Magnus Lagabøter

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Magnus Lagabøter (Magnus VI) var konge af Norge i perioden 1263–1280. Han giftede sig med Ingeborg, datter af Erik 4. Plovpenning af Danmark, og fik sønnerne Erik og Håkon, begge konger.

Magnus var søn af kong Håkon 4. Håkonssøn og Margrete Skuledatter, og blev født den 1. maj 1238. Magnus fik kongetitel allerede i 1257 og havde regeret sammen med faderen i flere år da kong Håkon drog ud på et storstilet krigstogt mod Skotland, men togtet endte i ulykke for kongen. Magnus blev kronet i 1261, mens Håkon døde på Orkneyøerne 17. december 1263. Eftersom Magnus allerede var regerende konge ved faderens død kom der intet brud i den politiske kontinuitet. Magnus var en målbevidst og veludrustet personlighed som tog fat om Norges indre og ydre forhold.

[redigér] Ny udenrigspolitik

Kong Magnus brød med faderens ekspansionspolitik. Han indledte fredsforhandlinger med kong Alexander 3. af Skotland. Ved freden i Perth i 1266 opgav kong Magnus de fjernestliggende norske besættelser og afgav øen Man i Irske Hav og Hebriderne til Skotland for 4000 mark sterling og mod en årlig afgift på 100 mark (som skotterne snart undlod at betale). Som modydelser for de norske indrømmelser blev det norske herredømme over Orkneyøerne og Shetland anerkendt ad Skotland.

Grunden til at Magnus ville have fred med Skotland var at den norske handel med England led svært. Med den nye handelstraktat med England af 1223 krævede englænderne at Norge sluttede fred med Skotland. I 1269 blev aftalen udvidet til gensidig frihandel.

Under kong Magnus' styre holdt det politiske forhold til England sig godt mens forholdet til Skotland var mer tvetydigt eftersom det skotske rigsstyre efter 1270 ikke opfyldte de betalinger, de efter Perth-traktaten havde forpligtet sig til, men Magnus undlod at presse på og kort tid før 1280 ønskede han at bedre forholdet. Første skridt var ægteskabet mellem hans søn Erik og kong Alexander 3.s datter Margareta.

[redigér] "Lovforbedreren"

Tilnavnet ‘Lagabøter’, dvs ‘Lovforbedreren’, fik han fordi han ‘bødede’ på lovene i Norge. Det store lovarbejde som blev udført under Magnus blev indarbejdet i Landskabsloven, som blev vedtaget på tingene i årene 1274 (Landskabsloven) og 1276 (Byloven). Den blev også tillempet for Island og Færøerne.

Adelen, rigsembedsmændene og hirden fik privilegier og pligter nøje defineret i Hirdskråen. De øverste klasser i hirden fik efter europæisk mønster titlerne baron og ridder. Landskabsloven var den første af sin slags i Norden og det andet land i Europa, efter Castilien, med en lov som gjaldt for hele riget. Tidligere havde hver landsdel haft hver sin landskabslov.

Ærkebiskop Jon Raude modsatte sig at Magnus også skulle gribe ind på kirkens område og revidere den kirkelige lovgivning. Der opstod et langvarig tovtrækkeri mellem nationen på den ene side og kirkens selvstyre på den anden side, men som endte med et forlig og et kompromis, kaldt "Sættargjerden", i Tønsberg 1277. Ærkebiskopen sikrede kirken en betydelig skattefrihed og større juridiske privilegier.

I mai 1280 døde Magnus, 42 år gammel. Tronfølgeren, Erik, er kun 12 år gammel. Magnus Lagabøters død blev et vendepunkt for den norske politik både indad og udad i riget.