Bogbind
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Et bogbind beskytter bladene i en bog.
[redigér] Historie
I antikken beskyttedes bøgerne, dvs. pergamentkodekserne, med skindfoderaler, ombundne med remme. Bogbind i nutidens forstand kendes derimod først fra den tidlige middelalder. Man har fundet ægyptiske papyrusbøger med bind lavet af kasseret papyrus og betrukket med ornamenteret læder.
I Europas klostre indbandt munkene håndskrifterne i træplader, som var betrukket med skind og beslået med søm med store halvkugleformede hoveder. De kostbareste skrifter fik dog bind af drevet metal, forsynet med relieffer eller med indlagte ædelstene, broderede stoffer eller endelig kunstfærdigt emaillearbejde.
Man anvendte allerede tidligt lædersnit til dekoration af bindenes sider; i slutningen af middelalderen begynder man at bruge graverede stempler til blindtryk. I det 15. århundrede synes bogbinderiet enkelte steder at være drevet som selvstændigt håndværk, men i øvrigt var bogtrykkerne længe efter bogtrykkerkunstens opfindelse tillige bogbindere og boghandlere.
Fra ca. 1500 begyndte italienerne at bruge pap som materiale til bindets sider i stedet for træ, og makulatur fra bogtrykkerierne samt ituskårne håndskrifter blev i høj grad anvendt hertil. Fra noget tidligere tid kendes forgyldning (på bind fra Venedig); den brugtes til titlerne, som anbragtes på bøgernes forreste plade, da bøgerne lå på pulte og ikke stod i hylder; af samme grund var bindets sider forsynede med de ovenfor omtalte sømhoveder eller med knapper af ben eller metal, for at skindet ikke skulde ridses. Foruden på forsiden blev titlen ofte skrevet på nederste snit, hvor den jo kunne ses, når bogen lå på pulten.
I det 16. århundrede begyndte man at stille bøgerne på hylder, men man lod da forsnittet vende udad og skrev titlen på dette, medens ryggen vendte indad og ofte var rigt ornamenteret; først fra 17. århundrede stilledes bøgerne som nu med ryggen udad, og man lagde sig da efter at marmorere eller forgylde snittene og sætte titlen på ryggen (rygtitel).
Fra Italien førtes håndforgyldningen videre, først til Frankrig, hvor den siden har udviklet sig i rigt mål, senere til England. Tyske bogbindere anvendte derimod i 16. og 17. århundrede mest blindtryk, og dette efterlignedes også i de nordiske lande.
Det almindeligst benyttede skind til større bøger var svineskind; både i Italien og Spanien anvendtes tillige i udstrakt grad pergamentbind, de spanske med karakteristiske stropper i stedet for de ellers almindelige spænder; engelske bind er oftest af mørkt marmoreret kalveskind; fra Holland er de såkaldte "hornbind" almindelige; de bestod af helt pergament med spejl og nlindtryk. Fra dette land stammer også halvbind med ryg af rødt fåreskind og marmoreret papir. Papir anvendtes i det hele almindeligt fra det 18. århundrede, da de billigere halvbind begyndte at komme frem. Også m.h.t. ornamentikken har de enkelte lande deres ejendommeligheder; på engelske bind træffes ofte tudor-rosen, på franske den franske lilje, på tyske Luthers eller Melanchthons portrætter og så fremdeles.
[redigér] Se også
[redigér] Ekstern henvisning
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. |
