Karl 6. af Frankrig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Karl 6. af Frankrig (3. december 1368 – 21. oktober 1422), med tilnavnet den Gale (le Fol eller le Fou), var Frankrigs konge fra 1380 til hans død, og medlem af slægten Valois.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Tidlige liv
Han blev født i Paris, som søn af kong Karl 5. og Jeanne de Bourbon. I en alder af elleve år blev han imidlertid kronet som konge i katedralen i Reims. Han giftede sig med Isabeau af Bayern i 1385. Indtil han var i stand fuldt ud at påtage sig ansvaret som konge i 1388, blev Frankrig regeret af hans onkel, Philip den Skaldede.
Karl blev fra begyndelse kendt som bienaimé (den elskede), men efter han blev ramt af en psykose fik han også tilnavnet le Fol eller le Fou (den gale). Sygdommen kom til at plage ham resten af sit liv. På grundlag af de symptomer der beskrives i kilderne har moderne læger beskrevet hans lidelse som enten Skizofreni, porfyri eller bipolær affektiv sindslidelse.[Kilde mangler]
[redigér] Kongen bliver gal
Det første kendte anfald fandt sted i 1392, da kongens ven og rådgiver, Olivier de Clisson, bliver udsat for et mordforsøg. Karl var fast besluttet at straffe den skyldige, Pierre de Craon, som havde søgt tilflugt i Bretagne. Samtidige kilder beretter at Karl var som i en rus for at påbegynde felttoget og samtidigt havde virket usammenhængende i sin tale. Karl drog af sted med en hær 1. juli 1392, men Karl blev nærmest drevet ud i et vanvid af utålmodighed over dens langsommelige fremskridt.[Kilde mangler]
Kongen blev plaget af perioder med mentale forstyrrelser gennem resten af sit liv; under et anfald i 1393 kunne han fx ikke huske sit eget navn, vidste ikke at han var konge og flygtede i rædsel for sin egen dronning, Isabeu de Bávarie. Han kunne ikke genkende sine børn, men sin bror og rådgivere huskede han navnene på, sammen med personer som var døde. Under senere anfald ville han strejfe om i paladset mens han hylede som en ulv, nægte at gå i bad i flere måneder og lide af tvangstanker om at han var lavet af glas.[Kilde mangler]
Kongens mentale tilstand betød at regeringsmagten var overladt til hans embedsmænd og derfor stærkt afhængig af deres loyalitet; kongen kunne bl.a. ikke længere anføre hæren i krig og Charles d'Albret, le Connétable de France, måtte fx stå i spidsen for hæren ved Agincourt.
[redigér] Forholdet til England
Karl 6.’s regeringstid blev præget af gentagende krige mod England, det der senere blev kendt som Hundredårskrigen. Der blev gjort et forsøg på at indgå en fred allerede i 1396, da den endnu ikke syv år gamle prinsesse Isabella af Valois bliver gift med den 29-årige Richard 2. af England.
Freden i Frankrig holdt ikke, og fejden mellem kongefamilien og den burgundiske fyrsteslægt kastede igen landet ud i anarki og kaos. I 1415 besluttede Englands konge Henrik 5. at drage fordel af denne situation, og foretog derfor en invasion i Nordfrankrig, dette felttog blev afgjort i slaget ved Agincourt, hvor den franske hær led et totalt og afgørende nederlag til de talmæssigt underlegne engelske styrker. I 1420 måtte Karl, stærkt mærket af sin sygdom, underskrive fredsaftalen i Troyes, hvor Henrik 5. blev anerkendt som Karl 6.’s arving, hans egen søn blev erklæret illegitim og hans datter, Katharina af Valois, blev forlovet med Henrik.
I realiteten var der tvivl om dauphinen Karls legitimitet, hans mor var berygtet for sine affærer, mens hendes mand var sindssyg. Desuden blev hans natur regnet som svag og vaklende, hvilket skabte konflikter med både hans mor og sin egen søn Ludvig. Senere mente mange franskmænd, heriblandt Jeanne d’Arc, at kongen kun havde indgået denne katastrofale aftale pga. presset fra sin sygdom, og at aftalen derfor ikke kunne regnes som bindende.[Kilde mangler]
Karl 6. døde i 1422 i Paris og blev begravet sammen med sin dronning i Saint Denis, han blev efterfulgt af sin søn Karl 7. Henrik 5. var på det tidspunkt optaget af Rosekrigene hjemme i England.
| Efterfulgte: | Konge af Frankrig | Efterfulgtes af: |
| Karl 5. af Frankrig | Karl 7. af Frankrig |
[redigér] Litteratur
- Tuchman, Barbara, A Distant Mirror: The Calamitous 14th Century, New York; Ballantine Books, 1978.
