Judas Priest

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Judas Priest
Fra venstre: Rob Halford, K.K. Downing, Glenn Tipton, Ian Hill, Scott Travis (bagerst)
Information
Oprindelse	Birmingham, England
Genre(r)	Heavy metal Speed metal[1] NWOBHM[2] Hard rock[2]
Aktive år	1968 - Stadig aktive
Pladeselskab	Columbia Records
Inspireret af	AC/DC[3] Black Sabbath[4] Led Zeppelin[5]
Har påvirket	Arch Enemy[6] Biomechanical[7] Children of Bodom[6] Helloween[8] Iron Maiden[9] King Diamond[9][10] Metallica[9] Slayer[6][11] Stryper[12]
Hjemmeside	Officiel webside
Medlemmer
Rob Halford K.K Downing Glenn Tipton Ian Hill Scott Travis
Tidligere medlemmer
John Ellis Al Atkins Chris Campbell John Hinch Alan Moore Les Binks Dave Holland Tim "Ripper" Owens

Judas Priest er et britisk heavy metal-band dannet i 1969^[13] eller 1970^[14][15] i Birmingham. Usikkerheden skyldes at guitarist K. K. Downing og bassist Ian Hill dannede bandet Freight i 1969, men først fandt deres forsanger og nye navn i 1970.^[16]. Den bedst kendte medlemsopstilling består af Downing, Hill, sanger Rob Halford og guitarist Glenn Tipton – som sammen med trommeslager Scott Travis også er bandets nuværende opstilling.

Judas Priest er af mange efterfølgende heavy metal-musikere og bands blevet nævnt som en central inspirationskilde.^[14][17] De tilførte genren flere nye elementer, såsom guitar dueller og lædertøj samt at de fjernede størstedelen af de blues-elementer som heavy metal havde haft med fra dagene med rockmusik. MTV har vurderet bandet til at være det næststørste heavy metal-band nogensinde, efter Black Sabbath.^[6]

Efter et totalt overset debutalbum og to nogenlunde succesfulde efterfølgende album, brød bandet for alvor igennem i 1978 med albummet Stained Class. I de efterfølgende år, frem til midten af 1980'erne, var gruppen et af de mest kendte og succesfulde heavy metal-bands overhovedet.^[18][14][19] Fra Turbo fra 1986 og frem til 1990 fulgte dog en periode med et par kommercielle album der blev negativt modtaget af anmelderne. Painkiller fra 1990 signalerede et comeback for bandet, men forsanger Halford forlod dog bandet snart efter. Efter et par år med en ny forsanger, noget der blandt andet førte til to nye studiealbum, vendte Halford tilbage til bandet i 2003.

Bandet har solgt over 35 millioner album på verdensplan.^[20][21] Deres nyeste album, Angel of Retribution, blev udgivet i marts 2005.

Indholdsfortegnelse 1 Biografi 1.1 Atkins-årene (1969-1973) 1.2 Rocka Rolla (1974) 1.3 Begyndende succes (1975 - 1978) 1.4 Killing Machine og første livealbum (1979) 1.5 British Steel og mainstream-succesen 1.6 Turbo, Ram It Down og dalende popularitet 1.7 Painkiller og comeback 1.7.1 Bandet sagsøges 1.7.2 Halford forlader bandet 1.8 Gendannelse med ny forsanger (1996-2003) 1.9 Halford vender tilbage (2004-) 1.9.1 Fremtidigt album 2 Indflydelse 2.1 Coverversioner 3 Medlemmer 3.1 Tidligere medlemmer 4 Diskografi 4.1 Studiealbum 4.2 Livealbum 4.3 Dvd'er 4.4 Opsamlingsalbum og kompilationer 5 Fodnoter 6 Eksterne henvisninger

[redigér] Biografi

[redigér] Atkins-årene (1969-1973)

K.K. Downing og Ian Hill havde kendt hinanden siden barnsben, da de som børn boede tæt på hinanden og gik i samme skole i West Bromwich. De blev nære venner som teenagere, og begyndte begge at lære at spille et instrument.

Siden 1966 havde nabolaget allerede et rimelig kendt band ved navn Judas Priest (opkaldt efter Bob Dylans sang "The Ballad of Frankie Lee and Judas Priest" fra John Wesley Harding-albummet). Dette band gik dog i opløsning i 1969, og gruppens forsanger, Alan Atkins, fandt Downing og Hill som fik ham med i bandet som deres forsanger, og overtog navnet fra hans gamle band.

Med Downing som primus motor bevægede bandet sig hurtigt fra sin oprindelige blues-inspirerede musik hen mod hård rock og det, som senere ville blive døbt "heavy metal". I 1971 begyndte Judas Priest at spille livekoncerter i deres nabolag i Birmingham, nogle gange som support for Budgie, Thin Lizzy og Trapeze. I løbet af året blev den oprindelige trommeslager, John Ellis, dog erstattet af Alan Moore, som så senere i 1972 blev erstattet af Chris Campbell. I juni 1971 indspillede Judas Priest en demo,^[16] som i dag betragtes som ekstremt sjælden, da den kun er blevet hørt af omkring 10 mennesker nogensinde.^[22] Denne demo fik managementselskabet IMA, som blandt andre blev styret af guitaristen Tony Iommi fra Black Sabbath, til at tage kontakt til bandet.^[23] Der var dog stadig ikke umiddelbart nogen stor pladekontrakt i sigte, og en kombination af stigende udgifter til bandet og intensivt mange livekoncerter fik både forsanger Atkins og trommeslager Campbell til at forlade gruppen i maj 1973^[13] eller 1974.^[4]

[redigér] Rocka Rolla (1974)

På omtrent samme tid som Atkins forlod bandet datede Ian Hill en pige fra den nærliggende by Walsall. Hun anbefalede sin bror, Robert Halford, som ny forsanger til bandet.^[16] Halford, som hidtil havde arbejdet i en lokal biograf, kom med i Judas Priest, og medbragte trommeslageren John Hinch fra sit tidligere band, Hiroshima. Gruppen turnérede meget i Storbritannien, ofte som support for Budgie.^[16] I 1973 indspillede Judas Priest en ny demo, hvilket sikrede dem en pladekontrakt med Gull Records det samme år.^[13]

Før bandet gik i studiet for at indspille deres debutalbum, anbefalede deres pladeselskab at de burde hyre endnu en musiker.^[16] Da han ikke var interesserede i at have hverken orgel eller blæsere i bandet,^[16] bestemte Downing sig for endnu en guitarist og valget faldt på Glenn Tipton fra Stafford-bandet Flying Hat Band, som sluttede sig til gruppen i 1974.^[4] Ifølge flere af bandets medlemmer var der nogle tekniske problemer under indspilningerne,^[24] men pladeselskabet nægtede at tage sig af det, og som et resultat deraf led deres debutalbum Rocka Rolla under en "forfærdelig" lydkvalitet.^[24] Der var også problemer med management; ifølge bandet havde producer Rodger Bain for stor indflydelse på produktionen af albummet.^[25] Han udelod blandt andet de senere klassikere "Tyrant", "Genocide" og "The Ripper," og skar sangen "Caviar And Meths" ned fra en 10 minutter lang sang til et 2 minutters instrumentalnummer. Rocka Rolla forblev stort set ukendt i offentligheden.^[13]

[redigér] Begyndende succes (1975 - 1978)

Judas Priests første rigtig store koncert kom i 1975 da de spillede på Reading Festival. Kort efter blev Hinch fyret fra bandet på grund af hans inkompetence.^[26][16] Alan Moore kom derfor tilbage til gruppen igen som hans afløser. I 1976 vendte Judas Priest tilbage med Sad Wings of Destiny. På dette nye album deltog bandet aktivt i produktionen af albummet og valgte også selv producerne. Udgivelsen indeholdt hovedsageligt noget af bandets ældre materiale, blandt andet flere af de numre som var blevet afvist af Bain samt nummeret "Victim of Changes" der kombinerer sangen "Whiskey Woman", som var et nummer fra det "første" Judas Priest (Al Atkins' band) og "Red Light Lady", der var et nummer af Hiroshima, Halfords tidligere band.

I 1977 forlod Moore igen Judas Priest, og i stedet hyrede de studiemusikeren Simon Phillips, og med ham ved trommerne indspillede bandet samme år albummet Sin After Sin. Økonomiske vanskeligheder nødvendiggjorde en kontrakt med det store pladeselskab CBS Records^[14] og albummet blev produceret af Deep Purple-bassisten Roger Glover,^[13] samt indspillet i The Whos Ramport Studios i London.^[5] Sin After Sin blev positivt modtaget, og førte bandet på sin første turné i USA. På denne turné var det dog Les Binks der sad bag trommesættet, da Phillips allerede havde forladt bandet igen - på turnéen oplevede gruppen også at være opvarmningsband for Led Zeppelin^[13] og REO Speedwagon.^[16]

Efter USA-turnéen drog bandet tilbage til studiet for at indspille Stained Class, som blev udgivet i 1978. Dette var det første Judas Priest-album som for alvor brød igennem på hitlisterne, og etablerede Judas Priest som et egentlig kendt band.^[14] Det var samtidig det første album hvorpå bandet udforskede den genre, som senere ville blive kendt som "heavy metal",^[27] dog oprindeligt mest betragtet som bandets første udforskning af NWOBHM.^[14]

[redigér] Killing Machine og første livealbum (1979)

I 1979 udgav bandet Killing Machine. Albummet blev meget godt modtaget, og blev blandt andet #128 på de amerikanske hitlister.^[13] Den amerikanske version af albummet blev omdøbt til Hell Bent For Leather, da pladeselskabet fandt den oprindelige titel "for voldelig".^[13] Det markerede også en ny drejning i Judas Priests kreative retning: sangene på albummet var blevet kortere og mere kommercielt appellerende, mens de dog stadig indeholdt en hel del af den hårde lyd, som kendetegnede heavy metal, og var derudover samtidig med albummets udgivelse at Judas Priest påbegyndte deres nye stil med lædertøj og studs.^[14] Den øgede fokus på simple, men rastesløse og kraftfulde beats som skulle skabes live med lige så stor kraft som på albummet førte til at Les Binks, som var en jazzet trommeslager-type, forlod bandet, og lod Dave Holland (eks-Trapeze) blive ny trommeslager. Flere andre bands, deriblandt Running Wild, Exciter og Savage, har taget deres navne efter sange på albummet.^[5]

Senere samme år udgav Judas Priest deres første livealbum: Unleashed in the East. Albummet blev indspillet ved en koncert i Tokyo, Japan, mens bandet var på deres Hell Bent for Leather-turné i 1979. Unleashed in the East blev en massiv succes, og var det første af bandets album som vandt platin. Det blev også #70 på de amerikanske hitlister.^[13] Albummet blev dog fra mange sider kritiseret for angiveligt at være blevet voldsomt finpudset i studiet efterfølgende.^[28] Tipton har kommenteret disse rygter ved at indrømme at Halfords vokal blev delvist genindspillet i studiet, da han grundet influenza havde problemer med at synge klart på turnéen.

[redigér] British Steel og mainstream-succesen

I 1980 udgav Judas Priest studiealbummet British Steel. Dette album blev en enorm succes, strøg ind på Top 3 på den britiske hitliste,^[14] blev bandets andet album som vandt platin, og deres første rigtig store kommercielle succes.^[13] Dave Hollands evner på trommer gjorde mange af sangene kortere, og albummet appellerede samtidig mere til mainstream-lyttere end tidligere album. Udgivelsen indeholdt to singler, Breaking the Law og Living After Midnight, som begge blev massive hits, og blev ofte spillet i radioen.

Efter udgivelsen af albummet, brugte Judas Priest størstedelen af 1980 på at turnére, blandt andre sammen med bands som Def Leppard, Scorpions og Rainbow.^[13] Efter turnéen begyndte Judas Priest indspilningerne af deres næste album, som blev udgivet 26. februar 1981, og havde titlen Point of Entry. Albummet blev kommercielt næsten lige så godt modtaget som British Steel,^[14] selvom anmelderne kaldte det et fejlet forsøg på at overgå British Steel.^[29] Singlen "Heading out to the Highway" blev #10 på hitlisten for Mainstream Rock i USA, mens singlen "Hot Rockin'" blev et hit i Storbritannien,^[13] og den medfølgende verdensturné var en succes.

I 1982 udgav Judas Priest albummet Screaming For Vengeance. Albummet blev endnu bedre modtaget end sin forgænger, solgte over 1 million eksemplarer, vandt dobbelt platin,^[30] og blev bl. a. #17 på hitlisterne i USA, og #11 i Storbritannien - hvilket dermed blev bandets bedst placerede album nogensinde.^[13] Screaming For Vengeance indeholdt blandt andet megahittet "You've Got Another Thing Comin'," som kom ind på Top 5 af Mainstream Rock-hitlisterne.

Screaming For Vengeance blev fulgt op af Defenders of the Faith, som blev udgivet i 1984. Dette album indeholdt endnu flere progressive elementer end deres tidligere album, hvilket kan skyldes at thrash og speed metal, med Metallica, Megadeth og Slayer i spidsen, begyndte at blive populært og Judas Priest begyndte at forme deres musik derefter. Defenders of the Faith blev af nogle døbt "Screaming For Vengeance II", da de to album mindede utroligt meget om hinanden.^[31] Albummet nåede Top 20 i både USA og Storbritannien.^[13]

[redigér] Turbo, Ram It Down og dalende popularitet

Turbo fulgte i 1986. Midten af 1980'erne var en tid hvor glam metal var på sit højeste, og Judas Priest lod sig inspirere af dette, og ændrede fuldstændigt image til et mere poppet og farverigt et, hvilket flere kritiserede for at være totalt ude af trit med tiden.^[14] Musikalsk begyndte bandet at bruge synthesizere. Albummet blev #17 på de amerikanske hitlister, solgte over 1 million eksemplarer, og indeholdt bl. a. Top 30 singlen "Locked In".^[13] På trods af de gode salgstal brød mange fans sig ikke om det nye stilskift, og stemplede bandet som sell-outs. Samme år havde Judas Priest flere turnéer, og indspillede under en af disse livealbummet Priest...Live!,^[13] som nåede Top 40 i USA, selvom det dog ikke levede op til den succes, som Unleashed In the East havde haft,^[32] og var det første Judas Priest-album siden Stained Class som ikke engang vandt guld.^[14]

På deres efterfølgende album, Ram It Down fra 1988, indspillet i København, vendte Judas Priest tilbage til deres gamle heavy metal-stil,^[14] i et forsøg på at genvinde de fans som forlod dem efter Turbo.^[13] Dette lykkedes dog ikke fuldt ud, og selvom albummet nåede #31 og kom på Top 30 på hhv. den amerikanske og britiske hitliste,^[13] mente mange at albummet viste at bandet ikke længere kunne holde trit med tidens voldsomt populære thrash metal-bands.^[14] Efter albummets udgivelse og den efterfølgende turné forlod trommeslager Dave Holland bandet, da han følte sig fysisk udbrændt, ikke længere følte sig i stand til at kunne yde sit bedste for musikken, og i øvrigt ønskede at bruge mere tid sammen med sin familie.^[33] Han slog sig senere ned som musiklærer, og blev 13. februar 2004 fundet skyldig i at have forsøgt at voldtage en 17-årig handicappet musikelev, og idømt 8 års fængsel.^[1]

[redigér] Painkiller og comeback

Efter Hollands afsked i 1989, fandt bandet i stedet Scott Travis, som de indspillede deres næste album med. Albummet kom til at hedde Painkiller, og blev udgivet i efteråret 1990. Det blev #26 på den amerikanske hitliste, og betragtes generelt som bandets ultimative comeback-album, og inspirerede flere, hovedsageligt tyske, speed og power metal-bands.^[5] Det indeholdt bl. a. singlen "A Touch of Evil", som kom på Top 30 på Active Rock-hitlisten.^[13] Den samtidige turné var også en stor succes, og talte åbningsbands som Pantera, Megadeth og Sepultura.

[redigér] Bandet sagsøges

Samme år som Painkiller blev udgivet, blev bandet trukket i retten af forældrene til to teenagere som 5 år tidligere havde forsøgt selvmord: 23. december 1985 havde den 20-årige James Vance og 19-årige Ray Belknap drukket sit fulde og røget marihuana,^[34] for derefter at tage hen til legepladsen ved en lokal Lutheransk kirke i Reno. Der skød Belknap sig op gennem hagen med et haglgevær og døde på stedet. Vance fulgte efter, men overlevede med et totalt deformt ansigt.^[34] Han døde tre år senere efter en overdosis af smertestillende medicin.

Ifølge forældrene til de to teenagere havde Judas Priest indlagt skjulte meddelelser i "Better By You, Better Than Me" (fra Stained Class) i form af teksten "Do it, do it, do it", som ifølge dem var en opfordring til selvmord.^[35] Ironisk nok var sangen slet ikke skrevet af Judas Priest, men var en coverversion af et Spooky Tooth-nummer.

Herefter måtte bandet bruge flere millioner dollars på den tre år lange retssag, som endte med at de blev frikendt.^[13] Om hele sagen har Halford udtalt, at det ville være temmelig dumt at opfordre deres fans til at slå sig selv ihjel, og hvis de endelig skulle indlægge skjulte meddelelser skulle det være "køb flere plader".^[34]

[redigér] Halford forlader bandet

Til en koncert i 1991 kom Rob Halford voldsomt til skade da han kørte op på scenen på sin motorcykel, men på grund af tøris kunne han ikke se noget, og kolliderede med trommesættet på scenen. Selvom koncerten blev forsinket på grund af denne ulykke, sang Halford alligevel koncerten til ende, og blev først efterfølgende kørt på hospitalet. Han udtalte senere, at denne episode på mange måder var katalysator for hans efterfølgende afsked fra Judas Priest.^[36][37]

I 1992 dannede Rob Halford thrash metal-gruppen Fight for at udforske en ny musikalsk stilart. Modstridende kontrakter tvang ham dog til i maj samme år at forlade Judas Priest,^[38] hvilket han meddelte de andre bandmedlemmer via fax.^[16] Derefter gik bandet officielt i opløsning og lå stille de næste 4 år.

[redigér] Gendannelse med ny forsanger (1996-2003)

I 1996 vendte Judas Priest tilbage til offentligheden - nu med ny forsanger. Valget var faldet på den 29-årige Tim Owens, som bandet havde set optræde i Judas Priest-coverbandet British Steel. Året efter udgav bandet albummet Jugulator, efter at have pisket en stemning op omkring hvordan de på albummet "vendte tilbage til deres rødder".^[14] Albummet blev #82 på den amerikanske hitliste, og kom på Top 50 på den britiske.^[13] Anmelderne kritiserede dog Judas Priest for ikke længere at være innovative.^[39]

Historien om hvordan den unge Owens kom til at blive forsanger for sit idolband var inspiration til filmen Rock Star (udgivet 2001 med Mark Wahlberg i hovedrollen). Selvom Judas Priest oprindeligt skulle have været involveret i produktionen af filmen, trak bandet sig på grund af uoverensstemmelser.^[14]

Der skulle gå tre og et halvt år før bandet udgav deres næste album, Demolition, i 2001. Flere anmeldere betegnede dette album som noget så anderledes, at man slet ikke kunne høre at det var Judas Priest-album.^[40][5] Kommercielt set blev albummet ikke en særlig stor succes.^[13]

[redigér] Halford vender tilbage (2004-)

I 2003 arbejdede Judas Priest, inklusive Rob Halford, med at skrive tekst til omslag, såvel som at finde sange, til bokssættet Metalogy. Det var ved denne lejlighed at Halford kom med i bandet igen.^[14][13]

Efter gendannelsen af den oprindelige medlemsopstilling tog Judas Priest på en verdensomspændende turné i 2004.^[14] Efter denne turné forlod Owens bandet igen under fredelige omstændigheder,^[14] og blev i stedet hyret som forsanger for bandet Iced Earth. I marts 2005 udgav de, med Halford tilbage som forsanger, albummet Angel of Retribution, som blev en stor succes, og betragtes som bandets andet comeback (efter Painkiller).^[13]

Judas Priest, Kiss, Queen og Def Leppard blev de første bands til at blive indsat i VH1 Rock Honors. Ceremonien fandt sted 25. maj 2006 i Las Vegas, Nevada, og blev sendt på tv 31. maj 2006. Først spillede bandet Godsmack et medley af "Electric Eye"/"Victim of Changes"/"Hell Bent for Leather", og efterfølgende spillede Judas Priest selv "Breaking the Law," "The Green Manalishi (With The Two-Pronged Crown)" og "You've Got Another Thing Comin'," før sidstnævte sang kørte Halford en Harley-Davidson motorcykel op på scenen, et symbol som havde været en fast del af deres sceneshows i Judas Priests velmagtsdage.

[redigér] Fremtidigt album

I et interview med MTV.com i juni 2006 udtalte Halford om bandets næste album, som vil blive et konceptalbum om den franske profet Nostradamus:

	"Nostradamus er metal, er han ikke? Han var en alkymist såvel som en seer — en person med ekstraordinært talent. Han levede et fantastisk liv som var fuldt af besværligheder, glæde og sorg. Han er en meget menneskelig person og et verdensberømt individ. Du kan tage hans navn og oversætte det til ethvert sprog og alle kender til ham, og det er vigtigt for vi har at gøre med et verdensomspændende publikum."[41]
Rob Halford om Judas Priest's kommende album

Udover det nye tema vil albummet også indeholde musikalske elementer som kan komme som en overraskelse for deres fans, blandt andet har Halford nævnt at der vil være symfoniske elementer, og en mulighed for en orkestrering af albummet. Derudover vil keyboards være mere fremtrædende end tidligere.^[41]

I et interview med Brave Words & Bloody Knuckles i februar 2007 fortalte K.K. Downing at bandet indtil videre havde indspillet 18 spor, og allerede var oppe på en samlet spilletid på over 90 minutter. Han bemærkede også at han ikke brød sig om at skære særlig meget af det fra, så det er meget muligt at det vil blive et dobbeltalbum^[42] – hvilket i så fald vil blive Judas Priests første dobbeltalbum. Han sagde også at Rob Halfords vokal i øjeblikket sættes ned, og at rytmen nok vil følge samme stil, samt at den nuværende orkestrering er MIDI, og at han ikke ved om der vil blive brugt et orkester udefra.^[42] Halford har i et senere interview slået fast, at bandet kun vil bruge orkestrering i et sådan omfang, at den samme lyd vil kunne gengives af bandet ved livekoncerter.^[43]

Albummet var planlagt til at blive udgivet i starten af 2007, men er endnu ikke blevet udgivet.^[44]

[redigér] Indflydelse

Judas Priest har haft spor indflydelse på mange heavy metal-musikere i tre generationer, NWOBHM-bevægelsen i starten af 80'erne, thrash metal-bands i slutningen af 80'erne og flere dødsmetal-bands i midten af 90'erne,^[5] hvad angår lyd og teknik. Deres lyd er blevet beskrevet som "en sammensmeltning af Black Sabbaths tunghed og Deep Purples finesse, med et strejf af Led Zeppelin samt deres helt egen unikke lyd".^[45] Vigtige dele af Judas Priests lyd er kommet fra de tidlige 70'eres heavy metal, hvor bandet fjernede størstedelen af blues-elementerne som de første heavy metal-bands havde båret med sig fra rockmusikken.^[46] Derudover blev de også kendt på Rob Halfords karakteristiske stemme, som spænder over 5 oktaver,^[12] og Downing og Tiptons to guitarer, hvis sammenspil, hvor Tipton havde strukturerede, klassisk inspirerede soli og Downing havde de mere aggressive soli,^[47] var unikt på den tid, og blev forløberen for begrebet "guitar battles" (guitar dueller) - hvor to guitarister forsøger at overgå hinanden i guitarsoli.^[46]

De er af MTV.com blevet vurderet som det næst-vigtigste heavy metal band i historien, efter Black Sabbath.^[6]

Udover deres lyd blev Judas Priest også kendt for at have revolutioneret heavy metal mode.^[17] Rob Halford begyndte at inkorporere en macho-biker tøjstil omkring 1978 (samtidig med udgivelsen af albummet Killing Machine), hurtigt fulgt af resten af bandet. Dette trend spredte sig hurtigt; først begyndte daværende Iron Maiden forsanger Paul Di'Anno at bære læderjakke og nittearmbånd, og Saxon begyndte at optræde i tøj af spandex (elastan); flere andre bands, specielt indenfor NWOBHM og tidlig black metal begyndte også at lade sig inspirere af Halfords tøjstil.^[48] Halford har senere udtalt at han fik mange af idéerne til bandets nu legendariske tøjstil fra diverse S/M-butikker i London, hvor han ofte kom.^[12]

[redigér] Coverversioner

Judas Priest har haft stor indflydelse på heavy metal-miljøet, og mange andre bands har indspillet coverversioner af Judas Priest-sange. Det er tilmed et af de bands der er blevet udgivet flest hyldestalbum til,^[5] deriblandt A Tribute to Judas Priest: Legends of Metal Vol. I og II, Hell Bent for Metal og A Tribute to The Priest, hvorpå en lang række kunstnere har indsunget coverversioner af Judas Priest-sange. Derudover begyndte thrash metal-bandet Slayer oprindeligt som et Judas Priest coverband.^[49]

Bands som Agent Steel, Angra, Arch Enemy, Armored Saint, Blind Guardian, Death, Forbidden, Gamma Ray, HammerFall, Helloween, Iced Earth, King Diamond, Kreator, Mercyful Fate, Nevermore, Overkill, Primal Fear, Saxon, Six Feet Under, Skid Row, Stratovarius, Testament, Therion, U.D.O., Virgin Steele, Vital Remains og Winters Bane har alle udgivet Judas Priest-coversange (sidstnævte band med tidligere Judas Priest-vokalist Tim "Ripper" Owens)

[redigér] Medlemmer

Rob Halford Vokal	K.K. Downing Guitar Baggrundsvokal	Glenn Tipton Guitar Baggrundsvokal Keyboard	Ian Hill Bas Baggrundsvokal
Scott Travis Trommer

[redigér] Tidligere medlemmer

Vokalister

• Tim "Ripper" Owens - Vokal (1996-2003)
• Al Atkins - Vokal (1968-1973)

Trommeslagere

• Dave Holland - Trommer (1979-1989)
• Les Binks - Trommer (1977-1979)
• Alan Moore - Trommer (1971, 1975-1976)
• John Hinch - Trommer (1973-1975)
• Chris Campbell - Trommer (1971-1973)
• John Ellis - Trommer (1970)

[redigér] Diskografi

[redigér] Studiealbum Rocka Rolla (1974) Sad Wings of Destiny (1976) Sin After Sin (1977) Stained Class (1978) Killing Machine / Hell Bent For Leather (1978) British Steel (1980) Point of Entry (1981) Screaming For Vengeance (1982) Defenders of the Faith (1984) Turbo (1986) Ram It Down (1988) Painkiller (1990) Jugulator (1997) Demolition (2001) Angel of Retribution (2005)

[redigér] Livealbum Unleashed in the East (1979) Priest...Live! (1987) '98 Live Meltdown (1998) Live in London (2003) [redigér] Dvd'er Electric Eye (2003) [redigér] Opsamlingsalbum og kompilationer The Best of Judas Priest (1978) Hero, Hero (1981) Metal Works 1973 - 1993 (1993) Priest, Live & Rare (1998) Metalogy (2004)

[redigér] Fodnoter

[redigér] Eksterne henvisninger

• Officiel hjemmeside (Engelsk)
• Judas Priest på Encyclopaedia Metallum
• Judas Priest på MySpace
• Judas Priest på Discogs
• Uofficiel fanhjemmeside (Engelsk)
• Judas Priest info sider (Engelsk)

Judas Priest

Rob Halford – Glenn Tipton – K.K. Downing – Ian Hill – Scott Travis

Al Atkins – Tim Owens – John Ellis – Alan Moore – Chris Campbell – John Hinch – Les Binks – Dave Holland

Diskografi

Album: Rocka Rolla – Sad Wings of Destiny – Sin After Sin – Stained Class – Killing Machine – British Steel – Point of Entry – Screaming for Vengeance – Defenders of the Faith – Turbo – Ram It Down – Painkiller – Jugulator – Demolition – Angel of Retribution

Livealbum: Unleashed in the East – Priest... Live! – '98 Live Meltdown – Live in London

Opsamlingsalbum: The Best of Judas Priest – Hero, Hero – Metal Works 1973 - 1993 – Priest, Live & Rare – Metalogy

Videoer og dvd'er

Judas Priest Live – Fuel For Fire – Priest... Live! – Dream Deceivers – Painkiller – Metal Works 73 - 93 Video – British Steel – Live in London – Electric Eye - Rising in the East - Live Vengeance '82