Maximian Herculius
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Marcus Aurelius Valerius Maximianus Herculius ca. 250-Juli 310, romersk kejser 286-305 og 307-310, kendt som Diocletians medhersker.
Han var officer af pannonisk bondeslægt som havde kæmpet sig op gennem systemet og var en ven og krigskammerat til kejser Diocletian. Året efter dennes magtovertagelse blev han gjort til medkejser i Vesteuropa. I realiteten fungerede han dog kun som underkejser, men synes at have vist fuld loyalitet.
Maximians kejsertid i vest satte skel derved, at han gjorde Milano til sin hovedstad og således for første gang reducerede Rom til provinsby. Generelt synes han at have arbejdet flittigt og energisk på at genoprette ro og sikre grænserne, bl.a. ved omfattende felttog mod germanerne. England var 286-297 ude af regeringens hænder efter et mytteri, men bragtes atter under kontrol af Maximians svigersøn og underkejser Constantius I Chlorus. Over for Senatet optrådte Maximian gennemgående meget autoritært, mens hans deltagelse i kristenforfølgelserne var mere halvhjertet.
Ved Diocletians abdikation 305 afgik også Maximinus, skønt modvilligt, men da hans søn Maxentius året efter ved efterfølgeren Constantius' død udnævnte sig til hersker, gik den gamle atter ind i politik og udråbtes til kejser for at støtte sønnen. De følgende år blev meget forvirrede. Først nedkæmpede Maximian og Maxentius Constantius' officielle efterfølger, og sikrede derefter vestriget mod militær indgriben fra øst. 308 blev de uvenner, åbenbart på grund af Maximians ambitioner; han blev fordrevet til Frankrig efter et mislykket fremstød mod Rom og samarbejdede herefter med Konstantin I den Store som var blevet hans svigersøn. 310 brød han også med Konstantin, blev fanget af ham og døde i fængslet under mystiske omstændigheder (mord eller selvmord).
[redigér] Eksterne henvisninger
| Efterfulgte: | Romerske kejsere | Efterfulgtes af: |
| Carinus 283-285 Constantius I Chlorus 305-306 | Constantius I Chlorus 395-306 Konstantin I den Store 306-337 |
