De dansk-vestindiske øer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Dansk Vestindien
Dansk Vestindien
Flag	Rigsvåben
Geografisk placering:
Officielt sprog	Ingen. Negerhollandsk, dansk og engelsk udbredt
Hovedstad:	Charlotte Amalie (1672–1754 og 1871–1917) Christiansted (1754–1871)
Styreform:	Koloni
Statsoverhovede:	Den danske konge, lokalt repræsenteret af guvernører. Christian 10. var sidste konge og Henri Konow sidste generalguvernør.
Religion:	Ingen
Kirke:	Ingen
Valuta:	Fra 1905 brugtes valutaen til den latinske møntunion
Areal:	346,36 km²
Befolkning:	31.400 (1901)
Eksisterede:	1672-1917
Kort over Dansk Vestindien:

Dansk Vestindien eller De dansk-vestindiske øer var en dansk koloni i Caribien bestående af øerne Sankt Thomas, Sankt Jan (eng. Saint John) og Sankt Croix Det danske selskab Vestindisk-guineisk Kompagni annekterede de to ubeboede øer St. Thomas i 1672 og St. Jan i 1718. I 1733 blev St. Croix købt fra det franske vestindiske kompagni. De tre øer blev i 1754 solgt til kongen af Danmark-Norge. Dansk Vestindien var besat af Storbritannien i perioden 1802–1803 og 1807–1815 i forbindelse med Englandskrigene.

Hensigten med den danske koloniseringen i Vestindien var at udnytte den lønsomme trekantshandel, som gik ud på at eksportere skydevåben og andre industrivarer til Afrika i bytte med slaver, som derefter blev fragtet til øerne i Vestindien for at bemande sukkerplantagerne. Slutetapen i trekanten var fragt af sukker til hjemlandet. Økonomien i Dansk Vestindien var fuldstændig baseret på slaveri. Efter slaveriets afskaffelse i 1848 gik Dansk Vestindien ind i en økonomisk nedgangsperiode og i 1852 blev et salg af Dansk Vestindien første gang debatteret i Rigsdagen.

Danmark prøvede ved flere anledninger at få solgt eller byttet Dansk Vestindien væk i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, til henholdsvis USA og Det tyske forbund. Øerne blev til slut solgt til USA, for 25 millioner dollar, som overtog administrationen 31. marts 1917 og gav dem navnet De amerikanske jomfruøer (engelsk: United States Virgin Islands).

Indholdsfortegnelse 1 Historie 1.1 Etablering af kolonien 1.2 Plantagedrift og slavehold 1.3 St. Jan bliver en del af kolonien 1.4 Køb af øen St. Croix 1.5 Slaveoprør på St. Jan 1.6 Britisk besættelse under Napoleonskrigene 1.7 Forbudet mod slaveri 1.8 Landarbejderstrejke i årene før salget af øerne 1.9 Flere forsøg på salg af Dansk Vestindien til USA 1.10 Salg af Dansk Vestindien til USA 2 Samfund 2.1 Religion 2.2 Slaver og ejendomsret 2.3 Militær 2.4 Frimærker 3 Geografi 3.1 Øerne 3.1.1 St. Croix 3.1.2 St. Jan 3.1.3 St. Thomas 3.2 Byene 3.2.1 Charlotte Amalie 3.2.2 Christiansted 3.2.3 Frederiksted 4 Dansk Vestindien i dag 5 Tidslinje 6 Se også 7 Kilder 8 Referencer 9 Eksterne henvisninger

[redigér] Historie

[redigér] Etablering af kolonien

Ved indgangen til 1600-tallet havde de store kolonimagter, først og fremmest Spanien, men også Nederlandene, Frankrig og England, koloniseret det meste af Caribien og for Spaniens vedkommende stort set hele Sydamerika. Men ingen af disse kolonimagter havde vist interesse for St. Thomas. Den danske konge gav nederlænderen Johann de Villum et kongeligt privilegiebrev som gav ham eneret på handel mellem Danmark og Vestindien. Først i 1652 så danske købmænd mulighederne som lå i handlen med øen, da skibet Fortuna kom til København med en værdifuld last. Købmændene overtalte Frederik 3. til at stifte Caribiske Kompagni.^[1] 6. maj 1665 blev Erik Nielsen Smit udnævnt til guvernør og 1. juli sejlede han med sit mandskab fra København med skibet Eendragt. Opgaven var at kolonisere St. Thomas. Øen var tidligere befolket af indianere, men disse havde spaniolerne fragtet til sine øer som slaver. I februar 1666 gik den første last med sukker, kakao, kanel og pukkenholt til København. Disse varer var dog højst sandsynligt indkøbt fra andre øer. Koloniseringsforsøget blev vanskeligere end først antaget. Erik Nielsen Smit døde efter kort tid, der blev mangel på mad og øen blev jævnlig plyndret af pirater. I 1668 drog de sidste overlevende hjem til Danmark.

I 1670 kom Christian 5. på tronen og året efter blev Vestindisk-guineisk Kompagni etableret, et priviligeret selskab, som fik monopol på handel mellem St. Thomas og Danmark. Den erfarne vestindienfarer Jørgen Iversen Dyppel blev udnævnt til guvernør. Med sig på overfarten på skibet Færø havde han 190 mænd og kvinder og materialer til at opføre en lille landsby. Efter et stop i Bergen mønstrede flere nordmænd på, eftersom dele af mandskabet var stukket af. Efter ankomsten til St. Thomas begyndte han byggingen af et fort for at kunne forsvare den nye koloni. Efter et halvt år var 161 af de oprindelige 190 døde, og de danske kolonister fik hjælp fra forviste eller straffeforfulgte nederlændere og englændere. Jørgen Iversen Dyppels fort stod færdigt i 1680 og blev opkaldt efter Christian 5.. Fort Christian blev i tilæg til at være et forsvarsværk også brugt som rådhus, luthersk kirke og mødeplads for lokalbefolkningen.^[1] </ref>.

Det var vanskelig at få bemandet skibene som sejlede til St. Thomas, på grund af historierne om en lang og vanskelig overfart og om livet i Vestindien med sygdom, varme og den næsten sikre død. For at få nok folk blev størstedelen af besætningen hentet fra fængsler og forbedringshuse.^[2] Det var normalt at mere end hver tredje døde undervejs og at ligeså mange døde inden seks måneder efter ankomsten til St. Thomas.^[2]

Nicolai Esmit fra Holsten blev udnævnt til guvernør efter Iversen Dyppel, dels på grund af, at den danske stat skyldte ham penge og dels fordi han havde 30 års erfaring i Vestindien. Esmit behandlede slavene direkte sadistisk, og han gik i ledtog med de mange sørøvere som på det tidspunkt hærgede over hele Vestindien. Esmit grundlagde byen Taphus, fra 1689 kendt som Charlotte Amalie. Navnet Taphus havde sin baggrund i de mange værtshuse som Esmit opførte. Esmit fandt ud af, at han personligt kunne tjene mange penge på at lade piratene bruge St. Thomas som base for deres mange togter mod specielt engelske og franske skibe. Storbritannien protesterede mod dette til den danske regering med besked om, at hvis de ikke selv kunne holde orden i eget hus, så ville de gå ind og tage St. Thomas. På dette grundlag blev Nicolai Esmit kaldt hjem til Danmark.

Jørgen Iversen Dyppels blev af kongen overtalt til at tage en ny periode i Dansk Vestindien.^[2] At skaffe en besætning til Iversen Dyppels skib til St. Thomas viste sig at blive vanskelig. Ingen danske officerer ønskede at deltage på overfarten, og nederlandske officerer blev hentet i stedet. Størstedelen af den øvrige besætning måtte hentes fra Københavns fængsler. Skibet drog fra København 10. november 1682 og helt fra starten af var der store uoverensstemmelser mellem Iversen Dyppel og officerene. Efter to måneder til søs var skibet kun kommet til den Engelske Kanal, hvor besætningen gjorde mytteri og Iversen Dyppel, hans gravide kone og deres barn ble dræbt og kastet overbord.^[2] Den samme skæbne led officerene, med undtagelse af styrmanden, som blev tvunget til at føre skibet til Azorerne. På øen Flores blev slavene, den unge assistent Torgersen Rosenberg og en del matroser sat af. Kun Rosenberg overlevede og returnerede senere til Danmark.

[redigér] Plantagedrift og slavehold

Befolkningsudvikling[3]
År	Hvide	Slaver	Frikøbte
1679	156	175
1688	148	422
1733	208	1.087
1764	1.200	9.000
1791	2.600	27.608
1800	3.500	35.000
1830	3.700	26.000	13.000

Produktionen på øerne øgedes og de små familiebrug voksede til større plantager. Den øgede produktionen gjorde det nødvendigt at skaffe mere arbejdskraft. Både St. Thomas og St. Jan var ubeboede, så arbejdskraft måtte hentes udefra. Forsøget med at bruge indianere fra det amerikanske fastland blev ikke vellykket og man forsøgte at få unge danskere til å emigrere til St. Thomas. Få ønskede at rejse over til Vestindien af fri vilje, da mange havde hørt skrækkelige historier om både overfarten og sygdommene som kunne indtræffe. Rekrutteringen blev flyttet til fængslene, hvor fanger med lange fængselsstraffe eller dødsdomme blev lovet frihed efter seks års arbejde på en plantage. Få af de som indgik aftalen overlevede seksårsperioden. Kompagniet vendte dermed blikket mod slaver fra Guinea i Afrika og i 1673 kom den første forsendelse af afrikanske slaver.^[4]

Antallet af slaver øgedes raskt, fra 175 slaver i 1679 til 333 seks år senere. Selv med den store vækst var der mangel på arbejdskraft og kompagniledelsen ønskede flere slaver. Skulle tilførselen af slaver blive for stort, kunne de altid afhændes på de omkringliggende øer. Men kompagniets dårlige økonomi førte til, at for få slaveskibe blev sendt over Mellemppassagen i forhold til plantageejernes behov. For at løse problemet henvendte kompagniledelsen sig til kurfyrsten af Brandenburg, som havde store interesser i slavehandel, og tilbød ham at bruge St. Thomas som handelssted for de slaver som blev hentet fra Guinea. Til gengæld skulle Vestindisk-guineisk Kompagni have 1% af slavene som blev indført til øerne og 2% af slavene som blev videresolgt.^[5]

Brandenburgerne var "tætpakkere" og fra 1690 til 1698 blev der sendt 32 slaveskibe over Mellempassagen, ofte med op til 500 slaver om bord. St. Thomas blev en af de vigtigste handelssteder for international menneskehandel, hvor hovedparten af slavene blev solgt til de omkringliggende øer. I 1691 var antallet af slaver steget til 751, mens antallet af hvide udgjorde 385. Da brandenburgerne indstillede sin virksomhed var der 1317 slaver på St. Thomas.

Kompagniledelsen indså hvilke indtjeningsmuligheder, der lå i trekantshandelen og byggede flere slaveforter langs Guineabugten, hvor Fort Christiansborg udenfor dagens Accra var det største. Kompagniet købte slavene af lokale høvdinger som havde fanget disse i lokale stammekriger. I bytte mod rom, våben, krudt og klæder fik kompagniet slaver, elfenben og guld.

Et vigtigt skridt blev taget i 1725, da kompagniet for første gang tillod private slavehandlere at indføre slaver til Dansk Vestindien. Denne tilladelse blev givet efter britisk model, og skulle øge tilførslen af slaver. Tilvæksten med St. Croix i 1733 blev ledsaget af en økonomisk omlægning - øerne gik fra hovedvægt på bomuld til mere plantagedyrkning af sukker. Det viste sig at være vanskeligt at få flere danskere til at indvandre, så øen blev i stor grad befolket af udvandrede britiske katolikker, som kom via Montserrat. I tillæg blev tilførslen af slaver øget, ikke mindst gennem spanske, private slavehandlere.^[6]

I 1791 var der 27.608 slaver i Dansk Vestindien, men de officielle tal for antal slaver i Dansk Vestindien er sandsynligvis for lavt. Plantageejerne måtte betale en fast sum i skat pr. slave og de officielle tal er hentet fra skattelistene. Guvernør Erich Bredal klagede over mange skattesnydere som skjulte slavene i skoven når der var slavetælling.^[5]

Slavene boede under dårlige forhold, blev tvunget til hårdt arbejde og var næsten uden rettigheder. Slaveejerne kunne behandle slavene stort set som de ønskede, men slavene var også en kostbar investering, som ikke måtte gå til grunde. Faren for oprør var altid til stede og flere oprør fandt sted i Dansk Vestindien.

Import af slaver blev forbudt i 1803, men da var plantageejerne blevet selvforsynende ved, at deres egne slaver fødte nok børn. Slaveriet blev afskaffet 45 år efter importforbuddet af guvernør Peter von Scholten i forbindelse med et slaveoprør i Frederiksted på St. Croix.

Totalt blev der sendt 120.000 slaver fra de danske forter i Guinea til øerne i Vestindien, hvor ca. 50.000 gik til Dansk Vestindien.

Plantageejerne tjente store formuer på denne tid. Schimmelmann-familien stod i en særstilling, og blev i 1700-tallet Danmarks rigeste familie på grund af sukkerhandelen fra Vestindien. Familien dominerede det økonomiske liv i Danmark - Heinrich Carl von Schimmelmann var finansminister i Danmark-Norge 1768-1782, og hans søn Ernst Heinrich von Schimmelmann fra 1784 ^[7]

[redigér] St. Jan bliver en del af kolonien

Danmark var den sidste kolonimagt som etablerede sig i Vestindien, da kolonien på den ubeboede ø St. Thomas blev etableret. Etableringen skete til protester både fra Storbritannien og Spanien. Men efter kontakt mellem den danske og britiske konge, fik guvernøren over De britiske Leewardøer besked om at bistå de danske kolonister. Da guvernør Jørgen Iversen Dyppel nogle år senere, i 1675, gjorde et forsøg på at kolonisere naboøen St. Jan, var briterne ikke ligeså medgørlige og protesterte på koloniseringsforsøget. Danskene trak sig tilbage, men uden at have opgivet håbet om at få herredømme over øen.

I 1680-tallet var forholdet mellem Storbritannien og Danmark køligt på grund af regimet af brødrene Adolph, Nicolai Esmit og Gabriel Milan, i forbindelse med deres åbenlyse handel med pirater, en virksomhed Storbritannien prøvde at få stoppet. I tillæg hevdet begge landene suverænitet over øen Vieques. Danskene havde etableret en militær vagtpost på øen, men denne blev forladt da en skotsk ekspedition kom frem til Vieques. Men danskene opretholdte kravet på både St. Jan og Vieques til trods for udenlandske protester.

I 1715 bad guvernør Mikkel Knudsen Crone ledelsen i København om lov til at udforske både St. Jan og Vieques før hans guvernørperiode sluttede, da jorden på St. Thomas begyndte at blive udpint og plantageejerne trængte til alternativt land at dyrke. Ledelsen i Vestindisk-guineisk Kompagni svarede ikke på henvendelsen og planene blev dermed ikke udført. Året efter rapporterede den nye guvernør, Erich Bredal, at mange plantageejere på St. Thomas ønskede at flytte til St. Jan, men frygtede britiske repressalier.

I 1717 kom den britiske guvernør Walter Hamilton til St. Thomas med manovaren HMS Scarborough, hvor han advarede danskene mod at drive tømmerhugst på St. Jan. Vestindisk-guineisk Kompagni i København var ikke klar over briternes fornyelse af modstanden mod dansk virksomhed på St. Jan, og havde på samme tid beordret guvernør Bredal til at kolonisere St. Jan. Ledelsen i København havde antaget at to års stillhed fra briterne havde gjort tiden moden for en dansk kolonisering. I tillæg følte danskene, at man måtte gøre noget, da briterne året i forvejen havde sendt ekspeditioner til både Vieques og St. Jan. Vestindisk-guineisk Kompagni antog, at det var i hensigt for at kortlægge og senere annektere øerne. Men på trods af ordren om at annektere St. Jan, blev ingenting gjort i 1717, da Bredal frygtede for konsekvensene efter den britiske advarsel knyttet til tømmerhugsten på St. Jan.

I september 1717 annekterede briterne Visques og det begyndte at haste med at få kontrol over St. Jan før briterne også tog kontrol over denne ø. I eftersommeren 1718 blev guvernør Hamilton presset af plantageejerne fra Anguilla, Tortola og Spanish Town til at kolonisere St. Croix. De britiske plantageejere beskrev St. Jan som "en lille ubebyggelig kuperet ø" og dermed fik annekteringen af St. Jan lav prioritet hos briterne.

25. marts 1718 annekterede guvernør Bredal St. Jan og det danske flag blev hejst på plantagen Carolina i Coral Bay.^[8] Briterne svarede igen ved at sende en manovar til St. Thomas, med krav om tilbagetrækning fra St. Jan. Kravet blev afvist af guvernør Bredal og briterne som havde fået ordre om ikke at bruge magt, trak sig tilbage. Lige efter blev rydning af skov, opførsel af plantager og bygning af fortet Fortsberg i gangsat.

Hamiltons efterfølger, John Hart, bad koloniledelsen i London om at erobre St. Jan fra danskene i 1722 og 1724, men fik svaret, at St. Jan ikke var en konflikt værd. I 1726 blev der udsendt en melding til Vestindisk-guineisk Kompagni om, at man kunne betragte øen som beboet. I løbet af de 15 første år blev der anlagt 109 tobaks-, bomulds- og sukkerplantager som dækkede det meste af øen.^[9]

I 1762 frafaldt Storbritannien sit krav på St. Jan og godkendte danskenes suverænitet.^[9]

[redigér] Køb af øen St. Croix

16 år efter annekteringen af St. Jan, blev øen Sankt Croix en del af kolonien. Sankt Croix var ejet af Den suveræne Johannitterorden (Malteserordenen), efter at de fik øen som en testamentarisk gave af Phillippe de Longvilliers de Poincy, guvernør i den franske koloni St Kitts i 1653^[10]. De solgte den til Fransk Vestindisk kompagni i 1665, og den blev fransk kronkoloni i 1674^[11]. Under guvernør Dubois blev kolonien lønsom med over 90 plantager som dyrkede tobak, bomuld og sukkerrør. Efter Dubois' død kom kolonien ind i en recession og øen blev forladt og i 1733 blev øen solgt til Vestindisk-guineisk Kompagni. Da selskabet ikke havde krav om en bestemt nationalitet til sine kolonister, tiltrak den sig ganske snart spanske jøder, huguenotter og engelske nybyggere, de sidstnævnte blev dem, som kom til at dominere øen.^[12]

Vestindisk-guineisk Kompagni havde efter overtagelsen af øen intet overblik over forholdene, hverken øens størrelse eller form. Kompagniledelsen i København havde et 60 år gammelt fransk kort (fra 1671) som blev brugt til at udarbejde et af overslagene over hvor mange plantager der kunne anlægges på øen. Det gamle franske kort viste sig at indeholde grove fejl, hvor blandt andet øens areal blev overdrevet med nær 100%. I og med at kompagniet havde tænkt sig at sælge plantagetomtene til høje priser, i modsætning til St. Thomas og St. Jan, hvor tomtene blev uddelt gratis til nybyggerne, blev de forventede indtægter fra tomtesalget, skattegrundlaget og toldindtægtene fra sukkereksporten overvurderet.^[13]

Kompagniets ledelse stolede ikke helt på det franske korts nøjagtighed og beordrede efter overtagelsen af øen, at et nyt kort skulle udarbejdes. En militær landmåler blev sat til at udføre opgaven, hvor primæropgaven var at kortlægge havneforhold, terrænformationer og opmåling af plantageejendommene.

Aktionærene i Vestindisk-guineisk Kompagni blev i 1733 tvunget til at indskyde mere kapital eller tabe sit oprindelige indskud. For at gøre kapitaludvidelsen mere acceptabel blev aktionærene tilbudt hver sin plantagetomt og, at plantagetomtene skulle opmåles før overdragelsen fandt sted. Målet var at inddele øen i 300 plantageejendomme, hver på 60 hektar. Blandt kompagniets aktionærer var Christian 6., hans familie og mange af hans ministere, alle personer som ingen tillid havde til kompagniets tomtesalg. Opmålingen af øen fik høj prioritet og på baggrund af øens beskedne størrelse (37 km lang og 8 km bred) var det ventet, at denne var overstået på et par måneder. Med arbejdet trak ud i årevis på grund af utilstrækkelige økonomiske– og personalemæssige resurser. Kompagniets ledelse blev både overrasket og irriteret over den lokale administrations manglende evne til at fremskaffe kort over øen, og den officielle brevveksling bar præg af undskyldninger, modbeskyldninger og forsinkelsestatistikker. I 1750 var det første danske kort over hele øen færdig og var helt uafhængigt af det gamle franske kort. Kortet blev signeret af Johan Cronenberg og Johan Jægersberg. I tiden frem til færdiggørelsen af kortet brugte kompagniet en række midlertidige kort for at kunne sælge tomtene.^[13]

Johan Cronenberg og Johan Jægersbergs kort blev tegnet i en skala på 1:30.000 og havde dermed flere detaljer indtegnet, såsom terrænets form, bygninger og slavehytter. Øens nordvestkyst var derimod unøjagtig tegnet, og dette kan skyldes, at Cronenberg blev udvist fra St. Croix i en periode på grund af et forhold med en gift kvinde.

I 1754 blev der udgivet et nyt kort over St. Croix, som var graveret af den nye landmåler Jens Mikkelsen Beck. Beck stod for salget af tomtene på øens nordside og havde dermed forbedret kortets nøjagtighed over dette område, samt indsat et kort over Christiansted og et plankort over den ubebyggede by Frederiksted. Fordelen med Becks kort var, at det var en ren og skarp tegning. Der blev ikke gjort noget forsøg på at afbildede terrænet, og i modsætning til Cronenbergs kort, var kortforståelsen ikke afhængig af farverne og var dermed velegnet til trykning.

[redigér] Slaveoprør på St. Jan

I 1733 bestod kolonien af øerne St. Thomas og St. Jan, som begge var opdyrket og veletablerede slavesamfund. I følge officielle statistikker var 80% af befolkningen slaver, men sandsynligvis var andelen højere da antallet af slaver blev beskattet. De hvide var bekymrede over det skæve styrkeforhold, og for at afskrække slavene fra at gøre oprør blev der i 1733 indført et reglement, som beskrev hvordan slavene ville blive straffet hvis de brød lovene. Reglementet, der blev omtalt som Gardelins reglement, var detaljeret og strengt. Deltagelse i oprør blev straffet med henrettelse og mindre forbrytelser som maron (rømme fra plantagen) og tyveri blev straffet med brændemærkning i panden, amputation af kropsdele eller piskeslag.

I 1690 havde der været et slaveoprør på Jamaica og der var en frygt for, at oprøret skulle sprede sig til andre øer, også til Dansk Vestindien. 43 år senere, i 1733, udbrød der et slaveoprør på St. Jan. I efteråret 1725 blev øerne ramt af en orkan og store dele af afgrøderne blev ødelagt, og konsekvenserne blev sult og død blandt slaverne. I 1733 blev øerne på ny ramt af en orkan og tørke. Slaverne frygtede en gentagelse af forholdene i 1725. Nogle slaver forsøgte at rømme fra øen og andre samlede sig i november til et angreb mod fortet på St. Jan. efter massedrab af plantageejere og soldater overtog slavene kontrollen over St. Jan i fem måneder. Danmark fik til slut hjælp af Frankrig, som tidligere samme år havde solgt St. Croix til danskerne.^[14]

[redigér] Britisk besættelse under Napoleonskrigene

Fra slutningen af 1700-tallet bragte øget handel stor velstand til Danmark-Norge. Den dansk-norske handelsflåde var beskyttet af flåden, som havde nydt godt af landets neutralitet i forbindelse med krigene i Europa. Men alligevel blev de neutrale dansk-norske skibe udsat for overgreb af krigførende nationer til søs. Desuden var der en strid om hvad slags varer neutrale lande kunne sælge til krigførende nationer. De stadige overgreb førte til, at Danmark-Norge stiftede et neutralitetsforbund med Rusland, Sverige og Preussen. Dette forbund beskyttede handelsflåden ved at lade den sejle i konvoj. Storbritannien, som var den ledende sømagt, følte dette som en trussel.

Som følge af den tilspidsede situation mellem Danmark og Storbritannien besluttede Storbritannien i januar 1801 at indføre et embargo mod Dansk Vestindien, og ved udgangen af februar gik der rygter i Dansk Vestindien om, at Storbritannien var i gang med at samle en hær– og flådestyrke med den hensigt at besætte øerne. På baggrund af disse rygter besluttede generalguvernør Wilhelm Anton Lindemann at udsende to skibe fra Christiansted på St. Croix 3. marts 1801. Skibene, briggen Lougen og skonnerten Den Aarvagne, sejlede nordover mod St. Thomas for at spejde efter britiske skibe. Om eftermiddagen samme dag nærmede Lougen sig skæret Fugleklippen lige vest for St. Thomas og fik øje på to britiske skibe, fregatten The Arab og kaperbåden Experiment. The Arab kom sejlende mod Lougen og affyrede uden forvarsel tre skarpe skud mod skibet. Kaptajnen på Lougen, kaptajnløjtnant Carl Vilhelm Jessen, råbte over til The Arab for at finde ud hvorfor man skød mod ham, men fik intet svar. Han besluttede derfor at affyre et skarpskud under The Aras flag, noget som resulterede i, at britene affyrede en hel bredside tilbage.^[15] Jessen signalerede til Den Aarvagnes kaptajn om at returnere tilbage til Christiansted for at underrette generalguvernøren om kamphandlingen. Experiment bistod The Arab i træfningen og Lougen kom dermed i krydsild. Lougen satte under kamphandlingene kursen mod Charlotte Amalie for at få bistand fra kanonene på Fort Christian. Fortets kanoner gjorde betydelig skade på de britiske skibe, som returnerte til Tortola. Slaget ved Fugleklippen var ovre efter en times kamphandlinger.^[15]

28. marts ankom en britisk flåde på tre linjeskibe, seks fregatter og 20 andre skib til St. Thomas. Flåden, som var under kommando af viceadmiral John Thomas Duckworth, ankom sammen med 4.000 soldater under kommando af general Trigge. Øens guvernør Casimir Wilhelm von Scholten overgav sig uden kamp, og briggen Lougen som tidligere på måneden var kommet vel ud af slaget ved Fugleklippen, faldt i britiske hænder. Tre dage senere måtte også generalguvernør Wilhelm Anton Lindemann overgive sig på St. Croix. To dage efter at Christian 7. havde tabt sin kronkoloni til briterne, indledte den britiske marine et angreb på København.

Efter 11 måneders besættelse havde situationen i Europa ændret sig. Storbritannien og Frankrig havde sluttet fred og kontrollen over Dansk Vestindien blev tilbagegivet til Danmark 16. februar 1802.

9. juli 1807 indgik Alexander 1. af Rusland en alliance med sin tidligere fjende Napoleon 1. af Frankrig. De indgik ligeledes en hemmelig aftale om at tvinge Sverige og Danmark-Norge til at lukke sine havne for britiske skibe, samt at tvinge disse lande ind i det fransk-russiske forbund.

Britene fik kendskab til aftalen og sendte derfor en flåde mod København for at forsøge at overtale Danmark til at indgå et forbund med Storbritannien, hvor Danmark måtte sætte hele flåden i pant som forsikring på, at aftalen blev overholdt. På baggrund af den dansk-norske neutralitet i Napoleonskrigene nægtede den danske regering at godtage en sådan aftale, hvilket resulterede i briternes bombardement af København 2. september 1807. Den 7. september, efter flere dages bombardement og mere end 2.000 civile liv var gået tabt, besluttede den danske general Ernst Peymann at overgive både København by og flåden til den engelske admiral James Gambier. Briterne besatte Dansk Vestindien i december samme år, en besættelse, som blev afsluttet 20. november 1815.

Begge besættelser i begyndelsen af 1800-tallet medførte ingen store ændringer for befolkningen i Dansk Vestindien, da britene ikke ændrede på regler eller samfundsopbygning. De eneste som blev påvirket var generalguvernøren, tolderne og militært personel, som enten blev skiftet ud eller afvæbnet. Plantageejerne kunne uforstyrret dyrke og sælge sukker, men under den engelske besættelse måtte varene sælges til England og ikke Danmark.

[redigér] Forbudet mod slaveri

Internt i Vestindisk-guineisk Kompagni var der med jævne mellemrum kritiske røster mod slaveriet. Argumentet var, at handelen økonomisk set var ulønsom. Kompagniets regnskabsfører fra 1708, Frederik Holmsted, var den første som fremmede dette synspunkt internt i administrationen, men fik ikke gennemslag. Trods prisstigning på slaver i Afrika, forblev handelen lønsom.^[16]

Der blev derimod nedsat en slavehandelskommision, som konkluderede ved nytår 1792, at slavehandelen burde ophøre fra 1803. På dette tidspunkt var lønsomheden allerede meget lav, selv om plantagerne i Vestindien som sådan var lukrative. Kommisionen afgav sin indstilling netop til finansminister Ernest Schimmelmann, som til trods for, at han stadig ejede fire sukkerplantager på St.Croix, var en liberal og fremsynet politiker. Ikke mindst var han direkte påvirket af abolitionisterne i England.^[17]

Danmark-Norge var den første europæiske slavehandlende stat som besluttede at ophæve sin slavehandel fra Afrika til Vestindien.^[18] Den kongelige forordning blev udstedt 16. marts 1792, men trådte ikke i kraft før ti år senere, 1. januar 1803. Det var kun køb af nye slaver fra Afrika, som blev forbudt, intern handel i Dansk Vestindien var fortsat tilladt, og specielt St. Thomas var fortsat en vigtig transithavn for slaver til Puerto Rico, ikke mindst via spanske slavehandlere. Og danske skibe fragtede selv over 12.000 slaver til Cuba mellem 1790 og 1807.^[19]

Frederiksted blev skueplads for en vigtig begivenhed i Dansk Vestindiens historie, da 8.000 slaver i 1848 marcherede for at gøre krav på øjeblikkelig frigivelse,^[20] i stedet for at følge den danske kongens forslag, som gik ud på gradvis frigivelse over 12 år. Slavene truede med at gøre oprør og sætte ild på hele byen. Guvernør Peter von Scholten, der var klar over truslen, læste fra Fort Frederik:

	Alle de, der på De Danske Vestindiske Øer ikke er frie, kan fra i dag anse sig for at være frie

Afskaffelsen af slaveriet førte ikke til bedre kår for slaverne. Tidligere havde en slaveejer en vis interesse i at holde slavene i live, men den dag slavene blev lønmodtagere havde slaveejeren ikke længere denne interesse. Hændelsen blev starten på en række problemer for kolonimagten og plantageejerne, specielt på St. Croix, hvor der var flest plantager. 30 år senere gjorde de frigivne slaver oprør i Frederiksted på grund af manglende reformer efter slaveriets ophør.^[20] Varehuse, pakhuse og butikker blev plyndret og sat i brand. Militære styrker fra Christiansted kom til Frederiksted for at drive oprørerne ud af byen.

Oprøret, som fortsatte i fem dage, forflyttede sig gradvis ud på landet, hvor der blev sat ild på sukkerraffinerier og en række godser. Begivenheden gik over i historien som "Den store ildebrand" i 1878.

[redigér] Landarbejderstrejke i årene før salget af øerne

I foråret 1915 havde David Hamilton Jackson organiseret den sorte landarbejderbefolkning i en fagforening, og for første gang kunne de bruge strejkevåbnet i kampen for højere løn og bedre arbejdsforhold. For den hvide befolkning var strejken ikke kun en trussel om økonomisk katastrofe, men slutningen på en epoke. De var overbevist om, at den sorte befolkning havde brug for en fast hånd, og at forhandlinger med en organiseret arbejderklasse var begyndelsen på enden for kolonistyret. På baggrund af dette telegraferede plantageejerne på St. Croix efter et krigsskib fra Danmark for at bistå i at dæmpe situationen.

11. november 1915 sendte Danmark sit sidste krigsskib til øerne, krydserkorvetten Valkyrien. Skibet drog fra København med kurs mod St. Croix med en besætning på 230 mand. Den danske regering var, på grund af øens strategiske betydning under 1. verdenskrig og de pågående salgsforhandlinger med USA, særdeles lydhør overfor problemer i den fjerne og stærkt ulønsomme koloni.

Man antog at opholdet ville være kortvarig, men først efter overdragelsen af øerne til USA 31. marts 1917 kunne skibets kaptajn Henri Konow og hans mandskab atter sætte kurs mod Danmark igen.^[21]

[redigér] Flere forsøg på salg af Dansk Vestindien til USA

Danmark solgte i 1845 Dansk Ostindien til Storbritannien og fem år senere blev også Dansk Guinea solgt til Storbritannien. Den eneste tilbageværende koloni var Dansk Vestindien. Der var store interessemodsætninger mellem St. Thomas, som havde en god handelshavn, og plantageøen St. Croix, som oplevede salgsnedgang for sine sukkerrør på grund af konkurrencen fra sukkerroer produceret i Europa. Ni tiendedele af befolkningen var efterkommere af slaver og levde under dårlige forhold. Selv om slaveriet var avskaffet i 1848, var landbrugsjorden og handelen fortsat styret af hvide.

Det var ikke bare modsætninger mellem sorte og hvide, men også mellem hvide plantageejere og danske embedsmænd som gjorde tjeneste i Dansk Vestindien. Embedsmændene var dårlig lønnet og var ofte udsat for tropesygdomme, højt alkoholforbrug og var korrupte. Der var ingen folkelige bånd i form af sprog, kirke eller kultur mellem Danmark og øerne. Sproget var hovedsageligt engelsk, den anglikanske kirke og katolicisme var dominerende, og de få som tog en uddannelse tog den i USA. Dansk Vestindien var i stærk tilbagegang og havde dårlige sociale forhold. 41 af 100 børn døde inden det fyldte et år.^[22]

I 1852 blev fremtiden for de tre vestindiske øer debatteret i Folketinget.^[23] Det blev fra flere sider hævdet at frigivelsen af slaverne i 1848 havde medført at øerne ikke længere kunne drives med overskud og derfor burde sælges. Et salg af øerne ville også styrke den anstrengte økonomiske situation i Danmark efter tabet af Slesvig-Holsten i i 1864. ^[24] Danmark forsøgte ved fredsforhandlingerne i Wien at give Dansk Vestindien til Det tyske forbund mod at få lov til at beholde hertugdømmerne, et forslag som blev afvist.^[22]

I 1867 viste USA interesse for Dansk Vestindien. Den amerikanske borgerkrig var afsluttet og amerikansk imperialisme begyndte at vokse frem. Amerikanerne var på jagt efter en ø i Caribien, som kunne fungere som flådebase for marinen og kulstation. St. Thomas ligger centralt i Det caribiske hav og havnen der og på St. Jan har kapacitet til mange skibe. Desuden er havnen en naturhavn, som er godt beskyttet mod både uvejr og angreb. Forhandlingerne om en amerikansk overtagelse af øerne blev indledt under ledelse af USAs udenrigsminister William H. Seward og den danske diplomat Valdemar Rudolph von Raasløff. Forhandlingene blev holdt hemmelige og det var St. Thomas og St. Jan amerikanerne var interessert i. St. Croix blev holdt udenfor, delvis på grund af, at øen ikke havde nogle gode havne og dels fordi Danmark i henhold til købskontrakten indgået med Frankrig i 1733, ikke kunne videresælge øen uden Frankrigs samtykke.

24. oktober 1867 godkendte Danmark salget af øerne til USA for 7,5 millioner dollar i guld, under forudsætning af et samtykke fra øbefolkningen. 98% stemte for et salg til USA. Lige efter indgåelsen af aftalen blev øerne i midlertidig ramt af orkan, jordskælv, tsunami og brande, med den konsekvens at USA mistede interessen for øerne.^[25] Selv ikke en udsættelse af overtagelsesdatoen kunne redde salgsaftalen og i april 1870 kunne man konstatere salget af øerne til USA ikke blev til noget.

USA viste dog fornyet interesse for Dansk Vestindien efter Den spansk-amerikanske krig, og udenrigsminister John Hay tog formelt kontakt med de danske myndigheder. Forhandlingerne startede 29. januar 1900 og i 1902 nåede man til enighed om en pris på fem millioner dollar for alle tre øer. Salgstraktaten blev dog stoppet af det danske Landsting, da den ikke sikrede befolkningen en folkeafstemning, amerikanske borgerrettigheter og toldfrihed for sukkereksport til USA.^[22]

Motstanderne af et salg af Dansk Vestindien organiserede sig i Foreningen De Danske Atlanterhavsøer. Flere pengestærke københavnere støttede op om foreningen og etablerede blandt andet et plantageselskab som købte uvirksomme plantager. Foreningen fik også støtte fra prinsesse Marie, som sammen med sin mand prins Valdemar havde besøgt Dansk Vestindien og faldt for øernes charme.^[26]

Efter det mislykkede salgsforsøgt i 1902, nedsatte Danmark en reformkommision som blandt andet foreslog oprettelsen af husmandsbrug og forsøgsgårde for at finde ud af om noget andet en dyrking af sukkerrør var muligt i stor skala. Desuden kom der sundhedsreformer, som sikrede godt drikkevand, sygehuse, renovation, børnehjem og fattighjem. Der blev også foreslået restriktioner på skydevåben og begrænsning på antal udskænkningssteder.

[redigér] Salg af Dansk Vestindien til USA

Efter udbruddet af 1. verdenskrig frygtede USA, at øerne ville bliv besat af Tyskland, og efter åbningen af Panamakanalen i 1914 øgedes øernes strategiske betydning. I Danmark frygtede man, at landets neutralitet kunne blive sat under pres som følge af, at de havde nogle af Vestindiens bedste havne.

4. august 1916 blev man enige om et salg af øerne til USA og denne gang var prisen fastsat til 25 millioner dollar, samtidig havde Danmark opgivet sine tidligere krav om folkeafstemning, borgerrettigheter og toldfrihed.^[22] Til gengæld anerkendte USA, Danmarks krav på Grønland og dermed ikke Norges krav på de ubeboede dele af Østgrønland.^[24] USA havde brug for øerne af strategiske årsager for at hindre Tyskland i at få fodfæste på den vestlige halvkugle. Økonomiske interesser var derfor underordnede.^[25]

Hele salgsprosessen blev holdt hemmelig af den radikale danske regering og udenrigsminister Erik Scavenius. Et muligt salg af Dansk Vestindien blev dementeret til det sidste og offentliggørelsen af salgsaftalen førte til protester fra oppositionen, specielt fra Det Konservative Folkeparti, med det resultat, at en folkeafstemning skulle afholdes i Danmark. Folkeafstemningen om salg af Dansk Vestindien var den første afstemning kvinder kunne deltage i, da Danmarks grundlov var blevet ændret i 1915. Det var samtidig den første folkeafstemning om et lovforslag, der netop var blevet gjort muligt efter den nye grundlov. Valgresultatet viste at 283.000 stemte for et salg og 158.000 i mod. Øens befolkning deltog ikke i folkeafstemningen, men den sorte fagforeningsleder David Hamilton Jackson arrangerede en privat folkeafstemning på St. Croix, hvor 4.027 stemte for og syv stemte i mod.^[22]

Traktaten, der omhandler salget blev underskrevet af USAs præsident Woodrow Wilson og udenrigsminister Robert Lansing 16. januar 1917.^[18]

Den 31. marts 1917 klokken 16:00 blev Dannebrog nedtaget for sidste gang, og Stars and Stripes gik til tops. Befolkningen blev amerikanske statsborgere, medmindre de ønskede at beholde deres danske statsborgerskab.^[18]

31. marts fejres hvert år på øerne som "Transfer Day", og da hyldes både Danmark og USA for måden overdragelsen foregik på.^[25] Alle har fri, og mange samles til fest.

Den lille ø Water Island ud for Charlotte Amalies havn forblev i øvrigt dansk indtil 1944, da den formelt ikke var en del af Dansk Vestindien, men var ejet af ØK, der dette år solgte øen til USA.

Som et kuriosum kan nævnes, at befolkningen aldrig har givet afkald på de mange danske helligdage. Dem fastholder man, på samme måde som man også fejrer alle amerikanske fri- og helligdage.

[redigér] Samfund

[redigér] Religion

Dansk Vestindien var præget af mange forskellige folkeslag, som hver havde sin tradition og religion. Religion havde i 1700–1800-tallet stor indflydelse på menneskers liv og i de europæiske lande var der ikke religionsfrihed. Kongen og kirken arbejdede tæt sammen om at opretholde lov og orden. Kirken havde ansvaret for folkets moralske opdragelse og kongen styrede den civile orden. Der blev ikke indført religionsfrihed i Danmark før i 1849, men i Dansk Vestindien var der blevet praktiseret religionsfrihed siden etableringen af kolonien. Religionsfriheden var af danske myndigheder knyttet til et krav om, at alle måtte respektere de danske helligdage. Religionsfriheden i Dansk Vestindien var nødvendig for at få befolket øerne, da der ikke var nok danskere som ønskede at bosætte sig på øerne til, at man kunne stille krav til nybyggerne.^{[Kilde mangler]} Mange af nybyggerne var landsforviste eller flygtet fra straf og var som regel nederlændinge eller englændere.

På trods af religionsfriheden, blev afrikanernes religioner ikke anderkendt. Slavernes magisk orienterede tro blev mødt med foragt og man anså deres kultur og livsførsel som umoralsk og underlegen. En udbredt opfattelse var, at hvis man kunne omvende dem til kristendommen, kunne slavene få et bedre liv og mange slaver blev omvendt til kristendommen.^{[Kilde mangler]}

Trossamfund som den franske–, den nederlandske reformerte kirke, lutheranere, Brødremenigheden, anglikanere, katolikker og jøder levede side om side i Dansk Vestindien uden problemer, i modsætning til de religiøse stridigheder i Europa. I dag er der 150 trosretninger på øerne og ca 300 kirker.^{[Kilde mangler]}

[redigér] Slaver og ejendomsret

Love og regler i Dansk Vestindien tog udgangspunkt i Danmarks love, men blev tilpasset til lokale forhold. For eksempel regulerede dansk ejendomsret kun ting som dyr, land og bygninger og ikke slaver. Slaver blev til at begynde med reguleret som almindelig ejendom, og dermed var der ikke behov for egne regler. Slaver blev opført i regnskabet sammen med dyr og redskaber.

I 1733 blev der lavet et reglement som tog hensyn til at slaver, i modsætning til anden ejendom, har sin egen vilje og dermed kan opføre sig uhensigtsmæssig eller være ulydig.^[14] Ifølge reglementet skulle slaven straffes af myndighederne, men mange ejere straffede slavene på egen hånd. Myndighedene greb først ind hvis slavene blev straffet for hårdt eller ikke fik nok mad, i frygt for, at slavene ville gøre oprør hvis de blev behandlet for dårligt. I 1755 udstedte Frederik 5. et nyt reglement, hvor slavene blev sikret retten til ikke at blive skilt fra sine børn og retten til støtte under sygdom og alderdom. Men koloniledelsen havde tilladelse til at tilpasse love og regler efter lokale forhold og dermed blev reglementet aldrig offentliggjort, med den begrundelse, at reglementet havde flere ulemper end fordele.^[14]

Frigivelsen af slaverne i 1848 udløste krav fra plantageejerne mod den danske stat om fuld erstatning, med begrundelse, at deres ejendomsret var krænket ved, at værdien af slavene var tabt og, at man i fremtiden måtte betale for arbejdskraften. Den danske stat indrømmede dem en erstatning på 50 dollar pr. slave og anderkendte dermed, at slavefrigivelsen havde medført et økonomisk tab for ejerne.^[14] Men slavenes hverdag blev ikke ændret i betydelig grad. De måtte have et job og vendte tilbage til den plantage hvor de blev tilbudt etårskontrakter, en lille hytte, lidt jord og nogle penge. Som ansatte havde plantageejerne ikke ansvaret for slavenes alderdom. Slaverne havde kun lov til at skifte job en gang om året, 1. oktober. En dag som blev omtalt som skiftedagen.

Slavene havde ingen ejendomsret, da de selv var ejendom, men fik officielt ejendomsret i 1840, otte år før slavefrigivelsen.

[redigér] Militær

Som det meste andet i Dansk Vestindien, under tiden med Vestindisk-guineisk Kompagnis styre, var også militæret underlagt kompagniet. Ved statens overtagelse i 1755 blev øernes hærstyrke underlagt Krigskancelliet, men forblev et særskilt korps udenfor den almindelige danske forsvarsorganisation.

I 1763 blev der gennemført en forsvarsreform i Danmark og hærstyrken i Dansk Vestindien blev underlagt Vestindisk-guineisk Rente- samt Generaltoldkammer og fra 1805 direkte underlagt kronprins Frederik. Efter 1848 blev alle vestindiske militærspørsmål afgjort af Krigsministeriet og koloniens Centralbestyrelse.

Antallet af soldater i Dansk Vestindien var begrænset og i den første del af kolonitiden var der kun 20–30 mand. I 1726 blev det første militære kompagni opprettet og bestod af 50 mand. I 1761 udgjorde styrken 226 mand. Under USA's uafhængighedskrig bestod styrken af 400 mand, et styrkeantal som blev opretholdt til 1872, da de militære styrker blev reorganiseret under navnet Den vestindiske hærstyrke. Hærstyrken bestod af 6 officerer, 219 soldater og 10 ryttere. I 1906 blev Den vestindiske hærstyrke opløst og erstattet af Gendarmerikorpset, som bestod af 120 menige soldater og 10 officerer og var direkte underlagt guvernøren. Korpset var stationeret i Charlotte Amalie på St. Thomas og på tre steder på St. Croix, i Christiansted, Frederiksted og Kingshill.

Udover kompagniets og senere statens hærstyrker, var det også en række lokale militser, som bestod af øernes frie indbyggere. Militserne var større end hærstyrken, og i 1830-tallet udgjorde hærstyrken 430 mand mod militsenes 1980 mand.

Hærstyrken i Dansk Vestindien bestod af danske soldater som frivilligt lod sig hverve, som regel for en seksårsperiode. Fra 1805 blev ansvaret for hvervningen overtaget af Den Vestindiske Rekruttering i København, som årligt rekrutterede 70 mand. De fleste var værnepligtige fra Danmark, men mange var også lokale håndværkere.

Den danske orlogsflåde sejlede tit til Vestindien for at markere dansk tilstedeværelse og suverænitet. Efterhånden som kolonien blev veletableret blev besøgene fra orlogsflåden sjældnere, indtil staten overtog ansvaret for kolonien i 1755. Flåden blev som regel sendt over til Vestindien i urolige perioder, som under Den franske og indianske krig (1756-1763), USA's uafhængighedskrig (1776-1783), Revolutionskrigene (1792–1802) og under Napoleonskrigene (1800-1815). I perioden fra 1818 til 1864 var orlogsflådens aktivitet i Dansk Vestindien mere omfattende end nogen anden periode, og i de fleste af disse år var der permanent stationeret to danske krigsskibe på øerne.

Det sidste danske orlogsskib i Dansk Vestindien var krydserkorvetten Valkyrien, som sejlede til kolonien i 1915. Skibschefen, kommandørkaptajn Henri Konow, overtog som konstitueret generalguvernør og var den person, som officielt overleverede Dansk Vestindien til USA i 1917.

I alt foretog orlogsflådens skibe omkring 140 togter til Dansk Vestindien i perioden fra 1671 til 1917.

[redigér] Frimærker

Dansk Vestindien fik egne frimærker i 1856. Frimærkerne blev trykt i Danmark og havde samme udseende som de danske frimærker bortset fra værdien, der var angivet i cent. Det første frimærke var et firkantet 3-cents frimærke med Danmarks rigsvåben afbilledet i mørkt karminrødt på gulnet papir. Fra 1866 kom frimærkerne på hvidt papir og i 1872 blev frimærkerne perforeret.

I takt med koloniens økonomiske opsving opstod der et større behov for at kunne kommunikere med handelspartnere, familie og regeringen i Danmark. Den første faste postforbindelse mellem Dansk Vestindien og Danmark blev oprettet ved et reglement i 1781. Frem til da var posten blevet sendt med tilfældige skibe.

Det var ikke usædvanligt, at små kolonier langt væk fra hjemlandet løb tom for populære valører fra tid til anden og koloniadministrationen måtte af og til improvisere. I 1887 blev et 7-cents frimærke påtrykt en ekstra cent og i 1895 blev et 50-cents frimærke påtrykt et tillæg på 10 cent.

Som en følge af valutareformen i 1904 udstede kolonien nye frimærker i 1905, hvor valøren var i franc og bit. Kong Christian 9. var afbilledet i silhuet på frimærkene i valørene fra 5 bit til 50 bit. 1 francs–, 2 francs– og 5 francs-frimærkene havde en afbildning af sejlskutteren Ingolf til kaj i Charlotte Amalie.

I 1907 blev motivene af Christian 9. erstattet med Frederik 8., efterfulgt af Christian 10. i 1915.

[redigér] Geografi

Dansk Vestindien bestod af de tre hovedøer Sankt Croix, Sankt Jan og Sankt Thomas, samt flere mindre øer. Øerne ligger i Det caribiske hav og Atlanterhavet, 80 km øst for Puerto Rico, 960 km nord for Venezuela og 1760 km sydøst for Florida.

Øerne har et totalt areal på 346 km², som er lidt mindre end arealet af Mors, og har en 188 km lang kystlinje.

Øerne ligger på grænsen mellem den nordamerikanske plade og den caribiske plade. Jordskælv, tropiske cykloner og tsunamier forekommer. Klimaet er subtropisk med passatvinde, relativ lav luftfugtighed og lille sæsonmæssig variation i temperaturen. Regnsæsonen varer fra maj til november.

De fleste af øerne, inklusiv St. Thomas og St. Jan, er af vulkansk oprindelse og er præget af bjerge og kuperet terræn. St. Croix blev dannet af et koralrev og er fladere.

Højeste bjerg er Crown Mountain på St. Thomas med 474 meter.

[redigér] Øerne

[redigér] St. Croix

St. Croixs areal er 207 km² og den har et kuperet terræn. Højeste punkt på øen er Mount Eagle på 355 m.

St. Croix var oprindelig beboet af caribere og arawakere og blev besøgt af Columbus i 1493, hvor han gav øen navnet Santa Cruz (Det hellige kors). efter stridigheder mellem England, Holland og Spanien kom øen i 1650 under fransk herredømme. Malteserordenen købte øen året efter, men solgte den videre til Fransk Vestindisk kompagni i 1651. Sankt Croix blev i 1674 fransk koloni, men forblev stort set ubeboet fra 1696 og solgt videre til Dansk Vestindisk-guineisk Kompagni i 1733. Dette selskab havde intet krav til nationalitet for sine kolonister, og tiltrak sig ganske snart spanske jøder, huguenotter og engelske nybyggere, de sidstnævnte blev dem, som kom til at dominere øen. Et slaveoprør på Sankt Croix førte til slaveriets afskaffelse i 1848.

Danskene grundlagde to byer på øen, Christiansted på nordkysten og Frederiksted på vestkysten.

[redigér] St. Jan

St. Jan er den minste af de tre hovedøer i Dansk Vestindien. Øen ligger 6 km øst for St. Thomas og 6 km sydvest for Tortola. Øen har et areal på 50,8 km².

Øen blev først beboet af Arawakindianere som kom fra dagens Colombia og Venezuela omkring år 300. Arawakene beboede øen frem til omkring år 1300, da de blev fordrevet af de mere aggressive og krigerske caribere. Christopher Columbus opdagede Jomfruøerne på sin anden rejse til den nye verden i 1493. Han navngav øerne "Once Mil Virgins", eller Jomfruøerne, til ære for Saint Ursula og hendes 11.000 jomfruer som ifølge legenden var hendes martyrer.

Danskene var de første europæerne der slå sig ned på øen, første gang i 1672 og permanent fra 1718. Det var også danskerne som navngav øen St. Jan. Sukkerplantager, med blandt andet Annaberg sukkerplantage blev anlagt i stort antal på grund af det varme klima og gode jord.

I 1956 købte den amerikanske mangemillionær Laurance Rockefeller store områder af øen og donerede området til United States National Park Service under forudsætning af, at området skulle forblive urørt i fremtiden. De amerikanske jomfruøers nationalpark udgør 60% af øens areal.

Nogle af de mest populære strande i Caribien ligger på den nordlige del af øen. Den mest kendte strand er Trunk Bay, som er blevet rangeret blandt "De ti bedste strande i verden" af magasinet Condé Nast Traveler.

[redigér] St. Thomas

St. Thomas har et areal på 80,9 km² og øens højeste bjerg er Crown Mountain på 474 m.

Øen har været beboet siden ca. år 1500 f.Kr af forskellige vestindiske indianerfolk. De første var ciboneyfolket, som senere blev fortrængt til fordel for arawakindianerne og dernest cariberne. Cariberne blev hurtig udryddet da europæerne bosatte sig på øen.

St. Thomas var den første af Danmarks tre hovedøer i Dansk Vestindien. Den første danske bosættelse fandt sted i 1666 og blev en del af Vestindisk-guineisk Kompagnis koloni i 1672. I 1671 blev fæstningen Fort Christian påbegyndt og er i dag den ældste bygning på Jomfruøerne. St. Thomas blev erklæret frihavn i 1724, og gennem 1700-tallet oplevede øen en kraftig vækst på grund af sine sukkerplantager. Øen blev et vigtigt handelscentrum indtil slavehandelen blev afskaffet i 1848.

Dansk Vestindiens hovedstad gennem store dele af koloniperioden, Charlotte Amalie, lå på St. Thomas. I en periode i 1800-tallet var Charlotte Amalie den anden mest folkerige danske by, kun overgået af København.

[redigér] Byene

[redigér] Charlotte Amalie

Charlotte Amalie var i flere perioder hovedstad for Dansk Vestindien. Byen fik sit navn i 1691 og er opkaldt efter kong Christian 5.s kone, dronning Charlotte Amalie af Hessen-Kassel. Byen har under danskertiden også haft navnene Taphus (kro) og St. Thomas.

På grund af det neutrale danske flag og status som frihavn blev Charlotte Amalie en af Vestindiens vigtigste handelscentre i 1700-tallet. Byen havde i perioden 1750-1850 et stærkt kosmopolitisk præg og blev i 1800-tallet Danmarks næststørste by.

Fæstningen Fort Christian blev påbegyndt i 1671 og er opkaldt efter kong Christian 5.. Fortet er i dag den ældste bygning på jomfruøerne.

[redigér] Christiansted

Danskene købte St. Croix i 1733, og valgte som sin første bosættelse på øen et sted med mulighed for en god havn på nordkysten. Den første bosættelse fik navnet Christiansted og blev grundlagt samme år som øen blev købt. Byen er opkaldt efter Kong Christian 6. af Danmark-Norge. Christiansted var i perioden fra 1754 til 1871 hovedstaden i Dansk Vestindien.

Christiansted domineres af fæstningen Christiansværn som er fra 1738.

[redigér] Frederiksted

Frederiksted fik navn efter Frederik 5., men blev i den danske kolonitid aldrig kaldt andet end Westenden pga. sin beliggenhed på øen.

Det var i Frederiksted 8.000 slaver marcherede for at gøre krav på øjeblikkelig frigivelse i 1848. Efter trusler fra slavene om at gøre oprør og sætte ild på hele byen, hvis deres krav ikke blev eftergivet, kom guvernør Peter Von Scholten med erklæringen fra Fort Frederik, som frigav alle slaver i Dansk Vestindien. Fra Fort Frederik kom også den første salut som anerkendelse for selvstændigheden for USA i 1776.

[redigér] Dansk Vestindien i dag

Det meste af St. Jan er i dag omdannet til et naturreservat og har en beskeden bebyggelse. Regnskoven har generobret områdene fra de tidligere sukkerplantager og de fleste ruiner efter plantagetiden er urørte. Mange steder på øen er der fortsat spor efter det brutale slaveoprør i 1733.

Den tætte jungle på St. Thomas som skabte lange slidsomme dage for de første nybyggerne med Kjeld Jensen og Erik Nielsen Smit, er for længst borte og kun få steder på øen kan man i dag se rester efter plantagebygningerne. Men den danske fortid er alligevel godt synlig. I en lille park ved parkeringspladsen i Charlotte Amalie står en buste af Christian 9., som ser mod Fort Christian og gaderne har stadig de danske navne som Dronningens gade, Prinsens Tværgade og Strandstræde. Desuden har mange af butikkerne referencer tilbage til danskertiden, som Royal Dane Mall og A. H. Riise Mall. St. Thomas er i dag en moderne turistdestination og en af de største krydstogthavne i Caribien.

På St. Croix nåede slaveriet og sukkerproduktionen sit højdepunkt under danskertiden, men i dag er der ingen jordbrugsproduktion på øen. På øens østside har den salte passatvind fjernet det meste af vegetationen og efterladt spredte buskvækster. Midt på øen vokser sukkerrørene stadig vildt, mens vestsiden er dækket af tropisk skov med pukkenholt, mahogni og guava. Øens to byer, Christiansted og Frederiksted, præges ikke så stærkt af turismen som Charlotte Amalie. Meget af den oprindelige bebyggelse fra 1700– og 1800-tallet er bevaret og på byens kirkegårde står fortsat de hvide marmorstøtter med efternavne som ender på –sen. Mange af plantagebygningerne findes fortsat, mange som ruiner og nogle er restaureret. Af øens hundrede sukkermøller findes nær to tredjedele stadig, hvor sejldugene er borte og tretakene er rådne, men murværket fortsat står indtakt.

Dansk Vestindien blev befæstet med fire fort. Fortet på St. Jan er i dag kun ruiner og utilgængeligt på grund af vegetation, men det var her det første store slaveoprør fandt sted i 1733. I Christansted ligger det velbevarede Christiansværn, åsted for det andet store slaveoprør i julen 1759. I Frederiksted ligger Fort Frederik, hvor det sidste slaveoprør fandt sted og endte med slaveriets afskaffelse 3. juli 1848. Fort Christian i Charlotte Amalie blev påbegyndt i 1671 og er Jomfruøernes ældste bygning og blev frem til 1983 brugt som politistation.

Indbyggerne i Dansk Vestindien er i dag amerikanske statsborgere, men har ikke stemmeret ved præsidentvalgene. De amerikanske Jomfruøer har én plads i kongressen, men denne har kun stemmeret i komiteerne og ikke i plenumsafstemninger. Øerne er siden 1970 blevet styret af en folkevalgt guvernør som bliver valgt for en fireårsperiode.

[redigér] Tidslinje

• 1493 - Christoffer Columbus annekterer øerne for Spanien.
• 1650 - Fransk styre på Sankt Croix.
• 1653 - Den suveræne Johannitterorden (Malteserordenen) overtager Skt. Croix.
• 1665 - Fransk Vestindisk Kompagni overtager Skt. Croix.
• 1674 - Skt. Croix bliver fransk kronkoloni.
• 1666 - En gruppe danskere danner den første permanente bosættelse på Skt. Thomas.
• 1671 - Vestindisk-guineisk Kompagni oprettes ved et kongeligt privilegiebrev.
• 1671 - Opførelsen af Fort Christian i Charlotte Amalie påbegyndes.
• 1673 - Den første forsendelsen af afrikanske slaver til Skt. Thomas.
• 1675 - Det første danske forsøg på at kolonisere Sankt Jan.
• 1685 - Taphus skifter navn til Charlotte Amalie
• 1696 - Franskmændene forlader Skt. Croix.
• 1718 - 25. marts annekterer guvernør Bredal Skt. Jan, og det danske flag hejses på plantagen Carolina i Coral Bay.
• 1733 - Danmark køber Skt. Croix af Frankrig.
• 1733 - Dansk Vestindiens første store slaveoprør finder sted på Skt. Jan.
• 1733 - Reglement som anerkender, at slaver, i modsætning til anden ejendom, har sin egen vilje og dermed kan opføre sig uhensigtsmæssigt eller være ulydig, bliver vedtaget.
• 1750 - Det første danske kort over Skt. Croix udgives og signeres af Johan Cronenberg og Johan Jægersberg.
• 1754 - Øerne bliver dansk kronkoloni.
• 1756 - Etablering af kolonien Dansk Vestindien.
• 1759 - Dansk Vestindiens andet store slaveoprør finder sted i Christiansted, Skt. Croix i julen.
• 1762 - Storbritannien frafalder sit krav på Skt. Jan og godkender danskernes suverænitet.
• 1801 - Briterne besætter Dansk Vestindien 31. marts. Besættelsen afsluttes 16. februar 1802.
• 1803 - Import af slaver bliver forbudt fra 1. januar, mens slavehold var fremdeles lov.
• 1807 - Britene besætter Dansk Vestindien i december. Besættelsen afsluttes 20. november 1815.
• 1807 - Første grundskole for børn. Kun hvide børn har adgang.
• 1840 - Slavene får officielt ejendomsret.
• 1841 - Første skole for slaver åbnes.
• 1848 - Guvernør Peter von Scholten kommer med erklæringen fra Fort Frederik, som frigiver alle slaver i Dansk Vestindien.
• 1856 - Dansk Vestindien starter udgivelsen af egne frimærker.
• 1864 - Danmark forsøger ved fredsforhandlingen i Wien at give Dansk Vestindien til Det tyske forbund mod at få lov til at beholde hertugdømmene Slesvig og Holsten, et forslag som bliver afvist.
• 1867 - 24. oktober godkender Danmark et salg af Skt. Thomas og Skt. Jan til USA for 7,5 millioner dollar i guld.
• 1870 - Salgsaftalen fra 1867 besluttes ikke gennemført.
• 1902 - Enighed med USA om salg af alle tre øer for fem millioner dollar, men stoppes af Landstinget.
• 1915 - David Hamilton Jackson organiserer den sorte landarbejderbefolkning i en fagforening og en omfattende strejke igangsættes om foråret for højere løn og bedre arbejdsforhold.
• 1916 - Folkeafstemning i Danmark om salg af Dansk Vestindien. 283.000 stemmer for og 158.000 i mod.
• 1916 - USA køber Dansk Vestindien 12. december for 25 millioner dollar.
• 1917 - 31. marts finder den formelle overlevering af øerne til USA sted. Øerne navngives United States Virgin Islands.

[redigér] Se også

• Slaveskibet Fredensborg
• Water Island

[redigér] Kilder

• Gronemann, Signe Trolle og Vindberg, Rikke. I Orkanens Øje - Beretninger fra Orlogsskibet Valkyriens togt til Dansk Vestindien 1915 – 1917. København, 2005
• Hansen, Thorkild. Slavernes øer. København, 1970, ISBN 87-00-00862-1
• Hugh Zachariae: Lucretia og Margaret. Slavebarnets historie, Højbjerg i Danmark 2005.
• Jørgensen, Kenneth Bo. Turen går til Dansk Vestindien. Politikens Rejsebøger, 1. udgave, København, 2006, ISBN 87-567-7333-1
• Thomas, Hugh. The Slave Trade. 1997, Phoenix edition, London, 2006. ISBN 0-75382-056-0

[redigér] Referencer

[redigér] Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Dansk Vestindien

• Dansk Vestindisk Selskabs hjemmeside
• Rigsarkivets hjemmeside om Dansk Vestindiens historie 1671-1917
• Virgin Islands Tourism (Officiel website)
• dmoz: US Virgin Islands

Koordinater: 18° 20′ N, 64° 55′ V