Denarius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Første række: ca. 157 f.Kr. Romerske republik; efter år 31 Romerriget; ca. 73 Vespasian, ca. 161 Marcus Aurelius, ca. 194 Septimius Severus;
Anden række: ca. 199 Caracalla, ca. 200 Julia Domna, ca. 219 Elagabalus, ca. 236 Maximinus Thrax.

Denaren (denarius. plur. denarii) fungerede som hovedsølvmønt i det romerske rige.

Denaren blev første gang slået i republiktiden omkring 211 f.Kr. Bar værdiangivelsen X, idet en denar svarede til 10 as. Med tiden blev aes grave lettere, hvorfor forholdet mellem denar og as ændredes til 1:16 omkring 133 f.Kr. Værdibetegnelsen XVI optrådte herefter på mønterne.

Også denarens vægt og lødighed justeredes. Under Nero (54-68 e.Kr.) nedsattes sølvindholdet fra 950 promille til 820 promille.

Under Septimius Severus (193-211 e.Kr.) faldt sølvindholdet til kun 500 promille, hvormed denaren reelt mistede sin betydning.

Ændringerne kan ses som en konsekvens af, at kejserne havde fuld kontrol med møntudstedningen og dermed kunne drage fordel af, at et reduceret ædelmetalindhold øgede beholdningen på kort sigt. Den sidste denar prægedes ca. 240 e.Kr.

[redigér] Se også

• Aureus