Ironi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ironi er en måde at udtrykke sig på, hvor man siger det modsatte af, hvad man faktisk mener. Dette kan man vælge at gøre med henblik på fx at drille, lave sjov eller demonstrere uholdbarheden af et synspunkt på en måde, der virker mindre aggressiv end en direkte tilbagevisning. Ironien forudsætter, at modtageren er i stand til at gennemskue, at man faktisk mener noget andet, end hvad man giver udtryk for, og ironikeren vil derfor ofte hjælpe med denne afkodning ved at vise det med sit kropssprog.

Nogle ironiske virkemidler er:

• Overdrivelse, hvor man beskriver så vidtrækkende følger (fordele eller ulemper) af et synspunkt eller en handling, at det efterhånden viser modparten, at holdningen eller handlingen faktisk ikke er så betydningsfuld.
• Underdrivelse, som er den modsatte virkning, hvor et vidt favnende begreb eller holdning snævres ind til det allermest inferiøre indhold, hvorved det vises at det er langt mere betydningsfuldt.
• Selvmodsigelse, hvor ironikeren først ytrer ét, men derefter mere eller mindre åbenlyst ytrer det modsatte.
• Åbenlys løgn, hvor situationen klart står i modsætning til en given ytring, således at ytringen først virker absurd, indtil det indses, at man ironikeren mener det modsatte.

Ironiens objekt, dvs. det der i sidste ende gøres implicit grin med, er ofte eller altid, at visse ting ikke er så perfekte, som de måske burde være, eller som nogen tror de er.

Indholdsfortegnelse 1 Typer ironi 2 Ironi uden ord 3 Ironi i kulturen 3.1 Ironi i verdenslitteraturen

[redigér] Typer ironi

• Retorisk ironi bruges ved at udtrykke et forhold med ord som betegner dens modsætning. "Dette er sandelig et nydelig vejr", mens det egentlig er uvejr og fuld storm.
• Skæbnens ironi kan også udtrykkes uden ord hvis de rådende omstændigheder dementerer forventningene.
• Sokratisk ironi er måden man som spørgsmålstiller giver udtryk for en forstillet uvidenhed (naivitet), i det som Sokrates selv kaldte en "jordmorsteknik" for å afsløre og vise frem den andens svage position eller til at opgive sin indbillede viden og blive "forløst" til den sande indsigt.
• Romantisk ironi er når digteren skaber en illusion og deretter bryder den bevidst.
• Tragisk ironi er når en person i en tragedie siger replikker som har dobbelt betydning, en for personen selv og en anden for tilhøreren og publikum. Publikum forberedes gennem tidligere replikker og udtalelser sådan at ens egentlige meninger allerede er kendt. Tonefald og kropssprog bidrager stærkt til genkendelsen af ironi.

Oversættelse ønskes Denne artikel er i øjeblikket på et andet sprog end dansk. Hvis artiklen ikke skal slettes, bør den oversættes inden for kort tid.

• Romersk ironi blev benyttet ved offentlige taler og i retorik hvor ordene havde den motsatte mening eller hensigt. William Shakespeare efterligner romersk ironi i sit teaterstykke Julius Cæsar hvor han lader Marcus Antonius sige «Venner, romere, landsmænd, lån mig deres ører! Jeg er kommet for at begrave Cæsar, ikke for at prise ham.» I den påfølgende monolog benyttes ironi som glorifisert Julius Cæsar mens Antonius vælger ord som tilsyneladende synes at støtte snigmorderne, mens egentlig er det motsatte sandheden.
• Komisk ironi findes i lag i Jane Austens romaner, eksempelvis i Stolthed og fordom som åbner med et nært matematisk postulat: «Det er en almindelig udbredt opfattelse, at velhavende ungkarl absolut må mangle en kone.» I den påfølgende scenen forrådes postulatet: «En rik ung mann som har flyttet til nabolaget har ikke kommet for å finne seg en hustru.» Rett etter blir det opplagt at Austin mener det motsatte, kvinner eller deres mødre må alltid ha behov for eller være desperat på jakt etter en ektemann. Ironien utdypes at fortellingen fremmer hans romanse og ender i et dobbelt bryllup.

[redigér] Ironi uden ord

Normalt forstår man ironi, som noget der indbefatter ord, men det omfatter i virkeligheden alle ytringer, og kan derfor nøjes med at være handlinger: Hvis en person i et godt stykke tid har talt overbevisende imod en bestemt handling, kan en ironisk ytring godt være, at en tilhører pludselig demonstrativt gør eller begynder at gøre lige præcis det, der er blevet talt imod.

Igen kan ironi enddog indskrænkes til at være opfattede ytringer igennem begivenheder, hvilket ofte betegnes som 'skæbnens ironi'. Skæbnens ironi bruger samme virkemidler som den sproglige ironi, bortset fra at skæbnen selvfølgelig ikke bruger ord, men igennem begivenheder kan fortolkes at ytre noget. Således kan det opfattes ironisk, at begivenheder kan synes at meddele en noget, mens andre begivenheder i det næste øjeblik (eller samtidig uden man ved det) kan fortolkes fuldstændigt modsat. Alanis Morissette har i sin hitsang "Ironic" fra 1995 nogle eksempler på skæbens ironi, som hun opfatter dem: It's like a traffic jam/When you're already late/He won the lottery/And died the next day (Overs.: Det [skæbnens ironi] er som en traffikprop/Når man allerede er for sent på den/Han vandt lotteriet/Og døde dagen efter). I det første tilfælde er det ironisk, at trafikproppen kun har en lille betydning, fordi man alligevel allerede kommer for sent. Altså en slags subtil 'underdrivelse'. I det andet tilfælde er det ironisk, at gevinsten kunne fortolkes til at indikere, at guderne så favorabelt på den heldige, mens hans (forudbestemte) død dagen efter viser det stik modsatte. Altså for andre en slags 'åbenlys løgn'.

Visse teoretikere - de såkaldte præskriptivister - mener dog generelt, at ordet ironi bruges fejlagtigt, hvis det i disse sammenhænge, kun henviser til uheldige omstændigheder. Man kan selvfølgelig sige, at det er klart at skæben ingen ironi kan udtrykke, hvis skæbnen ikke eksisterer, - selvom mennesker åbenbart ikke kan lade være med at tolke begivenheder, som om der var en skæbne til. Men er selve det forhold i så fald ikke ironisk?

[redigér] Ironi i kulturen

Ironi siges ofte at have en sådan prominent plads i den danske kultur, at den kan besværliggøre kommunikationen med folk fra andre kulturer. Ironi bruges blandt danskere mest i private sammenhænge og blandt venner, som straks kan gennemskue hinandens brug. Ironi kan dog også bruges i den offentlige debat, - fx i form af et glødende avisindlæg for et i skribentens øjne vanvittigt forslag, - men risikoen er selvfølgelig at nogen af læserne ikke forstår, at der er tale om ironi.

Hvis en person i starten ikke forstår at en anden bruger ironi, men alligevel opdager dette på et tidspunkt, kan dette selvfølgelig virke fornærmende: Man blev på en måde narret, og man kan måske tro, at den anden indirekte antyder, at man ikke er så hurtig i opfattelsen. Ironi har dog ikke det formål at fornærme, skade eller håne nogen specifik person eller gruppe, selvom sarkasme har. Der kan ofte være en hårfin grænse imellem ironi og sarkasme, men de to kan adskilles. Ironi er aldrig et ondsindet redskab, selvom en ondsindet ytring selvfølgelig tillige kan have et ironisk indhold. Et eksempel på dette kunne være, hvis nogen sagde: "Du minder mig om en gris, men det skal du ikke være ked af, da jeg finder grise nogen af de mest respektable dyr i verden."

Indenfor skriftsproget kan man markere ironi ved brug af tre efterfølgende punktummer ('...'). Dermed markeres der, at der her er noget usagt, hvilket i dette tilfælde er det ironiske indhold. Denne tegnmæssige praksis kan dog også bruges i andre sammenhænge, som fx til slutningen på en tør, men eksplicit, humouristisk sætning, eller simpelthen til at vise, at der her mangler noget tekst, - fx indenfor et citat.

[redigér] Ironi i verdenslitteraturen

Sokrates anses for den første ironiker fra den klassiske græske oldtid, i hvert fald sådan som Xenophon, Platon og Aristofanes har beskrevet ham.

Digteren Poul Martin Møller skrev i 1835 en lille afhandling om ironi, som blev udgivet i 1842. Indholdet diskuterede han med Søren Kierkegaard inden denne skrev sin magisterkonferens om ironi med titlen: Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates. Kierkegaard forsvarede afhandlingen den 29. september 1841 og konfereredes med magistergraden den 26. oktober 1841.