Mzilikazi
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Mzilikazi ("blodvejen" eller "den store vej") (ca. 1790–9. september 1868) var en sydafrikansk konge som grundlagde matabelekongedømmet i det som nu er Zimbabwe. Han var søn av Matshobana og blev født nær Mkuze, Zululand nu del af Sydafrika) og døde ved Ingama, Matabeleland (nær Bulawayo, Zimbabwe). Mange regner ham som den største sydafrikanske militærleder efter zulukongen Shaka.
Han førte sin stamme, khumalo, på en 800 km lang rejse fra Zululand til det som nu er Zimbabwe. På vejen viste han betydelige statsmandsevner eftersom han klarede at samle sit eget folk og de mange stammer han erobrede til et stort og etnisk rigt, men sentraliseret, kongedømme.
Han var oprindelig en af Shakas løjtnanter, men i 1823 kranglede han med ham og gjorde oprør. Fremfor at møde rituel henrettelse, flygtede han nordover sammen med sin stamme. Han rejste først til Mozambique, men i 1826 flyttede han vestover ind i Transvaal på grund af fortsatte angreb fra sine fjender.
Fortsatte angreb fik ham først til at flytte vestover igen til dagens Botswana og senere nordover til det som nu er Zambia i 1837. Han klarede ikke at erobre den indfødte kololo–nation der og rejste sydøst til det som blev kendt som Matabeleland (sydvest i dagens Zimbabwe) og slog sig ned der i 1840.
Efter hans ankomst organiserede han sine tilhængere i et militærsystem med regiment–kraaler, lignenede de til Shaka, som blev stærke nok til at slå tilbage boernes angreb i 1847–1851 og tvinge regeringen til den Sydfrikanske Republik til at signerede en fredsaftale med ham i 1852.
Mens Mzilikazi var generelt venlig ovenfor europæisk rejsende, førte opdagelsen af guld i Matabeleland i 1867 til en flom af bosættere som han ikke klarede at kontrollere og som førte til det kongedømmets endelige nederlag under hans edterfølger Lobengula.
