Gammeldansk
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gammeldansk er en betegnelse på det middelalderlige trin af det danske sprog.
Hvor nordisk i vikingetiden ikke havde de store sproglige forskelle, er det i middelalderen, at dansk for alvor begynder at skille sig ud fra de andre nordiske sprog, og man derfor så småt kan tale om, at det ikke længere blot er en dialekt, men et særskilt sprog. I løbet af det 11.-13. århundrede gennemløber dansk en mere rivende udvikling end på noget andet tidspunkt i sin historie.
Det ser man ikke mindst på det lydlige område, hvor klusilsvækkelsen (p, t, k > b, d, g > [w], [ð], [γ]) og neutraliseringen af vokalerne i tryksvag stavelse (a, i, u > æ > e) sætter et tydeligt præg på sproget.
Morfologien ændrer sig også kraftigt, idet man efterhånden opgiver den gamle bøjning af substantiver og adjektiver i fire kasus og af verberne i person og tal. Det sker tidligst på dansk, men efterhånden følger svensk og norsk efter, og det er i dag kun islandsk og færøsk, der har bevaret disse bøjningsformer.
