Codex Alexandrinus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Codex Alexandrinus Lukas 12:54-13:4

Codex Alexandrinus er et bibelhåndskrift fra det 5. århundrede, og er sammen med Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus blandt de ældste og mest komplette bibelmanuskripter fra antikken, der er bevaret i dag. Det har navn efter byen Alexandria i Egypten, hvor det optræder første gang, og også formodes at være skrevet.

Skriftet er på græsk, og indeholder næsten hele Det Ny Testamente og størsteparten af Det Gamle Testamente samt 1. Clemensbrev og store dele af 2. Clemensbrev. Det består af 773 blade; 643 i Det Gamle Testamente og 130 i Det Nye Testamente. Manuskriptets eneste illustrationer er små tegninger efter hver bog.

Man ved ikke, hvor det er skrevet. En senere arabisk tilføjelse påstår, at det blev nedskrevet af martyren Thecla, der ifølge traditionen var en egyptisk kvinde, som levede i apostolsk tid.

Det er dog en ubekræftet og aldrig dokumenteret påstand.

I 1621 blev det ført fra Alexandria til Konstantinopel af Kyrillos Loukaris, der var patriark i først Alexandria og senere Konstantinopel. Skriftet blev senere sendt til England som gave til den engelske konge, Jakob 1.

Kong Jakob 1. døde imidlertid inden bogen nåede frem, så det blev i stedet kong Charles I, der modtog den.

Skriftet var tæt på at blive udslettet d. 23. oktober 1731, da der udbrød brand i biblioteket på Ashburnham House (the Cotton Library), men blev reddet af bibliotekaren, Richard Bentley.

Håndskriftet befinder sig i dag i The British Library.

Codex Alexandrinus har haft stor indflydelse på udviklingen af tekstkritikken og de værktøjer, der benyttes i palæografien, især i arbejdet med Det Ny Testamente.