Kirsten Piils Kilde
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kirsten Piils Kilde ligger i Dyrehaven lige op til Dyrehavsbakken.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Nutiden
Kilden blev, efter en usikker overlevering, opdaget af en i øvrigt ukendt Kirsten Piil i 1583. Efter fortællingen var Kirsten en from kvinde, som ved sit hellige levned gav kilden en særlig helbredende kraft, der fik syge mennesker til at valfarte til kilden for at drikke af vandet.
I 1732 blev kilden genfundet som tilsandet, hvilket sikkert hænger sammen med Dyrehavens indhegning i 1670, hvormed adgangen til kilden blev forhindret. Den kongelige dansemester, Brinckmann, der boede i hus sammen med parykmageren J.C. Greve, finansierer en istandsættelse. Senere har man fundet brudstykker af en sten med årstallet 1736 som de to herrer opsatte i denne forbindelse. I den samme periode fik kilderne yderligere betydning. Mange folk boede i byer hvor drikkevandet var af en varieret kvalitet. Specielt det københavnske drikkevand var af en meget ringe kvalitet sammenlignet med det rene, kølige og friske kildevand fra kilderne i Dyrehaven, og derfor kunne man nemt få det indtryk at vandet var helbredende.
[redigér] Fattigblok
Denne øgede trafik til kilderne blev kædet sammen med sygdom og helbredelse, og man opsatte de såkaldte "fattigblokke" ved de stærkt trafikerede kilder. Disse fattigblokke var var pengeskrin af solid konstruktion, forsynet med en hængelås. Her kunne de bedrestillede vise deres godhed ved at lægge penge i.
I 1712 var penge fra en fattigblok ved Vangede Kilde med til at finansiere opførelsen af Gjentofte Hospital. I 1852 deltes hospitalet i to, så Gentofte og Lyngby fik hver sin bygning med 8 sengepladser hver. I Lyngby kaldtes det "Vartou" og blev opført ved Lyngby Kirke.
På den tid havde ordet hospital en anden betydning en i dag. Et hospital var et asyl for fattige, enker og andre der, af en eller anden grund, ikke kunne klare sig selv og blev drevet af kirken som en slags fattiggård. De mennesker der opholdt sig på hospitalet blev kaldt "fattiglemmer" eller blot "lemmer". Pengene fra fattigblokken havde således stor betydning for datidens socialvæsen. Da søgningen til Kirsten Piils Kilde formodentlig var større end til Vangede Kilde beordrede Struensee, i 1754, fattigblokken flyttet til Kirsten Piils Kilde.
[redigér] Dyrehavsbakken tager form
I mellemtiden havde grev Reventlow, i 1750, restaureret kildens omgivelser igen og kilden løb igennem et rør af træ i en "armtyk" stråle. Søgningen til kilden var stor, og indtægterne steg år for år, sikkert godt hjulpet af Frederik 4., der hvert år på Sankt Hans aften kom og drak af vandet hvorefter han promenerede på Bakken og drak te på Eremitageslottet. De tre uger omkring sankthans blev således til "kildetiden", der, ud over konger og godtfolk, også tiltrak mange mennesker heriblandt også gøglere, linedansere og spillemænd med deres telte og boder.
Skikken med kilderejser var forbundet med en del ritualer. Således skulle man f.eks. drikke vandet af et helt nyt lerkar og forlade stedet i nyt tøj. Dette gav grobund for pottemagere og fattige kom for at få folks aflagte tøj.
Efterhånden som tilstrømningen til kilden tog til blev pladsen omkring kilden for trang og teltholderne flyttede gradvist over på Dyrehavsbakken, hvor de blev anvist pladser af overjægermesteren. Gøglet tog til i omfang og flyttede pengestrømmen fra fattigblokken over i teltholdernes lommer. For at sikre hospitalernes økonomi indførte jægermester grev Rantzau derfor i samråd med pastor Siverud i 1744 en ordning, hvorefter man skulle melde sig hos skovrideren for at ansøge om en teltplads mod betaling. Denne betaling variede efter, hvor lang tid man ville opholde sig på Bakken, teltets størrelse, teltholderens indtægter og sikkert også på placeringen af teltet. Der foregik en reel forhandling hvor man kunne betale sig til en god placering. Denne ordning blev det økonomiske fundament for hospitalet i de næste 200 år.
De gode indtægter der var at hente blev der konkurrence om midler og kompetencer i denne anvisning. Politimesteren, der selv havde et telt på Bakken, ønskede i 1805 at overtage anvisningen, med henvisning til hensynet til ro og orden. Amtmanden bragte sagen videre i hierarkiet, hvorefter den endte hos kongen, som ved kongelig resolution af 23. maj 1806 fastslog kompetencefordelingen for pladstildeling som hidtil, dog med den ændring, at politimesteren fik mulighed for selv at bestemme, hvor hans telt skulle slås op.
Aftalen om afgifter fra teltholderne til brug for hospitalet var oprindeligt indgået mellem skovvæsenet og hospitalet, men blev nu stadfæstet i en kongelig resolution. I 1823 fik hospitalet status som privatretslig enhed, hvilket betød, at det blev frigjort fra det almindelige fattigvæsen. Den kongelige resolution var nok også, ved hjælp af kongeloven af 1665, medvirkende til at indtægterne fra stadepenge og fattigblok stadig gik til hospitalet, selv efter 1911, hvor man ophørte med at betale bidrag til fattigkassen ved forlystelser.
Allerede i 1910 var der dog utilfredshed med ordningen, denne gang fra hospitalets side. Skovvæsenet var begyndt at opkræve en særskilt lejeafgift fra teltholderne ud over hospitalets stadepenge, nok for her at få en yderligere indtægt til skoven. Dette betød at der var tre modtagere af penge fra kassen: hospitalet, skovvæsenet og politimesteren, der skulle have penge for tilladelser.
Da hospitalets fundats ændredes i 1947, tilkendegav skovvæsenet, at man ikke kunne acceptere en udvidelse af hospitalets rettigheder til stadepenge, samtidig bredte utilfredsheden sig ved opdagelsen af, at pengene gik i to kasser. I 1958 mundede dette ud i en retsag, der resulterede i at retten til udskrivning af afgifter skulle blive hos politiet. Opkrævningen fortsatte til 1967, hvor justitsministeren pålagde politimesteren at ophøre med ordningen.
Forudsætningen for at Gjentofte Hospital i hele denne periode havde fået del i pengene, var at lemmerne gjorde rent på Bakken, når kildetiden var forbi. De skulle rydde pladsen og omgivelserne for affald efter sæsonen, således at Bakkens areal kunne indgå i Dyrehaven indtil næste sæson. Siden hen, da forretningerne på Bakken blev mere permanete, gjaldt kravet om oprydningen stadig men nu var hovedopgaven at rive blade efter sæsonlukningen. På et tidspunkt var lemmerne imidlertid ikke i stand til at løse opgaven længere, der derfor blev løst af skovdistriktet på entreprenørbasis og derefter sendte regningen til Gjentofte Hospital. Omkostningerne var efterhånden løbet op i et beløb der stort set svarede til de indtægter hospitalet stadig fik fra teltholderne. Gjentofte Hospital var derfor utilfreds med ordningen og regningen fra skovdistriktet og amtmand Strøm, der var formand, ville have sat afgiften fra teltholderne i vejret. Teltholderne nægtede at betale og det førte til, at Gjentofte Hospital i 1979 anlagde en retssag mod teltholderne og skovdiskritet. I første omgang fik hospitalet medhold, men afgørelsen blev anket. Sagen kom for Østre Landsret i 1983, hvor det i 1986 blev stadfæstet at det var amtmanden, på vegne af hospitalet, der skulle fastsætte og opkræve stadeafgifterne. Dommen blev atter anket, nu i Højesteret, der i 1988 bestemte, at teltholderne ikke var pligtige til at betale til hospitalet. Hermed endte 200 års historie, som betød at ejendommen Vartou ved Lyngby Kirke blev solgt, så der i dag kun er ejendommen ved Gentofte Kirke tilbage.
[redigér] Nutiden
Som et kuriosum kan det nævnes at KAS Gentofte intet har med Gjentofte-Lyngby Hospital at gøre. Derimod havde det betydning for Kirsten Piils Kilde at KAS Gentofte blev opført. I 1927 var det nødvendigt at foretage vandboringer i Klampenborg Galopbanes arealer, hvorved vandstanden sænkedes så meget, at Kirsten Piils Kilde blev tørlagt. Kun ved hjælp af en rørlagt ledning fra Lyngby-Taarbæk Kommunes Vandforsyning springer kilden igen i dag.
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger
- Dyrehaven af Torben Christiansen og Peter Lassen, Politikens Forlag, 2005. ISBN 87-567-7250-5
- Oehlenschlägers digt, "Manden ved Kilden" i hans Sanct Hansaften-Spil (1803) i Kalliope
