Kristenforfølgelse
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kristenforfølgelse er mere eller mindre organiseret forfølgelse af kristne. Oftest finder kristenforfølgelse sted, hvor kristne er i mindretal, og forfølgelsen udøves af magthaverne eller befolkningsflertallet, eller begge. Kristenforfølgelser kan f.eks. bestå i chikane, smædekampagner, fratagelse af ejendom, udelukkelse fra offentlige hverv, fængsling eller henrettelse.
| Religion | |
| Historiske religioner | |
| Egypten - Grækenland | |
Norden - Keltere Denne artikel er del af serien Romersk religion |
|
| Praksis | |
|
Ofring · Kalender |
|
| Guder i statskulten | |
| Guder i privatkulten | |
| Helte | |
| Fester | |
| Præster | |
|
Augur · Flamen · Haruspex |
|
| Kultfællesskaber | |
|
Gnosticisme |
|
| Begivenheder | |
|
Kristenforfølgelse |
|
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Kristenforfølgelser i Romerriget
Det mest kendte eksempel på kristenforfølgelse er kristenforfølgelserne i Romerriget. De tidligste romerske kristenforfølgelser nåede et højdepunkt i år 64, da kejser Nero gav de kristne skylden for Roms brand og lod en mængde kristne henrette. Senere, under kejser Domitian (81-96), blev de kristne igen forfulgt, denne gang både i Rom og Lilleasien, men disse forfølgelser dæmpedes efter Domitians død.
I de følgende halvandet hundrede år foregik der formentlig ikke centralt organiserede forfølgelser af kristne, om end kristendommen på ingen måde var blevet legaliseret, og der skete da også sporadiske forfølgelser rundt omkring i Romerriget, f.eks. i Ægypten og det øvrige Nordafrika i de første år af det 3. århundrede, hvor mange kristne blev dræbt i anledning af en lov fra kejser Septimius Severus, som forbød udbredelsen af kristendom og jødedom.
I år 250 igangsatte kejser Decius de ind til da mest omfattende og organiserede kristenforfølgelser. Disse forfølgelser blev dog afblæst ved Decius’ død allerede året efter, men genoptaget af Valerian i 257. Til trods for dette lykkedes det ikke at udrydde kristendommen, og i 260 besluttede kejser Gallienus at indstille forfølgelserne. Dog var et meget stort antal kristne i denne periode faldet fra.
I de følgende omtrent 40 år levede de kristne i forholdsvis fredelig sameksistens med romerne, og det lod til, at magthaverne havde accepteret deres tilstedeværelse. Men i 303 igangsatte kejser Diocletian nye forfølgelser med større styrke end nogensinde. Denne gang var de kristne dog mere standhaftige, og til sidst måtte kejser Galerius indstille forfølgelserne og anerkende kirken i 311.
[redigér] Kristenforfølgelser i dag
Også i dag finder der kristenforfølgelser sted, især i totalitære kommunistiske og islamiske stater. De lande, hvor der i dag foregår de betydeligste kristenforfølgelser er således, ifølge organisationen Open Doors International: Nordkorea, Saudiarabien, Iran, Somalia og Maldiverne [1].
[redigér] Se også
[redigér] Ekstern henvisning
- http://www.forfulgt.dk/ Åbne Døre, den danske afdeling af Open Doors International, som arbejder for at forbedre forholdene for forfulgte kristne
