Edvard Brandes

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Edvard Brandes (21. oktober 1847 - 20. december 1931), var en dansk politiker, kritiker, forfatter og kulturpersonlighed, Georg Brandes' yngre broder. Han blev i 1880 medlem af folketinget for Venstre. I 1905 medstifter af Det Radikale Venstre og var finansminister 1909-1910 og 1913-1920. Han var dr. phil i østerlandsk filologi.

Indholdsfortegnelse 1 Redaktør 2 Forfatter 3 Politiker 3.1 Folketingsmand 3.2 Landstingsmand og minister 3.3 Politisk holdning 4 Henvisninger

[redigér] Redaktør

Edvard Brandes var, sammen med Viggo Hørup, redaktør af Venstres blad "Morgenbladet" indtil 1883, men et opgør mellem et grundtvigiansk romantisk livssyn og et naturalistisk livssyn førte til at de blev afsat. I 1884 var han med til at grundlægge dagbladet Politiken sammen med Hermann Bing og Viggo Hørup. Herfra førtes en politisk journalistik, der siden har givet Politiken rollen som Det Radikale Venstres avis. Storbyens radikale borgere og husmændene splittedes fra Venstre og dannede Det radikale venstre i 1905. Med støtte fra Socialdemokratiet danner Det Radikale Venstre i 1909 regering med Edvard Brandes som finansminister.

[redigér] Forfatter

Brandes var også en produktiv forfatter af skønlitteratur, fortrinsvis af skuespil. I 1899 udgav han dog romanen Det unge Blod som da den kom frem vakte forargelse i de mere konservative kredse. De forargelige passager er set med nutidens øjne temmelig uskyldige, men i det bornerte viktorianske samfund i slutningen af 1800-tallet var beskrivelser af en kvindes vellyst ved sex (både med sin mand, som hun ikke bryder sig om, på bryllupsnatten og senere i et sidespring) alt for direkte til at kunne tolereres. I en skrivelse fra justitsminsteriet nævnes det at det specifikt var de forekommende steder på bogens side 92 og 129 som var for meget. Som et eksempel på de forargelige linjer citeres her fra s. 92:

	Hendes Bryllupsnat - hun maatte tilstaa det, ikke uden en vis Selvlede - havde ikke været hende ubehagelig. Den stærke Attraa hos hendes Mand havde ikke været hende imod, da han bemægtigede sig hende. Hun havde følt en art Vellyst ved denne Mandsvilje. Selv om hun ikke havde gengældt hans Kærtegn, og ikke havde nydt den samme Lykke som han, saa havde hun behaget sig i at blive Kvinde. Hun var tilfreds med ingen Nysgærrighed mere at skulle nære - hun syntes, hun modnedes - blev helt sig selv, idet hun blev underkastet Menneskers højeste Drift.
Det unge Blod, s. 92-93

Bogen blev beslaglagt, men diskussionen ved dens fremkomst havde allerede sikret den et stort salg som cirkulerede rundt i samtidens læsekredse. Brandes blev tildelt en bøde på 200 kr og 20 dages hæfte^[1].

[redigér] Politiker

Brandes var folketingsmedlem for Langelandskredsen i 1880-1894. Han var medlem af Landstinget i 1906-1920 og 1920-1927. Desuden var han finansminister i 1909-1910 og 1913-1920. Som politiker havde han svært ved at underordne sig partidisiplin, og han optrådte delvist som løsgænger.

Ved en fest for Bjørnstjerne Bjørnson i efteråret 1878 satte Edvard Brandes Det litterære Venstre i forbindelse med den radikale fløj af Venstre. Indtil da havde Det litterære Venstre udelukkende været en kulturel retning. Hverken Brandes eller den litterære retning havde hidtil vist interesse for partipolitik.

[redigér] Folketingsmand

Hans valg til Folketinget i 1880 vakte stor opsigt. Det var nemlig første gang, at en jødisk fritænker blev valgt til Rigsdagen. Modstanderne kaldte ham for nationens og moralens fjende.

Brandes ville gerne opnå politiske resultater ved forhandling ved regeringspartiet Højre, men dette modsatte flertallet i hans parti sig. I 1892-1894 var han leder af Folketingets Venstre. I skuffelse over de manglende resultater forlod han politik i 1894.

[redigér] Landstingsmand og minister

Han blev igen politiker i 1906, da de radikale i København valgte han til Landstinget. Frem til 1910 var han sit partis eneste medlem af det danske overhus. Han fandt sig hurtigt tilrette i dette aristrokratiske Ting. Frikonservative landstingsmænd som grev Mogens Frijs og konsul F. Hey blev hans fortrolige. Brandes var ved at udvikle sig til dansk politiks grand old man.

Som finansmister havde han en tillidsfuldt samarbejde med den moderate politiker Niels Neergaard. Under Første Verdenskrig fik Brandes' gode forhold til kong Christian X stor betydning - både udenrigspolitisk og indenrigspolitisk.

[redigér] Politisk holdning

I sociale og økonomiske spørgsmål befandt Brandes sig på sit partis højrefløj. Han forholdt sig køligt ved Det Radikale Venstres stiftelse i 1905, og han var kritisk overfor partiets Odense-program.

Edvard Brandes følte sig knyttet til Det forenede Venstre, der havde eksisteret i 1870'erne. Han var kritisk over de fraktioner, der senere opstod i Venstre.

Christen Berg havde anbefalet valget af Brandes i 1880. Efter brudet på Morgenbladet i 1883 var Brandes kritisk over for den bergske fløj af partiet. Brandes havde den samme modvilje overfor I.C. Christensens Vestrereformparti.

[redigér] Henvisninger

Stub Denne politikerbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.