Kinesisk kirkehistorie til år 1500
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
 |
Oversættelse ønskes Denne artikel er delvis på norsk, og ikke fuldstændig oversat til dansk. Du kan hjælpe Wikipedia ved at oversætte den! |
| Artiklen indgår i serien om |
| Perioder |
|
Indtil 1500 1500-1644 1644-1799 1799-1911 1911-1949 |
Kinesisk kirkehistorie er historien om den kristne mission og kristne tilstedeværelse i Kina frem til år 1500 – en tidsperiode der i sin længde overstiger de antal år mange europæiske lande, inkl. Danmark, har været kristne. I lang tid efter sin første ankomst og senere tilbagegang har kirke og mission i Kina sandsynligvis været helt fraværende, enten på grund af assimilering eller på grund af forfølgelse, men har efterladt sig spor i bygninger, genstande, skrifter og beretninger.
Der har længe været legender om en meget tidlig kristen tilstedeværelse i Kina, allerede i apostolisk tid eller noget senere. Ingen håndfaste beviser findes, og sædvanligvis har forskere afvist muligheden. Men nyere fund har tilføjet brikker til puslespillet, således, at det nu ikke længere er så let at tilbagevise muligheden for kristne under Han-dynastiets Kina. Handelsvejene til Kina var veletablerede, og i vest strakte de sig fra områder hvor kristendommen allerede havde spredt sig hurtigt.
I 1600-tallet fandt man en mindesten med fyldige beskrivelser, den viste at syro-orientalske kristne (også kaldet nestorianske kristne/nestorianerne), for det meste persiske handelsfolk, etablerede sig i riget under Tang-dynastiet og, at der blev oprettet bispedømmer for dem. Denne kristne kirke blomstrede, men for det meste blandt ikke-kinesere. Den blev udsat for flere forfølgelser; i 800-tallet i en sådan grad, at de kristne grupper antageligt gik til grunde i løbet af få generationer.
Noget tidligere var store dele af det, som i dag er det vestlige og centrale Tibet, kristent område. Antageligt var Lhasa bispesædet. De sidste rester af denne kristne tilstedeværelse kan have bestået indtil 1200-tallet.
I områderne nord og nordvest for Kina blev mongolske stammer samlet til et stort fællesrige under Djengis Khan, og begyndte erobringstogter. Blandt disse mongoler, og i khanens hof og familie, var der kristne af forskellige afskygninger. Der var stammegrupper i mongolernes alliance af steppefolk som var overvejende kristne, og da mongolerne erobrede Kina i 1200-tallet og dannede Yuan-dynastiet, blev der oprettet ærkebispedømmer og bispedømmer forskellige steder i Kina.
I den tid man betegner som "pax mongolica" blev den katolske kirke også inviteret til at sende missionærer til landet af khanen/kejseren, og Khanbalyk/Beijing blev katolsk ærkebispedømme. Katolikkerne var en meget sammensat gruppe. Men da Yuan-dynastiet blev styrtet og erstattet af Ming-dynastiet i 1368, forsvandt det hele igen.
[redigér] De første kristne i Kina
[redigér] De første kristne i det egentlige Kina
Ingen kan med sikkerhed sige noget om hvordan de første kristne kom til Kina. Givet handelsveje og kristendommens fremvækst i det vestlige Asien er det intet som hindrer at det kan have foregået ganske tidlig. En tradition som knytter de første kristne til en missionsrejse til Kina af selveste apostelen Thomas synes at stamme fra et syro-malabarsk breviar fra 1200-tallet.[1], ifølge hvilke det fremgår at den hellige Thomas skal have rejst til Kina, omvendt nogen til kristendommen og derefter vendt tilbage til Indien, hvor han led martyrdøden i Meliapore. Der findes imidlertid intet andet materiale der kan bekræfte eller bevise at apostelen foretog en sådan rejse.
Denne beretningen tidsfæster de første kristne i Kina til den samme tid da, ifølge noget omstridte kilder, en kejser fra det sene Han-dynastiet i 67 e.Kr. tog imod de første buddhistiske udsendinge fra Indien. I så fald gjorde mahayanabuddhismen og kristendommen entré samtidig. Historikere har længe afvist dette som en legende uden hold, og det er sandsynligvis den fremherskende situation også i dag (2007). Der er imidlertid andre stemmer. Ifølge professor Xie Bizhen ved Fujian Pedagogiske Universitet i Fuzhou blev tanken om at Thomas kan have forkyndt i Kina afvist fordi man mente at der ikke var kommunikationsruter fra Mellemøsten og dertil. Men Xie påpeger at sådanne ruter allerede eksisterede i det første århundrede, hvorfor en afvisning i hvert fald ikke kan fremføres på dette grundlag.[2]
Hvad enten eller ej apostelen Thomas personligt missionerede i Kina kan det ikke afvises at andre kristne har missioneret i Kina allerede i det første århundrede. Dette er en spekulation som har fået fornyet næring blandt andet fra professor Wang Wei-fan i en række artikler fra 2001 og 2003,[3] hvori han bl.a. henviser til nye fund af et gammelt kors som kan stamme fra årene lige efter den senere Han-tid (25-220 e.Kr.) og til gravindskrifter fra 86 e.Kr., opbevaret i kunstmuseet i Xuzhou i Jiangsu.
En gang mellem år 100 og 220 blev en mandarin i byen Xuzhou begravet i et gravkammer som ikke blev opdaget før i 1954. Væggene i gravkammeret havde forskellige dekorationer om livet før og efter døden, som der var tradition for under Han-dynastiet. Men en historiker lagde for nylig (2005 eller noget før) mærke til at et panel viste et par med et barn i noget som kunne være en krybe, tre besøgende bærende på gaver, og mordere nærme sig fra en anden retning. Et andet panel viste en kvinde som plukker frugt fra et træ mens hun bliver bidt af en slange. Det er også fire fiskere som kaster deres net. Måske dette er spor efter en missionærs virke? Et af de tre motiver kunne godt vært jødisk, men næppe alle tre.[4]
Arnobius (død 330) omtaler i sin apologia "Disputationes adversus gentes" (ca. 303) missionsarbejde blandt "sererne", men det fremgår ikke hvem og hvor de var. Ifølge den syro-orientalske biskop Ebedjesus (1200-tallet) var det en overlevering i den syriske kirke at Archæus, ærkebiskop af Seleucia, havde oprettet et metropolitansete (ærkebispedømme) i Kina i 411, hvilke i så fald må betyde en kristen tilstedeværelse i landet inden det tidspunkt. De munke som i 511 bragte silkeorme til Konstantinopel fra deres klostre hævdes at komme fra Kina, men det synes mere sandsynlig at de kom fra Persien, Turkestan eller Ceylon.
Mere sikkert er det at manikeismen fandt vej til Kina på et meget tidligt tidspunkt. Manikeismen er en ikke-kristne sekt, men med mange kendemærker hentet fra kristendommen. Karakteristisk manikeistiske træk synes at lade sig identificere i beskrivelsen af gamle sekter i kystprovinsen Fujian.[5]
[redigér] De første kristne i det gamle Tibet
Det moderne Kinas grænser gør det naturlig at nævne Tibet. Det er sandsynligt at syro-orientalsk kristendom nåede Tibet (som på dette tidspunkt var større end dagens Tibet) omkring år 549. Det var da heftalittene (De hvide hunnere), en frygtet centralasiatisk nomadestamme, konverterede til kristendommen. Det vides ikke hvordan dette skete, men der blev sendt en biskop til dem fra Bagdad og de forblev tro kristne i århundreder. Ellers var Tibet shamanistisk den gang; buddhismen gjorde ikke sin entré før mod slutningen af 700-tallet, og forblev i hundredvis af år derefter afgrænset til eliteklasserne.
I 700-tallet fandtes der en stærk kristen kirke i Tibet på. Patriarken Timoteus I (727-823), leder af den syro-orientalske kirke, skrev fra Bagdad ca. år 794 om nødvendigheden af at udnævne endnu en biskop for Tibet. I et tidligere brev (782) havde han beskrevet tibetanerne som en af kirkens mere betydelige fællesskab. Bispesædet antages at have vært i Lhasa, og var sandsynligvis levende så sent som i 1200-tallet, da buddhismen bredte sig i de jævne lag af folket. Kors og kristne inskriptioner er blevet fundet i Ladakh-området som dengang var en del af Tibet[6].
[redigér] Syro-orientalere under Tang-dynastiet (618-907)
[redigér] Ekskurs om terminologi - syro-orientalere eller nestorianere?
Denne artikel foretrækker udtrykket "syro-orientalere" frem for "nestorianere" om de syriske og persiske kristne som tilhørte den kirke der var etableret i Perserriget, selvom det meste af faglitteraturen traditionelt har brugt betegnelsen "nestorianere". De kristne omtalte aldrig sig selv som nestorianere hvilket de anså som nedsættende og i løbet af 1990'erne er denne betegnelse "syro-orientalere" vundet indpas. Nestorianismen er som udgangspunkt den teologiske lære som præsten Nestorius (ca. 386 – ca. 451) prædikede, men som blev afvist som vranglære i 431 på Koncilet i Efesos. Nu enes de fleste eksperter imidlertid om at det drejer sig om en oldgammel misforståelse, i det mindste hvad der gælder syro-orientalerne. Nestorius' skrifter giver ikke dækning for at han var "nestorianer". Men vigtigere er det at kirken i Perserriget (Østens assyriske kirke), som tog ham til sig, ikke selv udviklede sig i retning af den kristologiske lære som i mangel af et bedre navn benævnes nestorianisme. I nyere kirkehistorisk faglitteratur er en terminologiudvikling derfor under vej.[7] Andre udtryk der ligeledes anvendes er "Den assyriske kirke", "Den assyriske kirke af Østen", "Kirken af Østen" eller "Den østsyriske Kirke".
[redigér] Syro-orientalernes komme
Med syro-orientalerne træder man ind i den del af historien hvor man har mere sikre kilder at læne sig op ad. Tang-dynastiets fremmeste kejser var den store Taizong (627-649), som forenede hele det civiliserede Østasien, inklusive store deler af centralasien og det nordlige Indien, men ikke Japan, under sit scepter. Kina fik aktive handelsforbindelser med Persien og dermed Mesopotamien og andre deler af Mellemøsten.
Det vides med sikkerhed at det var i disse år at jøderne kom til Kina - den lille gruppen jøder som den dag i dag (2006) findes i Kaifeng i Henan stammer fra denne indvandring. Muslimerne kom ikke længe efter. Det er også sandsynligt at der allerede på dette tidspunkt var en del udenlandske syro-orientalske handelsmænd i Chang'an (Xi'ans gamle navn). Det kan også virke sandsynlig at der var små syro-orientalske grupper i andre større byer, som Kaifeng. Under alle omstændigheder var de på plads før biskop Alopen drog til Kina for at organisere sjælesorgen blandt dem.
Alopen er den første syro-orientalske missionær til Kina man kan sige noget sikkert om. Imidlertid findes der indikationer på at syro-oriantalerne noget tidligere havde forsøgt sig med missionsfremstød ad søvejen, til dagens Sri Lanka men muligvis også til Java, Malayahalvøen og op til Kinas sydkyst[8][9].
[redigér] Den nestorianske stele
Den nestorianske stele (kinesisk: Jingjiao beiwen = Den strålende religions stele), som blev genopdaget i eller nær Xian (tidligere Chang'an) i 1623, er en stele som blev opstillet der i Tangrikets hovedstad i 781. Den gengiver på en troværdig og detaljeret vis hvordan den syro-orientalske form for kristentro kom til Kina med biskoppen Alopen, og hvordan den blev velvillig modtaget af kejseren i året 635, spredte sig og præsenterede sin lære, som stelen kalder Den lysende religion alternativt: den strålende religion (kinesisk: Jingjiao). Alopen kom ikke pludselig og uventet, kejseren kendte til hans komme og sendte ham i mødte en eskorte som førte ham til hovedstaden Chang'an.
[redigér] Alopens virke, kirkens vækst
Alopen oversatte de nestorianske sutraer til kinesisk. Det er grund til at antage at de medbragte skrifter ikke var skrevet på syrisk, men på persisk eller sogdiansk. I 638 var den første oversættelsen klar: "Sutraen om Jesus Messias" (Xuting mishi suojing), med elementer fra Bibelen. Den gjorde det klart at der intet var i det kristne budskab som kunne true de kinesiske traditioner. Alopen understregede her det kristne budskabs universalitet, og benyttet også nogen konfucianske,taoistiske og buddhistiske begreber i fremstillingen. Han understregede at Kristus var frelseren for alle folkeslag. Han fik frem at loyalitet til staten og barnlig pietet til forældrene ikke blev anfægtet af kristendommen, at kristendommen selv støttet disse værdier. Det kristne budskab truet ikke den kinesiske samfundsorden, men var med om at støtte op om den[10]. Kejser Taizong var tilfreds, og gav tilladelse til at den nye lære kunne forkyndes i hele riget.
Ved et edikt erklærede kejseren samme år at den kristne lære skulle være en af rigets tolererede religioner, og Alopen fik forkyndelsestilladelse[11].
Dette udløste stor missionsaktivitet, og der blev oprettet klostre i landets vigtigste byer. Den næste kejser, Gaozong (650-683), gav Alopen titlen "Den store åndelige herre og beskytter af riget". Indskriften på den nestorianske stele hævder at "troen er udbredt i alle ti provinser ... og der er klostre i hundrede byer". Kilderne viser at syro-orientalerne lagde vægt på at formulere det kristne budskab i konfucianismens filosofiske sprogstil. Ved sine overlegne kundskaber i medicin og kirurgi blev syro-orientalere højt værdsat i samfundet, men eftersom deres lederskab gennemgående var ikke-kinesisk og mange af deres medlemmer udenlandske handelsfolk blev de kategoriseret sammen med buddhismen og zoroastrianismen som en "udenlandsk religion".
Senere fulgte der en tid da de kristne blev diskriminerede eller undertrykt. Den første kraftige modstand kom fra buddhistisk hold 698-699, under kejserinde Wu Zetian. Omkring 713 var det taoisterne som fortsatte forfølgelserne. Men kristendommen rejste sig efter disse kritiske perioder. På baggrund af An Lushan-oprøret i 755 med den sociale og politiske omvæltning som fulgte, samt vitaminindsprøjtningen taoismen og konfucianismen fik på denne tid, er det faktisk overraskende at den nestorianske stele overhovedet lod sig opsætte i 781. Det kan kun forklares med at syro-orientalernes tro klarede sig levende gennem modgangen[12].
[redigér] Kristendommen svinder hen
Det synes som om kristendommen havde godt renommé og at Tang-hoffet i lange tider var velvillig indstillet til religionen, længe nok til at den burde have klaret at sænke sine rødder dybt nok ned til at kunne klare sig uafhængig af kejserlig gunst. Men alligevel svandt kristendommen i Kina hen, uden at man har kildegrundlag som tillader entydige konklusioner om hvorfor. Hovedsageligt er der blevet foreslået fire forklaringer[13]:
For det første kan det synes som om den syro-orientalske kristendom på trods af en del konvertitter aldrig rigtig formåede at slå rod i den almindelige kinesiske befolkning, men at den forblev en religion for og præget af udlændinge. For det andre synes kristendommen i denne tid at ankomme til Kina der på daværende tidspunkt ikke hungrede efter noget nyt. Traditionel folketro stod stærkt, og buddhismen kan have opfyldt behovet for dem som ønskede noget mere avanceret - og eftersom syro-orientalerne tilpassede sig en buddhistisk religiøs terminologi kan det også være at den jævne kineser opfattede de som en buddhistisk sekt.
For det tredje var syro-orientalernes lederskab afskåret fra regelmæssig kommunikation med de kirkelig overordnede i vest, ikke bare pga. lang rejsevej men også af de muslimske erobringer som svækkede kirken i Persien. Og til sidst, da Tang-dynastiet til slut gik til grunde, kunne de kristne kinesere som stadig holdt stand ikke længere finde velvilje hos de nye ledere i det nu fraktionerede Kina.
I 843 begyndte Tang-dynastiet at forfølge manikeismen, og kort etter var det buddhisternes tur. Det antages nu generelt blandt forskere at den kristne nedgangtid fulgte efter 845, da dynastiet beordret præsteskabet i ikke-kinesiske religioner (inklusive buddhismen) at træde ud og blive lægfolk. Dermed var manikeere, buddhister og kristne ikke længer velkomne i hovedstaden. De kristne fortrak til det sydlige Kina, men uden forbindelser med moderkirken i Mellemøsten blev de derved endnu mere udsatte[14].
Det var ikke bare Tang-kinesisk uvilje som var problemet, man kender også til kinesiske oprøreres direkte forfølgelse af sine modstandere og af tilhængere af de "udenlandske" religioner. En arabisk rejsende, Abu Zeid, kunne i 878 berette at da Kanton i samme år blev erobret af oprøreren Huang Chao, blev 120.000 muslimer, jøder, kristne og zoroastrere slagtet der[15][16].
[redigér] De sidste rester af kinesisk kristendom forsvinder
En syro-orientalsk munk sendt til Kina hen mod slutningen af 900-tallet vendte tilbage til Bagdad med den besked at kristendommen i Kina var uddød. På trods af at det vides at der i anden halvdel af 1000-tallet blev sendt en syro-orientalsk biskop til Cathay (Nordkina)[17], foreligger der ikke i dag (2007) nogle vægtige grunde til at antage en kontinuitet mellem Tang-dynastiets kristne og Yuan-dynastiets[18][19]. Hvis der fandes kristne grupper som nedstammet fra Tang-tiden og som havde klaret sig gennem århundrederne, har de ikke ladet sig opfange af historikerne.
[redigér] Kristne i Kina før og under Yuan-dynastiet
[redigér] Syro-orientalerne i Kinas omegn
Kristendommens anden komme til Kina fandt sted da centralasiatiske stammer af syro-orientalsk bekendelse migrerede ind i Kinas nordligere dele. De var blevet påvirket af den mere avanceret ughuirske kultur, og mange af dem blev ansat som administratorer af Liao-dynastiet (947-1125) og senere Jin-dynastiet (1125-1234)[20]. Da mongolerne senere kom, var der derfor allerede en del syro-orientalske kristne i Kina. Samtidig blev der fra den syro-orientalske patriark i Bagdad udsendt folk for at oprette nye ærkebispesæder langs handelsvejene til Kina. De syro-orientalere som befandt sig i Kina, kan hovedsageligt grupperes i tre: Dem af keraitisk afstamning, dem af öngütisk afstamning, og syro-orientalere fra andre stammer.
[redigér] Syro-orientalske keraiter
Keraitene, en tyrkisk stamme, der holdt til sydøst for Bajkalsjøen, langs floden Orkhon. De konverterede ifølge syriske og arabiske kilder til syro-orientalsk kristendom i 1007[21]. Efter at Timurlenk eller Djengis Khan havde besejret dem blev de vigtige allierede for de mongolske horder og dermed fulgte de med da Kina blev erobret.
[redigér] Syro-orientalske öngöter
Öngötene holdt til nord for Ordosørknen i Den gule flods store bue ind i nutidens Indre Mongolia[22]. Det vides ikke hvornår denne stamme af turkomongolsk baggrund konverterede til kristendommen, men deres kristentro er vel dokumenteret både i kinesiske og vestlige kilder. Også de gjorde sig senere gældende i Kina under Yuan perioden.
[redigér] Syro-orientalere af andre stammer
Også blandt de uighurer, naimaner, merkiter og oyirater som bosatte sig i Kina, var der syro-orientalske kristne.[23]. Uighurene, hvoraf flertallet var buddhister, holdt til omkring dagens Turfan i Xinjiang. Hovedparten af naimanene, som alle var kristne, boede vest for Orkhon-floden. Det var blandt dem at den rejsende franciskaner Willem af Rubruck fandt en kristen leder som han (naturligvis fejlagtigt) identificerede som den legendariske "Præstekonge Johannes".
Merkitene var før sin indtrængen i Kina i området syd for og oyiratene øst for Bajkalsjøen. Der var også andre syro-orientalske kristne i Mandsjuria, blandt folk i Nayan[24].
[redigér] Pax mongolica
Uddybende artikler: Mongolriket og Giovanni da Pian del Carpine.Under Djengis Khans ledelse lykkedes det hans mongolskstyrede alliance i Centralasien, gennom en række militære sejre, at pacificere store dele af Eurasien fra Stillehavet til dagens Ungarn, skabe en pax mongolica og samle dem under én ledelse, til at begynde med udøvet fra Karakorum, men senere fra Khan-balyq (en del af dagens Beijing) i Kina. Handel og kulturudveksling fulgte.
Paverne i 1200-tallet havde på sin side længe været opsat på at få en oversigt over situationen i det fjerne Østen, for at kunne styrke de troende som skulle befinde sig der og for at drive misson.
Ellers var europæerne blevet bange for mongolene. Først havde de bare hørt historier om dem. I 1238 havde kongerne af Frankrig og England modtaget forslag fra ismailierne i Syrirn (de såkalte assassinerne) om en kristen-muslimsk alliance mod det de beskrev som civilisationens værste fjender, mongolerne. Hverken Frankrig eller England var dog interesseret i det.
Kong Henrik 3. af England fik det råd fra biskoppen af Winchester: "Lad hellere disse hunde ødelægge hinanden og gå til grunde, og så skal vi se den universel katolsk kirke rejse sig på deres ruiner og det skal blive én hjord og én hyrde".[25] Men så dukkede mongolerne overraskende op i Sydrusland og erobrede Kiev i 1240 og året efter nedkæmpede de madjarene (i Ungarn). Da de senere forsvandt, skyldtes det Storkhan Ögödeis død og uenighed om tronfølgen. }} Pave Innocent 4. (1243-1254) regnede med, at så snart mongolerne havde fundet en løsning på deres tronfølgestrid, ville de kunne fortsætte deres fremfærd. Dette ville han undgå. Til sin rådighed havde han til en vis grad både franciskanerordenen og dominikanerordenen, begge nystiftede ordener uden stabilitet, det vil sige til disposition for rejser. En Østenrejse foretaget af franciskaneren {{uoversat-startfrater Laurentius fra Portugal ved man lite om, men etterpå reiste Johannes de Plano Carpini O.Min. som pavelig utsending sammen med nogen ledsagere til Karakorum. I ett af brevene paven sendte med, var han nokså rett på sak: «[Jeg ber om at] dere for fremtiden avstår fullstendig fra angrep af dette slag, og særskilt fra forfølgelse af de kristne».[26]
Johannes, som kom til Karakorum i juli 1246 fik ikke utvirket nogen slike løfter, men hva gjaldt trosforfølgelser var dette noget som allerede var blevet forbudt i Djengis Khans lov; det som også kom for en dag, var at mange mongoler faktisk var blevet kristne.[27] I Karakorum opplevde utsendingene kroningen af storkhanen Göyuk og fik foretrede for ham i 1246.
Selv om storkhanen ikke gav seg inn på noget som kunne kalles forhandlinger, klarte pater Giovanni at utføre sitt oppdrag, slik han selv så det, med stort hell. Hans senere rapport beskrev utførlig mongolenes levemåte, seder, politiske forhold og militære midler, og munnet ut i en rekke forslag om hvordan trusselen fra øst kunne bemøtes bedre i fremtiden.
Svarbrevet fra storkhanen til paven er bevart for ettertiden. Storkhanen uttrykker i brevet, forfattet på persisk (med innledning på tyrkisk og datering på arabisk), at han ikke kan begripe hvorfor paven vil at han skal la seg døpe, at han ikke er villig til at trekke seg ut fra magyarenes områder, og at han har ingen tro på pavens oppriktighet vedrørende fredelige relasjoner, i alle fall ikke før paven selv og de kristne fyrster kommer til hans hoff og yter ham tributt. Giovanni di Pian del Carmine overleverte brevet til paven da han kom til Roma i slutningen af 1247. (Det er fremdeles bevart, og befinner seg i Vatikanets hemmelige arkiv, som har lagt det ut på internett: Facsimile af storkhanens brev af november 1246 til pave Innocent IV).
I 1247 kom en delegasjon dominikanere under ledelse af Anselm af Lombardia også til Karakorum. Ingen af de tre ekspedisjonene nådde Kina, men Johannes de Plano kunne ta med seg hjem første- og annenhånds skildringer af riket.
Den franske konge Ludvig IX sendte, mens han var på korstog, i 1249 dominikaneren André de Longjumeau, og litt etter fransiskaneren Willem af Rubruck som sendemenn til Storkhanens rike i håp om at få i stand en mongolsk-kristen allianse mod muslimene. [28] nogen slik kom ikke i stand, men kontakt var oppnådd. Willem af Rubruck nådde frem i 1253 og traff storkhanen Möngke som ikke var kristen, men som deltok i syro-orientalske kristne gudstjenester.
I Sentralasia kom fransiskanerne i kontakt med mange grupper af syro-orientalske kristne, blandt annet med keraiterne,[29] som var blevet allierte og samarbeidspartnere med mongolene. Alliansen blev forseglet ved at Djengis Khan lot sin sønn Tulai gifte seg med en keraitisk kristen prinsesse, Sorghagthani Beki.[30] Yuán-dynastiet blev formelt proklamert i 1271, af Djengis Khans barnebarn storkhanen Kublai Khan (storkhan 1260-94). Kulturåpenheten gjorde seg gjeldende også på religionenes område, og Kublai Khan var meget velvillig innstilt overfor kristendommen. Hans mor var den kristne Sorghaghtani Beki. Hun var også mor til Hülegü (grunnlegger af Ilkhanatet i Persia) og af Möngke (den fjerde storkhanen).
[redigér] Syro-orientalerne i Yuan-Kina
Både syro-orientalere og etterhvert katolikker nøt godt af mongolenes religiøse toleranse. Tibetansk buddhisme seilte i medvind, mens den tradisjonelle taoismen blev forsøkt undertrykt af mongolene. Mongolene gjenopplivet de konfucianske styringsskikker og mandarineksamener som havde kommet i bakleksen under de forutgående tiders splittelser. Islam fik en oppsving i provinsene Yunnan og Gansu.
Syro-orientalerne var allerede på plass i hovedstaden. Det dreide seg ikke om etterkommere af menighetene fra Tang-dynastiet, men om folk som var kommet før den mongolske erobring, og fortsatte at komme med mongolene. Både syro-orientalsk kristendom og monofysittisme stod relativt sterkt blandt mongolene. Skal man tro den kanskje forutinntatte Willem af Rubruck er det mulig at deres kristentro var blevet kraftig utvannet; han traff bare nogen grupper af dem i Sentralasia og i Karakorum (1254-1255) og skrev at de var «verre enn hedningene rundt seg» (de drakk, bedrev åger og havde flere koner, de kunne ikke forstå språket i sine hellige bøker og sang som de mest uvitende europeiske munker).[31][32] Willem kom aldirg til Kina, så beskrivelsene gjelder andre områder.
Det var mange syro-orientalere i sentrale stillinger ved storkhanens hoff. En araber ved navn Isa (eller i kinesiske kilder: Aixue) var sentral rådgiver for Kublai Khan, og blev i 1289 også første leder af det nyopprettede Chongfu si, Yuan-dynastiets «kirkedepartement» med ansvar for «administrasjonen af kristne biskoper, prester, klostre, riter og så videre». Hans sønner fik kristne navn og fik alle høye stillinger ved hoffet.[33] Keraitene Chinqai/Zhenhai, Khadakh og Bulghai må også fremheves.[34] Man kan saktens lure på hvorfor storkhanen Kublai Khan selv ikke blev kristen. Det kan have noget at gjøre med den fire år lange borgerkrigen han utkjempet mod sin bror Arik-buka (1260-1264), som var støttet af syro-orientalerne, og af det senere Nayan-opprøret (1287), da han blev utfordret på slagmarket af en syro-orientaler med korset på fanen.[35]
I Beijing var det innen 1275 kommet på plass en syro-orientalsk metropolitanbiskop[36], og det var også flere prester. Det kan se ut som om de alle, eller for det meste, var ongutere som var knyttet til de mongolske erobrere.[37] Og det var ikke bare i hovedstaden de fantes. Syro-orientalerne skal have stått særlig sterkt i Xinjiang. Yangzhou havde tre kirker, Hangzhou én, og det var også syro-orientalere i Yunnan, Gansu og i Zhili. Den syro-orientalske erkebiskopen af Soltaniyeh i Persia anslo i 1330 at det var 39 000 syro-orientalere i Kina.[38]
Syro-orientalerne havde to erkebispeseter innen Kinas moderne grenser, det ene i Khanbalik (Beijing) og det andre i «Tangut» (eller «Tanchet»). Ettersom det siste er et folkeslagsnavn sikter kildene sannsynligvis til tangutenes daværende hovedstad Khara-Khoto (kinesisk: Heicheng, sannsynligvis identisk med Marco Polos Etsina), og det er sannsynlig at dette erkebispedømmet etter nogen år blev flyttet til Ningxia. Kildene gir ikke full eller sikker oversikt over hvor syro-orientalerne dessuten havde suffraganbispedømmer i Kina, men i Gansu er Ganzhou nær Zhangye og Shazhou nær Dunhuang (moderne stedsnavn) er henholdsvis sikkert og svært sannsynlig.[39]
Ved en tilfeldighet (bl.a. fund af usedvanlig detaljerte annaler) har man et innblikk i det syro-orientalske nærvær i en større regionsby sørover i landet, i Zhenjiang. Denne byen ligger ved et naturlig handelsknutepunkt: Ved Keiserkanalen der den krysser Chang Jiang. Byen havde med tre omliggende distrikter 636 500 innbyggere i 1331, hvorav nesten 13 503 var innflyttere og af dem 215 kristne. De var syro-orientalere (med et forbehold for at det kan have vært en håndfull armenere eller katolikker der også), og byen havde fem kirker og klostre. En rekke af byens mandariner var kristne, og de havde levende bånd med kristne annetsteds fra; sannsynligvis inviterte de en gang biskopen af det fjerne Marakanda (Samarkand) for at foreta kirkeinnvielser. Analysen fra denne byen, og fra andre steder i Kina, viser at de kristne var få i forhold til folketallet, var for det meste knyttet til mongolerregimets embedsverk eller var handelsfolk, og at deres skjebne på godt og vondt var knyttet til Yuan-dynastiets.[40][redigér] Katolikkene i Yuan-Kina
[redigér] Storkhanens ønske om katolske missionærer
[redigér] Rabban Bar Saumas rejse til Europa
Uddybende artikel: Rabban Bar Sauma.I 1286, da atter pavestolen stod tom, kom samme ønskemålet fra Storkhanen formidlet af ilkhanen Arghun og videre via Rabban Sauma til Roma, og da var det tydeligere at det var misjonærer khanen ønsket seg. Henimot 1280 dro den ösgötiske syro-orientalske munken Rabban Sauma (eller Çauma) og hans unge ledsager Markus fra Dadu på en lang pilegrimsferd til Vesten. I Bagdad blev Markus vigslet til patriark for alle byer i Cathay (Nord-Kina). I Roma feiret Rabban Sauma en messe etter orientalsk skikk, og deltok i pave Nikolas IVs palmesøndagsmesse i 1288 og mottok kommunion fra hans hånd.[42]
Paven lot ham også feire sin egen gudstjenesteliturgi etter syro-orientalsk manér, som paven selv overvar. Dette vakte betydelig oppsikt blandt kardinalene. Paven gav ham i oppdrag at besøke de kristne i Østen og gav ham med en tiara som man skulle gi til Mar Yaballaha. Paven skulle også ikke længe etter sende en flokk fransiskanermisjonærer til Kina.
En af grunnene til Rabban Saumas reise var at foreslå en mongolsk allianse med det kristne Vesten mod muslimene. Forslaget vant ingen tilslutning, skjønt Edvard I af England viste en viss interesse for det dog uden at følge opp tanken på nogen måte.[43]
[redigér] Johannes af Montecorvinos rejse til Kina
[redigér] Fransiskanermisjonen i Kina
Om Johannes af Montecorvino skal regnes som den første katolske misjonær i Kina, avhenger af perspektivet. Syro-orientalerne betrakter ikke seg selv som katolikker. Men de kinesere som har skrevet om den kinesiske katolske kirkes historie har en tendens til at betrakte dem som katolikker, og dermed blir den katolske ankomst til landet fremskjøvet med nesten tusen år.[45]
I Kina møtte Johannes heftig motstand fra syro-orientalerne, men blev likevel godtatt af hoffet. I 1300 havde han bygd en kirke med klokketårn og tre klokker i Cembalue. Frem til 1305 havde han døpt omkring 6 000 konvertitter, og i 1306 var en anden kirke klar i hovedstaden. Religiøse skrifter blev utgitt. Johannes arbeidet i tolv år alene som prest, men unntak af to år da han var hjulpet af en Arnold af Köln. Paven havde riktignok sendt af sted flere prester som forsterkninger, men de andre kom seg enten ikke af gårde eller falt fra (antagelig døde) under ferden østover.
Johannes af Montecorvinos virke var svært fruktbart, og i 1307 gjorde pave Klemens V ham til erkebiskop med fullmakter til at etablere og organisere kirkelige strukturer. Bispevielsen fant sted i 1310 under nærvær af den daværende storkhanen, Külüg Khan (keiser Wuzong), da tre af de seks biskopene som blev sendt for at ordinere ham og forsterke misjonen endelig ankom.[46]
To katolske bispedømmer blev opprettet. Det første var erkebispedømmet Cambalue (Běijīng) i 1307, og seks år etter fik Sør-Kina et katolsk bispesete i landsdelens viktigste havneby, Zaitun (nå Quanzhou) i Fujian. Den første biskopen, Gerard, var en af de tre som var kommet i 1310, og da han døde overtok den anden (Peregrinus), og da han døde i 1323 den tredje og siste (Andreas af Perugia). Misjonen i begge bispebyene var svært fremgangsrik. En af de mest kjente af fransiskanermisjonærene der var Oderik af Pordenone, som virket fra 1322 til 1328[47], som skulle bli saligkåret i 1755. Kirkens institusjoner og virksomhet blev støttet finansielt af keiserne.
Da erkebiskop Johannes døde i 1328 (eller nogen år senere) havde hans 34 års virke i hovedstaden ført til et katolsk fellesskap på flere titusener, med mange kirker, klostre, skoler og andre institusjoner. Bibelen og prestenes bønnebok var også oversatt, skjønt til mongolsk (erobrerfolkets språk) og ikke til kinesisk.[48] Kejseren sendte etter nogen år en delegasjon til Roma for at be om en etterfølger for Johannes, da ikke nogen var kommet (i virkeligheten havde paven sendt af sted en, Nikolaus, som synes at have dødd på veien dit). Paven sendte da biskop Giovanni de Marignolli, som reiste ut fra pavens by Avignon samme år i følge med femti fransiskanere, og var på plass i Khan-balyk i 1342.[49] Med som gave til kejseren havde han en vestlig stridshest, fremgår det af Yuan-dynastiets annaler.[50] Men Giovanni forble bare i nogen få år, 1347 gjorde han vendereis og var tilbage i Avignon i 1353. Ikke længe etter begynte Yuan-dynastiet at miste grepet om Kina. I 1362 blev den siste katolske biskop af Zaitun, Giacomo da Firenze, drept af de kineserne som havde grepet makten i byen. I 1369 blev alle kristne, det være seg katolikker eller syro-orientalere, utvist af det kinesiske Ming-dynastiet som nå var kommet til makt.[51][redigér] Hvem katolikkene var
Det kan avgrenses fire distinkte gruppe katolikker i Kina under fransiskanergruppens tid: Italienske handelsfolk som bodde fast eller midlertidig i handelsbyer, et lavere antall etterkommere af slaver som mongolerne havde tatt med seg tilbage fra sine erobringstokt i Øst-Europa, fransiskanermisjonærene selv, og konvertitter.[52]
Italienerne. Reiseberetninger, kinesiske kilder og arkeologiske fund gjør at man kan fastslå italiensk nærvær for eksempel i Khan-Balyk, Zaitun, Yangzhou, Shangdu (Xanadu) og langs Keiserkanalen. Det berettes om både venetianske og genovesiske handelsfolk, og de kjente både Silkeveien og sjøveien til Vest-Asia og videre til Europa.
Europeiske slaver. Europeiske slaver af første generasjon kjenner man først til fra mongolerhoffet før erobringen af Kina, men de og deres etterkommere fulgte med på erobringen. Selv om de var fanget i Ungarn eller lenger øst, er det vesteuropeere det for det meste dreier seg om. De fleste var franskmenn (Willem af Rubruck nevner flere), men der var også en engelskmann som var nevø til en normannisk biskop i Ungarn, og en tysk slave med barn født på steppene.
Fransiskanere, pavelige legater. De fleste europeiske katolikker man kjenner med navn, er - på grunn af de rapporter og skildringer de selv sendte hjem - biskoper, misjonærer og pavelige utsendinger.
Konvertitter. De som gikk over til katolisismen i Yuan-Kina kan deles i to:
- Utlendinger, særlig fra det mongolske herskerfolk og
- Kinesere.
Man ved med sikkerhet at de udenlandske dominerte; hva gjelder kinesiske katolikker blir de ikke nevnt direkte i nogen kilder, men indirekte gir kildene grunnlag for at si at det må have vært nogen få. I det hele representerer Yuan-tidens lokale kilder en utfordring ved at alle kristne kalles det samme uansett trosretning, nemlig Yelikewen. Utlendingene var tildels fra de turkomongolske eller mongolske stammer som allerede var eksponert for kristendommen, men det er også kildefast at et stort antall armenere og bysantinere i hovedstaden (altså kristne grupper uden egne sjelesørgere) sluttet seg til katolikkenes rekker.
Fransiskanerne forkynte også blandt jøder og muslimer, men uden at nogen af dem lot seg døpe.[redigér] Fransiskanermisjonens endelikt
Etter det man vet, var Johannes af Marginolli den siste biskop som lyktes i at komme frem til Kina. Det kan sannsynligvis tilskrives Svartedauden som rammet kirken hardt i Europa og kraftig reduserte evnen til at sende folk til Orienten. Samtidig blev reiseveien til Kina farligere i og med sammenbruddet af de sentralasiatiske mongolske riker. Men det må have vært flere navnløse fransiskanere som nådde frem, og det er kjent at Cembaluc havde ti erkebiskoper etter Johannes af Montecorvino.
Cembaluc gikk under etter at erkebiskopen blev bortført af tyrkerne i 1375. Etter syv års fangenskap blev han løslatt, og han døde i 1383 i Italia. Det hele svant hen, skjønt ingen af bispedømmene blev formelt opphevet. Når den store kirke i Běijīng gikk under, kan det også skyldes at svært mange af de troende var mongoler, og at mange rett og slett blev utvist fra Kina etter at Ming-dynastiet overtok. De kinesere som måtte have blevet katolikker, falt antagelig fra, men om det gikk raskt eller tog generasjoner, er umulig at vite. Det antas at det katolske fellesskap i Zaitun holdt seg lengst ettersom byen fremdeles var en verdensåpen havneby også til langt inn i Ming-tiden, men at det gikk under før 1500-tallet.
Da jesuittene senere kunne etablere seg i landet, lette de iherdig etter spor af disse katolikkene, men uden at finne noget levende. Det eneste var at de hørte rykter om folk i Jiangsu som slo korsets tegn uden at vite hva det betød, men ettersom man ikke har nogen kilder som tyder på at det noensinne var nogen fransiskanermisjon der, kan det have vært en feiltolkning. I Quanzhou fant de tre kors[53] og i Changshu (i Jiangsu) en latinsk Bibel fra rett tidsepoke[54], men ingen menighet af noget slag. I 1940-årene blev det dessuten funnet et betydelig antall steinkors i Quanzhou blandt steinene fra den delen af bymuren som blev tatt ned og brukt som befestning mod japanerne.[55][redigér] Andre kristne i Yuan-Kina
Til forskel fra den syro-orientalske og den katolske kirke oprettede de armenske, byzantinske eller de jakobittiske kirker ikke nogen officielle strukturer i Yuan-Kina. Men disse kirker havde medlemmer der.[56]
Armenerne var for det første repræsenteret med en gruppe slaver i Karakorum, som senere blev taget med til Kina, og af handelsfolk som var kommet til Quanzhou ad søvejen.
Ananerne, russerne, melkitterne og tsjerkasserne var alle kristne af byzantinsk ritus. Alanere kom til Kina efter de i 1239 blev en del af storkhanens garde og deltok i mongolernes hærtog mod det sørlige Song-dynasti. De konverterte senere til katolisismen, og etter erkebiskop Giovanni da Montecorvinos død skrev de til paven i 1338 og bad om en ny biskop. Paven svarte med at sende dem den før nevnte biskop Giovanni de Marignolli. Peregrinus da Castello anslo antallet alaner i Khan-balyk til 30 000. De andre ovennevnte gruppene bysantinere finner man bare sporadisk nevnt i fransiskanernes skrifter.
Nærværet af jakobittiske kristne langs handelsveiene til Kina er bevitnet i Marco Polos reiseskildring Il Milione. Det er ikke direkte belegg for at de kom så langt som til hovedstaden eller til havnebyene, men det anses som mulig.
[redigér] Tidlig Ming: Kristendommen borte, forbindelserne med Vesten ophører
Med Yuan-dynastiets undergang i 1368 blev de sårbare bånd mellem Kina og Vesten atter brudt og Kina fik nu et helt nyt kinesisk herskerdynasti, Ming-dynastiet.
Et spørgsmål er hvorvidt og i hvilken grad Kina under det tidlige Ming kom i berøring med kristendommen i sin interaktion med omverdenen. Ming-kejserne førte til at begynde med en aktiv og ekspansiv politik med handel og opsigtsvækkende opdagelsesrejser under admiral Zheng He. Zheng He ledede i alt syv ekspeditioner mellem 1405 og 1433; de gik til Stillehavet, Indiske Ocean, Rødehavet og Persiske bugt, og til og med til Afrikas østkyst. Der er grund til at antage, at de rejsende på disse rejser kan være kommet i kontakt med kristne handelsfolk, særlig helt i vest af sine rejser, men der er ingen belæg for at dette førte til, at nogen kristne impulser blev overført til dem, end sige ført hjem til Kina.
I 1433, altså kort tid efter Yongle-kejserdømmets tid var omme, blev flådepolitikken lagt om. Ming-herskerne bestemte sig for heller at koncentrere sig om at udvikle jordbrug end handel til søs. Kejserriget trak sig for det meste tilbage bag sine traditionelle grænser.
Således overlod de i praksis den asiatiske handel til andre. Først var det muslimerne som fyldte det vakuum, som blev skabt af Ming-dynastiets nye politik indenfor søfart. Muslimer fra den arabiske halvø eller Persien tog deres religion med sig og spredte den så langt østover som til Molukkerne og de filippinske øer. På samme tid var portugisernes store opdagelsesrejser begyndt. I 1498 fandt Vasco da Gama søvejen til Indien. Dermed var grundlaget lagt for en ny kontakt mellem Kina og kristendommen.
[redigér] Referencer og fodnoter
- ↑ A.B. Duvigneau, C.M.: "S. Thomas a-t-il porté 'Évangile jusqu'en Chine?", i Bulletin catholique de Pekin, Juin-Octobre 1936.
- ↑ (Engelsk) [1] Gianni Criveller: "Christianity's First Arrival in China", i Tripod, vol. 21, № 123, Winter 2001 (Hong Kong: Holy Spirit Study Center). Internetside sidst hentet 15. marts 2007.
- ↑ (Engelsk) [2] Wang Wei-fan: "Tombstone Carvings from AD 86: Did Christianity Reach China In the First Century?", i China News Update, januar 2003, Internetside sidst hentet 10. februar 2007.
- ↑ (Norsk) Renbin Ribao (Folkets Dagblad, Beijing), 22. desember 2005, s. 7
- ↑ (Italiensk) Giuseppe Messina: "Cristianesimo, buddhismo, manicheismo nell'Asia antica", i Artibus Asiae, vol. 10, No. 4 (1947), Roma
- ↑ (Engelsk) [3] Gianni Criveller: "Christianity's First Arrival in China", i Tripod, vol. 21, № 123, Winter 2001 (Hong Kong: Holy Spirit Study Center); med henvisning til Martin Palmers forskning. Internetside sidste hentet 15. marts 2007.
- ↑ (Engelsk) Slik f.eks. John W. Witek i "Universal Teaching from the West", i Stephen Uhalley jr. og Xiaoxin Wu (red.): China and Christianity: Burdened Past, Hopeful Future, Armonk, New York - London: M.E. Sharpe 2001, s. 13
- ↑ (Engelsk) Stephen B. Bevans, S.V.D. og Roger P. Schroeder, S.V.D.: Constants in Context: A Theology of Mission for Today, Orbis Books, Maryknoll (New York) 2005, s. 104
- ↑ (Engelsk) Dale T. Ivin og Scott W. Sunquist: History of the World Christian Movement, bind I, Earliest Christianity to 1453, Maryknoll NT: Orbis Books, 2001, s. 310
- ↑ (Engelsk) John W. Witek: "Universal Teaching from the West", i Stephen Uhalley jr. og Xiaoxin Wu (red.): China and Christianity: Burdened Past, Hopeful Future, Armonk, New York - London: M.E. Sharpe 2001, s. 13
- ↑ (Engelsk) Antonio Forte: "The Edict of 638 Allowing the Diffusion of Christianity in China, i Paul Pelliot (red): L'Inscription Nestorienne de Si-ngan-fou, Kyoti: Scuola de studi sull'Asia Orientale; Paris: Collège de France, Institut des Hautes Êtudes Chinoises, 1996, s. 349-373
- ↑ (Engelsk) John W. Witek: "Universal Teaching from the West", i Stephen Uhalley jr. og Xiaoxin Wu (red.): China and Christianity: Burdened Past, Hopeful Future, Armonk, New York - London: M.E. Sharpe 2001, s. 13
- ↑ (Engelsk) Kenneth Scott Latourette: A History of Christian Missions in China, London 1929, s. 57-60
- ↑ (Engelsk) John J. Witek: "Universal Teaching from the West", i Stephen Uhalley jr. og Xiaoxin Wu (red.): China and Christianity: Burdened Past, Hopeful Future, Armonk, New York - London: M.E. Sharpe 2001, s. 14
- ↑ (Engelsk) Samuel Hugh Moffett: A History of Christianity in Asia: Beginnings to 1500 (bind I), 2. utg., New York 1998, s. 313
- ↑ Moffets kilde er John Foster: The Church of the T'ang Dynasty, London: SPCK, 1939, s. 130, som henviser til Abu Zeid som nåede Kina i 878 og forfattede Achbar ul Sin wal Hind (Observations upon China and India)
- ↑ (Engelsk) Nicolas Standaert (red): Handbook of Christianity in China - Volume One: 635-1800, Brill, Leiden 2001, s. 63
- ↑ (Engelsk) Arthur C. Moule: Christians in China before the year 1550, London 1930, s. 73-76
- ↑ Paul Pelliot: "Un témoinage éventuel sur le christianisme à Canton au XIe siècle", i Mélanges chinois et bouddhiques 1 (1932), s. 217-219
- ↑ (Engelsk) Arthur C. Moule: Christians in China before the year 1550, London 1930, s. 24
- ↑ (Engelsk) De syriske og arabiske kilder præsenteres på s. 308-311 hos Alphonse Mingana: The Early Spread of Christianity in Central Asia and the Far East, i "Bulletin of the John Rylands University Library" 9, (1925), s. 279-371
- ↑ (Fransk) Paul Pelliot: Chrétiens d'Asie centrale et d'Extrême-Orient, i «T'oung Pao», Leiden/Paris 1914, s. 631-635
- ↑ (Fransk) Jean Dauvillier: Les provinces chaldéennes 'de l'extérieur' au Moyen Age, i «Mélanges offerts à F. Cavallera», Toulouse: Institut catholique de Toulouse, s. 307-310. [Reprodusert i Jean Dauvillier: Histoire et institutions des églises orientales au Moyen Age, London: Variorum Reprints, 1983]
- ↑ (Engelsk) Nicolas Standaert (red): Handbook of Christianity in China - Volume One: 635-1800, Brill, Leiden 2001, s. 66
- ↑ Citat fra Christopher Dawson: Mission to Asia: Narratives and Letters of the Franciscan Missionaries in Mongolia and China in the Thirteenth and Fourteenth Centuries, New York: Harper & Row 1966, s. xiv.
- ↑ Christopher Dawson: Mission to Asia: Narratives and Letters of the Franciscan Missionaries in Mongolia and China in the Thirteenth and Fourteenth Centuries, New York: Harper & Row 1966, s. 76.
- ↑ John W. Witek: «Universal Teaching from the West», i Stephen Uhalley jr. og Xiaoxin Wu (red.): China and Christianity: Burdened Past, Hopeful Future, Armonk, New York - London: M.E. Sharpe 2001, s. 15
- ↑ Igor de Rachewiltz: Papal Envoys to the Great Khans, Stanford: Stanford University Press 1971, s. 121-143.
- ↑ Alphonse Mingana: The Early Spread of Christianity in Central Asia and the Far East: A new Document, Manchester and London 1925, s. 14-16
- ↑ Kenneth Scott Latourette: A History of Christian Missions in China, London 1929, s. 62-63
- ↑ Kenneth Scott Latourette: A History of Christian Missions in China, London 1929, s. 65
- ↑ Hermann Herbst: Der Bericht des Franziskaners Wilhelm von Rubruck über seine Reise in das innere Asiens in den Jahren 1253-1255, Leipzig 1925
- ↑ Nicolas Standaert (red): Handbook of Christianity in China - Volume One: 635-1800, Brill, Leiden 2001, s. 68 og 85
- ↑ Nicolas Standaert (red): Handbook of Christianity in China - Volume One: 635-1800, Brill, Leiden 2001, s. 65
- ↑ [4] Mark Dickens: Nestorian Christianity in Central Asia, Mark Dickens, 2001 . PDF_fil. Nettsted besøkt 9. mars 2007.
- ↑ Arthur C. Moule: The East and the West, 1914, s. 383-410
- ↑ Kenneth Scott Latourette: A History of Christian Missions in China, London 1929, s. 60-63
- ↑ Kenneth Scott Latourette: A History of Christian Missions in China, London 1929, s. 63-64
- ↑ Nicolas Standaert (red): Handbook of Christianity in China - Volume One: 635-1800, Brill, Leiden 2001, s. 109-110
- ↑ Nicolas Standaert (red): Handbook of Christianity in China - Volume One: 635-1800, Brill, Leiden 2001, s. 66-68
- ↑ Kenneth Scott Latourette: A History of Christian Missions in China, London 1929, s. 67-68
- ↑ Histoire du Patriarche Mar Jabalaha III. et du moine Rabban Cauma (J. B. Chabots redaksjon og oversettelse fra syrisk) i Revue de l'Orient latin, Paris 1895
- ↑ John W. Witek: «Universal Teaching from the West», i Stephen Uhalley jr. og Xiaoxin Wu (red.): China and Christianity: Burdened Past, Hopeful Future, Armonk, New York - London: M.E. Sharpe 2001, s. 15-16
- ↑ John W. Witek: «Universal Teaching from the West», i Stephen Uhalley jr. og Xiaoxin Wu (red.): China and Christianity: Burdened Past, Hopeful Future, Armonk, New York - London: M.E. Sharpe 2001, s. 16
- ↑ Slik f.eks. Gu Baogu: A Chronology of Mayor Events in the History of the Catholic Church in China, Taiwan: Guangqi Press 1970, forordet. Men vanligvis aksepteres ikke denne synsmåten.
- ↑ John W. Witek: «Universal Teaching from the West», i Stephen Uhalley jr. og Xiaoxin Wu (red.): China and Christianity: Burdened Past, Hopeful Future, Armonk, New York - London: M.E. Sharpe 2001, s. 16
- ↑ [5] Biografi på katolsk.no, kompilert af Per Einar Odden. Nettsted besøkt 26. februar 2007
- ↑ Gianni Criveller: Preaching Christ in Late Ming China: The Jesuits' Presentation of Christ from Matteo Ricci to Giulio Aleni, Taipei Ricci Institute, Taipei 1997, s. xxi
- ↑ John W. Witek: «Universal Teaching from the West», i Stephen Uhalley jr. og Xiaoxin Wu (red.): China and Christianity: Burdened Past, Hopeful Future, Armonk, New York - London: M.E. Sharpe 2001, s. 16
- ↑ Lauren Arnold: Princely Gifts and Papal treasures: The Franciscan Mission to China and Its Influence on the art of the West, 1250-1350, San Francisco: Desiderata Press, 1999
- ↑ John W. Witek: «Universal Teaching from the West», i Stephen Uhalley jr. og Xiaoxin Wu (red.): China and Christianity: Burdened Past, Hopeful Future, Armonk, New York - London: M.E. Sharpe 2001, s. 16-17
- ↑ Nicolas Standaert (red): Handbook of Christianity in China - Volume One: 635-1800, Brill, Leiden 2001, s. 68-78
- ↑ Louis Gaillard S.J.: Croix et swastika en Chine, Shanghai: Imprimerie de la Mission Catholique, 1893, s. 151-154.
- ↑ Arthur C. Moule: The failure of Early Christian Missions in China, i «The East and the West», 1914, s. 382-410
- ↑ Nicolas Standaert (red): Handbook of Christianity in China - Volume One: 635-1800, Brill, Leiden 2001, s. 56
- ↑ Belagt i en række studier ved Dauvillier. Se samlet i Jean Dauvillier: Histoire et institutions des églises orientales au Moyen Age, London: Variorum Reprints, 1983
[redigér] Litteratur
- Lauren Arnold: Princely Gifts and Papal treasures: The Franciscan Mission to China and Its Influence on the art of the West, 1250-1350, San Francisco: Desiderata Press, 1999, ISBN 0-9670628-0-2
- Alfred Baudrillart og etterfølgende (red.): «Chine», i Dictionnaire d'Histoire et de Géographie Eccléstiastiques, XII. bind (stikkord Chine), Paris, 1953
- C. Raymond Beazley (utg.): The Texts and Versions of John de Plano Carpini and William de Rubruquis as printed for the first time by Hakluyt in 1598, London, 1903 (på latin og engelsk).
- Stephen B. Bevans, S.V.D. og Roger P. Schroeder, S.V.D.: Constants in Context: A Theology of Mission for Today, Maryknoll NY: Orbis, 2005, ISBN 1-57075-517-5
- David J. Bosch: Transforming Mission: Paradigm Shifts in Theology of Mission (American Society of Missiology Series, No. 16), Maryknoll NY: Orbis, 1991, ISBN 0-88344-719-3
- E. A. Wallis Budge: The Monks of Kublai Khan, London: Religious Tract Society, 1928.
- J. B. Chabot (redaksjon og oversettelse fra syrisk): «Histoire du Patriarche Mar Jabalaha III. et du moine Rabban Cauma», i Revue de l'Orient latin, Paris 1895.
- Albert Chan, S.J.: «Michele Ruggeri, S.J. and His Chinese Poems», i Monumenta Serica 41 (1993), s. 129-76
- Jean Charbonnier: Christians in China, 600-2000, Ignatius Press, 2007, ISBN 0898709164
- Peter Chung-hang Chiu: An Historical Study of Nestorian Christianity in the T'ang Dynasty between A.D. 635-846, Doktorsdissertasjon, Southwestern Baptist Theological Seminary, Fort Worth, Texas, 1987
- Gianni Criveller: «Christianity's First Arrival in China», i Tripod, vol. 21, № 123, Winter 2001 (Hong Kong: Holy Spirit Study Center). Onlineversjon: [6]. Nettsted besøkt 15. mars 2007.
- Jean Dauvillier: «Les provinces chaldéennes 'de l'extérieur' au Moyen Age», i Mélanges offerts à F. Cavallera, Toulouse: Institut catholique de Toulouse, s. 307-310. [Reprodusert i den ferskere Jean Dauvillier: Histoire et institutions des églises orientales au Moyen Age, London: Variorum Reprints, 1983]
- Jean Dauvillier: Histoire et institutions des églises orientales au Moyen Age, London: Variorum Reprints, 1983.
- Christopher Dawson: Mission to Asia: Narratives and Letters of the Franciscan Missionaries in Mongolia and China in the Thirteenth and Fourteenth Centuries, New York: Harper & Row, 1966.
- Mark Dickens: Nestorian Christianity in Central Asia, Mark Dickens, 2001. Online: [7] PDF_fil. Nettsted besøkt 9. mars 2007.
- A.B. Duvigneau, C.M.: «S. Thomas a-t-il porté 'Évangile jusqu'en Chine?», i Bulletin catholique de Pekin, Juin-Octobre 1936.
- Antonio Forte: «The Edict of 638 Allowing the Diffusion of Christianity in China, i Paul Pelliot (red.): L'Inscription Nestorienne de Si-ngan-fou, Kyoti: Scuola de studi sull'Asia Orientale; Paris: Collège de France, Institut des Hautes Êtudes Chinoises, 1996, s. 349-373.
- John Foster: The Church of the T'ang Dynasty, London: SPCK, 1939.
- Louis Gaillard, S.J.: Croix et swastika en Chine, Shanghai: Imprimerie de la Mission Catholique, 1893.
- Ian Gillman & Hans-Joachim Klimkeit: Christians in Asia before 1500, Richmond Surrey: Curzon, 1999, ISBN 0-7007-1022-1
- Gu Baogu: A Chronology of Mayor Events in the History of the Catholic Church in China, Taiwan: Guangqi Press, 1970.
- Hermann Herbst: Der Bericht des Franziskaners Wilhelm von Rubruck über seine Reise in das innere Asiens in den Jahren 1253-1255, Leipzig, 1925.
- Frits Holm: My Nestorian Adventure in China, 1924; gjenopptrykk, Gorgias Press LLC, 2001, ISBN 0971309760
- Dale T. Ivin og Scott W. Sunquist: History of the World Christian Movement, bind I, Earliest Christianity to 1453, Maryknoll NY: Orbis Books, 2001, ISBN 1-57075-396-2
- Léon Joly: Le Christianisme et l'Éxtrême Orient, Bind 1, Paris, 1908
- Kenneth Scott Latourette: A History of Christian Missions in China, London, 1929.
- Li Tang: A Study of the History of Nestorian Christianity in China and Its Literature in Chinese: Together With a New English Translation of the Dunhuang Nestorian Documents, Peter Lang Publishing, 2003 paperback: ISBN 0-8204-5970-4.
- Giuseppe Messina: «Cristianesimo, buddhismo, manicheismo nell'Asia antica», i Artibus Asiae, vol. 10, No. 4 (1947), Roma.
- Alphonse Mingana: «The Early Spread of Christianity in Central Asia and the Far East», i Bulletin of the John Rylands University Library 9, (1925), s. 279-371
- Samuel Hugh Moffett: A History of Christianity in Asia: Beginnings to 1500 (bind I), 2. utg., New York, 1998, ISBN 978-1-57075-162-2
- James A. Montgomery: History of Yaballaha III, New York: Columbia University Press, 1927.
- Thomas Moore og Ray Riegert (red.): The Lost Sutras of Jesus: Unlocking the Ancient Wisdom of the Xian Monks, Seastone, 2003. ISBN 1-56975-360-1
- Arthur C. Moule: Christians in China before the year 1550, London, 1930.
- Arthur C. Moule: Nestorians in China: Some Corrections and Additions, London: The China Society, 1940.
- Paul Pelliot: L'Inscription nestorienne de Si-ngan-fou (Edited with Supplements by Antonino Forte), Kyoto: Scuola di Studi sull'Asia Orientale & Paris: Collège de France/Institut des Hautes Etudes Chinoises, 1996.
- Paul Pelliot: «Recherches sur les chrétiens d'Asie centrale et d'Extrême-Orient», vol. II/1 «La stèle de Si-ngan-fou», i Ouvres posthumes de Paul Pelliot éditées par la fondation Singer-Polignac, présentées et commentées par J. Dauvillier, Paris: Imprimerie Nationale, 1984; Collège de France/Institut des Hautes Etudes Chinoises, 1996.
- G. Pullé (utg.): Historia Mongalorum. Viaggio di F. Giovanni da Pina del Carpine ai Tartari nel 1245 - 1247, Firenze, 1913.
- Igor de Rachewiltz: Papal Envoys to the Great Khans, Stanford: Stanford University Press, 1971, ISBN 0-8047-0770-7
- Friedrich Risch (red.): «Johann de Plano Carpini: Geschichte der Mongolen und Reisebericht 1245-1247», Leipzig: Verlag von Eduard Pfeiffer, 1930, i: Veröffentlichungen des Forschungsinstituts für vergleichende Religionsgeschichte an der Universität Leipzig, II. Reihe, Heft 11, 405 sider
- P.Y. Saeki: The Nestorian Monument in China, London: Society for Promoting Christian Knowledge, 1915.
- Felicitas Schmieder (red.): «Kunde von den Mongolen. 1245-1247», Sigmaringen: Jan Thorbecke Verlag, 1997, i Reihe: Fremde Kulturen in alten Berichten, Band 3, med to kart og mange illustrasjoner, 182 s.
- Nicolas Standaert, S.J. (red): Handbook of Christianity in China - Volume One: 635-1800, Brill, Leiden, 2001, ISBN 90-04-11431-9
- Wang Wei-fan: «Tombstone Carvings from AD 86: Did Christianity Reach China In the First Century?», i China News Update, januar 2003. Online [8], websted besøkt 10. februar 2007.
- Jean-Paul Wiest: «Christianity in China», i New Catholic Encyclopedia, 2nd ed., Washington D.C. 2003, ISBN 0-7876-4007-7 (bind 3)
- John W. Witek, S.J.: «Universal Teaching from the West», i Stephen Uhalley jr. og Xiaoxin Wu (red.): China and Christianity: Burdened Past, Hopeful Future, Armonk NY - London: M.E. Sharpe, 2001.
- Yang Sen-Fu: A History of Nestorian Christianity in China, overs. af Dr. Herbert J. Hatcher, BookSurge Publishing, 2007, ISBN 1419664611
