Hadal

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Denne tid er en del af Jordens historie.

Æon: Phanerozoikum Æra: Kænozoikum Æra: Mesozoikum Æra: Palæozoikum

Superæon Prækambrium Æon: Proterozoikum Æra Neoproterozoikum Periode Ediacara Æra Mesoproterozoikum Æra Palæoproterozoikum Æon: Arkæikum Æra: Neoarkæikum Æra: Mesoarkæikum Æra: Palæoarkæikum Æra: Eoarkæikum Æon: Hadal

Hadal er den geologiske æon før Arkæikum. Den startede ved Jordens dannelse for ca. 4,6 mia. år siden og sluttede for ca. 3,8 mia. år siden med de ældst bevarede klipper på Jorden. Både start og sluttiden varierer dog i forskellige kilder. Navnet Hadal (eng: Hadean) kommer af navnet Hades, underverdenens gud i græsk mytologi.

Hadal hører ind under superæonen Prækambrium.

Der kendes kun få geologiske spor fra Hadal. Zirkonkrystaller af silikatet ZrSiO₄ der er fundet i sedimenter i det vestlige Canada og det vestlige Australien menes at være op til 4.4 mia. år gamle.

I det meste af Hadal fandtes ikke verdenshave og atmosfære som vi kender det. Overfladetemperaturen har været over 200°C, i hvert fald i lange perioder. Atmosfæren opbyggedes i løbet af Hadal og dens beskaffenhed varierede stærkt undervejs. Livet opstod muligvis i løbet af eller i slutningen af Hadal, men de ældste kendte spor af primitive Arkebakterier er "kun" 3,5 mia. år gamle.

I Hadals første tid var Jorden delvist opsmeltet på grund af bombardementet af planetoider. Senere opsmeltede Jorden på grund af ²⁶Al's henfald og jernet sank ned og dannede kernen mens silikaterne flød ovenpå som slagge og dannede kappen - og senere protoskorpen. Derefter kolliderede den hypotetiske planet Thea med protojorden og Månen blev dannet.

Blandt Isuas bjergarter er der ca. 10 m sorte skifre. Kulstoffet i skifrene har et ¹²C/¹³C-isotopforhold, der er karakteristisk for livsformers foretrukne kulstofisotop (vitaleffekt; levende organismer foretrækker den lette ¹²C frem for ¹³C). Det tolkes som at der i hvert fald 800 millioner år efter Jordens skabelse ^[1] fandtes fotosyntetiserende mikroorganismer, der har optaget CO₂ og aflejret kulstoffet på havbunden. ^[2] Da skifrene er metasedimenter, har mikroorganismerne fandtes længe før Isuas metamorfe bjergarter blev dannet, altså i Hadal.

[redigér] Kilder

1. ↑ Rosing, Minik: ’’Isua – Jordens ældste bjergarter’’ i Topografisk Atlas Grønland, 2000, Kort & Matrikelstyrelsen, ISBN 87-87945-44-4
2. ↑ Madsen, Jørn: ’’Livets Udvikling’’, 2006, Gyldendal, ISBN 87-02-03562-9

Stub Denne artikel om geografi eller geologi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.