Imprimatur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Imprimatur, latin for kan trykkes. Censors tilladelse til at en bog kan udgives. Udtrykket stammer fra den katolske kirke jf. Index librorum prohibitorum.

Imprimatur blev håndhævet i Danmark efter Christian V's Danske Lov (1683), der formelt krævede tilladelse til at en bog kan udgives; som regel trykt i vedkommende bog med censors navn tilføjet (f.eks. H. P. Anchersens i perioden 1736-1765). Censorerne var professorerne på Københavns Universitet som hver især indenfor vedkommendes fag tog sig af læsningen og godkendelsen af udgivelserne i de relevante emner.

Oprindeligt var det kun nødvendigt for censorerne at skrive "Imprimatur, in fidem protocolli", dette ændredes efter en sag hvor hvor en norsk kapellan i 1764-1765 havde udgivet nogle prædikener af den tyske pietist J.G.W. Forstmann. Disse blev efter udgivelsen opfattet som alt for herrnhutiske af det teologiske fakultet, selvom det blev oplyst at skrifterne havde gennemløbet den officielle censur.Det var ikke muligt at finde ud af hvem der havde stået for den mangelfulde censur, og sagen endte med at prædikerne blev forbudte og desuden blev det herefter pålagt censorerne at anføre deres navn på imprimatur angivelsen, noget nogle dog allerede havde gjort inden sagen (se billede 3)^[1].

Kravet om imprimatur-signaturer blev formelt ophævet med Struensees reskript af 14. september 1770 der indførte uindskrænket trykkefrihed i landet og således overflødiggjorde censur. Den senere genindførte censur benyttede sig ikke af imprimatur systemet, men lod istedet politimyndighederne lægge sag an mod skrifter der overtrådte Trykkefrihedsforordningen af 1799.