Lyrik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Lyrik er digtekunst. En litterær form, i modsætning til prosa skrevet på vers eller i en lignende kortform. Andre litterære udfoldelser kan også ske på vers - f. eks. store heltekvad eller lærestykker som epos og fabler, men lyrik er kendetegnet ved, at der her ikke så meget fortælles som besynges.

Indholdsfortegnelse

1 Kort om lyrik
2 Den danske lyrik i historisk perspektiv
3 Lyriske Virkemidler
4 Henvisninger
5 Referencer

[redigér] Kort om lyrik

Lyrik kommer fra det græske ”lyra” som betyder ”lyre”, altså et strengeinstrument. Lyrik knyttes ofte sammen med musik, som er på verseform og ofte rimer, men lyrik findes også uden musik på - nemlig i form af digte. Lyrik er ofte en skildring af følelser og sanser uden nogen historie, men mere som et essay: tanker. Lyrik beskriver ofte et øjebliks indtryk af følelser og tanker. De fleste digte er skrevet i et mønster i form af vers og et gennemtænkt mønster af tryk og endelser (rim). Sproget viger ofte fra normalsproget, idet man her bruger nogle sætningssammensætninger man aldrig ville bruge i en normal tekst. Digte er den sværeste art at sætte i bås, da man indenfor nogle digtarter gør noget specielt ud af at bryde alle forventninger til digtet. Et digt har ofte en morale, som enten kommer klart til udtryk i teksten, eller kan læses ”mellem linierne”.

[redigér] Den danske lyrik i historisk perspektiv

Middelalderen 1100-1500:

I 1050 fik kongemagten en central position. Der udvikledes en feudal (de øverste i hierarkiet bestemmer) samfundsstruktur, hvor slægten fik en betydningsfuld rolle.

Folkeviser: synge- og danseviser produceret for overklassen. Ridderviser, trylleviser og historiske viser.

Renæssancen og humanismen 1500-1660:

Kirkens indflydelse blev svækket og skabte derved grobund for den humanistiske bevægelse, hvor det enkelte menneske frit kan udvikle sig. Samtidig voksede der en interesse for den gamle kulturverden fra oldtidens Grækenland og det romerske rige. Renæssance betyder genfødsel.

Barokken 1660-1720:

Tiden var kendetegnende for enevældens pompøse og imponerende stil. Forfatterne var afhængige af økonomisk støtte fra magthaverne. Dette gav sig udtryk i en litteratur, der ofte støttede disse. Litteraturen måtte således tilpasse sig specielt den enevældige konge og benyttede sig ofte af lejlighedsdigtning. Den litterære stil blev kendetegnet af det overdådige udtryk med overlæsset metafor-brug. Samtidig opstod der en stor salmeproduktion; tidens betydeligste salmedigter var Thomas Kingo, der udgav en ny salmebog i overensstemmelse med enevældens principper.

Thomas Kingo: Vågn op og slå på dine strenge

Oplysning og følsomhed 1720-1800:

Den økonomiske situation blev bedre i 1700- tallet, og det betød friere konkurrence. Borgerskabet fastslog på den måde sin kulturelle og økonomiske position. Der opstod et behov for litteratur til denne købedygtige gruppe. Under indflydelse af oplysningstiden i udlandet lagde man vægt på selvtænkning og personlig ansvarlighed. Det storslåede blev afløst af en mere enkel og behersket stil, og nøgleordene blev det fornuftige, det naturlige og det nyttige. Ludvig Holberg blev specielt igennem sine 24 satiriske komedier fortaler for den nye enkle og rationelle stil. Samtidig med den fornuftsprægede litteratur blev der skrevet mere følelsesladede værker. Den mest konsekvente udformning af følelsesretningen var pietismen, en religiøs bevægelse, der forsagede alle verdslige forlystelser. Salmedigteren H.A. Brorson var fortaler for denne religiøse retning.

Brorson: Den yndigste rose er funden

Romantikken 1800-1870:

Romantikken opstod som en reaktion på 1700- tallets rationelle og fornuftsprægede tankegang. Romantikken er en bevægelse, der vender blikket indad for der at finde det egentlige og dybe i tilværelsen, og det bliver således det intense følelsesliv, der bliver dyrket.

Man deler perioden ind i følgende underperioder:

Universalromantik 1800-1807, der byggede på den tankegang, at naturen er gennemtrængt af en fælles ånd. Forfattere som Adam Oehlenschläger (hans ungdomsværker) og Schack von Staffeldt gjorde sig gældende i denne tid.

Nationalromantik 1807-1830, hvor forfattere dyrkede naturen og fortiden. Den panteistiske tankegang (en fælles guddommelig ånd gennemstrømmer alt levende) var gennemgående i denne periode. De mest betydningsfulde forfattere var Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig og B.S. Ingemann.

Poetisk realisme og romantisme 1830-1845, hvor der skete en øget interesse for det mere virkelighedsnære. I den poetiske realisme skildredes kun en del af virkeligheden, som passede ind i datidens borgerlige normer. J.L. Heiberg var fortaler for denne periode i sine vaudeviller. Romantismen gjorde op med nationalromantikkens værdier og blev optaget af at overskride de vedtagne normer. Forfattere som Christian Winther og H.C. Andersen skrev mange betydningsfulde værker i denne periode.

Kritisk realisme og den mere uforpligtende litteratur 1845 - 1870, hvor filosoffen Søren Kierkegaard og forfatteren Paludan-Müller gjorde oprør mod tidens materialisme og egoistiske livsform. Dog var der også andre forfattere, der havde en bredere folkeligt publikum som målgruppe, så som de historiske romanforfattere Carit Etlar og H.F. Ewald.

Grundtvig: Nu falmer skoven trindt om land

B.S. Ingemann: I sne står urt og busk i skjul

H.C. Andersen: Hist, hvor vejen slår en bugt

Perioden 1870-1920:

Denne periode kan inddeles i følgende underafdelinger:

Naturalismen 1870- 1890, naturalismen er historisk set en reaktion mod romantikkens religiøse idealisme, og den har tydelig forbindelse med naturvidenskabens vækst i det 19. århundrede. I malerkunsten og litteraturen bestræbte naturalisterne sig på en tro gengivelse af virkeligheden. Georg Brandes holdt i 1871 en del flere forelæsninger på Københavns Universitet, hvor han gjorde op med romantikkens digtere. De mest berømte forfattere i denne periode var: J.P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan og Herman Bang.

Symbolismen 1890-1900, op imod årene 1890 blev der gjort oprør mod den naturalistiske tankegang, og betydningen af det religiøse liv blev fremhævet. De danske digtere lod sig inspirere af den franske symbolisme, hvor poesien efter deres opfattelse var et vigtigt element til at gengive verden. Virkeligheden forvandledes således til et symbol. De danske symbolister var Sophus Claussen, Ludvig Holstein, Gustav Wied og Helge Rode. Helge Rode skrev nogle nationale digte så som "Som en rejselysten flåde" og "Prinsesse Tove af Danmark".

Den folkelige realisme 1900-1914, i denne periode blev litteraturen igen mere realistisk, og det blev kulturen på landet, der blev dominerende. Forfattere som Johannes V. Jensen og Johan Skjoldborg skrev om landbobefolkningen.

Krigslitteraturen 1914-1920; som i de fleste andre lande medførte 1. verdenskrigs udbrud også i Danmark, at man skrev national litteratur. Her kan nævnes Axel Juel og Emil Bønnelycke.

Helge Rode: Som en rejselysten flåde

Perioden 1920-1945:

Efter 1. verdenskrig blev livssynet mere pessimistisk, og der skete en opløsning af de gamle værdier. Dette skabte baggrund for det moderne, og livsstilen blev mere afslappet og hektisk. Det nye massemedie, radioen, slog for alvor igennem i 30'erne. Også litterært kom massekulturen ind på manen i kraft af jute- og seriehefter samt filmromaner. Jacob Paludan skildrer i sine bøger brydningen mellem gammelt og nyt, og forfattere som Tom Kristensen og Nis Petersen skildrer en menneskelig usikkerhed. I 30'erne var der nogle venstreorienterede forfattere, deriblandt Poul Henningsen, der talte til fornuften. Forfattere som Hans Kirk, Harald Herdal og Hans Scherfig skrev socialkritiske romaner, der skildrede samfundsforholdene som afgørende for menneskets udvikling. Poul Henningsen var med til at skabe den samfundskritiske revy. Det psykologiske aspekt i romaner og noveller ses hos forfattere som H.C. Branner, Leck Fischer og Knuth Becker, der skildrer den lille mand, der er kommet i klemme. I krigsperioden 1940 - 1954 opstod "modstandsdigtere" som Kaj Munk, Morten Nielsen og Halfdan Rasmussen.

Poul Henningsen: Man binder os på mund og hånd

Eksistentialisme 1945-1955:

Eksistentialisme er en filosofi, der lægger vægt på det enkelte menneskes ansvar for sin egen tilværelse - gennem nogle eksistentielle valg opnår man identitet. Forfattere som Ole Sarvig, Ole Wivel, Kjeld Abell og Carl Erik Soya var tilhængere af denne filosofi, og de samledes omkring et kulturtidsskrift, der hed Heretica. 1950'erne blev den litterære tone mere humoristisk og optimistisk som ses hos forfatterne Finn Søeborg, Finn Gerdes og Halfdan Rasmussen.

Psykologisk realisme 1956-1965:

I 1950'erne tog opbygningen af velfærdsstaten for alvor fart, og de fleste danskere fik bedre materielle forhold. Dette medførte også en større fremmedgørelse, idet det blev almindeligt, at både manden og kvinden var på arbejdsmarkedet. Nogle forfattere advarede mod fremmedgørelsen, iblandt disse var Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg, Cecil Bødker og Benny Andersen. De fleste forfattere var især optaget af at skildre de psykologiske konflikter i familien, på arbejdspladsen og i kærlighedslivet. En af de mest populære var Tove Ditlevsen.

Tove Ditlevsen: Jalousi

Tove Ditlevsen: Skolebørnene

Nyrealisme 1966-1973:

I midten af 60'erne var velstandens bølge på sit højeste. Mange mente dog, at mennesket savnede et åndeligt indhold i tilværelsen. I disse år oplevede man en masse protester mod samfundsudviklingen. Resultatet blev et studenteroprør, der bl.a. betød, at man satte spørgsmålstegn ved alle de traditionelle værdier. De bedst kendte nyrealister er Anders Bodelsen, Christian Kampmann, Klaus Rifbjerg og Leif Panduro. Også i pop/rock-verdenen opstod der grupper, som i deres tekster gjorde oprør mod materialismen.

Gasolin: Rabalderstræde

Hverdagsrealisme 1974-1979:

Danmark oplevede oliekrisen i 1973, og denne udløste en økonomisk krise og efterfølgende stor arbejdsløshed. En stor del af litteraturen i sidste del af 70'erne var en brugslitteratur, hvor budskabet spillede en stor rolle. Mange af tidens forfattere skrev i en enkel og hverdagsagtig stil, hvor de politiske og sociale budskaber havde stor betydning. Her kan nævnes Vita Andersen, Martha Christensen og Dea Trier Mørch. Pop- og rocklyrikken var ligeledes præget af de politiske og sociale budskaber.

Shu-bi-dua: Den røde tråd

Sebastian: Når lyset bryder frem

Postmodernismen 1980-:

I 80'erne var arbejdsløsheden lige så stor som i 70'erne, men der skete en holdningsændring fra en solidaritetsfølelse til en mere jeg-centreret holdning. De fleste forfattere tog afstand fra hverdagsrealismen og begyndte at skrive alternativer til den almindelige hverdag. Troels Kløvedal udgav bøger om sine togter til forskellige eksotiske rejsemål med sit sejlskib. Historiske romaner af Ebbe Kløvedal Reich og Helle Stangerup blev yderst populære.
Den danske befolknings optagethed af det fremmedartede ses i en særlig genre, der hedder den fantastiske fortælling. Det er en sammenblanding af realisme og eventyrelementer, der giver læserne spændende oplevelser. Forfattere som Ib Michael og Peter Høeg dyrker denne fortællerstil.
Postmodernisme er en tænkemåde, der bygger på en erkendelse af, at vi lever i en tid. hvor der findes mange forskellige meninger, men ikke nogen overordnet mening. Tilværelsen består af en masse flimrende øjebliksbilleder, der sætter sanserne i gang. Blandt hovednavnene i denne bevægelse er Michael Strunge, Bo Green Jensen, Jens Fink-Jensen, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen.
Flere af de såkaldte firserlyrikere (lyrikere som debuterede i begyndelsen af 1980erne), manifesterede sig markant som medlemmer af den oprindelige kreds af digtere, der samledes i gruppen omkring "Hvedekorn"-redaktøren Poul Borum. I 1980 arrangerede Jens Fink-Jensen og Michael Strunge, bl.a. sammen med filminstruktørerne Rumle Hammerich og Linda Wendel, generations-manifestationen "NÅ!!80" i Huset i København.
I poplyrikken hos specielt Peter A. G og Lars Lilholt er det det individuelle følelsesliv og digterens digterliv, der bliver hovedtemaet.