Beatles indspilningerne. At Lennon bragte en ekstra person ind i inderkredsen skabte mange gnidninger med de øvrige medlemmer og en stigende spænding under indspilningerne af dobbeltalbummet The Beatles (også kaldet Det hvide album) i 1968. Ono har af mange fået skylden for gruppens langsomme opløsning, selvom den tydeligt startede allerede med manager Brian Epsteins død i 1967. Derefter var Lennon og McCartney konstant uenige om, hvordan tingene skulle styres.

Samtidig blev Lennons politiske engagement mere og mere tydeligt. Han agiterede stærkt imod Vietnamkrigen og for fred. Han returnerede den orden, som han havde modtaget af Dronning Elisabeth IIi 1965, i protest mod det britiske engagement i Vietnamkrigen og indblandingen i Afrika (Biafra). Lennon og Ono blev gift den 20. marts 1969 i Gibraltar og tilbragte deres hvedebrødsdage med en sengeliggende demonstration (bed-in) for fred i Amsterdam. Demonstrationen blev gentaget i Montreal, hvorunder parret indspillede Give Peace a Chance. Ikke overraskende blev de betragtet som et par excentrikere, men de var af stor betydning for fredsbevægelserne. Lennon valget at udskifte sit mellemnavn Winston med Ono for at vise sin samhørighed med hende. Hele denne proces beskrev Lennon i The Ballad of John and Yoko, som blev indspillet af Lennon og McCartney alene.

Magtkampen Beatlerne imellem og især imellem Lennon og McCartney blev stillet til skue under indspilningerne af Let it be i foråret 1969. Filmen var oprindeligt tænkt som en dokumentarfilm om gruppens indspilning af et album, men blev i stedet en dokumentar om gruppens opløsning. Resultatet var så dårligt, at projektet blev lagt på hylden. I stedet samledes gruppen senere på året for at indspille deres sidste album Abbey Road. Kunstnerisk var Abbey Road klart styret af McCartney, (som lagde beslag på hele bagsiden af LPen), men det var stilhed for stormen.

Magtkampen kulminerede med, at Lennon og George Harrison insisterede på at produceren Phil Spector fik lov at gennemarbejde optagelserne til Let it be, og at gruppen skulle have en ny manager Alan Klein. McCartney ville på sin side ikke acceptere, at der blev lagt strygere og kor på hans sange, og han ville slet ikke acceptere Alan Klein som manager. Dette fik McCartney til offentligt at meddele sit brud med The Beatles.

[redigér] Solokarriere

Af de fire Beatler havde Lennon den mest varierede og eksperimenterende karriere, der ofte afspejlede hans sammensatte natur. Allerede i 1968 optrådte han og Ono under navnet Dirty Mac i koncertfilmen The Rolling Stones Rock and Roll Circus. Igennem hele Lennons solokarriere optrådte han hyppigt på andre kunstneres album, ofte under pseudonymer som Dr. Winston O'Boogie, Mel Torrment eller The Reverend Fred Gherkin.

De indspillede også tre album med eksperimental musik inden bruddet i The Beatles: Unfinished Music No. 1: Two Virgins, Unfinished Music No. 2: Life With The Lions og Wedding Album.

Lennons første rigtige solo album med rock musik var Live Peace In Toronto (1969) indspillet live på en rockfestival i Toronto med gruppen Plastic Ono Band, som bl.a. inkluderede Eric Clapton og Klaus Voormann. Han indspillede også tre singler i den indledende del af hans solokarriere: Give Peace a Chance (en antikrigssang), Cold Turkey (om hans kamp mod et stofmisbrug) og Instant Karma!.

Efter bruddet med the Beatles i 1970 udgav Lennon albummet Plastic Ono Band. Albummet var stærkt påvirket af Arthur Janovs teorier om primalskrig som terapiform. Lennon havde selv deltaget i denne form for terapi. Efterfølgeren Imagine (1971) blev hans mest succesfulde. Titelskæringen var en usædvanlig drømmende og naiv klaverballade om fred og sammenhold. Disse værider havde Lennon ofte havde agiteret for, og de var en vigtig del af hippiekulturens modstand mod krig.

Som en reaktion herpå var han næste album Sometime In New York City (1972) højrøstet og meget politisk med emner som fængselsoprør, racisme, sex, konflikten i Nordirland og hans egne problemer med at opnå arbejds- og opholdstilladelse i USA.

Endnu to album med egne sange Mind Games (1973) og Walls And Bridges (1974), samt et album med cover versioner af gamle standard rock numre Rock 'n' Roll (1975) fra hans ungdom udkom, før han trak sig tilbage for at koncentrere sig om at være far for sønnen Sean, der blev født den 9 oktober 1975 - på Lennons egen fødselsdag.

De følgende fem år blev en rejse ind i rollen som familiefar, hvor Lennon stort set slap musikken. Dog trak han fra tid til anden sin guitar frem eller satte sig til klaveret for at optage en melodi-idë han havde. I begyndelsen af foråret 1980, indledte han forberedelserne til at gå i studiet igen efter de fem års pause. Han følte sig sprængfuld med ideer til mindst tre kommende albums, fortalte han senere på året i et interview.

I november 1980 vendte han sammen med Yoko Ono tilbage med konceptalbumet Double Fantasy, som handlede om parforhold generelt og deres eget især. Efter færdiggørelsen af "Double Fantasy", var han begyndt sit arbejde på efterfølgeren Milk and Honey, som ikke nåede at blive gjort færdig, inden han blev myrdet. Yoko Ono pudsede indspilningerne af og udsendte albummet et par år efter, hvor numre som "Nobody Told Me" og "Grow Old With Me" viste, at Lennon virkelig havde fået fornyet musikalsk energi.

[redigér] Drabet

Om aftenen den 8. december 1980 vendte John Lennon og Yoko Ono tilbage til deres hjem i Dakota bygningen i New York efter at have arbejdet på et remix af nummeret Walking On Thin Ice til det næste album. Da han er på vej ind gennem porten, bliver han skudt ned af en sindsforvirret fan Mark David Chapman. Lennon bliver kørt til Roosevelt Hospital, hvor han efter lægernes forgæves kamp erklæres død. Han blev skudt to gange i ryggen, to gange i venstre over arm og menes at være død kort tid efter han sank om inde i vestibulen.

Gerningsmanden flygtede ikke fra stedet, men blev kort tid efter anholdt. På sig havde han bogen The Catcher in the Rye, som senere viste sig at have været hans "manuskript" til at begå mordet.

[redigér] Eftermælet

En stor menneskemængde samledes udenfor Dakota-bygningen, hvor de sørgende med lys, blomster og sang mindedes Lennon. Søndag den 14. december 1980 blev der afholdt en mindehøjtidelighed i Central Park i New York for Lennon. Samme sted blev der opført et mindesmærke for Lennon med navnet Strawberry Fields Memorial.

En særlig mindeudgave af musikmagasinet Rolling Stone blev udgivet kort efter drabet. Forsiden var et billede taget samme morgen som drabet fandt sted af Annie Leibovitz. Billedet viser en nøgen, sammenrullet Lennon ved siden af en fuldt påklædt Ono. Det symboliserer i høj grad deres sammenhørighed, samt Lennons afhængighed af Ono og hans afvisning af andres meninger om deres forhold.

I marts 2002 navngav hans hjemby Liverpool sin lufthavn Liverpool John Lennon Airport og adopterede dens motto fra en linje i sangen Imagine: Above us only sky.

I 2002 kom Lennon ind på Top 10 blandt de 100 største briter i en afstemning sponsoreret af BBC.

[redigér] Biografier og bøger

Egne udgivelser:

• Ingen fluer på Frank : his greatest nonsens-hits / Lennon, John. 1994. ISBN 87-7378-125-8
• Skywriting by word of mouth and other writings including The ballad of John and Yoko. 1986. ISBN 0-06-015656-2
• A Spaniard in the works. 1990. ISBN 0-14-005929-6
• John Lennon in his own write. 1980. ISBN 0-14-005928-8

Biografier

• John Lennon : mennesket, musikeren og myten : en biografi / Karsten Jørgensen. 2004. ISBN 87-559-1197-8
• The Beatles / Hertsgaard, Mark. 1996. ISBN 87-16-16030-4
• John Lennon - min bror / Julia Baird. 1990. ISBN 87-89005-37-6
• John Lennon : drømmen er forbi / Vic Garbarini. 1990. ISBN 87-18-01312-0
• John Lennon fortæller / John Lennon (på dansk ved Arne Herløv Petersen). 1995. ISBN 87-595-0599-0

[redigér] Diskografi

[redigér] Beatles

Deltog på alle deres indspilninger

[redigér] Soloalbum

• Unfinished Music No.1: Two Virgins (1968)
• Unfinished Music No.2: Life With The Lions (1969)
• Wedding Album (1969)
• Live Peace In Toronto (1969)
• Plastic Ono Band (1970)
• Imagine (1971)
• Sometime In New York City (with Yoko Ono) (1972)
• Mind Games (1973)
• Walls And Bridges (1974)
• Rock 'n' Roll (1975)
• Shaved Fish (best-of and singles compilation) (1975)
• Double Fantasy (with Yoko Ono) (1980)

Følgende er udgivelser efter John Lennons død:

• The John Lennon Collection (best-of and singles compilation) (1982)
• Milk And Honey (with Yoko Ono) (1984)
• Live In New York City (1986)
• Menlove Avenue (1986)
• Imagine: John Lennon (1988)
• Lennon Legend: The Very Best of John Lennon (1997)
• Anthology (1998)
• Wonsaponatime (selections from the Lennon anthology) (1998)
• Imagine Ultradisc II Audiophile Gold CD by Mobile Fidelity Sound Lab (2003)
• Plastic Ono Band Ultradisc II Audiophile Gold CD by Mobile Fidelity Sound Lab (2003)
• Mind Games Ultradisc II Audiophile Gold CD by Mobile Fidelity Sound Lab (2004)
• Acoustic (2004)
• Working Class Hero - The Definitive Lennon (2005)