Jesper Tørring
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jesper Tørring (født 1947) er dansk atletikudøver. Han har som en af få danskere vundet et internationalt mesterskab, da han vandt europamesterskabet i højdespring i Rom i 1974.
[redigér] Biografi
Jesper Tørring var i flere år medlem af Skovbakken, og det var her, han havde sine bedste år som atletikudøver. I 1971 satte han således dansk rekord i længdespring på 7,80 m – en rekord, der først blev slået i 2003. I 1972 deltog han i 50 m hækkeløb og længdespring ved indendørs EM. I 1974 blev han, ligeledes ved indendørs EM, nr. 4 i højdespring. Han deltog i Sommer-OL 1972 og 1976, dog uden den store succes.
Han var dansk mester i længdespring i alle årene 1969-1977, højdespring 1972-1979 (bortset fra 1974) samt i 110 m hækkeløb i 1971-1977 (bortset fra 1972). Han satte flere danske rekorder, og på én dag i 1971 satte han ikke mindre end tre danske rekorder i forbindelse med indvielsen af den nye kunststofløbebane på Århus Stadion: Længdespring, 110 m hækkeløb og 4x100 m løb.
Jesper Tørring er uddannet læge og fungerer nu som overlæge i neurologi på Holstebro Sygehus, hvor han blandt andet arbejder for, at patienterne skal holde en sund livsstil. Han er fortsat aktiv atletikudøver og deltog således i veteran-EM i Danmark i 2004. Han har trænet andre atletikudøvere og været dopingkontrollant.