Christen C. Raunkiær

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Christen Christiansen Raunkiær (29. marts 1860 - 11. marts 1938) var en dansk botaniker.

Han var professor i botanik ved Københavns Universitet 1912-23 og udgav en Dansk Excursionflora i mange udgaver (første udg. 1890). Raunkiær er måske bedst kendt for det såkaldte Raunkiærske system, dvs. opdeling af planterne efter livsformer, baseret på placeringen af de overvintrende vækstpunkter.

[redigér] Levnedsløb

Christen Christiansen blev født på gården Ravnkærgård i Lyne Sogn i Vestjylland. Hans far var Johan Christian Hansen (1826 - 1904) og hans mor Ane Thjellesen (1823 - 1901). I 1912 tog han officielt navneforandring til Raunkiær, omend han havde brugt navnet længe inden. Hans bror, Jørgen Vad Thjellesen Christiansen (gårdejer og sognefoged), blev på hjemegnen. Dennes to sønner tog senere navnet Raunkjær: Kristian Raunjær (1880-1937, redaktør) og Palle Raunkjær. Christen Raunkiær gik i landsbyskole, ét år på Østbæk Folkehøjskoleog tog studentereksamen 1879 fra Skovgård Højskole i Ordrup. Han begyndte straks derefter at studere botanik ved Københavns Universitet og tog magisterkonferens i emnet i 1885. Han var dog også stærktoptaget af filosofi. Fra 1885-1888 var han alumne på Borchs Kollegium. Han blev gift i 1888 med forfatteren Ingeborg Marie Raunkiær f. Andersen (1863-1921). De måtte leve af hans meget beskedne indtægt som timelærer ved universitetet og sóm videnskabelig assistent (plantebestemmer) ved Botanisk Have. Fra 1900 var han lærer ved Statens Lærerhøjskole. Familien boede på den lille ejendom Blide ved Jonstrup. Raunkiær gennemførte en del studieture til udlandet, blandt andet til de Vestindiske Øer og Santo Domingo i 1905-06 og til Italien, Nordafrika, Spanien og Sydfrankrig i 1909-10. Hans kone Ingeborg var med på de Vestindiske Øer og i Nordafrika, hvor hun lavede botaniske tegninger til hans videnskabelige afhandlinger. I 1908 blev Christen Raunkiær docent i botanik ved Københavns Universitet og i 1911 efterfulgte han Eugen Warming som professor i botanik og som direktør for Botanisk Have, hvilket han vedblev med til 1923. Hans ægteskab med Ingeborg Raunkiær blev opløst i 1915. Han giftede anden gang med botaniker-kollegaen Agnete Seidelin (1874-1956), men også dette ægteskab opløstes. Han blev gift tredie gang (1925) med Christine Farvine Nelly Nielsen (1879-1959). Raunkiær led i perioder af depression, hvilket forhindrede han i hans videnskabelige arbejde. Til gengæld læste han digte. Om dem gjorde han til genstand for statistisk behandling. Han talte forekomsterne af planter i digte fra alle tider. Han ville blandt andet undersøge om digternes kendskab til planter var øget gennem tiden. Han brugte samme strengt kvantitative statistiske metoder somi sine vegetationsundersøgelser, fx definerede han en digter somen person der har skrevet mere end tusinde verslinjer. På baggrund af disse studier udgav han tre bøger:

• Hjemstavnsfloraen hos Hedens Sangere, Blicher og Aakjær. J.H. Schultz, København. 1930.
• Mælkebøtten i dansk Poesi. J.H. Schultz, København. 1931.
• Planterne i den religiøse Digtning især Salmedigtningen; Og lidt om Dyr og Djævle i Salmebøgerne. J.H. Schultz Forlag, København. 1931.

Raunkiærs erindringer fra opvæksten i Vestjylland blev udgivet posthumt som:

• Christen Raunkjær: Fra en vestjydsk hedegård i tiden ca. 1865-75. 1964; 115s.

Kilder

• Petersen, O.G. Biografi i Dansk Biografisk Lexikon, 1. udg.
• Fox Maule, A. Biografi i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg.