Mandatområdet i Palæstina
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
 |
Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: |
Mandatområdet i Palæstina, også kendt som Palæstinamandatet, Mandatet for Palæstina eller Det britiske mandatområde i Palæstina var et territorium i Mellemøsten bestående af nuværende Jordan og Israel med Vestbredden og Gazastriben, tidligere tilhørende det Osmanniske Rige, men tiltroet Storbritannien i dønningerne på 1. verdenskrig som et mandatområde.
[redigér] Historie
Under opdelingen af Det Osmanniske Rige ved fredskonferencen i Versailles blev det vi i dag kender som Jordan, Israel og de besatte palæstinensiske områder udlagt som såkaldt mandatområde under Folkeforbundet med Storbritannien som mandatar.
I 1922 opdelte Storbritannien området i to dele: Palæstina vest for Jordanfloden og emiratet Transjordanien på østsiden af floden. I Transjordanien blev as-Sayyid Abdullah bin al-Husayn indsat som emir og han opnåede delvis uafhængighed allerede i 1923. Militæret, finanserne og udenrigspolitikken forblev dog under britisk kontrol indtil 1946.
I palæstina fandt en omfattende jødisk indvandring sted i mellemkrigsårene, og de jødiske indvandrere påbegyndte forberedelserne til opbygningen af en zionistisk stat, dvs. en jødisk stat omfattende hele palæstina, der skulle være uafhængig af den palæstinensiske lokalbefolkning. Konkret betød det at zionisterne bevæbnede sig og forsøgte at udsulte palæstinenserne økonomisk ved at opkøbe landejendomme og derefter nægte lokalbefolkningen arbejde. Dette førte til øgede spændinger i området.
Det britiske mandat forsøgte sig i flere omgange som mægler, men de palæstinensiske ledere havde ingen tiltro til, at forhandlinger med zionistbevægelsen, der havde uddrivelse af palæstinenserne fra palæstina som et erklæret mål, kunne bære frugt. Derfor arbejdede de i stedet på at udråbe en palæstinensisk nationalstat med et parlament valgt af muslimer, kristne og jøder. Flere mislykkede palæstinensiske opstande fandt sted i 20'erne og 30'erne. Den længste i 1936 hvor en palæstinensisk generalstrejke varede et halvt år.
Zionisterne krævede samtidig, at briterne skulle ophæve restriktionerne på immigration og opkøb af jord, og at de skulle slå hårdere ned på de palæstinensiske oprør. Efter flere angreb fra de bevæbnede zionister så briterne i 1939 sig nødsaget til, at begrænse den jødiske indvandring yderligere, så situationen kunne kontrolleres så længe 2. verdenskrig varede. Dette førte til forbitrelse hos mange jøder, der så Palæstina som et muligt tilflugtsted fra Nazitysklands jødeforfølgelser.
Da Storbritannien i 1947 ikke længere ønskede at administrere mandatområdet efter omfattende zionistiske terrorangreb, vedtog FN en delingsplan for Palæstina, der omfattede en jødisk og en palæstinensisk stat samt et Jerusalem under international administration. De jødiske indvandrere accepterede, da det indebar, at 56% af området skulle tilfalde en jødisk stat. Jøderne udgjorde på det tidspunkt 33% af befolkningen og havde ejerskab til 9% af jorden. Planen blev pure afvist af palæstinenserne og de arabiske stater. Da den jødiske stat, Israel, alligevel blev udråbt 14. maj 1948, dagen før mandatets udløb, førte det derfor til væbnet konflikt. Et år senere havde den israelske hær erobret landområder der svarer til 80% af Palæstina og staten Israel var en kendsgerning. De resterende områder, Vestbreden og Gaza blev herefter administreret af henholdsvis Jordan og Ægypten. Under krigshandlingerne i 1948-49 blev ca. 800.000 palæstinensere fordrevet.
 |
Stub Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
