Heliogabalus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Et af Heliogabalus' drikkegilder, hvor nogle gæster endte i faldende roseblade.

Marcus Aurelius Antoninus (ca. 203 - 11. marts 222), kendt som Elagabalus eller Heliogabalus. var romersk kejser af det severiske dynasti, og han regerede i årene 218 - 222 e.kr.

Heliogabalus var søn af Sextus Varius Marcellus og Julia Soaemias Bassiana, niece af Julia Domna (kone til den romerske kejser Septimius Severus). Hans moder sagde, at Heliogabalus' biologiske far var hendes fætter Caracalla (Marcus Aurelius Antoninus), og han tog navnet Caracalla i sin korte regeringstid. Navnet, som han populært blev kaldt af romerne, Heliogabalus, var navnet på den syrisk by Emesa (nutids: Homs eller Hims). Heliogabalus var en tjeneste præst for byens guddom, indtil at hans mor og bedstemor brugte ham som galionsfigur mod Macrinus, der havde overtaget tronen efter Caracalla. I 220 e.kr. efter at han havde slået sig ned i Rom, prøvede Heliogabalus at gøre sin guddom til øverste gud i hele det romerske imperium under navnet Deus Sol Invictus ("Gud Den uovervindelige Sol").

Heliogabalus er bedst kendt for udsvævelser og drikkegilder, som skulle karakterisere hans styre. Efter hans død var der mange historier i omløb om, at han skullle have fået lavet en vagina på sin krop. Han skulle også have røget gæster til døde ved en middag af sødt lugtende roser, som faldt ned fra oven. En anden var, at han tvang sine gæster til at sluge sten til middag og kørte i vogn trukket af et dusin jomfruer. Mange af disse beretninger er formentlig sladder og skandaleskriveri, men understreger klart romernes modvilje mod de orientalske religioner og hans fyrstelige livsstil.

Heliogabalus' liv endte med, at hans egen bedstemor fik hans vagter til at drukne ham og smide ham i floden Tiberen under en soldateropstand.