Læsø

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Læsø
Østerby Havn, Læsø.
Geografi
Sted	Kattegat
Koordinater	54°47′N, 11°06′E
Areal	118 km²
Administration
Land	Danmark
Kommune	Læsø Kommune
Største by	Byrum (488 indb.)
Demografi
Folketal	2.058 (2007)
Befolkningstæthed	18 /km²

Læsø er den største ø i Kattegat, beliggende omtrent midtvejs mellem Frederikshavn og Göteborg. Øen er nok mest kendt for sin saltsydning, der i dag er en velbesøgt turistattraktion, lige så vel som den udgør en central del af øens historie. Gårde med tangtage - de såkaldte tanggårde - bliver også ofte fremhævet som en central del af øens fortid og nutid. Øen er et populært feriemål for især danskere, tyskere, nordmænd og svenskere, der gennem feriesæsonen har mulighed for at overnatte på de mange hoteller foruden på øens vandrehjem og dens to campingpladser.

Foruden en rekonstruktionen af en saltsyderhytte fra middelalderen og tangtagene tæller øens seværdigheder også Torvald Hansens 17 meter høje udsigtstårn (Læsøtårnet), de forskellige afdelinger af Læsø Museum samt de mange naturområder, øen også er kendt for. Gennem en årrække (fra starten af 1990'erne og frem til 2006) udspillede der sig desuden den såkaldte "bi-krig" på øen. Denne stod mellem henholdsvis biavlere, der foretrækker den gule bi og avlere, der foretrækker den brune bi. Denne "krig" blev regelmæssigt nævnt i medierne.^[1]

Læsø er også efter kommunalreformen en selvstændig kommune, omend med et tæt samarbejde med Frederikshavn Kommune på en række områder. Både før og efter denne sammenlægning udgør øen Danmarks mindste kommune befolkningsmæssigt. Øen har ligesom andre danske småsamfund oplevet en generel tilbagegang i befolkningen gennem de sidste 10 til 20 år. Samtidig er fiskeriet - der var det centrale erhverv op gennem 1900-tallet - gået tilbage til fordel for erhverv med relation til turisme.

Læsø var i 2005 med i et pilotprojekt, der skulle kortlægge mulighederne for at omdanne i alt syv områder i Danmark til nationalpark. Læsø forlod imidlertid dette i september 2005, da 58% af øens befolkning valgte at stemme nej til projektet ved en vejledende folkeafstemning.^[2]

Indholdsfortegnelse 1 Geologi og geografi 2 Læsøs natur 3 Historie 3.1 Saltsydning og sandflugt 3.2 Strandinger og vraggods 3.3 Fiskeri, sejlads og landbrug 3.4 Tangtage 4 Nutidens Læsø 4.1 Erhverv 4.2 "Bi-krigen" 4.3 Kultur og fritid 5 Noter 6 Se også 7 Litteratur 7.1 Kilder 7.2 Sekundærlitteratur 8 Eksterne kilder/henvisninger

[redigér] Geologi og geografi

For 4-5000 år siden begyndte Læsø at hæve sig af havet, startende med et område, der i dag er en del af skovområdet Klitplantagen. Ved dét sted, som man mener var det første, der blev fri af havet, placerede man i 1998 Læsøstenen. Denne sten, der således markerer stedet, hvor Læsø opstod som blivende ø, bærer inskiptionen "Her fødtes Læsø af havet". Læsøs sydlige del - Rønnerne - hæver sig stadig med omkring 5 mm om året, hvilket er den hurtigste landhævning i Danmark.^[3] Læsøs undergrund udgøres af et 14.000 år gammelt lag af yoldialer, der ligger i niveau med havoverfladen. Sammen med øen Anholt er øen en del af Danmarks ørkenbælte, og vejret er især betinget af fjeldene i Norge og Sverige samt dét, at øen er meget flad. Dette betyder, at luften har afgivet det meste af sin fugt i fjeldene, før den når Læsø. Desuden betyder det, at vinden - når den når Læsø - ikke presses opad og afkøles, hvilket mindsker chancen for, at den afgiver regn.

Øen - som er 21 km lang og 12 km bred - strækker sig over et areal på 118 km² og har 2.058 indbyggere (2007). Tre fjerdedele af øen henligger som naturområder, således der blot er landbrugsarealer og bebyggelse på en fjerdedel. Den ligger 18 km fra kyststrækningen mellem Sæby og Frederikshavn og omtrent 40 km fra Sverige. Af øens tre byer - Byrum, Vesterø og Østerby er Byrum den største. Øen har fire kirker: Byrum Kirke, (som er den ældste), Østerby Kirke, Vesterø Havnekirke og Vesterø Søndre Kirke (Vesterø Havnekirke er dog i dag ved at blive til en del af et kurbad for psoriasispatienter, hvor man blandt andet kan bade i vand med et højt indhold af salt). Desuden kan man stadig se sporene efter Læsøs første kirke, Hals Kirke. Denne gik imidlertid til i den sandflugt, som fulgte efter en udpræget rovdrift på træ og tørv for at skaffe brændsel til saltsydningen i middelalderen. I dag kan resterne af kirken ses ved Hals Kirketomt.

De fleste kommer til Læsø via færgeforbindelsen med Færgeselskabet Læsø I/S, som afgår fra Frederikshavn og anløber Læsø i Vesterø Havn. Men mange vælger også at sejle til øen i mindre både, som foruden Vesterø Havn også kan gå ind øens anden havn, Østerby Havn. Øen har desuden en flyveplads med én asfalteret start- og landingsbane. Fra denne er der ruteflyvning til og fra København, Roskilde og Göteborg med selskaberne Copenhagen Airtaxi og Flexflight.

[redigér] Læsøs natur

Læsø er kendt for sin rige natur, som ikke mindst indbefatter øens mange strande. Sammenlignet med Danmark generelt, kan Læsø på grund af sin relativt unge alder ikke en siges at have en varieret natur. Men den rummer til gengæld en række sjældne dyre- og plantearter. Foruden at man kan støde på orkideer på øen, er der også registreret eksemplarer af den sjældne Enkelt Månerude og Strandvortemælk, som ikke er set andre steder i Danmark. Omkring øen kan blandt andet ses sæler af arterne Gråsæl og Spættet Sæl. Øen er desuden et vigtigt yngleområde for en række fuglearter. I forbindelse med undersøgelsen af mulighederne for at udlægge dele af øen til nationalpark blev der udarbejdet en række rapporter, som kortlagde dele af dens fugle- og planteliv.^[4]

Blandt øens naturområder er Rønnerne og Hornfiskrøn på den sydlige del samt Højsande, Kærene og Holtemmen på den nordlige. Blandt strandene er Store Dal, Hvide Bakker og Danzigmann på den nordlige del samt Stokken på den sydlige. Et stykke ud for kysten ved Vesterø Havn findes desuden den lille ø Nordre Rønner. Denne er i dag ubeboet, men i gamle dage var den beboet af en fyrbøder, der passede det nu automatiserede fyr, der ligger på øen.

Især Rønnerne på den sydlige del af øen er et attraktivt naturområde. Dette er fx kendt for sine vildtvoksende orkideer af typen Plettet Gøgeurt og store områder med blomsten Hindebæger, (som dog er gået tilbage gennem de seneste år). Der findes desuden to arter kødædende planter; Vibefedt og Rundbladet Soldug. Rønnerne er velegnet til vandreture, men kan også besøges med Rønnerbussen, som fragter især turister gennem området med traktor. Mange vælger også at se området fra hesteryg eller cykel. Rønnerne er bedst tilgængelig i sommermånederne, da det udenfor disse måneder kan være meget fugtigt og delvis oversvømmet. Adgangen til området er dog begrænset under fuglenes yngleperiode. Foruden oplevelsen af området som helhed besøger mange det på grund af dets fugleliv og attraktionen Pigestenen. Denne store sten, som ligger midt i landskabet, skulle efter sigende have fået sit navn, fordi bondepigerne søgte tilflugt fra tyrene på den, når de skulle drive køerne hjem. Desuden skulle stenen ifølge et sagn vende sig, når den "lugter" nybagt brød. Syd for Rønnerne ligger Hornfiskrøn, og selvom man kan gå hertil fra Rønnerne, kan adgangen dog ofte være begrænset af højvande. Ved indgangen til Rønnerne ligger saltsydehytten, hvor der i dag sydes salt på samme måde, som man gjorde det på Læsø i middelalderen. Der ligger desuden et udsigtstårn, hvorfra man kan overskue store dele af Rønnerne.

Højsande er navnet på en klithede tæt ved øens nordlige kyst i nærheden af stranden Store Dal. Området var for få år tilbage en del af et plantageområde på øen, kaldet Klitplantagen. I dag er alle træer i Højsande imidlertid fældet, således de mange indlandsklitter er blotlagte. Denne blotlægning har ført området tilbage til dets omrindelige stand, som det havde, før man valgte at plante det til med henblik på at forhindre sandflugt. På kanten af området findes et udsigtstårn, hvorfra man kan skue over både Højsande og den tilbageværende del af klitplantagen. I Klitplantagen - som er omkring 100 år gammel - findes skovfyr, sitkagran, eg og birk. I plantagen findes også en bestand af råvildt, som blev oprettet i 1953. I området omkring højsande findes desuden Foldgårdssøen, som er Læsøs største sø. Her kan man støde på blandt andet skovsnepper og traner. De mange klitter i Højsande blev skabt i 16-1700-tallet under den omfattende sandflugt, som opstod på grund af træfældningen, der skulle skaffe brænde til øens saltproduktion.^[5]

Kærene udgør med sine 688 ha en af Danmarks største hedemoser Dette område, der består af både mose, hede og søer, er blandt andet yngleområde for traner. Der er desuden i dette område set orkideer af samme arter, som findes på Rønnerne.^[4]

En væsentlig del af naturområderne på Læsø er fredet i alt omkring 25 km²

[redigér] Historie

Man kan finde historiske vidnesbyrd om Læsø fra så langt tilbage som ca. år 1200. Den måske mest kendte del af øens historie udspiller sig omkring saltsydning, hvor Læsøboerne betalte deres skat til Viborg Domkapitel med det værdifulde salt, der blev omtalt som "det hvide guld". Gennem flere hundrede år udviklede dette erhverv sig til dét, nogle historikere siden har kaldt Danmakrs første industri på grund af dens omfang og de systematiserede arbejdsprocesser. Sydningen førte imididlertid til en nærmest rovdrift på øens ressourcer i form af træ og tørv, som blev brugt til brændsel. Dette førte langsomt til en katastrofe for øens natur, og trods mange påbud fra blandt andre kongen stoppede man ikke sydningen før slutningen af 1500-tallet.^[6] På dette tidspunkt var der næsten hverken træ eller tørv tilbage, og sandet kunne fyge frit. Dette skabte en sandflugt, der blandet andet ødelagde øens centrale kirke, Hals kirke. Denne kirke er i dag kendt som Hals Kirke Tomt. For at ernære sig efter saltsydningen var ophørt, måtte øens mænd tjene som besætning på blandt andet transsportskibe, mens kvinderne blev tilbage på øen og drev landbrug sammen med børnene.

En anden ernæringsvej i læsøs historie er de mange strandinger, som skyldtes det farlige farvand omkring øen med mange revler. Både mens saltsydningen fandt sted og efter dens ophør, var de i perioder bemærkelsesværdigt mange strandinger en vigtig indtængtskilde; læsøboerne tjente på dem ved både at videresælge det bjergede gods og i kraft af de beløndinger, de modtog for deres indsats ved redningsaktioner og huslyet til de uhendige søfolk.

[redigér] Saltsydning og sandflugt

Igennem tiden har den væsentligste ressource på Læsø været saltet, der har dannet grundlag for det gennem tiderne største erhverv på øen. Man kan således finde beretninger om saltproduktionen på Læsø helt tilbage til 1300'tallet og i 1481 fortæller historiske kilder, at øen leverede ca. 36 tons tre gange om året.^[7] Saltet var en vigtig økonomisk ressource, og der blev på 50 år bygget tre kirker. I alt har man fundet ca. 1500 saltsyderier på sydøen, men man ved ikke, hvor mange der har været i drift samtidigt. Man mener, at saltsydningen startede i 1100-tallet, de skriftlige kilder omtaler dog først produktionen i 1330. Uheldigvis kræver det store mængder træ som brænde. Det betød, at øen langsomt blev afskovet. Dermed fik vinden frit spil, og øen blev ramt af sandflugt. I 1652 sluttede saltsydningen endeligt efter kongens ordre. Siden prøvede både kaptajn Ove Mathiesen og dr. Bister at syde salt på Læsø, men produktionen kunne ikke betale sig. I starten af 1900-tallet iværksatte man en gennemgående tilplantning af øen, som genetablerede dens skovområder.

[redigér] Strandinger og vraggods

Farvandet omkring Læsø er kendetegnet ved sine mange revler, som før i tiden udgjorde en stor udfordring for sejlskibe, som skulle gennem Kattegat. I området omkring Læsø findes der derfor omkring 186 registrerede skibsvrag, hvoraf nogle anses for at have kulturhistorisk værdi. I følge gamle optegnelser over strandinger var der i 1803 fra 27. november til 1. december hele 15 strandinger ved øen. Kun to af skibene var senere i stand til at sejle fra øen.^[8] Befolkningen på Læsø nød stor fordel af de strandede skibe og det tilhørende vraggods i form af last og inventar, som kunne sælges på auktioner. Indtægterne herfra kunne til tider overstige dem, som øen havde fra saltsydningen. En anekdote vil desuden vide, at Læsøboerne satte heste med lanterner op på klitterne, for at skibene skulle tro, at området var sejlbart. En anden anekdote vil vide, at man på et tidspunkt på grund af strandingerne havde en større eksport af kaffe fra skibene. Desuden er stranden Danzigmann, beliggende på øens nordøstlige del, opkaldt efter et strandet tysk skib.

Ifølge historiske overleveringer skulle Dronning Margrete I have strandet ved øen i det 14. århundrede. Læsøboerne reddede hende, og for at vise sin taknemmelighed skænkede hun dem selvejerpriviligier til jorden på Læsø, hvilket gav dem rettighederne til at dyrke den og sælge dens afgrøder. Desuden skænkede hun læsøboerne den såkaldte Læsødragt og gav øens kvinder lov til at bære den.

Historien bag strandingerne strækker sig helt op til nutiden. I 1986 skulle det russiske tankskib "Svoboda" bugseres gennem Kattegat af russiske bugserbåde. Skibet rev sig imidlertid løs og gik på grund tæt på Læsø. Vraget blev solgt til et dansk firma, som efterfølgende hyrede arbejdskraft på Læsø til at nedbryde det.^[9] Under nedbrydningsarbejdet havde flere Læsøboere således arbejde på dét, der i daglig tale blev kaldt "Russeren".

[redigér] Fiskeri, sejlads og landbrug

Da øens mænd efter saltproduktionen var stoppet tjente ved at sejle, gik gårdene normalt i arv til kvinderne, fordi mændene var på havet en meget stor del af tiden (noget tilsvarende havde man på øen Lesbos i Grækenland). Det var dog ikke fiskeri, som mændende udførte på havet - derimod tjente de som besætningsmedlemmer på fragt- og handelsskibe. Modsat af hvad man måske skulle tro er fiskeri dermed ikke som sådan et historisk erhverv på Læsø. Det er først ved begyndelsen af 1900-tallet, at der for alvor kommer gang i fiskeriet omkring øen. Før den tid var adgangen til de gode fiskesteder i Kattegat nemlig begrænset på grund af de mange revler, der omgiver øen (og som også var årsag til de mange strandinger omkring øen). Det lave vand betød således, at man var nødt til at slæbe garn og fangst flere kilometre til og fra jollerne, der lå længere fra kysten.

Arbejdsdelingen, hvor mændene sejlede og kvinderne drav gårdene, gjorde at uddannelsesniveauet blandt Læsøs børn var højt, sammenlignet med resten af landet. Grunden til dette var, at kvinderne - der jo så at sige drev øen uafhængigt af mændene - lagde meget vægt på skolegang. Derfor besad Læsøs børn et niveau i regning og stavning, man ellers kun fandt blandt rigmandssønner.^[10] På grund af jordens sammensætning var landbruget dog ikke særligt indbringende, og man købte ofte korn fra fastlandet for at klare sig. Desuden var markerne tit oversvømmede, fordi vandet blev liggende meget længe, hvilket skyldtes dét lerlag (yoldialer), som øen hviler på. De hyppigste afgrænder var rug, byg, ærter og kål.

[redigér] Tangtage

Læsø er kendt for sine gamle gårde med tangtage, hvor man brugte ålegræs (åletang) som tækkemateriale. Mange af disse tage er gennem tiden gået tabt, men der findes stadig nogle, som har deres tangtag bevaret. Traditionen med tangtage opstod, fordi Læsøs jordforhold gør dyrkning af korn besværlig, hvorfor der kun var begrænsede mængder af traditionelt tækkemateriale til rådighed.

Man samlede tangen på stranden, når der var skyllet tilpas store mængder op. Tangen blev kørt ud til gården, som skulle tækkes, og her lå den i en periode til tørring, så den ikke rådnede. Når tækningen skulle finde sted, vandede man tangen forud for og under tækningen.

Selve tækningen forløb ikke ved, at man blot kastede tangen op på taget, men gennem en proces, hvor man ofte samlede op i mod 50 personer. Man lavede såkaldte 'vaskere' ud af tangen, hvilket var kvindernes arbejde. Disse blev lavet ved først at samle en "pølse" af tangen på omkring én til tre meter, afhængigt af hvor på taget, den skulle sidde. Denne "pølse" snoede man rundt mange gange, startende fra den ene ende, hvorved den blev fast og sammenhængende. Til sidst lavede man efter samme teknik en omkring to meter lang "hale" på vaskeren.

Taget blev lagt fra underkanten, og når vaskeren skulle på taget, brugte man dens "hale" til at binde den omkring en lægte. De mange snoninger kunne efterfølgende holde tangen i vaskeren på plads. Når arbejdet var færdigt, havde taget gerne en tykkelse på 1 til 1,5 m, og som som afslutning lagde man tørv oven på tangen.

[redigér] Nutidens Læsø

[redigér] Erhverv

I dag er de tre primære erhverv turisme, fiskeri og landbrug. Turisme er et centralt erhverv på øen - ikke mindst på grund af den generelle tilbagegang inden for fiskeriet, som gennem tiden har reduceret øens fiskerflåde betydeligt. Der findes i dag en lang række tiltag indenfor turismeerhvervet. Foruden en række hoteller og spisesteder, vandrerhjem og campingpladser er der blevet etableret en golfbane med tilhørende hotel. Desuden bliver der fabrikeret forskellige former for kunsthåndværk, uldprodukter, pølser og øl. Men det vel nok mest kendte tiltag inden for Læsøs turisme er saltsydning, der i 1990'erne blev genoptaget i en rekonstruktion af en saltsydehytte fra middelalderen. Dette skete som en kombination af arkæologisk forskning og turistattraktion. Projektet viste sig at blive en stor succes, og saltsydehytterne ved Rønnerne er blevet øens mest besøgte turiststed, lige som det har udviklet sig til en bæredygtig arbejdsplads. Saltet bliver solgt - både fra selve hytten og til restaurenter i hele Danmark. Ved saltsydehytten kan man opleve sydningen, som man i henhold til historiske kilder mener, den oprindeligt fandt sted.

Man har gennem tiden iværksat en række projekter med det formål at markedsføre øen på flere områder. Det vil sige, at man med projekterne både har sat fokus på de forskellige produkter fra øen (f.eks. salt og jomfruhummere) og har haft til hensigt at tiltrække turister og nye fastboende. Blandt andet har den ene af øens færger, der til dagligt sejler til og fra Frederikshavn, været på besøg i Aalborg. Her kunne man besøge færgen og opleve eksempler på, hvad øen kan tilbyde. Man har også flere gange afholdt en såkaldt jomfruhummerfestival på øen. Her har både professionelle kokke og amatører kunnet konkurrere om, hvem der er bedst til at tilberede jomfruhummere. Endvidere arbejder man med projekter, hvor man vil invitere folk, som kunne have interesse i at flytte til øen. Dette betød, at man 30. septeber 2006 afholdte et endagsarrangement med navnet "Åben Ø". I den officielle pressemeddelelse hed det blandt andet, at Læsø er den kommune i Danmark, der har mest plads pr. indbygger. Nu inviteres til Åben Ø for alle, der kunne have et ønske om at dele pladsen og alle andre herligheder med os. Læsø er et helt samfund med skole, børnehave, biograf, ældrepleje, lægehus og så videre. Alle funktioner, der er i andre kommuner, er også her, bare mindre og let tilgængeligt og overskueligt. Nærdemokratiet virker, du kan møde din politiker næsten hver dag, eller når det ønskes.^[11] Arrangementet tiltrak ca. 100 mennesker, der fik chancen for at opleve øen på nærmere hold og få et bedre indblik i, hvad det vil sige at bo fast på Læsø^{[Kilde mangler]}. Arrangementet førte ikke umiddelbart til flere indbyggere på øen, men der blev alligevel planlagt en gentagelse i 2007.

På fiskeriområdet er det ikke mindst fangsten af jomfruhummere, der giver indtægter til øen. Virksomheden Læsø Fiskeindustri A/S pakker og sælger således hummerne både til det danske og det sydeuropæiske marked. På grund af jordernes sammensætning på øen er korn ikke den mest ideelle afgrøde at dyrke set i forhold til resten af landet. I øens klitplantage skoves der med henblik på afsætning til træindustrien; men på grund af høje omkostninger ved transporten af tømmer fra øen bliver træet fortrinsvist afsat i form af træflis til øens eget fjernvarmeværk.

[redigér] "Bi-krigen"

Læsø er kendt for den såkaldte "bi-krig". Denne betegnelse dækker - ikke over en krig - men over forskellige uenigheder i forbindelse med biavl på øen. Sagen begyndte i 1983, hvor førstelærer Alfred Petersen ansøgte Statens Bisygdomsnævn om at få hele Læsø gjort til et renavlsområde for en brun bi, og i 1988 annoncerede Statens Bisygdomsnævn i LæsøPosten, at man havde vedtaget, at der nu kun måtte være bier af racen "Brun nordisk bi" på Læsø. Det kunne dog ikke gennemføres, da en gruppe biavlere på Læsø, der holdt gule bier, protesterede. "Bekendtgørelse om renavl" var - og er - baseret på frivillighed. I 1993 fik den nyligt tiltrådte landbrugsminister, Bjørn Westh, Folketinget til at vedtage en lov, der muliggjorde, at man kunne "bevare" visse biracer og forbyde hold af andre. Det skete med den begrundelse, at "De brune bier på Læsø" skulle være den sidste rest i verden. Loven blev vedtaget trods protester fra Læsø's "gule" biavlere og trods det faktum, at der findes brune bier over næsten hele verden. I 1994 måtte landbrugsministeren erkende, at man alligevel ikke kunne garantere for, at "De brune bier på Læsø" var racerene, men i stedet udgjorde en "genetisk mangfoldighed". På det tidspunkt var næsten alle gule bidronninger dræbt og udskiftet med de såkaldte "brune", men nogle få biavlere, der havde krævet garanti for rarerenhed fra landbrugsministeriet, nægtede at udskifte på det foreliggende grundlag. Derfor blev disse biavlere politianmeldt, og staten indledte en retssag mod dem for at overtræde bekendtgørelsen for Læsø. Dommeren fandt imidlertid sagen så principiel, at han bad EF-domstolen om en vurdering, og i 1998 skrev domstolen i en kendelse, at den danske stat ikke kunne forbyde import fra EU til Læsø af bier, det iøvrigt var tilladt at anvende. Det betød, at bekendtgørelsen om biavl på Læsø blev ændret, så import af "brune bier" nu var tilladt. Domstolen fandt dog, at den danske stat godt kunne forbyde andre biracer end "den brune" på Læsø, men forudsætningen var dels, at staten skulle dokumentere, at bierne var specielle og bevaringsværdige, dels at der ikke var mindre indgribende metoder til at opnå samme resultat. Denne dokumentation blev aldrig fremlagt og er måske årsagen til, at Fødevareministeriet i 2005 indledte et samarbejde med biavlerforeningerne på Læsø om et "historisk kompromis". Her blev det aftalt, at tilhængerne af den "brune" bi fik et område på østspidsen af Læsø, hvor der kun måtte være "brune" bier, og tilhængerne af den "gule" bi fik et lille område mod vest. På resten af øen skulle alle biracer og blandinger være tilladte. Denne aftale ser ud til at holde og har medført, at biavlerne igen kan tale med hinanden, uden at det dog kan konkluderes, at "bi-krigen" er slut. Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet udførte i 2005 en genetisk undersøgelse af bierne på Læsø. Det blev konstateret, at ca 25 % af bierne stadig kunne betegnes som overvejende "brune", selvom de ikke var racerene Apis mellifera mellifera. Af disse blev 40-50 bifamilier udvalgt som grundlag for den videre avl i det "brune" parringsområde.

[redigér] Kultur og fritid

På det kulturelle område kan man finde Folkeuniversitetet på Læsø, som er en underafdeling af Folkeuniversitetet i Danmark. Desuden har øen en biograf - Læsø Bio - der viser flere af de nyeste danske og udenlandske produktioner. Øen er desuden hjemsted for en række keramiske værksteder og kunstgallerier.

På fritidsområdet findes en række foreninger:

• Den frie Biavlerforening, Læsø
• Byrum Sportsforening
• Fodslaw
• Folkedansens Fremme
• Læsø Biavlerforening
• Læsø Billardklub
• Læsø Bueskytteforening
• Læsø Fritidsfiskerforening
• Læsø Jagtforening
• Læsø Jægerne
• Læsø Skyttekreds
• Læsø Ride- og Køreforening
• Læsø Seaside Golf Klub
• Læsø Sejlerklub
• Læsø Seniordanserforening
• Læsø Sportsdykkerklub
• Vesterø Boldklub af 1920
• Østerby Sportsforening
• Østerby Sportsforenings Venner

[redigér] Noter

[redigér] Se også

• Læsø Herred
• Læsø Kommune

[redigér] Litteratur

[redigér] Kilder

[redigér] Sekundærlitteratur

• Christensen, Bernth (1987) Læsø - som du var engang, S.A.L.
• Christensen, Bernth (1989) Læsø - billeder fra dengang, S.A.L.
• Stoklund, Bjarne (1962) Læsøgården på frilandsmuseet, Nationalmuseet
• Stoklund, Bjarne (1988) Arbejde og kønsroller på Læsø, Læsø Museum
• Ydegaard, Torbjørn (1990) Læsø Rundt - en Skarv-guide, Høst og Søn
• Peter G. Vornlocher (1993), [1]Die dänische Insel Læsø. Eine regionalgeographische Studie von Peter G. Vornlocher (The Danish island Læsø. A regional-geographical study)

[redigér] Eksterne kilder/henvisninger

• Internet-sider om Læsø og attraktioner:
  • Læsø Portalen
  • Vejrstation Læsø med webcam
  • Saltsyderiet
  • Læsø jomfruhummerfestival

• Til og fra Læsø:
  • Færgeselskabet Læsø I/S
  • Copenhagen Airtaxi
  • Flexflight

Koordinater: 57° 16′ N, 11° 0′ Ø