Ariel Sharon
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ariel Sharon (אריאל שרון) (født 27. februar 1928) , er en israelsk general, politiker og tidligere premierminister.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund og tidlig karriere
Han blev født Ariel Scheinermann i Kfar Malal, som søn af en polsk-tysk far og en russisk mor.
- Soldat - eller snarere guerillakriger - i den jødiske undergrundshær Haganah (1945-48).
- Deltager i Den Arabisk-Israelske krig 1948, og stiger i de flg. år i graderne.
- Leder af den israelske hærs særlige Enhed 101 - senere en del af faldskærmskorpset. (1953-)
- Brigadegeneral i (Seksdageskrigen) (1967).
- Går ind i politik: Ledende medlem af den højrenationale Likud-blok. (1972-)
- Genindkaldt reservegeneral i Yom Kippur-krigen (1973). I en dristig aktion krydsede Sharon og hans styrker Suez-kanalen og etablerede et brohoved i det egyptiske hovedland. Aktionen gjorde det muligt for israelerne at omringe Den 3. egyptiske Armé i Sinai-ørkenen, hvilket var en af årsagerne til, at Israel kom sejrrigt ud af en krig, der for alvor tog landet på sengen.
- Vælges til Knesset. Forlader parlamentet året efter (1973-74).
- Sikkerhedsrådgiver for premierminister Yitzhak Rabin (1974-76).
- Vælges igen til Knesset ved valget i (1977-)
- Forsvarsminister i Menachem Begin's regering (1981-84).
Som forsvarsminister stod Ariel Sharon bag et af de mørkeste kapitler i Israels historie: Den israelske angrebskrig ind i Libanon i juni 1982. Begivenheder, der stadig som en sort skygge klæber til navnet Ariel Sharon.
Med invasionen i Libanon kastede Israel sig for første gang nogen sinde ud i en krig, der ikke var begrundet i staten Israels overlevelse. Krigen og dens forløb kom til for alvor at splitte israelerne.
Ifølge dagbladet Ha'aretz lovede Sharon, at invasionen ville standse 40 km nord for den israelsk-libanesiske grænse. Men - fortæller israelske politikere og eksperter - uden at orientere parlamentet, regeringen eller endog premierminister Menachim Begin om invasionens omfang og militære mål, lod Sharon den israelske hær rykke helt frem til Libanons hovedstad Beirut i løbet af blot tre dage. Det ville ifølge Sharons kalkule føre til en fredsaftale mellem Libanon og Israel. I Sharons plan desuden indgik forestillingen om, at PLO så ville vende tilbage til Jordan og vælte Kong Hussein. Derefter ville Jordan blive en palæstinensisk stat - og det israelsk-palæstinensiske problem være løst én gang for alle. Sådan gik det imidlertid slet ikke.
De høje israelske tabstal - 657 soldater mistede livet - var i sig selv et problem for Sharon. Det var vildledningen af de israelske politikere, regering og regeringschefen også. Det største problem skaffede Sharon dog sig selv og Israel på halsen, da kristne militser med Sharons billigelse gik ind i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila i Beirut. Her voldtog og massakrerede militserne i 40 timer palæstinensiske kvinder, børn og ældre - antallet af dræbte er aldrig fastslået, men menes til at ligge et sted mellem 800 og 3.500. De israelske styrker befandt sig hele tiden blot 200 meter fra lejrene og så passivt til.
En israelsk undersøgelseskommission kulegravede massakren. Den konkluderede, at Ariel Sharon burde have forudset, hvad der ville ske, når de kristne falangister fik adgang til lejrene. Kommissionen under ledelse af Kahane fandt, at Sharon var "indirekte medansvarlig" for uhyrlighederne og krævede ham afsat. I Israel medførte massakrerne et ramaskrig, men Sharon nægtede at gå. Den 14. februar 1983 vedtog Knesset at fritage forsvarsminister Ariel Sharon for sine ministerforpligtelser.
Hele sagen var ifølge daværende premierminister Menachim Begins søn, Benny Begin - i dag selv et fremtrædende medlem af Likud - direkte årsag til, at Menachim Begin i 1984 overraskende trådte tilbage og tilbragte resten af livet i tilbagetrukkethed og dyb depression. Sharon har så sent som i januar 2002 sagt til den israelske avis Ma'ariv:
"Vi havde en aftale om, at Arafats liv skulle skånes. Denne aftale har jeg, alt taget i betragtning, fortrudt."
Bemærkningen "afslører en mafioso og oprørers tankegang snarere end en premierministers," svarede en oprørt Saeb Erekat, den palæstinensiske cheffredsforhandler og kabinetsminister.[1]
[redigér] Comeback
- Boligminister. Sharon stod bag en voldsomt udvidet bosættelsespolitik i de besatte områder, Vestbredden og Gaza-striben (1992-98).
- Udenrigsminister under Netanyahu (1998-99).
- Netanyahu taber valget i (1999). Sharon bliver leder af Likud.
- Besøger området ved Al-Aqsa Moskéen, der er en af islams største helligdomme. (sept.2000).
Ganske vist rummer området også store jødiske helligdomme - men ifølge kritikere måtte Sharon have vidst, at besøget af palæstinenserne ville blive opfattet som en provokation - hvilket det ifølge mange iagttagere uden tvivl også var tænkt som. Det kom til voldsomme uroligheder. Kort tid efter var den anden opstand - den såkaldte Al-Aqsa Intifada - en realitet.[2]
- Premierminister ved jordskredsejr i febr. 2001. Lover "Sikkerhed og ægte fred" (2001-06).
Ariel Sharon lancerer en plan om ensidig israelsk tilbagetrækning og opgivelse af bosættelser i Gazastriben. Hans eget Likud-parti var imod, og et flertal for planen var først hjemme i kabinettet, efter at et par kritiske ministre blev fyret.
- Arbejderpartiet under Simon Peres indtræder i regeringen.(2004-)
Israel vil indtil videre opretholde en række bosættelser på Vestbredden. Israels opførelse af en stor separationsbarriere delvis på palæstinensisk område er blevet fordømt af FN og erklæret folkeretsstridig af den Internationale Domstol i Haag.
I november 2005 tabte formanden for det israelske Arbejderparti, Shimon Peres, et internt formandsvalg i sit parti til Amir Peretz. Den nye Arbejderparti-formand blev valgt på et løfte om at trække Arbejderpartiet ud af koalitionsregeringen med Sharons Likud-parti. Som konsekvens af dette, og med udsigten til selv at tabe en lignende afstemning i Likud-partiet, brød Ariel Sharon med Likud-partiet, som han selv var med til at stifte i begyndelsen af 1960'erne, og dannede et nyt parti med navnet Kadima (på dansk: Fremad). Samtidig udskrev Sharon nyvalg til det parlamentet, Knesset.
Han blev indlagt på hospital den 18. december 2005 efter at være blevet ramt af en mindre blodprop i hjernen, men blev udskrevet i - efter sigende - fin form to dage senere.
Den 4. januar 2006 blev han imidlertid ramt af en omfattende hjerneblødning og vicepremierminister Ehud Olmert fik overdraget hans beføjelser. Ifølge bulletiner fra hospitalet skulle Sharon være ramt af varige men, blandt andet lammelser, og man gav ham ikke store chancer for at vende tilbage til et aktivt liv i politik.
Den 6. januar 2006 blev Sharon opereret for 3. gang, da lægerne kunne konstatere nye komplikationer i hans hjerne som følge af endnu en hjerneblødning.
Den 14. april 2006 efterfulgte Ehud Olmert ham, officielt, som premierminister, dog havde han reelt fungeret som premierminister siden 4. januar.
[redigér] Kontroversielle episoder
I 1953 ledede Sharon som officer et angreb på landsbyen Qibya. De israelske styrker sprængte en række huse i luften, hvori der befandt sig kvinder og børn. 59 mennesker blev dræbt.
[redigér] Noter
- ↑ Portræt af Sharon: Bulldozeren 'Arik' - TV2 Nyhederne, 21. november 2005
- ↑ Portræt af Sharon: Bulldozeren 'Arik' - TV2 Nyhederne, 21. november 2005
[redigér] Eksterne links
Commons har flere billeder relaterede til Ariel Sharon
|
