Makroøkonomi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Makroøkonomi er studiet af de overordnede linier i samfundsøkonomien. Typisk består dette i, at økonomiens aktører inddeles i grupper, og der opbygges en model af interaktionen imellem disse. Det vil sige, at makroøkonomi handler om aggregerede størrelser. Grupperne af aktører kan eksempelvis være: Forbrugere, producenter og den offentlige sektor. På simpel vis bruges også teoretisk set en ADAS-model.

Videre er makroøkonomi eksterne forhold, som den enkelte virksomhed eller forbruger ikke direkte kan påvirke.

Eksempler på makroøkonomiske forhold er: udbud, efterspørgsel, rente, inflation/deflation, valutakurs, betalingsbalance, handelsbalance, demografi, trends og politiske forhold (krig, terror, valg med videre).

Den lovgivende magt (folketinget) kan via økonomiske politikker justere udviklingen. Ved at føre en lempelig/ekspansiv politik forstås, at efterspørgslen skal øges. Ved en stram/restriktiv politik skal efterspørgslen nedsættes.

Af økonomiske politikker kan nævnes finanspolitik, pengepolitik (styres af nationalbanken), indkomstpolitik og erhvervspolitik.

Forskellen mellem mikroøkonomi og makroøkonomi er bl.a. forskellen i prisernes mulighed for tilpasning. På kort sigt antages priserne typisk at være træge, mens de på længere sigt kan ændre sig uden begrænsninger.

Indholdsfortegnelse

1 Opsparing og investering for en lukket markedsøkonomi
2 Den klassiske model for den åbne markedsøkonomi på langt sigt

[redigér] Opsparing og investering for en lukket markedsøkonomi

Opsparingen i hele samfundet må være lig med produktionen minus forbruget (offentligt som privat), dvs.

S = Y – C – G = I + NX (med de gængse betegnelser fra forsyningsbalancen)

Da NX = 0 i en lukket økonomi, ses det at S = I, hvilket også giver god mening, da investeringer ikke kan komme ud af det blå, men må bunde i egen eller andres opsparing. Det bemærkes desuden, at investeringer i makroøkonomisk henseende ikke er køb af eksempelvis aktier og obligationer. Dette er derimod opsparing. Investering er derimod udelukkende køb af ’’nye’’ kapitalgoder.

Hvis vi indfører skat (T) får vi også, da skat alt andet lige er negativ opsparing for husholdningerne og positiv opsparing for det offentlige:

S = Y – C – T + T - G = (Y – C – T ) + (T – G) = Privat opsparing + Offentlig opsparing (under/overskud på de offentlige budgetter)

At ligevægten mellem investeringer og opsparinger sikres på markedet for lånbaremidler sker gennem renten. Ligevægten på lånemarkedet kan desuden ændres gennem:

Skatteændringer mht. opsparing, som ændrer den ønskede opsparing til en hvilken som helst rente.
Fremtidsudsigter kan ændre på investeringslysten til en hvilken som helst rente.
Over- eller underskud på de offentlige budgetter, som vi så, kan S opdeles i hhv. privat og offentlig opsparing.

[redigér] Den klassiske model for den åbne markedsøkonomi på langt sigt

I den klassiske makroøkonomiske model for den åbne markedsøkonomi opereres med hhv.

Køb/salg af goder fra/til udlandet, hvilket påvirker nettoeksport (NX).
Køb/salg af aktiver fra/til udlandet, hvilket påvirker nettofordringserhvervelse (NFE). Denne erhvervelse af aktiver kan ske enten gennem direkte investeringer (kontrol eller over 10 % af aktieposten) eller porteføljeinvesteringer.

[redigér] Identiteten NX = NFE gælder

Dette forhold ses klarest ved et eksempel. Lad os se på forholdet mellem England (GB) og Danmark (DK):

Udgangspunkt i NFE: DK køber aktiver i GB. De betales for med danske kroner. GB har nu danske kroner og gør enten: a) får den vekslet i DK til pund. Herefter sælger DK dog fordringer (valuta) til GB og samlet set bliver NFE derfor nul og der derfor ingen effekt på NX, b) GB bruger nu de danske kroner til købe danske varer. Dvs. at Danmark eksporter. Det ses, at NFE stiger med det samme som NX. Som proces finder sted, hvis det er GB, som køber i DK.
Udgangspunkt i NX*: DK eksporterer grise til GB. GB betaler med pund (giver DK fordringer). Det er sket samtidig og NX = NCO er blevet opretholdt. Videre transaktioner opretholder også dette. Internt i DK kan pengene blive byttet rundt og enten a) blive brugt til at købe aktiver i GB (fordringen skifter bare form) eller b) importere fra GB (giv dem deres fordringer tilbage for varer) og lade det hele gå i 0.

Identiteten har bl.a. stor betydning i sammenhæng med forsyningsbalancen. Det ses at: Y = C + G + I + NX, og heraf fås: S = Y – C – G = I + NX = I + NFE

Det ses altså, at opsparingen i en åben markedsøkonomi er lig med investeringer plus/minus investeringer i eller fra udlandet.

[redigér] Markedet for lånbare midler

At S = I + NFE har stor betydning for teorien om markedet for lånbare midler. Markedet for lånbare midler består af:

1) En opsparingskurve som er stigende, da højere rente giver større incitament til at spare op, fordi at opsparing er udskudt forbrug.
2) Efterspørgslen efter lånbare midler kan kommer fra I og NFE (dvs. investeringer i ind- og udland). Disse afhænger negativt af renten. Er renten lav er der flere investeringsprojekter som er rentable, og der er derfor flere som vil låne.
3) Udligningsmekanismen er lige til. Er renten for høj, er der flere, som vil spare op, end der vil investere, og derfor vil renten blive presset ned. (Låner folk eksempelvis gennem at udbyde obligationer, ses det at udbudet af obligationer er stort, mens efterspørgslen er lille, hvilket presser kursen ned, og renten op)

[redigér] Nettofordringserhvervelsen

Da S = I + NFE fås det at: NFE = S – I. Både S og I afhænger (som nævnt ovenfor) af renten. NFE afhænger negativt af realrenten i indlandet .Hvis renten er lav i hjemlandet vil investorerne søge udenlandske investeringsprojekter (vi får fordringer på udlandet) og NFE bliver større. Hvis renten derimod er høj vil såvel indenlandske (vi får mindre fordringer i udlandet) som udenlandske (udlandet får flere fordringer på os) investorer søge til landet, og NFE vil blive mindre eller sågar negativ.

[redigér] Den reale valutakurs

Størrelsen af NFE bestemmer udbuddet af indenlandsk valuta til omveksling. Derimod bestemmes efterspørgslen efter indenlandsk valuta af nettoeksporten (eksport fører til større efterspørgsel, og import fører til mindre efterspørgsel). Som vist er NX = NFE og på markedet for den reale valutakurs sker tilpasningen ved, at den reale valutakurs ændrer sig. Hvis den reale valutakurs er for høj, er der ikke så mange som vil købe indenlandske varer. Derved er der et overudbud af indenlandsk valuta, hvilket vil få valutakursen (og derved den reale valutakurs) til at falde indtil der er opnået ligevægt. Processen er den samme (med omvendt fortegn), hvis den reale valutakurs er for lav.

I denne model er købekraftsparitetsteorien altså et særtilfælde, hvor NX kurven er horisontal.

[redigér] Ligevægten på de tre markeder

Samlet set har vi at gøre med sammenhængen mellem to relative priser

1) Renten, som er forholdet mellem prisen på forbrug nu og i fremtiden
2) Den reale valutakurs, som er forholdet mellem prisen på goder i indlandet og udlandet

Markederne er separerede og påvirker derfor ikke hinanden dynamisk. Renten sættes på markedet for lånbare midler, herefter findes NFE, og til sidst den reale valuta kurs. Derfor kan man finde nye ligevægtstilstande ved at rykke på kurverne og se hvor de skærer hinanden. Dog skal man være opmærksom på, at NFE og efterspørgslen efter lånbaremidler rykker i samme retning, da NFE er en del af efterspørgslen efter lånbare midler.

Som eksempel kan virkningerne af 'kapitalflugt nævnes. Kapitalflugt får NFE kurven til at rykke udad sammen med efterspørgselskurven på lånemarkedet. Det presser hhv. renten op og den reale valutakurs ned.