Kongeriget Danmark

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kongeriget Danmark

Kongeriget Danmark (eller Danmarks Rige) er et konstitutionelt monarki, som består af Danmark i det nordlige Europa og statens to selvstyrende områder: øgruppen Færøerne i Nordatlanten og øen Grønland, som geografisk hører til det nordamerikanske kontinent men geopolitisk til Europa.

Det fælles parlament, Folketinget, har 179 medlemmer, hvoraf 175 vælges i Danmark, 2 på Færøerne og 2 i Grønland.

Grønlands og Færøernes selvstyre er ikke explicit udtrykt i Grundloven, som har gyldighed for hele riget, og Grønland og Færøerne har ikke status af selvstændige lande. Den statsretslige konstruktion adskiller sig således fra f.eks. forholdet mellem Storbritannien og den engelske dronnings øvrige stater. Forholdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland Rigsfællesskabet.

[redigér] Kongeriget i Middelalderen

I Middelalderen var Kongeriget Danmark stort set sammenfaldende med kirkeprovinsen Lund, dog blev Rügen (under Roskilde Stift) og Estland (eget stift) ikke indlemmet i kongeriget, selv om de i perioder stod under dansk overhøjhed.

Mere præcist så bestod kongeriget af Jyske Lovs område (Jylland med Sønderjylland og Fyn), Sjællandske Lovs område (Sjælland med Lolland, Falster og Møn) samt Skånske Lovs område (Skåne med Halland, Blekinge og Bornholm).

[redigér] Helstaten indtil 1864

Indtil 1864 var det Danske Monarki en sammenfattende betegnelse for kongeriget Danmark (Nørrejylland og Øerne (Sjælland, Fyn og de mindre øer; ofte blot omtalt som Kongeriget) samt hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Bemærk at kongeriget på dette tidspunkt ikke omfattede Sønderjylland, som var et kongeligt-dansk len eller Holsten som var et hertugeligt-tysk len. Skåne, Halland og Blekinge var indtil 1658 en del af kongeriget.