Kommunisme
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
 |
Denne artikels neutralitet er omstridt Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. |
 |
Eftersyn Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed. |
| En del af serien af politiske ideologier om Kommunisme  |
|
Kommunismens historie Skoler indenfor kommunismen Politiske partier Relaterede artikler Betydningsfulde kommunister |
| Kommunismeportalen
|
Kommunisme er en politisk ideologi, som bygger på en historisk analyse og økonomisk teori fremsat af Karl Marx i værket det Kommunistiske Manifest. Kommunisme omfatter bl.a. afskaffelse af privat ejendomsret til produktionsmidler.
En kendt parole, der i grove træk beskriver idegrundlaget for kommunisme, er, at "man yder efter evne og nyder efter behov". Kommunismen beskriver således et idealsamfund, hvor alle mennesker yder efter bedste evne og frit tillader andre at nyde af deres arbejdsindsats via delte/fællesejede goder.
Kommunisme er en revolutionær ideologi på grund af dens kritik af kapitalismen som et værktøj til undertrykkelse af arbejderklassen. Kommunisme er i sin grundvold syndikalistisk, og teorien forudsiger, at staten med tiden vil "visne hen", når de fleste af et givent samfunds medlemmer er blevet kommunister (jf. det kommunistiske menneske).
Ingen af de såkaldt socialistiske stater i det 20. århundrede mente at være nået frem til kommunismen i dens endelige form.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Kommunistiske samfund i det 20.århundrede
Det første eksempel på en kommunistisk magtovertagelse fandt sted i Rusland 1917 - hvis vi ser bort fra det mislykkede forsøg i 1871 i Paris . De kommunistiske ideer fra magtovertagelsen i Rusland 1917 blev spredt og kopieret ud over hele jordkloden. Realpolitisk fik Lenins og Stalins bolsjevikiske parti succes. Da Komintern dannedes (1919) blev den et instrument til at udbrede den kommunistiske revolution til hele verden. Komintern havde ikke meget mere end 100.000 kommunistiske medlemmer på kloden ved stiftelsen i 1919 , men ved opløsningen i 1943 havde den stalinstyrede Komintern flere millioner medlemmer og var det største parti i flere europæiske og asiatiske lande. Komintern blev afløst af Kominform i 1947. Begge disse verdenskommunistiske organisationer blev styret af "marxistisk-leninistiske" repræsentanter der modtog deres ordre fra først Lenin og senere Stalin.Opposition blev straffet, ofte voldeligt. Egentlig diskussion af såvel teoretisk som praktisk art ophørte. Disse betingelser blev hårde for store dele af befolkningerne i de central- og sydeuropæiske lande, der blev en del af den sovjetiske magtsfære i 1945 hvor udformningen af disse landes politik,økonomi og samfundsudvikling blev bestemt af Sovjet gennem den økonomiske samarbejdsorganisation Comecon, og militært gennem Warszawa-pagten. At den russiske kommunisme fik den karakter, den fik, må i høj grad tilskrives Vladimir Lenin. Han kombinerede marxismen dels med politisk-radikale russiske og dels nogle vesteuropæiske traditioner, der havde sit udspring i Den Franske Revolution, og som betonede et elitært et-partisystem og nødvendigheden af terror mod de "kontrarevolutionære". Ifølge Lenin skulle en kommunistisk revolution ledes fra toppen af en snæver elite på basis af en stramt styret organisation af udvalgte medlemmer af kommunistpartiet.
Sammen med den realiserede nazisme opfattes forsøgene på at virkeliggøre kommunismen af mange som historiens største rædselsregimer, særligt på grund af millioner af myrdede i sagens tjeneste. På trods af traditionel militær logik udryddede man i Kina, USSR og til dels Østeuropa store dele af den befolkning, som forsynede samfundet. 20 millioner bønder blev myrdet under Stalins regime.
Resultatet af de kommunistiske storskalaforsøg og projekter som realiseredes i perioden efter den bolsjevikiske revolution i 1917 er kaldt de dyreste i verdenshistorien, målt i tab af menneskeliv.
Som gennemsnitstal fra hovedkilder opregnes Kommunismen (Selvom at det ikke var kommunisme der slog dem ihjel, men statslederne) at være ansvarlig for 81 millioner myrdede (ikke medregnet krigsofre)[1], men andre anslår at omtrent 100 millioner mennesker har mistet livet enten ved direkte vold, f.eks henrettelse, eller indirekte vold, f.eks tvangsindespærring i fangelejre, men tallene indeholder også dødsfald foranlediget af hungersnød og sygdomsepidemier, som ikke er enestående for de kommunistiske lande. Disse tal fordeler sig med ca. 20 millioner i Sovjetunionen og 65 millioner i Kina; de øvrige ca. 15 millioner fordeler sig på de kommunistiske lande i Central- og Østeuropa samt Afghanistan, Cambodja (Kampuchea), Korea, Vietnam, Afrika og Latinamerika.
[redigér] Kritik
Kommunismen kritiseres bl.a. for at være grundlæggende i uoverensstemmelse med den menneskelige natur, bl.a. omkring ejerskabsforhold. Det antages af nogle, at det er en naturlig og automatisk proces, at et menneske tilegner sig ejendom (jordarealer/territorium eller fysiske ejendele). Skulle et kommunistisk samfund realiseres, ville dets grundteser således være i strid med det basale menneskelige behov for ejendom. Spørgsmålet er dog, om behovet for konkurrence eller behovet for samarbejde er vigtigst for mennesker (og andre biologiske arter). Den russiske tænker og naturvidenskabsmand Peter Kropotkin pegede i bogen Mutual Aid på, at alle organismer udvikler sig gennem gensidig hjælp. Disse tanker er i nyere tid videreudviklet af den amerikanske biolog Lynn Margulis, der peger på, at alle flercellede organismer er udviklet gennem samarbejde mellem oprindelige, éncellede væsener.
Kommunismen kritiseres også for sine negative samfundsøkonomiske konsekvenser, da man ved at fratage kapitalisterne frugten af deres investeringer angivelig vil fjerne incitamentet til at udføre det arbejde, der fører til udbyttet/overskuddet. Ud fra denne synsvinkel vil indførelsen af kommunismen nulstille den velstand, som den vestlige verden nyder i dag. Dette synspunkt kan tilsyneladende støttes af de såkaldt socialistiske staters kollaps omkring 1990 efter en langvarig stagnationsperiode, men modsiges af de store økonomiske fremskridt, der tidligere fandt sted i de socialistiske lande. Samtidig kunne de socialistiske lande opnå forbløffende resultater inden for sundhedsvæsen (dødeligheden i Kina blev halveret fra 1949 til 1957, mens den fortsat var lige høj i Indien), undervisning, teknologi, rumfart og kultur.
Både støtte til kommunismen og kritik af den bygger på ubeviste forudsætninger. I bund og grund forudsætter støtte til kommunismen en tro på, at menneskene er gode og gerne vil dele med hinanden eller i det mindste på, at menneskene er rationelle og kan indse, hvad der tjener flertallets interesser. Kritikken bygger som vist ovenfor på forudsætningen om, at mennesket rummer en medfødt besiddelsestrang, eller på den forudsætning, at mennesker kun vil bestille noget, hvis de har økonomisk fordel af det.
Man kan påstå, som de tjekkiske systemkritikere gjorde i 1968, at kommunismen var et socialt eksperiment i fuld skala, eller som andre kritikere, der peger på, at de socialistiske lande stivnede i bureaukrati, manglende deltagelse i politiske processer og nepotisme, hvorefter det blev let for en gruppe partipampere og topfunktionærer at genindføre kapitalismen. Mange socialistiske tænkere i dag mener, at socialismen og kommunismen må opfattes som ledestjerner snarere end som fuldt realiserbare samfund - at det er bevægelsen frem mod de definerede mål, der er vigtig, snarere end forsøg på at indføre en statsorden, der vil gennemtvinge en grundlæggende forandring her og nu.
[redigér] Kendte internationale kommunister
- Karl Marx
- Friedrich Engels
- Vladimir Lenin
- Leon Trotsky
- Mao Zedong
- Rosa Luxembourg
[redigér] Se også
[redigér] Eksterne henvisninger
- ↑ Deaths by Mass Unpleasantness: Estimated Totals for the Entire 20th Century
- ↑ Gyldendals Onlineleksikon (betalingssite) Den reelt eksisterende kommunisme i 1900-t.
[1] Sovjet-historie bl.a med statistik fra de i 1990 åbnede hemmelige sovjetiske arkiver
 |
Minibussens destination Kina Kuomintang | Kommunisme | Harry Wu  |
