Jakobsvejen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Pilgrimme på Jakobsvejen i 2005

Jakobsvejen el. Ibsvejen, også kendt under det spanske navn el Camino de Santiago, er en pilgrimsrute, der fører til katedralen i den galiciske by Santiago de Compostela i Spanien, hvor en af de tolv apostle Skt. Jakob el. Skt. Ib ifølge legenden ligger begravet.

[redigér] Historie

Katedralen i Santiago er rejsens endelige mål.

Jakobsvejen har siden middelalderen været en af de vigtigste kristne pilgrimsruter, og pilgrimme har rejst ad den til Santiago de Compostela gennem de sidste 1000 år. Indenfor regnes den katolske kirke Jakobsvejen i dag stadig som en af de tre vigtigste pilgrimsruter sammen med ruten til Rom (Via Francigena) og Gravkirken i Jerusalem.

Jakobsvejen følger ikke én bestemt rute, men nogle regnes for mere betydningsfulde end andre, og tiltrækker derfor en langt større antal pilgrimme. I middelalderen var rejsen til Skt. Jakobs grav meget populær, og relativt mange mennesker begav sig ud på denne rejse, som måske var den eneste de foretog i deres liv. Langs de mest populære veje skød der herberger op, som skulle dække de rejsendes behov. Nye valfartskirker opstod også, de fungerede som stationer, hvor de rejsende kunne holde modet oppe ved bøn, messe eller andre ritualer, med tiden udviklede disse kirker sig til selvstændige valfartsmål for mindre pilgrimsfærde.

Den protestantiske reformation og den efterfølgende politiske uro og krig i 16. og 17. århundrede medførte et stort fald i antallet af pilgrimme i hele Europa. Og indtil slutningen af det 20. århundrede var antallet af besøgende i Compostela hvert år svindende, men siden 1980’erne har Jakobsvejen tiltrukket et stigende antal pilgrimme fra hele verden. I 1987 udnævnte Europarådet Jakobsvejen, som den første, til kulturel rute og optaget af UNESCO som del af verdens kulturarv i 1993

[redigér] Middelalderen

Ibskal, symbolet for Jakobsvejen

Det er blevet foreslået at området havde en stor religiøs betydning for dets keltiske befolkning allerede før kristen tid. Efter opholdet i Compostela fortsætter mange pilgrimme også i dag videre til Kap Finisterre, som er et romersk navn (Finis terrae), og betyder Verdens ende, hvilket kan være et levn fra en førkristen helligdom, med relation til forestillinger om et dødsrige mod vest på den anden side af Atlanten. Indicierne på denne gamle religiøse betydning er dog svage og meget omdiskuterede, men for mange moderne pilgrimme er det dog de hedenske legender, der er blevet knyttet til ruten, som tiltrækker frem for de kristne.^{[Kilde mangler]}

De tidligste beretninger om besøg ved helligdommen dedikeret til Skt. Jakob stammer fra det 8. århundrede i kongeriget Asturien, og fra 10. århundrede finder vi beretninger om pilgrimme, der er rejst dertil fra lande på den anden side Pyrenæerne, men det store opsving i antallet af udenlandske besøgende kommer formodentligt først hundrede år senere. I begyndelsen af 12. århundrede var Jakobsvejen blevet langt mere organiseret, og en lang række kapeller, hospices og herberger blev opført langs de fire ruter som førte pilgrimmene gennem Frankrig til den Iberiske halvø, hvor de løb sammen til én ved Puente la Reina, og som derefter førte de rejsende gennem det nordlige Spanien gennem byerne til Burgos, Carrión de los Condes, Sahagún, León, Astorga og Lugo til Cam-postella.

Det blev tidligt til en tradition for pilgrimmene at samle muslingeskaller, de såkaldte ibskaller, ved stranden som de bragte med hjem som bevis på, at de havde gennemført rejsen. Traditionen med at hjembringe en genstand som symbol på rejsen spredte sig også til mange af de øvrige pilgrimsmål.

Det var den franske konges beskyttelse af pilgrimme, der muliggjorde at valfarten I middelalderen kunne nå så stort et niveau som den gjorde. I de lande, den franske konge kontrollerede, fik de rejsende privilegier og frihed så de kunne forlade deres hjemegn, og størstedelen af pilgrimmene kom da også fra Frankrig. Men mange fra andre lande begyndte også at rejse, og i gennem hele middelalderen kom der regelmæssigt personer fra hele Europa til Compostela, heriblandt også danskere.

I middelalderen opstod der indenfor kirken et afladssystem, hvor personer, som havde begået en synd, kunne opnå tilgivelse hvis en form for straf blev udstået. En af mulighederne for straf ved meget alvorlige synder og forbrydelser var at gennemføre en pilgrimsfærd, hvor den dømte rejste til et bestemt valfartsmål og bad om tilgivelse. I Flandern er det stadig muligt at afsone sin straf ved at gå til Compostela med en tung rygsæk og under bevogtning.

[redigér] Kulturel betydning

Pilgrimsmonument i Burgos

Det øgede antal af rejsende stillede store krav til forplejning, nye hospices, som gav store overskud, blev efterhånden opført langs hele ruten med kongelig beskyttelse, hvilket gav et yderligere økonomisk løft til regionen. Nye kirkebygninger blev opført i en form, der skulle kunne håndtere de store mængder af tilrejsende, heraf blev den romanske stil født, som med tiden ville sprede til hele resten af Europa. Salg af souvenirs blomstrede i Compostela, og rejsebøger og guider blev nedskrevet til kommende pilgrimme. Den moderne turistindustri, som dog begyndte med rejser til Rom, blev født hos sel-skaber der hidtil havde arrangeret pilgrimsrejser.

[redigér] Pilgrimsfærd i moderne tid

Moderne symbol for Jakobsvejen

I vore dage tager titusindvis af kristne og andre hvert år turen til Compostela^[1]. Mange begynder turen fra deres eget hjem, mens andre starter i et af de populære udgangspunkter for Jakobsvejen som findes over hele Europa. De fleste rejser stadig til fods, nogle cykler, mens nogle få benytter sig af autentiske middelalderlige transportmidler som hest eller ligefrem æsel. Jakobsvejen er i dag også en populær vandrerute, som i høj grad også benyttes af personer, der ikke er på pilgrimsfærd.

[redigér] Noter

↑ "The present-day pilgrimage", Confraternity of Saint James, July 26, 2006.

[redigér] Litteratur

Jørgen Johansen: Santiago; 1000 års kulturrejse gennem Europa, Spektrum, 1999. ISBN 87-7763-204-4
Henrik Tarp: Pilgrimsvejen til Santiago de Compostela, Bogan, 2008. ISBN 87-7466-490-1