Erik af Pommern
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Erik Konge af Danmark, Norge og Sverige |
|
 |
|
| Navn: | Erik |
| Regerede: | Dansk konge 1396-39 Norsk konge 1389-42 Svensk konge 1396-1439 Hertug af Pommern 1449-1459 |
| Født: | 1382, Rügenwalde (Darłowo) |
| Død: | 1459, Pommern |
| Begravet: | Rügenwalde |
| Far: | Vartislav VII |
| Mor: | Maria af Mecklenborg-Schwerin |
| Ægtefælle(r): | Philippa af England |
Erik af Pommern (Erik 7.), søn af hertug Vartislav VII af Pommern-Stolp og Maria af Mecklenborg-Schwerin, fostersøn og søsterbarnebarn til Margrete 1., fødes i 1382. Konge af Norge fra 1389-1442 og Danmark og Sverige fra 1396-1439. Efter at hendes søn Oluf døde i 1387, antager Margrete Erik, der oprindelig hedder Bugislav, som sin fostersøn. Da enkedronningen af Norge Margrete ikke ønsker Albrecht IV af Mecklenburg til konge, bliver Erik kongehyldet i 1389. I 1396 hyldes han også som konge af Danmark og Sverige. Og den 17. juni 1397 stadfæstes Nordens kongedømme med indgåelse af Kalmarunionen. Selv om Erik formelt er konge, er det dog stadig Margrete, der styrer. Først da Margrete dør i 1412, bliver Erik regent af gavn. Erik fortsætter de reformer, som Valdemar Atterdag og Margrete har foretaget. Embederne som drost og marsk bliver ikke besat, men kanslerens stilling bliver styrket, og titlen ændres fra "rigets kansler" til "kongens kansler". Erik indsætter også danske adelsmænd på slottene i Danmark.
Pave Pius 2. beskrev (som Eneas Sylvius, dvs inden han blev pave) Erik af Pommern således:
- Erik af Pommern havde et skønt legeme, rødgult hår, rødmosset ansigt og en lang, smal hals (...) Alene, uden hjælp og uden at berøre stigbøjlerne sprang han til hest, og han drog alle kvinder, især kejserinden, til sig med elskovs kunst. (Citeret efter Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 6, 1400 - 1500, af Troels Dahlerup)
[redigér] Omkring Øresund
Sildemarkedet i Skåne er på retur, men trafikken gennem Øresund til Østersøen vokser kraftigt. I 1422 udsteder Erik en forordning, hvorefter alene danske købmænd kan optræde som mellemmænd for udenlandske varer. Hansestæderne kan ikke længere handle direkte med stormændene eller bønderne. I 1417 flyttede han regeringen til København, som herefter må regnes som Danmarks hovedstad. Han lader Malmø befæste og bygger fæstningen Ørekrog ved Helsingør (Kronborgs forgænger) og Kärnan ved Helsingborg. Fra 1429 opkræver Erik "Øresundstold" som erstatning for de faldende indtægter fra sildemarkedet i Skåne.
[redigér] Sønderjylland
Erik har det samme brændende ønske om at indlemme Sønderjylland igen i riget som hans forfædre. Den 25. juli 1413 indkalder han til danehof, for at det skal afsige dom mellem kronen som lensherre og greverne som lensmænd. Erik mener, at hertugdømmet skal betragtes som hjemfaldent, fordi greverne havde brudt deres troskabsed og ført krig mod Danmark. Dommen falder ikke overraskende ud til kongens fordel. Erik begynder at anlægge en række borge nær grænsen. I 1413 grundlægger han Landskrone. I 1416 bryder krigen ud. Erik starter med at erobre Femern, men den bliver hurtigt tilbageerobret af de holstenske grever. Erik mister også Tønder, men i 1417 indtager han Slesvig. Krigen fortsætter til 1422, hvor Erik kun har Flensborg tilbage. Den tysk-romerske konge (der i parentes bemærket er Eriks fætter) forlanger, at parterne kommer til forhandlingsbordet. I 1423 bliver der erklæret våbenhvile, og greverne skal rømme Sønderjylland.
Erik tager nu på en udenlandsrejse af flere års varighed. Da han vender hjem, erfarer han, at greverne endnu ikke havde rømmet hele Sønderjylland, og krigen genoptages i 1426. Hansestæderne er nu gået over på grevernes side, og i 1427 angriber de København. Det lykkes dog at slå dem tilbage, men ved den efterfølgende våbenstilstand må Erik måtte anerkende de holstenske grever ret til Sønderjylland må give Hansestæderne deres handelsprivilegier tilbage. Erik ophører dog ikke med at opkræve øresundstold.
[redigér] Uro og flugt
Sammenholdet i unionen er langt fra godt. Især i Norge og Sverige er der stor utilfredshed med alle krigsskatterne, og i 1434 udbryder der oprør i Midt- og Nordsverige. Erik bliver tvunget til at besætte embederne drot og marsk. Kongen skal ydermere regere i overensstemmelse med det svenske Rigsråd. Desuden skal de svenske len besættes af svenske adelsmænd. Erik tvinges til at underskrive en håndfæstning, hvori hans beføjelser bliver stærkt reducerede. Erik bliver rasende og trækker sig tilbage til sin borg, Visborg på Gotland. I 1437, da de danske bønder gør oprør, kalder Rigsrådet han tilbage til Danmark. Erik prøver uden held at få hertug Bogislaw anerkendt som sin efterfølger. Erik tager igen tilbage til Gotland, medbringende sine skatte, og efterfølgende ernærer han sig ved sørøveri. Efter svenske angreb i 1449 tvinges han til at overgive borgen til Christian 1. og vende hjem til sit fødested i Pommern. Det svenske rigsråd forsøger at melde Sverige ud af unionen, og senere følger Danmark og Norge efter. Stormændene, som ønsker at beholde unionen, retter henvendelse til Erik af Pommerns søstersøn, hertug Christoffer 3. af Bayern om at overtage kongemagten. Efter afgivelse af en række løfter bliver Christoffer hyldet som konge af Danmark i 1440, af Sverige i 1441 og af Norge i 1442. Erik dør i Pommern i 1459 og begraves i kirken i Darłowo (Rügenwalde). Han var gift med Philippa, datter af Henrik 4. af England, men de får ingen børn.
| Efterfulgte: | Kongerækken | Efterfulgtes af: |
| Margrete 1. | Christoffer af Bayern |
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
Søren Sørensen har skrevet sin version af verdenshistorien, hvorfra dele af denne artikel stammer.
