Generalprokurør
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Generalprokurøren var under enevælden kancelliets ledende sekretær. Han havde også den indflydelsesrige position, at forelægge kancelliets sager for kongen i statsrådet.
Generalprokurøren var juridisk konsulent for alle regeringens kontorer. I den egenskab deltog han i det lovforberedende arbejde. Desuden førte han tilsyn med embedsmændene.
Under enevælden var der ikke nogen skarp opdeling af statsmagten i lovgivende, udøvende og dømmende grene. Generalprokurøren havde derfor ofte også andre embeder i regeringen, i Højesteret eller på Universitetet.
Generalprokurørens opgaver er i nutiden delt mellem Rigsadvokaten, Kabinetsekretæren, Vicestatsministeren, Ombudsmanden og Justitsministeriets lovkontor. I perioder havde Sønderjylland sin egen generalprokurør.
[redigér] Dansk-norske generalprokurører
(Listen er ikke fuldstændig)
- Niels Benzon 1686 - 1708
- Johan Worm 1708 - 1718
- Caspar Bartholin den Yngre 1719 - 1724 (død 1738)
- Andreas Hojer fra 1736
- Bolle Willum Luxdorph 1749-1753
- Henrik Stampe fra 1753
- Oluf Lundt de Bang omkring 1777 (etatsråd og kammeradvokat)
- Christian Colbjørnsen fra 1788
- Christian Magdalus Thestrup Cold fra 1804
[redigér] Danske generalprokurører
- Anders Sandøe Ørsted 1825-1848
- Tage Algreen-Ussing 1848-1872
Derefter blev embedet nedlagt.
[redigér] Norsk generalprokurør
- Christian Magnus Falsen 1822-1825
Efter Falsens afgang stod det norske embede tomt, indtil det blev nedlagt.
