Ateisme
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ateisme (af oldgræsk ἄθεος átheos "uden gud" og endelsen -isme) er afvisningen af, at der eksisterer en gud. Da den bygger på en længere argumentation, kan den ikke bare ligestilles med irreligiøsitet. Tilsvarende må ateisme også adskilles fra agnosticismen, der hævder, at det ligger uden for menneskers forstand at kunne afgøre, om Gud eksisterer eller ej. En tilhænger af ateismen kaldes en ateist.
Ateisme kaldes også, nedsættende, for "gudløshed" eller "gudsfornægtelse". I dele af den islamiske verden er det tilmed blasfemi at være ateist.
Om den og den holdning er et udtryk for ateisme eller ej, afhænger helt af hvordan begrebet: Gud, defineres. Eks.: Med ordet gud(er) er der nogle (som f.eks. Carl Sagan påpeger) der bruger det ord om netop: Naturlovene.
Selv om ateismen afviser eksistensen af gud(er), er det ikke ensbetydende med, at ateister nødvendigvis afviser den etik eller moral, der er fremelsket af et samfunds teistiske rødder. Det er således muligt at kvalificere som både ateist og kulturkristen, hvor man afviser metafysiske principper, men erklærer sig enig med kristne værdier.
Ateisme har fremgang over hele verden også i Danmark, antallet af registrede ateister stiger pt med mellem 50 og 100 % om året i Danmark.[1][2]
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Begrundelser for ateisme
Der gives flere begrundelser for ateisme:
- Ateisme ud fra det ondes eksistens, eller den anfægtede gudstros ateisme. Hvis Gud er almægtig, hvordan skal man så forstå lidelse og nød? Denne form for ateisme fandt bl.a. mange tilhængere umiddelbart efter afslutningen af 2. Verdenskrig, da det gik op for folk, hvad koncentrationslejrene var.
- Ateisme ud fra videnskabelig optimisme, eller den positivistiske ateisme som livsholdning. Man mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før videnskaben kan give svar på alle menneskehedens spørgsmål. Dermed er religiøsitet blevet noget overflødigt. Den opfattelse havde sin stærkeste blomstring før 1. Verdenskrig, da man så teknisk og økonomisk fremgang overalt i den vestlige verden.
- Ateisme ud fra et syn på gudstro som en indskrænkende og hæmmende holdning, den ateistiske humanismes ståsted. Det er opfattelsen, at der er så meget godt i mennesket, og der ligger så mange muligheder i en fri vilje, at mennesker gør vold på sig selv, når de holder sig til religiøsitet.
- Ateisme bruges nogle gange om et videnskabeligt dogme eller forudsætningsløshed. Her opfatter man alle religiøst farvede argumenter og holdninger som irrelevante. I og for sig kan de være rigtige nok, men de har ikke noget at gøre i en videnskabelig eller pædagogisk sammenhæng. Denne holdning behøver dog ikke være ateistisk, men er snarere sekularistisk.
- Eksistensen af gud(er)kan ikke bevises. Ergo mener ateister ikke at han/hun/de/den/det findes.
- Ateisme kan også ses som reaktion på de mange forskellige religioner. Der findes i dag mellem 25 og 30.000 kristne grupper, som hver i sær mener at repræsentere den rigtige fortolkning af kristendommen. I tillæg til disse kristne grupper findes der et hav af religiøse grupper med udgangspunkt i Islam, Jødedom, Buddhisme, Hinduisme, oprindelige religioner osv. Med så mange modstridende bud på hvem gud er, og hvad han/hun/det/den ønsker af mennesket, er tro ikke kun et spørgsmål om at vælge at tro eller ej, men som oftest et spørgsmål om hvilken kultur man er født ind i. Når man vælger at tro på en specifik gud, så vælger man samtidig mange guder fra, da de forskellige religiøse forestillinger udelukker hinanden. Selv de mere universalistiske religioner er f.eks. eksklusive, fordi deres ide om at ”alle religioner indeholder et korn af sandhed”, står i modsætning til de religioner, som hævder, at der kun er én sandhed. Stillet overfor denne religiøse pluralisme kan det være vanskeligt at tage ét religiøst udsagn mere alvorligt end et andet.
- Endelig kan ateisme ses som det naturlige udgangspunkt. Mens troen er tillært, kommer vi alle til verden som ateister. Nogle lærer aldrig at tro på en gud, og bibeholder denne ateisme. Andre oplever måske, at de returnerer til deres oprindelige ateisme, idet de forkaster den tro, de er blevet påført under opvæksten, ligesom man forkaster troen på julemanden.
[redigér] Misforståelser omkring ateister
- Det anføres nogle gange at ateister kommer ud for voldsomme problemer med forståelsen af tilværelsens tunge sider. På grund af deres eget behov for en religiøs forklaring, forstår de ikke, hvordan man kan gennemleve sorg, lidelse, ondskab og død uden tilknytning til noget større uden for denne verden og uden at falde tilbage på religionens trøst, når det virkelig kniber. Der er imidlertid overhovedet intet belæg for at antage, at ateister bliver religiøse, når livet går dem imod.[Kilde mangler]
- Ateismen anklages ofte for at være materialistisk og uetisk. Denne anklage bygger på den fejlslutning at etik nødvendigvis er noget religiøst. Man kan imidlertid filosofisk begrunde etik uden at have et ankerpunkt uden for den sammenhæng, etikken skal gælde for - f.eks. ved at basere etikken på Immanuel Kants kategoriske imperativ. Der er desuden næppe belæg for at antage, at ateister i praksis er mindre moralske end troende mennesker.
- Ind imellem anføres det fra religiøst hold at ateisme selv er en religion, nemlig troen på, at der ikke findes en gud. Argumentet bruger øjensynligt den præmis, at gudens eksistens er aksiomatisk, og at enhver anden opfattelse er en ikke underbygget tro på, at det forholder sig anderledes. I praksis ser ateister ikke sådan på det, og har spøgende sammenlignet logikken i argumentet med udsagn såsom: "Hvis ateisme er en tro, er skaldethed en hårfarve", eller "Hvis ateisme er en tro, så er det en hobby, når man ikke samler på frimærker". Pointen er altså at fraværet af en tro ikke kan betragtes som en tro. Anklagen er formentlig opstået fordi visse ateister er så optagede af at diskutere religion at deres ildhu psykisk kan minde om den man finder hos stærkt religiøse. Dette er dog blot en eventuel lighed hos enkelte i engagement og energi, ikke i indhold.
- Ateismen bliver ofte beskyldt for at basere sig udelukkende på fornuft, og dermed vælge det følelsemæssige fra. Denne anklage bygger ifølge ateisterne på den dobbelte fejlslutning at følelser nødvendigvis skulle være religiøse og at de som sådan skulle være i modstrid med fornuften. Ateisme kan altså sagtens forenes med det irrationelle, der blot betragtes fx psykologisk eller æstetisk snarere end metafysisk.
[redigér] Se også
- Agnosticisme
- Ateistisk Selskab
- Ateistisk Forum
- Aktive Ateister
- Deisme
- Determinisme
- Fri vilje
- Panteisme
- Religion
- Sekularisme
- Skepticisme
- Spirituelt relaterede emner
[redigér] Ekstern kilde/henvisning
[redigér] Reference
[redigér] Litteratur
The God delusion / Richard Dawkins - London : Bantam Press, 2006. - 406 sider. En darwinists opgør med troen på en overnaturlig skaber, med Gud. - ISBN 978-0-593-05548-9
